Hærchefens forræderiske dobbeltspil

Tidspunktet var gunstigt. Den svenske konge Karl 12. var ung og uerfaren, og de europæiske stormagter var optaget af forberedelser til det næste opgør mellem Frankrig og sømagterne England og Nederlandene i alliance med den tyske kejser. Med hjælp fra Sachsen-Polen og Rusland skulle Danmark-Norge tilbageerobre Skånelandene fra Sverige og udradere den evindeligt uregerlige hertug af Gottorp i Slesvig-Holsten.

Men den første danske optræden i Store Nordiske Krig i 1700 blev en kort affære.

Mens den danske hær i Slesvig-Holsten i flere måneder måtte manøvrere for at undgå et ødelæggende slag mod en overlegen modstander, blev København belejret og bombarderet, og kun en tour de force af diplomati og rettidige indrømmelser, hvor det lykkedes de danske forhandlere at splitte fjenderne, sørgede for, at Danmark slap med skrækken.

Ved fredstraktaten i Traventhal 18. august samme år slap Danmark ud af krigen ved at forlade koalitionen mod Sverige og give hertugen af Gottorp væbningsret, suverænitet samt en pæn krigsskadeserstatning.

Men hvordan kunne det gå så galt? En medvirkende årsag var, at hærens tyske feltherre, den 41-årige hertug Ferdinand Vilhelm af Württemberg-Neuenstadt, sendte informationer om Danmarks krigsplaner til fjenden.

I en smuk karriere havde hertugen tjent både den danske konge og den tyske kejser. I 1685 blev han ramt i panden under belejringen af fæstningen Neuhäusel (nuværende Nové Zámky i Slovakiet), og skønt han mirakuløst overlevede, led han resten af livet under slemme eftervirkninger.

De forhindrede ham dog ikke i at blive chef for det danske korps, som i 1689 blev udlejet til den engelske konge, hvilket førte ham på felttog i Irland, Flandern og England.

Da krigen mod Frankrig sluttede i 1697, blev han udnævnt til guvernør i byen Sluis og hele det nederlandske Flandern. Inden sin tiltræden som dansk hærchef blev han desuden udlånt til kurfyrst August den Stærke af Sachsen, som også var konge af Polen, og i spidsen for et sachsisk-polsk korps deltog han i krigen mod tyrkerne indtil 1699, hvor den nyindsatte danske konge Frederik 4. kaldte på hans ekspertise.

Ved hans tiltræden var et nyt opgør mellem Danmark-Norge og Sverige overhængende, og Württemberg-Neuenstadt samlede i løbet af oktober og november 1699 en hær på 20.000 mand i de danske dele af Slesvig og Holsten.

Her ventede man et snarligt angreb på den gottorpske hertugs besiddelser i hertugdømmerne, og eftersom Gottorp var allieret med Sverige, ville det automatisk udløse endnu en krig mellem de skandinaviske arvefjender.

Danmarks nye hærfører repræsenterede utvivlsomt det ypperste inden for tidens militære ekspertise, og han ønskede hurtigst muligt at angribe gottorpernes hovedfæstning, Tønning ved Ejderens udmunding i Vesterhavet.

Frederik 4. derimod skrev i sin instruks til Württemberg-Neuenstadt 11. november 1699, at den danske troppeopmarch var defensiv, og at hæren i tilfælde af krig skulle rykke til Holstens sydgrænse og besætte fire gottorpske amter for at forhindre fremmede troppers indmarch.

Foto: Public Domain

Det lader til at være et rent militærstrategisk spørgsmål, men bag det lå uenighed mellem kongen og den militære øverstkommanderende om den politiske situation. Württemberg-Neuenstadt mente ikke med den viden, han havde til sin rådighed, at det i tilfælde af krig ville være muligt at undgå en intervention fra huset Lüneburg (hertugdømmerne Celle og Hannover) og sømagterne England og Nederlandene, som sammen med Sverige stod bag den såkaldte Altona-aftale fra 1689, som garanterede Gottorps suverænitet, ret til at have fæstninger samt ret til at indgå aftaler med fremmede stater.

Efter hærførerens vurdering ville det betyde, at den dansk-norske hær kort efter krigsudbruddet ville stå over for en overlegen modstander.

Derfor ville Württemberg-Neuenstadt gå til angreb hurtigst muligt, før gottorperne og deres svenske støtter var klar, men det gav kongen ikke tilladelse til, så i stedet stod hertugen med sin kampklare hær i hertugdømmerne og ventede.

Frederik 4. var tilsyneladende mere optimistisk i forhold til risikoen for en udenlandsk intervention, men hans defensive ordrer var også begrundet i nogle helt andre hensyn:

Troppeopbygningen i hertugdømmerne var led i en hemmelig angrebsplan mod Sverige.

Danmark havde efter flere års forhandlinger indgået en aftale om et fælles angreb på Sverige med Ruslands tsar Peter den Store og August den Stærke af Sachsen-Polen. Sverige havde gennem uafbrudt krig i årene 1561-1660 skabt sig et imperium, som strakte sig Østersøen rundt, og både Rusland, Polen og Danmark havde mistet store landområder til Sverige.

Nu var det på tide at få nogle af dem tilbage, og for Danmarks vedkommende gjaldt det de tabte Skånelande og muligheden for endelig at få skovlen under Gottorp.

Alliancepartnernes plan var, at August den Stærke skulle erobre Riga, hvilket ville være et stort slag for fjenden, da Riga var det svenske imperiums næststørste by og centrum for Sveriges handel og skibsfart i Østersøen.

Det skulle være signalet til, at Danmark trådte ind i krigen, angreb gottorperne og ydede alliancepartnerne flådestøtte.

Rusland var i krig med Osmannerriget og ville først træde ind efter at have forhandlet en våbenhvile eller fred, men det regnede man med ville ske snart og i tide til, at man kunne støtte det fælles angreb.

I Danmark kendte foruden Frederik 4. kun en snæver gruppe embedsmænd og diplomater til angrebsalliancen. Det gjorde tilsyneladende også Württemberg-Neuenstadt.

Det viser en privat brevveksling mellem hærchefen og kongens overkrigssekretær, Christian von Lente.

28. november 1699 skrev von Lente, at der stadig ikke var nogen nyheder fra Moskva, hvilket må omhandle den russiske fredsslutning med Osmannerriget. Halvanden måned senere, 13. januar 1700, var von Lente endnu mere klar i mælet: Tsaren »ønskede sagen«, men ikke før han havde sluttet fred med tyrkerne. August den Stærke syntes at ville begynde alene, og Danmark ville give ham en hånd.

Den danske øverstkommanderende kendte altså helt eller delvist til angrebsalliancen, og han var dybt uenig i de politiske kalkulationer, som lå bag dens strategi: I hans øjne havde Sverige en alt for stærk ven i den engelske konge William 3., der også var statholder i Nederlandene under navnet Vilhelm af Oranien.

Kong William ønskede ikke krig i Norden i en følsom international situation, og under alle omstændigheder var han på det stærkere Sveriges side. Allerede i slutningen af november 1699 var han og Anthonie Heinsius, som var den højeste embedsmand i Nederlandene, blevet enige om, at det kunne blive nødvendigt at sende en flådeeskadre til Sundet og banke Danmark på plads. Men de forstod simpelthen ikke, hvad der foregik i hertugdømmerne.

Hvorfor samlede den danske konge en stor hær uden at gøre noget med den? Hvad ventede Frederik 4. på?

Foto: Universiteit Utrecht/Public Domain

Heinsius førte en regelmæssig korrespondance med hertugen af Württemberg-Neuenstadt, der som bekendt også var guvernør i Nederlandene. 23. februar 1700 modtog Heinsius et brev fra den danske hærchef, som ændrede hele hans vurdering af den gottorpske sag.

Heinsius’ forbløffelse ses i det brev, han samme dag skrev til sin herre i London. Der var, havde hertugen skrevet, store militære forberedelser i Danmark, som drejede sig om mere end hertugdømmerne, Danmark havde magtfulde allierede, og i det hele taget var det en »stor og omfangsrig« sag.

Krigen brød ud 22. februar 1700, da sachsiske styrker rykkede ind over grænsen til Svensk Livland og indledte angrebet på Riga. Det var signal til dansk indtræden, og Frederik 4. gav hertugen af Württemberg-Neuenstadt ordre til at rykke ind i de gottorpske amter ved Holstens sydgrænse. Men hærføreren udviste bemærkelsesværdig selvstændighed ved at vente med at adlyde den enevældige konges befaling, og han satte først hæren i bevægelse efter 15. marts at have modtaget en meget utvetydig ordre.

Samtidig skrev hærchefen endnu et brev til Anthonie Heinsius, hvor han bl.a. vurderede, at Riga ikke ville holde ud længe, og at Rusland stod klar med 40.000 soldater.

Efter at have modtaget den danske øverstkommanderendes brev skrev Heinsius dystert til William 3.:

»Danmark har holdt os for nar. De har i lang tid været i kontakt med Rusland«.

Foto: Willem Wissing/Rijksmuseum

Forberedelserne til afsendelse af en eskadre til Sundet blev fremskyndet, og i slutningen af maj 1700 sejlede 23 engelske og nederlandske linjeskibe mod Sundet for at hjælpe svenskerne med at banke Danmark på plads og ud af angrebsalliancen.

Hertugen af Württemberg-Neuenstadt fik ret i sine forudsigelser. En koalition af tropper fra Lüneburg, Nederlandene og Sverige gik over grænsen til Holsten og angreb den danske hær, som hertugen de næste måneder med held manøvrerede rundt for at undgå et ødelæggende slag. Samtidig indesluttede og bombarderede en britisk-nederlandsk-svensk flåde København, og efter svensk landgang ved Humlebæk 4. august 1700 indså Frederik 4., at situationen var håbløs.

Danmark slap ud af krigen med skindet på næsen og gik først ind i den igen i 1709, da krigslykken var vendt for svenskerne.

Og hærchefen? Han døde 7. juni 1701 under et ophold i Sluis, hvor han fortsat var guvernør, samtidig med at han varetog sin tjeneste i Danmark. Hans bortgang skyldtes sandsynligvis eftervirkningerne af det skud, som mange år tidligere havde ramt ham i hovedet.

Tilbage står gåden om hans virksomhed i dansk og nederlandsk tjeneste. Han tjente tydeligvis to herrer: Frederik 4. og William 3. Han advarede Frederik 4. om konsekvenserne af den danske politik, og på et tidspunkt besluttede han, at det var hans pligt at underrette William 3. og Heinsius om omfanget af alliancen mod Sverige. Men han fortalte ikke alt. Han søgte tilsyneladende at balancere mellem to herrer og to hensyn. Han underrettede Heinsius om eksistensen af en stor alliance, men ikke medlemmerne, og han skrev ikke noget om de danske militære planer. Resultatet blev det absurde, at mens hertugen af Württemberg-Neuenstadt for Frederik 4. kommanderede en dansk hær i hertugdømmerne mod en hær bestående af tropper fra Sverige, Lüneburg og Nederlandene, så bombarderede en flåde fra hans anden herre, William 3., Frederiks hovedstad.

Man var vant til, at militærfolk og diplomater skiftede herre. De lagde deres tjeneste og loyalitet hos den herre, som gav de bedste betingelser. Hertugen af Württemberg-Neuenstadt forsøgte tilsyneladende efter bedste evne at tjene to herrer, men det er svært at tro, at Frederik 4. ville have værdsat sin hærførers balancegang.