Alternative sommerlejre viste vejen for festivalerne

I 1920’ERNE FIK OGSÅ DE VOKSNE chancen igennem organisationen International Ungdoms Liga (I.U.L.).

På varme juliaftener i 1926 lød guitarmusik og sang fra folk samlet ved et stort flammende bål hen over stranden ved Gilleleje. Men så fredeligt og idyllisk det end var, kunne de omkringboende fastliggere i deres murstenshuse med pirrende gysen tænke på de nøgne unge af begge køn, der i dagens løb ugenert badede og legede på stranden.

I det første succesrige initiativ forenede I.U.L. to spor i ungdomskulturen. På den ene side den nye trend at vandre sammen i naturen, slå telt op eller bo på herberg, der havde bredt sig fra de tyske vandrerforeninger, ’die Wandervögel’. På den anden side en venstreorienteret internationalisme i opposition til de gryende højrekræfter.

Hovedkraften Axel Pille sad ligesom Date i Vegetarisk Forenings bestyrelse, og sammen med H.U. Wølffel fra Den Internationale Højskole i Helsingør fik han stablet den første lejr på benene.

Over de næste år blev lejrene rundtomkring i landet et fast indslag i mange unges liv med en kultur og med forhåbninger, der pegede mod et nyt samfund. Her opbyggede man en lille by med telte og midlertidige træbygninger, hvor gæster fra ind- og udland mødtes omkring centrum, bålpladsen.

»[E]n Koloni, der var mere kommunistisk i sin Idé, uden at rumme Kommunister«, beskrev en af deltagerne det, begejstret over mødet med »Kammerater, der levede i saa rousseau’sk Tilknytning til Naturen, at jeg vilde anse det for umuligt, hvis jeg ikke netop havde set det«.

Netop filosoffen Jean-Jacques Rousseaus (1712-78) ideal om at nærme sig naturtilstanden havde spillet en stor rolle i livsreformbevægelsen, og her mødte det alle dele af menneskelivet, der blev grundigt gennemdiskuteret – særlig fredssagen og den internationale solidaritet, men også alternativer til det kapitalistiske samfund, opgør med kødmad og den etablerede religion, nyt kønsliv og alkoholmodstand.

DET VAR ET FÆLLESSKAB, DER nedbrød tabuerne om den nøgne krop og gjorde op med det stillesiddende liv i byerne – den faste nøgenbadning trak overskrifter i lokalaviserne.

Heller ikke internationalismen var bare ord: Her kunne man møde ligesindede fra andre lande og tale med dem på det internationalistiske fredssprog esperanto – et internationalt fællesskab, hvor anarkister i Sydeuropa og indiske uafhængighedsaktivister sendte deres hilsner til de danske lejre.

Kort sagt den samme blanding af politik og ungdomskultur, som mange forbinder med 1960’erne og 1970’erne.

Et fast indslag blev de såkaldte ’pageants’, hvor tidens store emner blev formidlet symbolsk gennem dans og sang. Mellem lejrene blev energien holdt ved lige med mindre lejre. Eller som i København, hvor I.U.L. kæmpede for det, de faktisk kaldte et Ungdomshus, hvor unge kunne mødes, diskutere politik og samfund, skabe kunst, og hvor internationale gæster kunne overnatte – alt sammen uden indblanding fra ældre autoriteter. Næsten 60 år før deres børne- og oldebørn fik samme idé. De unge fra I.U.L. var ikke alene. I 1930’erne var der grøde i de alternative lejre.

En af dem, der stadig findes, er Kosmos Feriekoloni i Odsherred (i dag Martinus Center Klint) – grundlagt som et »Fristed«, et »Paradis« og et »Samfund«, der kunne skærme mod både »Kødspisning, Tobaksrygning etc.« og samfundets »aandelige Ufred og Uro«.

Bag kolonien stod tilhængerne af Martinus Thomsen, en tidligere mejerist, der i starten af 1920’erne havde haft visioner om en større åndelig virkelighed.

Her kunne man bo tæt på mesteren selv og i nogle uger gøre sig erfaringer med fremtidens fysisk og åndeligt sunde levevis. Det var en stor dag i 1936, da de kunne hejste det nye flag, som Martinus selv havde designet »for det vordende internationale Verdensrige«.

Var det stadig kun i ferien, så var deltagerne på feriekolonien dog »med til at danne den lille Flok, der skal vokse og til sidst omspænde hele Kloden«.

DE STØRSTE IDEALISTER FANDT MAN imidlertid hos naturisterne, der også fik vind i sejlene i midten af 1930’erne.

Her gik alle de forskellige sundhedssager op i en højere enhed. Allerede fra begyndelsen havde soldyrkelse været helt centralt for tilhængerne af livsreformbevægelsen. Fra 1907 havde mændene kunnet smide alt tøjet på kaptajn K.V. Høyers nøgengymnasium ved Svanemøllen i København. Og en af de absolutte internationale foregangsmænd for nøgen sport og velvære var danskeren J. P. Müller.

Men selv om nøgenkulturen gennemsyrede for eksempel I.U.L.s lejre, åbnede den første danske naturistlejr først i 1936 på øen Hyldeholm i Roskilde Fjord.

Grundlæggerne Eila Pfeiffer og Søren Sørensen havde mødt hinanden ved en kombineret vegetar- og I.U.L.-fest, så mere idealistisk blev det næppe. Sammen med ligesindede var de med til at opbygge et helt lille samfund på øen. Straks ved ankomsten lagde man tøjet, og så stod den ellers på arbejde med at bygge havn og plante træer og efterhånden opføre enkelte småhuse, som gjorde det muligt at opholde sig på øen i ydersæsoner og dårligt vejr. Dagens program startede med svømning og obligatorisk gymnastik under ledelse af Eila, der var uddannet Bertramlærer – en karakteristisk form for reformgymnastik – og først bagefter var der tid til havregrød.

Selvfølgelig sluttede man dagen rundt om det obligatoriske bål, der lyste op over alle den tids lejre. Allerede året efter fik naturisterne deres eget blad, Sol og Sundhed, der forklarede, hvad det handlede om: »Nudismen fremmer naturlig Levevis, Sport, Vegetarisme m.m.«.

Senere tilføjede man undertitlen »Maanedsmagasin for naturlig Helbredelse og sund Levevis, Solbadning, Naturisme, sund Sport, Seksualoplysning, Hygiejne, Vegetarisme, Psykologi. Okkultisme m.m.«.

Så var alle dele af den nye verden med.

I ÅRENE FREM TIL BESÆTTELSEN skød der lejre frem ved Vesterhavet, ved Randers og ved Vedsø ved Viborg.

Men også andre utopier – eller rettere dystopier – var på vej frem. I Tyskland var alle arbejderbevægelsens mange naturistorganisationer blevet lukket efter Hitlers magtovertagelse, og hvad der herefter fandtes af nøgenkultur (Freikörperkultur) skulle fremme nazismen.

Den linje havde fulgt dele af kropskulturen længe. En af naturismens pionerer, Richard Ungewitter, fabulerede om den ariske race, mens han agiterede for sollys på kroppen, men indtil 1933 havde hovedlinjen i Tyskland dog været upolitisk eller venstreorienteret – og det var den stadig i Danmark. Nogle medlemmer delte nok de racistiske ideer, men Sol og Sundhed var udtalt internationalistisk med artikler på både engelsk og esperanto og breve fra naturister så langt væk som i Hongkong og Japan.

På naturistlejren ved Vedsø i 1941 sang man i protest den pacifistiske slagsang ’Da Krigens Kanoner med Død og Had’, og Sol og Sundheds redaktør Viggo Dahlsen skrev om »de smukke Slutningsord i hver Vers: »Den hele Verden er vort Fædreland« kan gribe en om Hjertet for er der nogen Bevægelse, der netop vil Fred, saa er det Nudistbevægelsen«.

Ikke mærkeligt, at den nazistiske presse langede ud efter de nøgne idealister, og i 1943 blev Viggo Dahlsen da også arresteret og deporteret til Sachsenhausen, som han først kom hjem fra med de hvide busser. Han var tilsyneladende blevet stukket af nazisympatisører i lejrfolket.

Det var ikke enden på de utopiske lejre. Året efter kunne gruppen Fremtidsfolk i Farum f.eks. skabe overskrifter for sin lejr på en stille villavej. Men med krigen svandt den brede idealistiske bevægelse ind og med den idealerne om sommerlejrene som arnested for en ny verden.

Først omkring 1970 vendte de idealistiske sommerlejre tilbage, og det er en helt anden og meget mere velkendt historie.