Den kurdiske drøm er stadig et mareridt

Tyrkiets indmarch i det nordlige Syrien har i efteråret 2019 trukket store overskrifter. Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, hævder, at invasionen skal bekæmpe bevæbnede syrisk-kurdiske terrorgrupper med tilknytning til den militante kurdiske bevægelse i Tyrkiet, PKK, som står på en række vestlige landes terrorliste.

På den anden side lyder det fra Erdogans modstandere, at målet er at udradere det kurdiske samfund i Nordsyrien. Oprettelsen af en tyrkisk ’sikkerhedszone’ langs den sydlige del af den tyrkisk-syriske grænse skal løse Erdogans problem med de mange syriske flygtninge i Tyrkiet – over 3,5 millioner – ved at bosætte omkring 2 millioner af dem i sikkerhedszonen.

Planen er – hævder modstanderne – et storstilet demografisk omlægningsprojekt, der har til hensigt at drukne områdets kurdiske pluralitet i et hav af ikkekurdiske flygtninge fra det øvrige Syrien.

Har kritikerne ret, føjer planen et nyt kapitel til den 100-årige historie om den tyrkiske stats forsøg på at håndtere landets kurdiske indbyggere og naboer.

KONFLIKTEN GÅR TILBAGE TIL slutningen af 1800-tallet, da nationalismen fik tag i både tyrkere og kurdere. Målet for den kurdiske nationalisme har siden dens opståen været at skabe en nation for alle kurdere i det gamle Osmanniske Rige (det nuværende Irak, Tyrkiet og Syrien) samt Iran.

Den tyrkiske nationalisme har på den anden side stræbt efter at gøre det nuværende Tyrkiets hovedland, Anatolien, tyrkisk samt at sikre områdets enhed og suverænitet.

Da en lille radikal kerne af magtfulde officerer med nær tilknytning til den såkaldt ungtyrkiske centralkomité i 1913 tog magten i Det Osmanniske Rige ved et kup, blev modsætningerne mellem tyrkisk og kurdisk nationalisme skærpet.

Ungtyrkerne var inspireret af vestlige reformideer og ønskede at genskabe det hensygnende imperiums status som stormagt efter en række dramatiske nederlag til nationale bevægelser, der var opstået inden for rigets grænser. Albanien, Bulgarien, Grækenland, Montenegro og Serbien havde alle løsrevet sig fra Osmannerriget i det foregående århundrede.

FORMELT BETØD NATIONAL identitet intet for osmannerne. En borgers relation til staten var bestemt af vedkommendes konfession, om man var kristen, muslim eller jøde, og officielt fandtes der hverken tyrkere eller kurdere.

Det var det, de radikale ungtyrkere satte sig for at ændre. Der skulle opbygges en tyrkisk-muslimsk nation af selvmobiliserende borgere, der var rede til at arbejde for nationen og falde for fædrelandet.

Det krævede et kolossalt omlægningsarbejde med identitet og tilhørsforhold og berørte rigets samlede befolkning, da planerne blev omsat til praksis.

Ungtyrkerne besluttede eksempelvis, at det kristne befolkningselement måtte fjernes, og i foråret og sommeren 1914 blev omkring 150.000 græskortodokse på vestkysten nord for Izmir ofre for etnisk udrensning, og det følgende år blev det armenske folkedrab indledt.

MENS DE KRISTNES ’humanmateriale’ – sådan hed det i tidens sprogbrug – var uegnet til brug for skabelsen af en ny type borger, krævede det kurdiske blot en justering. Den muslimske del af deres identitet var fuldt ud kompatibel med ungtyrkernes projekt, men visse kurdiske gruppers sprog, kultur og levevis var ikke.

Det drejede sig især om kurdiske stammer i den sydøstlige del af landet, som for manges vedkommende ikke var bofaste.

Derfor indledtes der i 1916 deportationer af kurdere fra områderne i sydøst. Målet var dog hverken uddrivelse af riget eller fysisk tilintetgørelse, men assimilation.

Kurderne skulle gøres til tyrkere og blev bosat i områder med stor tæthed af tyrkisktalende muslimer. Derudover deporterede man tyrkisktalende muslimer til områder med stor kurdisk koncentration, i håb om at det ville medføre en afsmitningseffekt, som ville få kurdere til at efterligne de tyrkisktalende muslimers sprog og levevis.

BEFOLKNINGSPOLITIKKEN FORTSATTE efter opløsningen af Det Osmanniske Rige og oprettelsen af den tyrkiske nationalstat i 1923 under ledelse af Mustafa Kemal (1881-1938), den senere Atatürk.

Den kurdiske sag mistede snart sin opbakning fra Første Verdenskrigs sejrende magter, og vestmagterne begyndte endda at bekæmpe de kurdiske nationalister, da Irak og Syrien i kølvandet på krigen kom under britisk og fransk herredømme.

Det gavnede heller ikke den kurdiske nationalismes sag, at kurdiske klaner og militser havde spillet en betydelig rolle i folkedrabet på armenierne, og at der fandtes en stor armensk diaspora i de franske mandatområder og i Paris.

Derudover var der endnu et vigtigt forhold, der stadig i dag udgør en forhindring for oprettelsen af en kurdisk stat: tilstedeværelsen af store befolkningsgrupper, der ser sig som medlemmer af andre nationer end den kurdiske, i de områder, kurderne gør krav på.

Det har også spillet ind, at de kurdiske gruppers alliancer med fjender af skiftende regeringer i Irak, Iran, Tyrkiet og Syrien har været med til at forsure forholdet mellem kurdiske grupper på tværs af nationale grænser og givet anledning til splittelse.

Foto: Creative Commons/Public Domain

ET KURDISK OPRØR I OMRÅDET omkring den kurdiske ’hovedstad’, Diyarbakir, under ledelse af Sheikh Said afstedkom i 1925 en ny bølge af aktioner mod kurdisk sprog og levevis.

Oprøret var blevet udløst af især to forhold: regimets tyrkificeringspolitik og dets radikale fremfærd mod den gamle ordens osmanniske og islamiske tradition – særligt dets afskaffelse af kalifatet og ikkestatslige religiøse institutioner.

Mens oprøret blev nedkæmpet, fortsatte assimileringspolitikken og kulminerede i en ny bølge af deportationer og krig fra 1934 til 1938. I den officielle tyrkiske sprogbrug forsvandt ’kurder’ fra vokabulariet og blev erstattet med ’bjergtyrker’ – en stærkt nedsættende betegnelse, som kan minde om brugen af ’n-ordet’ i USA.

EFTER ATATÜRKS DØD I 1938 og etpartiregimets nederlag ved det første demokratiske valg i Tyrkiet i 1950 førte en lempelse i statens hårdhændede praksis til, at mange af de deporterede kunne vende hjem.

Konfrontationen mellem staten og de kurdiske krav om autonomi blussede op igen i løbet af 1970’erne, hvor Tyrkiet lå underdrejet i en borgerkrigslignende tilstand præget af kampe mellem venstre- og højreorienterede grupper.

I 1978 dannedes den militante kurdiske nationalistbevægelse PKK, der udsprang af marxistiske studentermiljøer, og få år efter indledtes en krig mellem PKK og Tyrkiet.

Krigen fulgte i kølvandet på et militærdiktatur (1980-83) og fortsatte, indtil Assad-regimet i 1999 under tyrkisk pres udviste PKK’s leder, Abdullah Öcalan (født 1948), og hans militser fra deres baser i Syrien.

Mens Öcalan blev fanget, indvarslede Erdogans AK-partis valgsejr i 2002 en periode, hvor staten gav mere plads til kurdisk kultur og sprog. Disse tendenser kulminerede i 2013, da der blev indledt en fredsproces mellem staten og PKK, men i 2015 blev det hele rullet tilbage.

I DAG ER DEN TYRKISKE STAT atter i krig med PKK, mens de ledende repræsentanter for kurdisk nationalismes politiske parti, HDP, sidder i fængsel.

Historien om kurderne i Tyrkiet har samtidig fulgt andre vigtige spor. De tyrkiske bestræbelser på at assimilere kurderne har også skabt tilpasning i et sådant omfang, at mange kurdere ikke anser separatisme for at være et ’naturligt’ valg. Andre vægter deres identitet som muslimer højere end den kurdiske.

Erdogans opgradering af Tyrkiets muslimske tradition og AK-partiets selvfremstilling som partiet for ofrene for den brutale sekulære nationalisme har også været appellerende for det marginaliserede kurdiske mindretal.

Begge forhold kan være med til at forklare, hvorfor så mange kurdiske stemmer gik til Erdogans parti, AK – endda i et omfang, så det gjorde den tyrkiske præsidents vej til magten farbar.

Mere end 100 års brutal, intensiv og målrettet tyrkisk befolkningspolitik har altså ikke kun udløst vold, had og krig.