Tidspunktet var gunstigt. Den svenske konge Karl 12. var ung og uerfaren, og de europæiske stormagter var optaget af forberedelser til det næste opgør mellem Frankrig og sømagterne England og Nederlandene i alliance med den tyske kejser. Med hjælp fra Sachsen-Polen og Rusland skulle Danmark-Norge tilbageerobre Skånelandene fra Sverige og udradere den evindeligt uregerlige hertug af Gottorp i Slesvig-Holsten.
Men den første danske optræden i Store Nordiske Krig i 1700 blev en kort affære.
Mens den danske hær i Slesvig-Holsten i flere måneder måtte manøvrere for at undgå et ødelæggende slag mod en overlegen modstander, blev København belejret og bombarderet, og kun en tour de force af diplomati og rettidige indrømmelser, hvor det lykkedes de danske forhandlere at splitte fjenderne, sørgede for, at Danmark slap med skrækken.
Ved fredstraktaten i Traventhal 18. august samme år slap Danmark ud af krigen ved at forlade koalitionen mod Sverige og give hertugen af Gottorp væbningsret, suverænitet samt en pæn krigsskadeserstatning.
Men hvordan kunne det gå så galt? En medvirkende årsag var, at hærens tyske feltherre, den 41-årige hertug Ferdinand Vilhelm af Württemberg-Neuenstadt, sendte informationer om Danmarks krigsplaner til fjenden.
I en smuk karriere havde hertugen tjent både den danske konge og den tyske kejser. I 1685 blev han ramt i panden under belejringen af fæstningen Neuhäusel (nuværende Nové Zámky i Slovakiet), og skønt han mirakuløst overlevede, led han resten af livet under slemme eftervirkninger.
De forhindrede ham dog ikke i at blive chef for det danske korps, som i 1689 blev udlejet til den engelske konge, hvilket førte ham på felttog i Irland, Flandern og England.
Bliv abonnent på Politiken Historie
...og få adgang til hele artiklen og meget mere!
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her
