Fodfolk i spionernes krig

En forårsdag i 1976 stillede politiet ved en ganske almindelig villa syd for Roskilde og anholdt beboerne: 37-årige Bent Weibel og hans kone.

Forbrydelsen? Bent Weibel havde siden 1972 solgt embargobelagt elektronik til Sovjetunionen. Det var ikke hvilken som helst elektronik. Det drejede sig bl.a. om, som det hed i dommen, »elektroniske komponenter, præcisionsinstrumenter, elektroniske apparater til ballistisk afprøvning af våben og ammunition og specielle brandhæmmende plastmaterialer«.

Oversat: elektronik til udvikling af våben- og radarsystemer.

En del af udstyret var produceret af Weibels fars firma, M.P. Weibel A/S, andet importerede han via sit eget firma, Ingwei A/S, som lå side om side med faderens i Københavns Nordvestkvarter.

Samarbejdet med KGB handlede ikke om ideologisk overbevisning. Weibel var faktisk højreorienteret og antikommunist, men han var svært glad for penge, og de sovjetiske handelspartnere betalte godt for leverancerne. 846.439 kroner nåede han at sælge udstyr for, hvilket i dag ville svare til knap 3,8 millioner.

Bent Weibels kone blev hurtigt løsladt efter anholdelsen 11. maj, men selv kom han til at betale en høj pris for sit samarbejde med Østblokken.

PET var kommet på sporet af Weibel i 1974 i forbindelse med en rutinemæssig aflytning af en telefonboks nær den sovjetiske ambassade og havde siden da overvåget og aflyttet ham intensivt. I dagbladet Aktuelt kunne man sågar læse, at PET havde installeret mikrofoner i Weibel-parrets soveværelse.

Efter en retssag med stor mediebevågenhed idømte Vestre Landsret fredag 2. september 1977 Bent Weibel 8 års fængsel for spionagen, og Højesteret stadfæstede dommen 13. januar 1978.

Dommen er en af de to hårdeste for spionage under den kolde krig. Den anden lød også på 8 år og var i 1959 faldet over Einar Blechingberg, ambassaderåd i Bonn, for at videregive hemmelige dokumenter fra Udenrigsministeriet. Stillingen i Bonn var faktisk en forflyttelse – degradering, om man vil – da Blechingbergs arbejde som kontorchef og siden afdelingschef i det danske udenrigsministerium i stigende grad var præget af hans sygdom, ustabilitet og psykiske problemer.

Ikke desto mindre lykkedes det ham undervejs at udlevere adskillige fortrolige dokumenter til sine polske ’arbejdsgivere’, bl.a. udenrigsministerielle analyser og diskussioner af sovjetisk politik.

Selv om de to sager var blandt de mest spektakulære i Danmark, var de på ingen måde usædvanlige. Den kolde krig var spionernes krig. Man sloges ikke direkte med fjenden, men bekæmpede ham på alle andre måder, ikke mindst i det skjulte.

Det handlede ikke blot om at kende til hinandens krigsplaner og politiske overvejelser, men i høj grad om indsigt i de stadig mere avancerede teknologiske landvindinger, som blev gjort i våbenkapløbet mellem øst og vest.

Den teknisk-videnskabelige spionage var en integreret del af den kolde krig fra dens spæde begyndelse, da det lykkedes Sovjetunionen at infiltrere det amerikanske Manhattan-projekt, som udviklede atombomben. Selv om der er bred enighed blandt historikere og eksperter om, at Sovjetunionen nok skulle have fundet ud af at udvikle en atombombe på egen hånd, anslås det også, at spionagen mod Manhattan-projektet fremskyndede udviklingen med så meget som halvandet år.

Foto: Heine Pedersen

Vesten var konsekvent et hestehoved foran Sovjetunionen i teknologisk udvikling, og meget af den teknologi, som kunne bruges i våben- og radarsystemer, blev belagt med embargo mod salg til Østblokken – som f.eks. de varer, Bent Weibel handlede med.

Weibel var altså et lille tandhjul i et stort maskineri, og han var på mange måder typisk. Han var kommet i kontakt med sin føringsofficer, Viktor Kedrov, gennem en fælles bekendt, som også handlede med elektronik. Kedrov havde siden 1971 været udstationeret ved den sovjetiske ambassade i København i en diplomatstilling ved handelsrepræsentationen, men i virkeligheden var han KGB-officer med fokus på netop videnskab og teknik, arbejdsområdet for KGB’s såkaldte X-linje.

Da var Kedrov allerede velbevandret i faget, og han var i 1968 blevet udvist af Storbritannien for forsøg på netop samme type spionage. I 1975 kunne Kedrov og tre af hans kolleger så føje Danmark til listen over lande, hvor de ikke længere var velkomne.

Efter udvisningen fra Danmark blev Kedrov leder af det sovjetiske elektronikfirma Elorg, som arbejdede videre med at importere elektronik fra Vesten, og som det bl.a. lykkedes at købe amerikanske komponenter af det svenske Datasaab, computerdivisionen af den svenske fly- og bilproducent Saab.

Men inden da lykkedes det i 1972 altså Kedrov at blødgøre den ellers konservative Bent Weibel med dyre middage og vin og ikke mindst lukrative ordrer på elektronik. Weibel var næppe uvidende om, at kontakten var af følsom for ikke at sige tvivlsom karakter: Han opbevarede fakturaer til Kedrov adskilt fra firmaets almindelige bogholderi, og når en leverance var klar, signalerede han det ved at hænge et rødt hjerte op i vinduet på firmaadressen. Ved flere lejligheder var hans møder med de russiske kontakter forlagt til udlandet.

Weibels forehavende stod også mere eller mindre klart for hans kone, og det sled gevaldigt på hendes psyke i løbet af årene. Også dette er et træk, som ofte går igen i den kolde krigs spionhistorier. Det er et erhverv, som har efterladt mange ødelagte psyker i sit kølvand, både blandt pårørende og udøvere. Einar Blechingberg havde som nævnt også psykiske problemer og var tillige alkoholiseret og forgældet – noget, hans polske føringsofficerer ikke var sene til at bruge som pressionsmiddel mod ham. Og hvis livet som agent ikke tog på psyken, var der god chance for, at det at blive opdaget og fængslet ville gøre det.

Stasi-agenten Jörg Meyer, som virkede i Danmark fra 1972, begyndte i løbet af sin 11 måneder lange isolationsfængsling efter arrestationen i 1978 at føre samtaler med varmeapparatet i sin celle – det eneste sted, hvorfra der kom lyd.

Foto: Ukendt/Polfoto

Weibels, Blechingbergs og Jörg Meyers historier udgør sammen med en håndfuld andre de største spionsager, vi kender til i Danmark. Ifølge den navnkundige dobbeltagent og senere afhopper Oleg Gordijevskij, som var stationeret i København som KGB-officer i årene 1966-70 og 1972-78, lykkedes det aldrig KGB at infiltrere det danske samfund på højeste plan.

Faktisk karakteriserede Gordijevskij Bent Weibel som KGB’s danske afdelings vigtigste – og bedst betalte – agent.

Nok var de danske sager alvorlige, men ikke i samme liga, som det man kender det fra udlandet.

I Storbritannien havde man The Cambridge Five, en spionring ført af KGB, som det lykkedes at infiltrere både de højeste og de dybeste samfundslag. Enhver, som har set Netflix-serien ’The Crown’, vil vide, at selveste dronningens kunstrådgiver Anthony Blunt var en af dem. En anden, Kim Philby, ledede MI6’s afdeling for kontraspionage og senere hele MI6’s operation i USA. Her kan man virkelig tale om infiltrering.

Lidt tættere på vor egen andedam finder vi nordmanden Arne Treholt, der var ambassaderåd ved FN og tidligere kontorchef og diplomat i det norske udenrigsministerium.

Han blev i 1985 idømt 20 års fængsel for spionage. Og vi finder Stig Wennerström, den svenske oberst, der først var militærattaché i Moskva og Washington og derefter ansat ved den svenske forsvarskommando. Han blev i 1963 idømt livsvarigt straffearbejde.

Både Treholt og Wennerström blev sidenhen løsladt før tid, men tilbage står, at man i Danmark ikke har kunnet finde frem til en virkelig topspion. Det betyder ikke, at der ikke var nogen – Gordijevskij har selv nævnt muligheden for, at Sovjetunionens militære efterretningstjeneste, GRU, kan have haft nogle, som KGB ikke kendte til. Og så er der jo de øvrige Warszawapagt-lande, hvoraf især Polen og DDR også arbejdede flittigt i Danmark.

Foto: Polfoto

Netop spionage fra Polen kunne vi tidligere på året læse om i Ekstra Bladet; en herboende polak, der nu blev benævnt ’topspion’, havde det job at observere det danske forsvar og vores infrastruktur. Polen havde invasion af Danmark som sit område i tilfælde af krig, og derfor var det vigtigt for polakkerne at vide så meget som muligt om landets beskaffenhed: landgangsforhold, veje, jernbaner, forsvarsanlæg, alt sammen oplysninger, som er nyttige, hvis man vil invadere og besætte et land.

Det var vigtig viden, og polakkerne var i fuld gang med at indsamle den – ligesom vi selv i øvrigt.

Præsenteret for historien udtalte Uffe Ellemann-Jensen 4. januar 2020 til Ekstra Bladet:

»Herregud, de var jo alle steder. Det overrasker mig slet ikke. Han gjorde sit arbejde, og vi havde nogen, der gjorde deres«.

Det ved Uffe Ellemann-Jensen alt om. Han bestred posten som udenrigsminister i 1987, da to danske ’turister’ blev dømt for spionage i Polen, så Danmark måtte forhandle en udlevering på plads. Ellemann-Jensen har i øvrigt selv udført småopgaver for den danske militære efterretningstjeneste, da han som ung journalist rejste i Polen og Østtyskland.

At få den type opgaver var ikke usædvanligt, når man rejste eller ligefrem boede i ’fjendeland’.

At kalde folk, der udfører den slags opgaver, ’topspioner’ er i overkanten. Snarere giver det mening at kalde dem fodfolk i spionernes krig. Det betyder ikke, at de ikke var vigtige, men de var nemmere at få fat på end elektronikfabrikanter og udenrigsministerielle embedsmænd – og dermed også nemmere at skifte ud, hvis de blev opdaget. Alle sammen bidrog de dog til det kludetæppe af spionage og efterretningsaktiviteter, som karakteriserede den kolde krig – nogle mener, at det, de foretog sig, var skadeligt, andre påpeger, at det var en nødvendig forudsætning for at opretholde terrorbalancen.

Uanset hvad man mener om spionage, er det dog sikkert, at det ikke kun hører den kolde krig til. Den er fortsat og vil også gøre det i fremtiden – spionage udgør simpelthen en fundamental byggeklods i staternes forsøg på at orientere sig i verden omkring sig. Det kaldes ikke for ingenting verdens næstældste erhverv.