Irans revolution fylder 40 år

Iran er en ø af stabilitet i et af de mest urolige områder i verden«. Sådan sagde den daværende amerikanske præsident Jimmy Carter i 1977 under et besøg hos shahen, som han kaldte »en populær konge blandt iranerne«.

To år efter væltede det iranske folk sin monark. Kom denne revolution ud af det blå?

Muhammad Reza Pahlavi (1919-1980) var en ung mand i starten af 20’erne, da han i 1941 blev shah i Iran efter sin far, der af de allierede blev tvunget til at abdicere på grund af sin venligtsindede kurs over for Tyskland. Den unge mand virkede trods sin pludselige status som monark ikke synderligt interesseret i magten og tillod, at landet stille og roligt blev demokratiseret, og at det nye parlament fik en større rolle. Det resulterede i 1951 i, at politikeren Muhammad Mossadegh(1880-1967) blev valgt til premierminister på blandt andet at love at nationalisere de enorme olieforekomster i Iran.

Men det forehavende huede ikke briterne, der indtil da havde haft kontrol med landets oliefelter. I samarbejde med det amerikanske efterretningsvæsen CIA, der så shahen som et værn mod kommunismen, fik den britiske efterretningstjeneste MI6 i 1953 orkestreret et kup og geninstalleret shahen, der i mellemtiden havde søgt tilflugt i Rom. Premierministeren endte i fængsel.

EFTER KUPPET FREMSTOD shahen i manges øjne som Vestens marionet, der solgte billig olie til europæerne og købte militært udstyr af amerikanerne. I samme periode oprettede han den allestedsnærværende sikkerhedstjeneste Savak, der brutalt forfulgte politiske modstandere. De mange reformer, som blev gennemført i 1960’erne og 1970’erne, tilgodeså ikke den brede befolkning.

Skellet mellem det rige og dekadente hof og de fattigste undersåtter blev mere og mere tydeligt for til sidst, i 1971, at blive slået fast med syvtommersøm; 2.500-året for grundlæggelsen af Det Persiske Rige skulle fejres, og det blev slået stort op: Festen blev holdt ved ruinerne af den antikke hovedstad Persepolis, konger, sultaner og præsidenter fra hele verden deltog, og maden blev fløjet ind fra en eksklusiv parisisk restaurant. Det siges at have været en af verdens største og dyreste fester, og regningen skal have lydt på 650 millioner dollars.

Men ud over udklædte statister var der ingen iranere på gæstelisten. Shahens undersåtter kunne følge med i de tv-transmitterede festligheder på et tidspunkt, da cirka halvdelen af landets befolkning levede under fattigdomsgrænsen, og op imod 5.000 politiske modstandere sad i fængsel.

Utilfredsheden med shahens dekadence og den vestlige indflydelse voksede, og især to fløje gjorde sig gældende. Den ene var tilhængerne af politisk islam, der i høj grad så mod den iranske teolog og politiker Ruhollah Khomeini (1900/1902-1989), hvis politiske taler fra eksilet i Irak og siden Frankrig nåede stor udbredelse ved hjælp af kassettebånd, som blev lyttet til og delt i Iran.

Den anden fløj var venstrefløjen, der appellerede bredt til studerende og fattige. Bevægelsen bestod af et væld af kommunistiske og socialistiske undergrundspartier, hvoraf flere var inspireret af Sovjetunionen og Kina.

I LØBET AF 1978 TOG protesterne mod shahen til, og flere og flere gik på gaden. På tværs af ideologier samledes folk mod shahen.

Det tog for alvor fart, da underbetalte arbejdere og de handlende i basaren sluttede sig til de studerende og middelklassens unge i demonstrationerne. Bannere med hammer og segl og billeder af Khomeini sås side om side i Teherans gader. Shahen satte hårdt ind, og militæret blev sendt på gaden. Det varede dog ikke længe, før fremfærden gav bagslag. Værnepligtige soldater sluttede sig til de demonstrerende masser, og mange demonstranter trimmede håret, så det blev umuligt for myndighederne at udpege de afhoppede soldater.

På trods af at demonstranternes politiske overbevisninger pegede i mange forskellige retninger, spillede islam en stor rolle. Den muslimske tradition for sørgedage blev udnyttet af demonstranterne, og når folk blev dræbt, mødtes folk til optog på den 40. sørgedag, og de forsamlinger forvandlede sig hurtigt til endnu større demonstrationer.

Foto: AP

AYATOLLAH KHOMEINI VAR FOR mange blevet en mytisk figur, og selv om han prædikede politisk islam, havde han også mange sympatisører på venstrefløjen. Selv i Europa så mange ham som en fascinerende og vis ældre mand, der med sit lange hvide skæg og et alvorligt ansigtsudtryk sad under et træ i en forstad til Paris og talte om den undertrykkende shah. Han blev sågar i 1979 kåret til Man of the Year i Time Magazine.

Muhammad Reza Pahlavi måtte erkende, at hans tid som Irans leder var ovre. 16. januar steg den sortklædte shah på et fly og forlod landet. Alle lufthavne var herefter lukket, så først 1. februar kunne ayatollah Khomeini lande i Teheran, hvor han trådte ud af et Air France-fly til en overvældende hyldest. Mere end en million mennesker var på gaden for at byde Khomeini velkommen, og med ham trådte landet ind i en ny æra med et konservativt islamisk præstestyre.

Venstrefløjen druknede i interne konflikter, så derfor var der ikke et reelt alternativ, da der blev udskrevet valg om regeringsformen. 1. april 1979 blev Iran erklæret for islamisk republik.

Storpolitisk tog Khomeini afstand fra både Sovjetunionen og USA og ønskede ikke at vælge side i den kolde krig. Af den grund stod Iran meget alene under krigen med Saddam Husseins Irak fra 1980 og 8 år frem, men i ly af opmærksomheden på den ydre fjende fik man nedkæmpet oppositionsgrupperne, man havde stået side om side med under revolutionen. Siden har det iranske præstestyre trods en række kriser formået at holde på magten og fremstår i dag som en kontroversiel magt i Mellemøsten og i opposition til Vesten og en række lande i regionen.