På den anden side lyder det fra Erdogans modstandere, at målet er at udradere det kurdiske samfund i Nordsyrien. Oprettelsen af en tyrkisk ’sikkerhedszone’ langs den sydlige del af den tyrkisk-syriske grænse skal løse Erdogans problem med de mange syriske flygtninge i Tyrkiet – over 3,5 millioner – ved at bosætte omkring 2 millioner af dem i sikkerhedszonen.
Planen er – hævder modstanderne – et storstilet demografisk omlægningsprojekt, der har til hensigt at drukne områdets kurdiske pluralitet i et hav af ikkekurdiske flygtninge fra det øvrige Syrien.
Har kritikerne ret, føjer planen et nyt kapitel til den 100-årige historie om den tyrkiske stats forsøg på at håndtere landets kurdiske indbyggere og naboer.
KONFLIKTEN GÅR TILBAGE TIL slutningen af 1800-tallet, da nationalismen fik tag i både tyrkere og kurdere. Målet for den kurdiske nationalisme har siden dens opståen været at skabe en nation for alle kurdere i det gamle Osmanniske Rige (det nuværende Irak, Tyrkiet og Syrien) samt Iran.
Den tyrkiske nationalisme har på den anden side stræbt efter at gøre det nuværende Tyrkiets hovedland, Anatolien, tyrkisk samt at sikre områdets enhed og suverænitet.
Da en lille radikal kerne af magtfulde officerer med nær tilknytning til den såkaldt ungtyrkiske centralkomité i 1913 tog magten i Det Osmanniske Rige ved et kup, blev modsætningerne mellem tyrkisk og kurdisk nationalisme skærpet.
Bliv abonnent på Politiken Historie
...og få adgang til hele artiklen og meget mere!
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her
