»24-Aarig chik lys Dame ønsker Bekendtskab, senere Ægteskab«

Foto: Holger Damgaard

SÅDAN VAR DET OGSÅ I GAMLE DAGE, før internettet, da enlige og/eller nysgerrige måtte indrykke annoncer i dagblade og magasiner.

Avisen tog sig betalt pr. ord, og det kostede at formulere drømme og længsler, men »... du ved jo fra lyrikken, at der kan siges uendelig meget i digtets korte, komprimerede form«, som feministen og forfatteren Maria Marcus (1926-2017) skrev i ’Vi mødes ikke tilfældigt: En guide til kontaktannoncernes verden’ i 1996.

I dag findes der utallige datingtjenester på telefonen, primært billedbårne, og teknologien gør det muligt at udtrykke lyst eller ulyst med en enkelt bevægelse hen over skærmen, et såkaldt swipe, lidt ligesom prinsessen i ’Klods-Hans’, som verfede bejlerne bort med et »Dur ikke! Væk!«.

Det sker uden blusel, diskretion er ikke nødvendigvis en æressag, selv om det langtfra kun er kyskt ægteskab, der efterspørges.

DER ER MEGET, DER IKKE ER, som det var engang.

’Et kærligt Hjem’ var overskriften på den annonce, som en enkemand af »den Dannede klasse« indrykkede i Politiken i oktober 1884, blot otte dage efter avisens grundlæggelse. Annoncen puttede sig blandt avertissementer for udsalg af salmebøger »i smukke Mønstre«, tandplomben Dentin, som lovede at stille »de heftigste Tandsmerter«, og en påmindelse om, at Enighedens Syge- og Begravelseskasse af 1880 holdt generalforsamling 23. oktober.

Den kvinde, som enkemanden efterlyste, »en yngre Enkefrue«, skulle altså have øjnene på stilke. Opdagede hun notitsen, fandt hun hurtigt ud af, at enkemanden havde to børn, som der var sørget for. De skulle altså ikke koste noget, og hun skulle måske endda heller ikke tage sig af dem. Desuden kunne han diske op med to umøblerede værelser. Var det noget, kunne hun lægge billet ind på Politikens kontor. Den skulle mærkes ’Hygge’.

I ANDEN HALVDEL AF 1800-TALLET var der også meget, der ikke var, som det var engang. For eksempel var ’hygge’ noget forholdsvis nyt. Det kom fra norsk, og ligesom i dag betegnede hygge en tilstand af hjemligt velvære. Hjemmet og hyggen går igen i annoncerne fra slutningen af århundredet og i første del af det nye.

Det var mændene, der ønskede sig det, idealet og arbejdsdelingen var tydelig: Hjemmet var kvindernes domæne, og de gjorde det hyggeligt og hjemligt.

Mens storbyen voksede, og der var skidt, støj og virak til alle sider, blev hjemmet idylliseret og idealiseret som et fredeligt helle. Og kontaktannoncen, der forhåbentlig blev enkemandens billet til trygge rammer, var en konsekvens og et produkt af samme modernitet: Med industrialiseringen kom mobiliteten, og folk forlod landsbysamfundene – og de oplagte ægtefæller – for at lede efter arbejde.

I 1885 bød en »yngre dannet Mand af Handelsstanden« sig til i Politiken. Han var 28 år gammel, agtede straks at etablere en købmandsforretning og ønskede at indgå ægteskab med en pige eller yngre enke, »helst med Formue til fælles Bedste og til at arbejde fremad med«.

Billetten skulle mærkes ’Et lykkeligt Hjem’ og et fotografi sendes med. Ord var ikke længere nok: Fotografiet var blevet allemandseje i slutningen af 1800-tallet, og det såkaldte visitkortfotografi var det sidste nye. Man meldte sig med et visitkort, når man kom på besøg – og altså også, når første besøg var et brev. I 1887 ønskede en »evigglad Enke« og to unge piger også helst billeder af de »ældre dannede Herrer, som sidder i god Levevej«, som de ønskede at møde og måske gifte sig med.

Der var gode chancer for, at herrerne fik et passende parti på krogen: I sidste halvdel af 1800-tallet vakte statistikkerne bekymring på grund af »Quindekjønnets Overvægt«, især i byerne var der kvinder i overskud. Og mens der opstod flere jobs, som den borgerlige kvinde kunne være bekendt – for eksempel lærerinde, guvernante eller sygeplejerske – var ægteskabet stadig idealet.

MENS MANGE I DAG VILLE KVIE sig ved at indrømme, at de var ensomme og uden omgangskreds, var det ikke skamfuldt omkring århundredskiftet. Nogle begrundede deres ensomme status med et ophold i udlandet, flere var søfarende og dermed uden udsigt til kontakt med det modsatte køn.

Selv om det tilsyneladende ikke var nogen skam at være alene, var det efter alt at dømme alligevel pinligt og nervepirrende at indrykke en annonce.

De dyre ord blev i hvert fald brugt på at efterspørge og garantere diskretion: »Diskretion en Æressag«, »Diskretion loves og fordres« og »Tavshed loves og fordres«.

Det fremgår af historiker Mette Louise Thomsens speciale, ’Bekendtskab for senere ægteskab eller (k)ærlighed’ (2011), hvor hun sammenligner kontaktannoncer i 1910’erne og 1990’erne. Ifølge Thomsen var annoncørerne nervøse for at blive udsat for spøgefugle og bondefangere. Det var ikke for sjov. Faktisk var det ’Alvor’, hvilket også var det mest anvendte billetmærke i 1910’erne.

Man kunne få en mistanke om, at den førnævnte evigglade enke og hendes veninder, som hun annoncerede sammen med, var ude på løjer og ikke nødvendigvis ægteskab. Det kan også bare være nutidens blik, der læser mellem linjerne.

Ifølge Maria Marcus var det et krav fra avisen, at det hele skulle ende med ægteskab. Faktisk var det reglen indtil langt op i 1960’erne: »Ikke et ord om det, vi kalder sex. Man skulle tro, det ikke var opfundet endnu, undtagen til nød mellem ægtefolk med lyset slukket og under dynen«, skriver Marcus videre.

Men så var der koderne. Ifølge Marcus var der i 1950’erne en mand, der annoncerede efter en »varmblodig og gerne særpræget kvinde«, og hun gætter på, at han nok var ude på at dyrke noget såkaldt »hjemlig hygge«. Mens hjem og hygge ved århundredskiftet var synonymer for det gode trygge liv, blev det siden kode for lagengymnastik.

Hvis annoncøren ønskede sig en ’særpræget’ kvinde, kunne det ifølge Marcus betyde, at hun helst skulle være interesseret i seksuelle specialiteter, for eksempel S/M.

HELDIGVIS KOM KVINDEFRIGØRELSEN og den seksuelle revolution med p-piller, pornoens frigivelse og fri abort.

Forplantning og sex hang ikke længere sammen, ligesom mand og kone heller ikke nødvendigvis gjorde. Vielsestallet faldt sidst i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, mens skilsmisseraten steg.

Kønsrollerne lignede ikke længere sig selv, og for eksempel var der i 1980’erne en mand i Dagbladet Information, der reklamerede for sig selv med ordene »[har] ikke hår på brystet men strikker i stedet for«.

Både mænd og kvinder annoncerede efter bollevenner/bolleveninder til »bolleri for sjov«. Billetten var ikke længere mærket ’Alvor’.

Marie Louise Thomsen konkluderer følgende i sit speciale:

»I 1910’erne var der stort set intet fokus på interesser, men en tydelig vægtning af økonomisk nødvendighed, alvor og forpligtelse, hvorimod 1990’ernes annoncører vægtede interesser og karaktertræk samt humor, nydelse, seksualitet, morskab og sjov«.

MENS ANNONCØRERNE FØR HAVDE erklæret sig ensomme, gav de i 1990’erne udtryk for, at de havde mange venner og travle og rige liv. Og mens annoncerne ved århundredskiftet og i 1910’erne oftest var nøgterne og lignede hinanden til forveksling – måske med undtagelse af den evigglade enkes – er det tydeligt, at der i nyere tid er blevet brugt krudt og kræfter på at lyde sjov og særlig.

I 1990’erne kunne det lyde sådan her:

»Ung mand med forskellige interesser og hår på brystet søger ung kvinde, hvis interesse kunne være ung mand med forskellige interesser«.

Eller:

»Absolut velskabt, buttet pige, 31, søger mand. Krav: bedre udstyret mellem ørerne og benene end gennemsnittet«.

I dag kan man som nævnt slippe helt for at skrive mere end et par ord om alder og profession og i stedet bare uploade et portræt, der forestiller enten ansigt, overkrop eller kønsdel. Takket være sociale medier og internet kan vi nemmere finde ligesindede, enten lige i nærheden eller langt væk hjemmefra. Vi kan finde dem, der matcher vores opfattelse af køn og seksualitet, for eksempel på Lex. Eller en, som deler vores politiske overbevisning, for eksempel på det socialistiske datingsite Red Yenta på Twitter (yenta betyder giftekniv og sladdervorn tante på jiddisch). Vi behøver tilsyneladende ikke være alene, heller ikke denne mandlige »non-ortodokse anarkosyndikalist«, som leder efter en ligesindet kvinde. Der er heldigvis stadig meget, der ikke er, som det var engang.

Research: Politikens Bibliotek