Iran er en ø af stabilitet i et af de mest urolige områder i verden«. Sådan sagde den daværende amerikanske præsident Jimmy Carter i 1977 under et besøg hos shahen, som han kaldte »en populær konge blandt iranerne«.
To år efter væltede det iranske folk sin monark. Kom denne revolution ud af det blå?
Muhammad Reza Pahlavi (1919-1980) var en ung mand i starten af 20’erne, da han i 1941 blev shah i Iran efter sin far, der af de allierede blev tvunget til at abdicere på grund af sin venligtsindede kurs over for Tyskland. Den unge mand virkede trods sin pludselige status som monark ikke synderligt interesseret i magten og tillod, at landet stille og roligt blev demokratiseret, og at det nye parlament fik en større rolle. Det resulterede i 1951 i, at politikeren Muhammad Mossadegh(1880-1967) blev valgt til premierminister på blandt andet at love at nationalisere de enorme olieforekomster i Iran.
Men det forehavende huede ikke briterne, der indtil da havde haft kontrol med landets oliefelter. I samarbejde med det amerikanske efterretningsvæsen CIA, der så shahen som et værn mod kommunismen, fik den britiske efterretningstjeneste MI6 i 1953 orkestreret et kup og geninstalleret shahen, der i mellemtiden havde søgt tilflugt i Rom. Premierministeren endte i fængsel.
EFTER KUPPET FREMSTOD shahen i manges øjne som Vestens marionet, der solgte billig olie til europæerne og købte militært udstyr af amerikanerne. I samme periode oprettede han den allestedsnærværende sikkerhedstjeneste Savak, der brutalt forfulgte politiske modstandere. De mange reformer, som blev gennemført i 1960’erne og 1970’erne, tilgodeså ikke den brede befolkning.
Skellet mellem det rige og dekadente hof og de fattigste undersåtter blev mere og mere tydeligt for til sidst, i 1971, at blive slået fast med syvtommersøm; 2.500-året for grundlæggelsen af Det Persiske Rige skulle fejres, og det blev slået stort op: Festen blev holdt ved ruinerne af den antikke hovedstad Persepolis, konger, sultaner og præsidenter fra hele verden deltog, og maden blev fløjet ind fra en eksklusiv parisisk restaurant. Det siges at have været en af verdens største og dyreste fester, og regningen skal have lydt på 650 millioner dollars.
Men ud over udklædte statister var der ingen iranere på gæstelisten. Shahens undersåtter kunne følge med i de tv-transmitterede festligheder på et tidspunkt, da cirka halvdelen af landets befolkning levede under fattigdomsgrænsen, og op imod 5.000 politiske modstandere sad i fængsel.
Bliv abonnent på Politiken Historie
...og få adgang til hele artiklen og meget mere!
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her
