0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Philip Ytournel
Tegning: Philip Ytournel

Med brød og ost fulgte økonomisk ulighed

Fænomenet økonomisk ulighed går mere end 10.000 år tilbage. Det opstod, da mennesket forlod jæger-samler-tilværelsen og begyndte at dyrke jorden.

Politiken Historie

Engang i oldtidens Babylonien, nærmere bestemt i 1800-tallet f.Kr., skrev den unge mand Iddin-Sin hjem til sin mor, Zinu, og brokkede sig over det gamle tøj, han var nødt til at gå rundt i:

Til Zinu fra Iddin-Sin.

Måtte [guderne] Šamaš, Marduk og Ilabrat lade dig leve evigt for min skyld.

Mens folks tøj bliver bedre og bedre år for år, forringer du hvert år mit tøj!

Ved at spare og gøre mit tøj ringere har du beriget dig selv!

Selv om uld bruges, som var det brød, i vores husholdning, så har du kun gjort mine klæder værre.

Adad-iddinams søn, hvis far er min fars underordnede, har [fået] to nye klædninger, mens du bliver led ved bare en enkelt klædning til mig.

Mens du fødte mig, tog hans mor ham som adoptivbarn.

Men så meget som hans mor elsker ham, lige så lidt holder du af mig.

(Oversat af Gojko Barjamovic)

Så langt, så teenage. Trods den lidt uvante skrivestil er budskabet helt klart og genkendeligt her knap 4.000 år senere: Alle de andre har mere end mig! Hvad Iddin-Sin ikke overvejer er, at han allerede er langt mere privilegeret end de fleste andre i sit land.

Iddin-Sins Babylonien var med sit centrum i hovedstaden Babylon i det nuværende Irak et blomstrende, avanceret samfund, hvis litteratur, arkitektur, matematik og astronomi har været med til at danne fundamentet for vores eget moderne samfund.

Kong Hammurabi (som regerede ca. 1792-1750 f.Kr.) nedfældede f.eks. et af de tidligste eksempler på lovgivning. Astrologer og arkitekter gjorde brug af det såkaldte seksagesimale talsystem, hvor man deler med 60, som i dag bruges til at beregne bl.a. tid og vinkler med.

Vi finder også på oldbabylonske lertavler kompleks trigonometri, der blev nedfældet i tabeller, 1.000 år før grækerne opfandt samme metode. Paladser og templer blev opført med stor præcision, og kunstnere dekorerede bygningsmure med detaljerede relieffer og udhuggede statuer af konger og guder i sten.

Fra Babyloniens handelspartnere uden for landets grænser ankom æselkaravanerne med eksotiske varer, og lertavlerne viser også en lang litterær tradition for historiefortælling, myter og religiøse tekster.

I stedet for at man samledes om høsten og madlavningen, blev de nye kornafgrøder nu bragt ind til hver enkelt husholdning

Vi ved ikke meget om Iddin-Sin og hans familie, men han har tydeligvis været veluddannet og har måske endda tilhørt det professionelle segment, der tog sig af al skriftlig kommunikation. Og mens skriverne brugte dagene på at forfatte juridiske dokumenter og nedskrive matematiske formler, religiøse hymner eller – som her – klagebreve, sled størstedelen af den øvrige babylonske befolkning i markerne for at producere den mad, skriverne spiste. Det var også dette flertal, der fremstillede murstenene til de huse, bureaukraterne færdedes i, og vævede det uldtøj, som de gik i.

Fysisk arbejde blev i vid udstrækning udført på industrielt niveau af lavtlønnede eller slaver.

Det oldbabylonske samfund var i al sin kompleksitet også et samfund med stor økonomisk ulighed.

Den økonomiske ulighed i det babylonske samfund rakte tilbage til de tidligste landbrugssamfund i stenalderens Mellemøsten 7.000 år tidligere. Herfra er der ingen skriftlige kilder – de dukker først op omkring 3.500 år f.Kr. – til gengæld findes der en rigdom af arkæologiske efterladenskaber. Ting som stenredskaber, hustomter, dyreknogler, forkullet korn og potteskår ligger tilbage og fortæller om indretningen af stenalderens samfund.

På denne tid gik menneskene fra primært at leve som jæger-samlere til at dyrke korn og holde husdyr. Med udviklingen fulgte også en ny måde at bosætte sig på: I stedet for at man fulgte dyreflokkene rundt i landskabet for at kunne jage dem og samle vilde planter på de steder, hvor de var modne, var det nu nødvendigt at blive på samme sted året rundt. En kornmark kan ikke flyttes, og de spirende afgrøder skal beskyttes mod vilde dyr og andre mennesker.

Der gik ikke lang tid, fra de første marker var tilsået, til de første landsbyer opstod.

Arkæologerne har udgravet mange af disse tidlige landsbyer. Ofte har bosættelser ligget på samme sted gennem årtusinder, og nye huse er bygget oven på resterne af de gamle. Ved arkæologiske udgravninger er det muligt at fjerne det ene lag beboelse efter det andet og på denne måde, ved at arbejde sig ned i tid, se, hvordan husene ændrer form, hvordan ildsteder har flyttet sig, eller hvor affaldet er blevet smidt hen.

Blev husene bygget til kernefamilier eller til større grupper? Var husene i en landsby lige store, eller havde nogle grupper større huse end andre? Var der fælles madlavning på centralt ildsted, eller indtog man måltiderne inden for hver families eller gruppes mure? Ligger der rester af produktion af lerkar alle steder eller kun bestemte steder, det vil sige: Har alle fremstillet deres egne lerkar, eller har den opgave været overladt til særlig dygtige, specialiserede håndværkere? Ved at se på disse mønstre kan vi begynde at tegne et billede af, hvordan samfundet har været indrettet.

Tag for eksempel landsbyen Beidha i det sydlige Jordan, der for godt 13.000 år siden udgjorde en jæger-samler-plads. Herfra er der fundet stenredskaber og ildsteder, men ikke egentlige boliger. Men 2.000 år senere, omkring 9.000 f.Kr., opstod her en af de ældste landsbyer i verden, opbygget af runde stenhuse, der lå omkring fælles pladser med ildsteder. Landsbyen brændte på et tidspunkt ned – og da stenhuse ikke brænder let, kunne det tyde på, at branden var påsat, muligvis for at rydde landsbyen for at bygge nyt.

Oven på de brændte rester anlagde man så en ny landsby, og nu byggede man toetages firkantede huse med flere rum og ildsteder indenfor. Mens tidligere tiders runde huse, der blot havde et enkelt rum, havde døråbninger ud mod hinanden og frit udsyn til naboerne, havde de nye huse døråbninger, der vendte væk fra hinanden. Der var altså ikke længere samme kontakt og trafik husene imellem.

De arkæologer, der undersøgte Beidha, mener, at disse ændringer i husenes facon vidner om en ændring i landsbyens sociale struktur. Fra at man mere eller mindre levede som én stor familie, hvor mange mennesker var fælles om arbejdsopgaverne, blev de enkelte husholdninger gradvist mere autonome. I stedet for at man som før samledes om høsten og madlavningen, blev de nye kornafgrøder nu bragt ind til hver enkelt husholdning, som lavede mad til sig selv, og med de nye flerrumshuse sørgede man for, at der var plads til opbevaring af forråd.

Beidha er et eksempel på en generel udvikling af arkitekturen i denne periode. Ved en anden landsby fra samme tid, Çayönü i det sydøstlige Tyrkiet, har arkæologerne også udgravet toetagers huse, hvis stueetage bestod af forrådskamre, som der tilsyneladende kun var adgang til fra beboelsesetagen ovenover.

At der blev gjort plads til forråd inden for de enkelte husholdninger og som i Çayönü skjult for naboernes nysgerrige øjne, selv når de blev inviteret indenfor, har kolossal betydning for den økonomiske ulighed, der nu begyndte at vise sig. Ambitiøse familier, der havde mulighed for at skaffe sig forråd og andre materielle goder, kunne nu pludselig oparbejde større materiel velstand end andre familier i samme landsby.

I jæger-samler-tiden ville materiel velstand have skabt problemer. Jo flere ting man bar rundt på, jo sværere var det at flytte sig efter de omvandrende dyreflokke. Velstand blandt jæger-samlere måltes derimod i fysisk styrke, i jagtevne og i netværket af familie og allierede. Af materielle goder var der ikke meget, der kunne viderebringes og ophobes gennem generationer.

Men med agerbrugets opfindelse og det mere stationære liv var der pludselig uanede muligheder for at sætte kurve med korn til side, både til næste års såsæd og som en ekstra ressource. I modsætning til frugt og bær har korn meget lang holdbarhed og kan gemmes, indtil der er brug for det. Man kan næsten sammenligne korn i kurve med penge i banken – faktisk vi ved fra senere perioder, at byg blev brugt som penge.

I et samfund, hvor alle er lige, vil Gini-koefficienten ligge på 0, mens tallet stiger, jo mere velstand der samles hos enkelte grupper eller endda individer

Mindst lige så vigtigt for den stigende ulighed i stenalderens samfund var husdyrøkonomien. Nogenlunde samtidig med de første opdyrkede marker ser man tegn på, at mennesker tog dyr til sig og begyndte at tæmme dem. Tamdyr kan betragtes som en slags omvandrende madkasser, da kødet holder sig frisk, så længe dyret er i live, og man kan planlægge slagtningen, så man får maden, når man har brug for den.

Der er den ekstra fordel ved får og geder – som for omkring 11.000 år siden var blandt de første dyr, der blev domesticeret – at de også løbende bidrager med mælk, uld og hår, mens de er i live. Kvæg, som også er et af menneskets tidligste tamdyr, giver mælk og ikke mindst uvurderlig arbejdskraft som trækdyr, når markerne skal pløjes.

Mælken kan forarbejdes til produkter med længere holdbarhed som yoghurt, smør og ost, som kan lægges til side og spises, når der er brug for det, eller byttes til andre varer. Og med en okse som trækdyr har man mulighed for at lægge langt mere land under plov end ved håndkraft og kan derfor dyrke en større mængde afgrøder.

Desuden kunne man med trækdyrene pløje langt større arealer, som dermed kunne blive gjort til en enkelt families ejendom. Det betød, at der var mindre eller slet ingen landbrugsjord til andre familier, som så måtte leje sig ind på andres jord. Måske måtte de endda leje den rigere families trækdyr eller tjene som landbrugsarbejdere. Havde man selv kvæg, var man derimod godt kørende.

I den yngre del af stenalderen opstod stadig flere og større landsbyer, og man ser tegn på endnu større ulighed i samfundet. Nogle huse var nu markant større end andre, de fik flere etager og over 20 rum i stueetagen, hvilket afspejler de voksende storfamilier – der var brug for mange hænder til landbruget – og behovet for mere forrådsplads. Adgangen til husene blev også mere besværlig, og i nogle huse ses rum, hvortil der kun er adgang via andre rum og indre gårde.

Samtidig viser gravene, at der i samfundet begyndte at dukke luksusvarer op, bl.a. fint bemalet keramik, perler af halvædelsten som turkis og karneol og statuetter af alabast og marmor. Det mest bemærkelsesværdige er, at nogle af de rigest udstyrede grave fra denne tid er børnegrave. Det tyder på, at rige gravgaver ikke blot blev givet til de personer, der i løbet af deres liv havde opnået en høj position i samfundet, og derfor fortjente rigdom i døden, men også til deres børn.

Der var opstået et hierarki, hvor rang og den medfølgende velstand kunne nedarves gennem flere generationer, og rettighederne til materiel velstand konsolideredes. Luksusvarer og gravgaver er dog ikke altid lige gode indikatorer på økonomisk ulighed: Gravgaver fortæller kun om et enkelt individ og hans/hendes nærmeste familie, og luksusvarerne er sjældent til stede i de huse, vi udgraver, da de fornuftigt nok er blevet fjernet, inden huset blev forladt.

En gruppe forskere fra forskningsinstitutioner verden over har for nylig i det videnskabelige tidsskrift Nature givet et bud på et konkret og målbart tegn på ulighed i oldtiden. De så på netop beboelseshusene, sådan som vi kender dem fra Beidha og Çayönü. Ved specifikt at se på husenes størrelse mener de at have fundet en indikator, som hverken er hængt op på enkeltpersoner i grave eller afhænger af forekomsten af luksusvarer.

De har undersøgt husenes størrelse i en lang række arkæologiske udgravninger fra for mellem 11.000 og 300 år siden i Asien, Middelhavsområdet, Mellemøsten samt Nord- og Mellemamerika. De indsamlede målinger har arkæologerne gjort sammenlignelige ved at udregne den såkaldte Gini-koefficient, som i dag bruges til at beregne graden af økonomisk ulighed, for på den måde at måle uligheden i oldtidens samfund.

Kort fortalt ligger Gini-koefficienten mellem 0 og 1. I et samfund, hvor alle er lige, vil Gini-koefficienten ligge på 0, mens tallet stiger, jo mere velstand der samles hos enkelte grupper eller endda individer. På Verdensbankens hjemmeside er det angivet, at Gini-koefficienten for Danmark i 2015 var 0,28, hvilket svarer til niveauet for de øvrige nordiske lande.

Jo større uligheden i et samfund er, jo højere Gini-koefficient. Ud fra forskellene i husstørrelse kunne arkæologerne se, at jæger-samler-samfundene har en Gini-koefficient på 0,17, mens de tidlige landbrugssamfund har en Gini-koefficient på 0,35.

Forskellen på husenes størrelse specifikt i de oldbabylonske udgravninger, fra den tid hvor teenageren Iddin-Sin gik rundt og beklagede sig, giver en Gini-koefficient på 0,40, og hvis man trækker data om husstørrelser ud fra samtidens juridiske dokumenter (fra f.eks. ejendomssalg og testamenter), kommer Gini-koefficienten helt op på 0,46.

Arkæologerne har med deres studie af husstørrelser vist, at den økonomiske ulighed i oldtiden havde en klar tendens til at stige i takt med overgangen til landbrugsøkonomi, mens samfundene blev større og mere komplekse.

Der knytter sig dog en vis usikkerhed til metoden. F.eks. er det muligt, at samfundenes allerfattigste, der i teorien kan have levet i slumkvarterer i byernes udkant, har boet i telte eller haft andre skrøbelige former for beboelse, som ikke efterlader sig mange arkæologiske spor. Det er heller ikke nødvendigvis alle en oldtidsbys kvarterer, der bliver udgravet.

Der er dog et tydeligt mønster at spore i Gini-koefficienterne, og det har også givet ny viden, at arkæologerne har undersøgt forskellen på husstørrelser over flere kontinenter. Det kom nemlig som en overraskelse for forskergruppen, at uligheden i Mellemøsten steg langt hurtigere end i Nord- og Mellemamerika.

Iddin-Sins oldbabylonske samfund havde på hans tid været et landbrugssamfund i omkring 5.000 år. Omkring år 500 (e.Kr.) havde Mexico været et landbrugssamfund lige så længe som det oldbabylonske, men mens de oldbabylonske huse som nævnt gav en Gini-koefficient på 0,40, endte en undersøgelse af 500-tallets huse i den mexicanske storby Teotihuacan helt nede på 0,12.

Grunden til denne forskel hænger formentlig sammen med brugen af trækdyr. Heste og okser fandtes ikke i Mellemamerika, hvor markerne blev gravet med håndkraft, og alle afstande måtte tilbagelægges til fods.

I Babylonien var store landområder derimod samlet på færre hænder netop på grund af den langt mere effektive pløjning af marker. Lidt senere i historien kom et andet trækdyr, hesten, til at spille en afgørende rolle i opbygningen af imperier, hvor den dannede grundlaget for krigsførelse med soldater til hest og i stridsvogne. Men allerede i stenalderen kan vi se kolossale strukturelle forandringer i samfundet baseret på brugen af kvæg alene.

Fænomenet økonomisk ulighed går over 10.000 år tilbage i tiden, og omstændighederne, der lagde grunden for det, trækker dybe spor helt op til vor egen tid. Det er nok også en af årsagerne til, at vi alle kan nikke genkendende til Iddin-Sins oldbabylonske brok, som efter 4.000 år stadig afspejler vores grundlæggende behov for ikke at stå tilbage for naboerne.

Læs mere:

Annonce