Christen Lyngbo og vejen til '68

Det var noget af et billede, der blev malet for læsernes indre blik i Politiken 7. november 1905.

»Hvem er den høje, meget smukke blonde Herre, som med sit lysebrune store Fuldskæg, sin raske Gang og sin herkuliske Skikkelse ligner en kæmpende Apostel, og som i disse Dage spaserer rundt paa Kjøbenhavns Gader i lang flagrende Kappe, barhovedet og med Sandaler under de nøgne Fødder, altid efterfulgt af en Flok Nysgerrige, som han ikke lader til at ænse?«.

Kunstmaleren Christen Lyngbo (1871-1968) lignede en vildmand, som han gik ned ad Strøget. Bare tæer i sandalerne og hjemmesyet spraglet tøj. Det kan næppe undre, at den samme mand to år senere flyttede ud i en jordhule i Vestjylland. Eller at han serverede linsebøffer, da Politiken besøgte ham.

Gadedrengene råbte ad ham, og folk rystede på hovedet ad den manglende hat, næsten mere end ad sandalerne i efterårskulden.

Selv lød Lyngbo dog ret velovervejet, når han skulle forklare, hvad han foretog sig. I 1906 skrev han:

»Vor Opfattelse af Klædedragt mangler Umiddelbarhed; ikke Slaphed og Stivhed, men noget af den Kraft og Spændstighed, som man betages af ved at se et nøgent, velskabt Legeme«.

Og til Politiken udtalte han året før (11. november 1905):

»Allerede da jeg gik paa Akademiet, snakkede jeg med mine Kamerater om, at vi dog gik altfor hæsligt klædte og paa samme Tid upraktisk. Kan der tænkes noget grimmere end den høje Hat, noget vanvittigere end den sorte Kjole? Jeg har i aarevis tænkt paa at reformere Klædedragten, og nu skal det være Alvor«.

CHRISTEN LYNGBO TILHØRER IKKE de mest berømte kunstnere fra sidste århundrede, men i Vestjylland og særligt på Varde-egnen, hvor han voksede op under beskedne kår i Vrøgum vest for byen, er han stadig kendt for sine billeder af natur og folkeliv samt en smule for sin livsstil.

»Livsnyder og provokatør« hedder det på Wikipedia, men det var mere end blot en excentrisk bohemestil, man var vidne til. Lyngbo var ikke alene, og ude i verden, især i den tyske del, var ’naturmennesker’ allerede en etableret subkultur.

En hel generation før havde Wilhelm Diefenbach (1851-1913), vegetar og kunstmaler, provokeret med sit lange hår og løstsiddende togalignende gevandter. Og senest havde en gruppe af Lyngbos jævnaldrende, bl.a. flere kunstnere, grundlagt kolonien Monte Verità, Sandhedens Bjerg.

’Sandheden’ var her vegetarisk kost, sollys og fri påklædning, nøgen eller i så løstsiddende tøj som muligt – med deres lange hår og pandebånd er tilhængerne heraf svære at skelne fra 1960’ernes hippier.

Selv i Danmark havde der været tilløb til noget lignende; kunstner- og forfatterkollektivet Hellenerne havde allerede i 1890’erne tilbragt somrene ved Kalundborg nøgne eller i tunika og med frit fysisk samvær.

Senere var den mere pragmatiske del af bevægelsen kun vokset, og lige efter 1900 blomstrede livsreformbevægelsen, der også er kendt som en del af vitalismen. Det var dyrkelsen af det sunde og naturlige som opposition til det mekaniserede, fremmedgørende storbyliv.

»Fin-de-Siècle Dekadencen har raset ud hos os. Denne onde Syge, der som en Influenza trænger sig ind over alt, kvalte Modet og lammede Viljen«, skrev en af Hellenerne, lægen Frode Sadolin (1866-1951), der få år senere var med til at få fysioterapien til Danmark.

Netop Sadolin hev fat i Lyngbo og fik ham med i antologien ’Sommerbogen’, der i 1906 forklarede ideologien for den danske befolkning, bl.a. med Lyngbos reform. Her skrev han blandt andet om moden:

»Den er som en Fyrste, hvis Herredømme strækker sig over hele Jorden. Og alle er vi dens lydige eller ulydige Undersaatter. Det er næsten ikke muligt at frigøre sig for dens Magt. Alligevel er dens Dage som Selvhersker nu snart talte«.

Da ’Sommerbogen’ udkom, havde Lyngbo allerede kastet sig ud i at udleve sine idealer i radikal form. Som folkene på Monte Verità havde han forladt den etablerede civilisation og var gået i gang med udvikle en ny måde at bo på. I første omgang i form af den jordhule ved Varde, hvor han i 1907 bød en tilrejsende journalist fra Politiken på vegetarkost bestående af linsebøf og kartoffelsalat : »Hindhedeiansk Frokost«, skrev skribenten med henvisning til lægen Mikkel Hindhede (1862-1945), der tordnede mod kødindustrien og talte for en vegetarisk levevis.

Det kan virke excentrisk, men i de år skete der store ting på de fronter, vi senere er blevet vant til at forbinde med hippiekulturen.

I 1904 agiterede idrætsmanden I.P. Müller (1866-1938) for en fri kropskultur i ’Mit System’ med billeder af sig selv i mere eller (oftest) mindre påklædt tilstand. Hindhede udgav sin ’En Reform af vor Ernæring’ (1906), og forskellige tidsskrifter, foreninger og enkeltpersoner, der ville reformere samfundet nedefra, spirede frem overalt.

I 1907 åbnede ’Samfundsugen for humane Bestræbelser’ – en slags festival for alternative livsanskuelser, der skulle forbedre sundheden og samfundet ved hjælp af alt fra vegetarisme over sundere boliger til gymnastik og meget mere.

Initiativtageren Johanne Meyer (1838-1915) var selv kvindesagsforkæmper, vegetar, socialdemokrat og lidenskabelig tilhænger af teosofien, der i årene omkring århundredskiftet som den første østligt inspirerede religion slog igennem i Europa.

De for lette sammenligninger ligger ligefor. Men mange i en generation vokset op med snærende victorianisme må have følt lidt af den stemning, beskrevet i ’The Times They Are A-Changin’’, som Dylan sang om mange år senere.

Lyngbo fandt dog alligevel sin jordhule uegnet som menneskebolig, og sammen med sin samlever, maleren Ida Jøker (1882-1950) – de var gift »uden kirkelig eller borgerlig Vielse«, som han udtalte til den landsdækkende presses fryd – var han flyttet ud i et bjælkehus på den øde halvø Skallingen i det nordligste Vadehav.

Men forholdet holdt ikke, og Jøker flyttede tilbage til København.

Christen Lyngbo fik derefter opført et hus på heden med det oldnordiske navn Mythamunn, ’midhavsmundingen’, fordi den lå mellem to åer. Han var efterhånden oppe i 40’erne, og i de næste år koncentrerede han sig om »det vidtstrakte jyske landskab med dets klare lys og høje himmel og et par enkelte græssende får«, som det hedder i Weilbachs Kunstnerleksikon; dertil kom genrebilleder af gamle håndværkere.

Måske kunne man have forventet mere radikale motiver. Diefenbach malede eksempelvis symbolske billeder af nøgne velskabte mennesker, dansende børn, gamle og unge.

Men faktisk er Lyngbos billeder på mange måder lige så idealistiske, når man kender til sammenhængen. I et brev skrev han om »disse gamle trofaste Slidere, som jeg holder saa meget af«, og her mente han de mennesker, der levede i allerstørst modsætning til den forløjede fremmedgjorte storbykultur.

»De, der har de helse Nerver, dem, der gør det grove kropslige Arbejde«, hed det hos Lyngbos meningsfælle Sadolin, der i bestselleren ’Nerve-Helse’ fra 1909 fældede dom over en hel generation af slappe og nervøse bymennesker.

Naturmalerierne var heller ikke bare tom nationalromantik. De beskrev den totale modsætning til den forhadte storby. Det er næppe tilfældigt, at Danmarks Naturfredningsforenings mest indflydelsesrige præsident, Erick Struckmann (1875-1962), var veteran fra Hellenerne ved Kalundborg.

DEN LANDSKABSMALENDE LYNGBO glemte ikke sine idealer, men udlevede dem blot i ro og mag. Da danske naturister under den tyske besættelse 1940-45 holdt sommerlejr ved Vedsø nær Viborg, kom en nøgen Lyngbo hver dag sejlende fra den anden side af søen, hvor han boede i et hus i byens udkant – og herefter deltog han i en årrække som naturistforeningernes alderspræsident.

Både Hellenerne og Monte Verità-gruppen havde dyrket nøgenkulturen, som var en central del af livsreformbevægelsen omkring århundredskiftet. Lyngbo var allerede dengang engageret og var derfor med, da naturismen i Danmark voksede sig større fra mellemkrigstiden og frem.

Historien om nøgenkultur, naturdyrkelse, vegetarisme og modstand mod storbyen er genstand for stigende interesse i især Tyskland, hvor meget af det begyndte.

I en del år forbandt mange det med nazisternes brug af de samme elementer, men rødderne går længere tilbage til bl.a. den franske tænker Jean-Jacques Rousseau (1712-1778), og livsreformbevægelsen udbredte fænomenerne, så de satte deres solide aftryk på store dele af kulturen. Reformpædagogikken, der for alvor blev udbredt i 1970’erne, havde f.eks. rod i de samme miljøer.

Men livsreformbevægelsens generation blev glemt i kølvandet på sine børnebørns oprør og har længe højst vakt genklang med Hans Scherfigs (1905-1979) originaler i bogen ’Idealister’ (1944).

I DISSE ÅR BLIVER DERES HISTORIE så småt gravet frem igen, men det er overvejende 68’erne, der har haft patent på den fremtidstro, som den kendte svenske essayist Beyron Carlsson (1869-1928), måske lidt ironisk, skildrede i den svenske Dagens Nyheter, da han skrev om Lyngbos første klædedragtsaktion:

»Når vi engang i fremtiden i mindet bladrer gennem historiens årbøger, skal vores blik med et vist velbehag standse ved 1905«.

Lyngbo var i Carlssons optik »en mand, der gjorde vores miner lysere, som hældte håb i vores sind og fik os til at tro på en fremtid, der var draperet i lykkeligere farver«.

Mange år senere, efter to verdenskrige og et velfærds- og babyboom, 9. december 1968, døde Christen Lyngbo. Få år før havde han overdraget 236 hektar hede til staten med den betingelse, at det skulle forblive uberørt som en sidste rest natur uden sommerhusland. Så Lyngbos vrede var stor, da staten havde den frækhed at anlægge noget så konformt som stier i hedelandskabet.

Den sidste del af sin ejendom overdrog han til en naturistforening, og dér driver den stadig en af bevægelsens ældste lejre: Lyngboparken ved Henne Strand.