De røde afskaffede julen

Den velkendte juletræsjul har en forbløffende kort historie. Før 1800-tallet var danskernes julefejring en langstrakt affære, hvor julestuer med sjofle julelege og endeløse mængder stærkt øl fungerede som en løssluppen kulmination på året.

Først fra midten af 1800-tallet blev 24. december juletidens højdepunkt, og juletræet begyndte først for alvor at blive udbredt ved udgangen af århundredet. Således kom træet, gaverne, julemiddagen og familien til at danne centrum for den borgerlige julefejring, der også ligger til grund for nutidens juletraditioner. Da arbejderbevægelsen og den politiske venstrefløj i begyndelsen af 1900-tallet rettede skytset mod den borgerlige kultur, var det derfor ikke underligt, at blikket hurtigt faldt på julen.

SOCIALDEMOKRATER ARBEJDEDE i 1920’erne og 1930’erne på at omforme juletræsjulen og give den et nyt præg. Danmarks Socialdemokratiske Ungdom udgav i en årrække et tidsskrift ved navn Solhverv – Socialistisk Julehæfte. Bevægelsen organiserede desuden alternative ’solhvervsfester’, der kombinerede skikke fra de førkristne lysfester med socialistiske idealer.

Der blev marcheret om juletræet, som til lejligheden blev pyntet med røde flag og stearinlys.

Ved at ty til hedenske midvinterskikke forsøgte man at rense julefejringen for både religiøse og borgerlige elementer. Arrangementerne kommunikerede også en tydelig kritik af indsatsen for at nedbringe arbejdsløsheden i en krisetid.

Gennem julen kunne man på én og samme tid kritisere almissetanken, religionen og borgerskabets kultur.

Blandt danske kommunister gik man endnu længere og forsøgte at skrotte juletræet – symbolet på den borgerlige julefejring.

Det skete med inspiration fra det sovjetiske moderland, der faktisk indførte et decideret forbud mod at fejre jul, som også omfattede pyntning af juletræer. Ungkommunister havde inden da introduceret en sekulær såkaldt komsomoljul – Komsomol var det sovjetiske kommunistpartis ungdomsorganisation – der var helt tømt for religiøs symbolik, mens ortodokse russiske julesange blev omskrevet, så de priste arbejdernes revolution og den opstående sol.

Foto: Ole Hansen/Polfoto

I DANMARK BEGYNDTE MAN under højkonjunkturen i slutningen af 1950’erne at bruge flere penge på at fejre jul. Mange firmaer indførte ekstravagante julefrokoster, julemåltidet fik en kulinarisk opgradering, og der blev lagt flere og dyrere gaver under træet.

Det gav julen et hidtil uset kommercielt tvist, der især faldt venstreorienterede for brystet. I en tid, hvor mange sammen med Leif Panduro sagde ’Rend mig i traditionerne’ (1958) og forsøgte at vriste sig fri af samfundets snærende normer og konventioner, kom julen atter under beskydning.

Blandt de mest opsigtsvækkende forsøg på at benytte julen som en mulighed for at kritisere privatkapitalismen og småborgerligheden finder man Julemandshæren, der blev sat i værk af den politiske teatertrup Solvognen.

I december 1974 opførte ca. 100 julemandsklædte aktivister et ugelangt gadeteater, hvorunder de blandt andet tog forskellige produkter ned fra hylderne i varehusene Magasin og Illum. Derefter delte de disse varer ud som julegaver til forbløffede forbipasserende. Ved denne aktion havde Julemandshæren følge af en 8 meter høj trojansk julegås i papmaché.

DAGEN EFTER – 23. DECEMBER – besøgte en fraktion en københavnsk bank, hvor den udbad sig et afdrags- og rentefrit lån på 50 millioner kroner.

Aktivisterne blev ved begge lejligheder stoppet af politiet, og optrinnet med julemænd, der i håndjern blev placeret i ordensmagtens salatfade, vakte stor opsigt i det decembertravle København.

Aktionerne blev i samtiden opfattet som så betydningsfulde, at Statens Kunstfond i 1975 tildelte Solvognen en pris, der bl.a. blev motiveret med, at aktionen havde involveret sit »publikum i et kritisk og skabende forhold til traditionen«.

Både aktionerne og prisen vakte imidlertid furore i andre dele af offentligheden, og i flere måneder nægtede den siddende kulturminister Nathalie Lind (V) at lade præmien komme til udbetaling.

I 2006 blev Julemandshæren – denne gang uden palaver – endeligt optaget i den danske kulturkanon.

MEN OGSÅ I DAG er julen en kampzone. Det gælder ikke mindst i USA, hvor den ultrakonservative tv-vært Bill O’Reilly i begyndelsen af 2000-årene var med til at udbrede ideen om, at der foregik en decideret »war on Christmas«.

Og da den senere præsident Donald Trump i 2015 som republikansk kandidat talte i svingstaten Iowa, fik han både positioneret sig i opposition til politisk korrekthed og iscenesat sig selv som god kristen med dette løfte:

»If I become president, we’re gonna be saying ’Merry Christmas’ at every store ... You can leave ’Happy Holidays’ at the corner«.

Bemærkningen kom i kølvandet på en række historier om, at forskellige amerikanske institutioner havde erstattet ’Merry Christmas’ med ’Happy Holidays’ i et forsøg på at favne flere religiøse grupper i én og samme hilsen.

Bølgerne går også højt herhjemme. Forestillingen om juletraditionernes skrøbelighed har været et ledemotiv i de tv-julekalendere, som siden 1962 er blevet vist på dansk fjernsyn. Fra begyndelsen har det været et tilbagevendende tema, at julen må reddes – som regel af opvakte børn, der som de eneste stadig forstår og har tiltro til julens sande budskab.

DESUDEN HAR VI DE SENERE ÅR set flere eksempler på, hvor stor opstandelse det vækker, hvis vi faktisk føler, at julens traditioner trues.

Som led i en ny personalepolitik besluttede Ikea i 2001 at holde en mangfoldig Ikea-frokost i stedet for en julefrokost. Den nye personalepolitik blev lanceret 4. september, men blev læst og forstået i røgen fra angrebet på de amerikanske tvillingetårne i New York en uge senere.

Politiken skrev 25. september, at møbelkæden var »ved at rense sin personalepolitik for danske traditioner«, og læserbrevsskribenter anklagede Ikea for at underlægge sig Taleban. Dansk Folkeparti truede endda med boykot i en landsdækkende annoncekampagne, der lød: ’Ikea skrotter julen – så nu skrotter vi Ikea’.

Ikea kunne senere fortælle om oprørte kunder, der demonstrativt klippede deres Family-kort over i varehuset.

I nordsjællandske Græsted skete noget lignende i 2017, da Gribskolen besluttede, at eleverne ikke længere skulle til julegudstjeneste i skoletiden. Det afstedkom vrede reaktioner, og daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der boede i lokalområdet, kaldte det på Facebook »en ommer«.

Formanden for skolebestyrelsen måtte forsikre om, at skolen altså ikke »havde afskaffet julen«.

Traditioner og højtider markerer fællesskabet, og faste ritualer bekræfter normer og værdier. Og som den allermest traditionsbundne højtid handler julen ikke bare om jul, men om vores forestillinger om samfundet i det hele taget.

Derfor kan man ved at omforme eller frabede sig julefejringen udøve generel samfundskritik. Nøjagtig som kommunister og socialdemokrater i 1930’erne og kapitalismekritiske aktivister i 1970’erne.

Ved redaktionens slutning er supermarkedskæden Aldi under beskydning på de sociale medier for sin såkaldte ’vintermedister’, uagtet at supermarkedet alt efter sæson også fører forårs-, sommer-, efterårs- OG julemedister.