Görings glade wienerbrødsdage:
Dansk presse skrev begejstrede artikler om topnazists sommerbesøg i 1938

I stedet tog han nordpå, hvor han, ligesom i øvrigt en del andre tyske tidligere krigspiloter, tjente sine penge på flyveopvisninger i København og ved dyrskuer, byfester og flyvestævner rundtom i den danske provins. I samme ombæring fik han, hvis man skal tro avisskriverierne fra 1938, smag for det danske wienerbrød og især det fra Bachs Konditori på Frederiksberg.

At Göring næsten 20 år senere sejlede de danske farvande tynde, gik næppe manges næse forbi. Politiken havde ikke færre end fire artikler om besøget alene 25. juli, heriblandt en reportage på forsiden illustreret med to store fotografier. Om eftermiddagen 23. juli havde ’Carin II’, der under hele sejladsen blev ledsaget af et tysk orlogsfartøj, lagt til i Svendborg for at tanke brændstof, inden turen fortsatte rundt i det sydfynske.

Da Görings yacht om morgenen seks dage senere lettede anker fra Vemmingbund umiddelbart syd for Dybbøl og satte kursen mod Flensborg, var det enden på en ferietur, som havde budt på opankring ved Nyborg, Helsingør, København, Præstø og Ebeltoft, en tysk ’Hamlet’-forestilling på Kronborg og en køretur på Langelinie samt indkøb af betydelige mængder wienerbrød hos bagere på ruten – undervejs var han »ustandseligt forfulgt af den danske Nysgerrighed«, som en avis beskrev det.

Det var i særdeleshed tilfældet ved middagen på d’Angleterre, hvor »flere Tusind Mennesker« ifølge Politiken »stod i Timevis sammenstimlet paa Kongens Nytorv for at se et Glimt af den usædvanlige Gæst«.

Også rundtom i landet blev Göring behandlet som en celeber berømthed, og kun sjældent gik pressedækningen kritisk til Nazitysklands næstmægtigste mand. Da hans yacht lagde til i Ebeltoft, stimlede folk sammen på kajen, og lokale fiskere bød de mest nysgerrige på sightseeing nær båden mod en betaling på 50 øre per tur. Derfor kunne det avislæsende publikum næste dag i detaljer følge med i livet om bord på ’Carin II’: Göring var i godt humør, uddelte billeder af hustruen Emma og deres nyfødte barn, skrev autografer og snakkede på en blanding af tysk og svensk med de tilsejlende tilskuere.

Siden drak han en snaps og et par glas øl, inden han fortærede en ny forsyning wienerbrød, der med jolle blev bragt til båden fra et lokalt bageri. Næste morgen tog han en svømmetur i Kattegat.

Dækningen af Görings besøg minder om moderne kendisjournalistik. En reporter observerede eksempelvis Görings badeværelse gennem et koøje og konstaterede:

»Det er saa raffineret, at man kun kan tænke sig at finde noget lignende hos Stjernerne i Hollywood«.

Kombinationen af Görings flamboyante levestil, hans magtfulde position og overraskelsen over det pludselige og relativt uformelle besøg samt hans åbenlyse påskønnelse af en ærkedansk spise hjalp alt i alt med til, at »Göring – Europas gemytligste Vice-Diktator – blev [...] populær blandt Københavnerne, der klappede saa snart hans Vogn gjorde Holdt et Sted«, som Aftenbladet ironisk noterede i en af de forholdsvis få lettere kritiske reportager om Görings ophold i hovedstaden.

Aviserne gættede lystigt – og som regel uden megen præcision – på, hvor Görings selskab mon ville lægge til næste gang. Dog havde de fleste regnet ud, at anledningen til Görings ferierejse var en tysksproget opsætning af ’Hamlet’, der netop havde haft premiere som friluftsteater på Kronborg i Helsingør. ’Hamlet’-opførelserne i slotsgården var en art turistfremstød, arrangeret på initiativ af Turistforeningen for Danmark, som året forinden havde haft pæn succes med en stort anlagt britisk forestilling. Nu havde det Berlin-baserede Staatliches Schauspielhaus meldt sig på scenen, og Hamlet skulle spilles af Görings personlige ven og teatrets direktør, Gustaf Gründgens (1899-1963).

Göring var desuden særligt knyttet til teatret på grund af sin stilling som statsminister i delstaten Preussen, hvis ’statslige skuespilhus’, der var tale om, så han havde mange gode grunde til at være til stede, når den tysktalende Hamlet artikulerede sit »Sein oder Nichtsein, das ist hier die Frage« under Helsingørs åbne himmel.

Gründgens var en af det nationalsocialistiske Tysklands mest feterede film- og teaterskuespillere og havde spillet Hamlet-rollen op mod 120 gange i løbet af det foregående årti. Det var med andre ord noget af den nationalsocialistiske stats tungeste kulturelle skyts, der blev kørt i stilling på den danske friluftsscene i sommeren 1938.

Forestillingen er et eksempel på kulturelt diplomati og soft power: Kun for ganske nylig er historikere begyndt at erkende, at også en så gennemmilitaristisk og totalitær stat som Nazityskland i ganske høj grad inddrog kulturen i sin kamp for ideologisk tilslutning i Europa, og at dens kulturelle tilbud af samtidens øjne blev beskuet med interesse uden for Det Tredje Riges grænser – også i Danmark.

Denne ’Hamlet’s premiereaften var ingen undtagelse. Ingen ringere end statsminister Thorvald Stauning (1873-1942) havde skrevet forord til programmet, og til trods for at den danske sommer viste sig fra sin mere ustadige side, var godt halvdelen af slotsgårdens 2.400 pladser besat. »Vejr eller ikke Vejr, thats the question paa Kronborg«, som en satiriker opsummerede situationen, hvor store regnskyl i løbet af dagen ikke havde gjort tanken om en aften under åben himmel mere attraktiv.

Men selv om forestillingens anden del blev præget af byger og torden i det fjerne, spillede skuespillerne igennem regnen, mens tilskuerne holdt stand under paraplyerne (og »Ophelia blev dog den eneste, der led Druknedøden«, som en skribent konstaterede) og under opførelsen kvitterede med flere spontane bifald.

Mogens Lichtenberg, der som direktør for Turistforeningen for Danmark var en af dem, der havde ansvaret for ’Hamlet’-forestillingerne, beskrev senere, hvordan han næste morgen blev vækket ved, at en vred Gustaf Gründgens hamrede på hans dør:

»Gründgens var stået tidligt op om morgenen, havde fået aviserne ned i hall’en og fået portieren til at oversætte. At anmeldelserne ikke var overstrømmende, kunne jeg konstatere bagefter«.

Især antydningen af, at Gründgens – der var tysk officer – ikke kunne fægte, gjorde ham ifølge Lichtenberg så rasende, at den feterede skuespiller var parat til at tage konsekvensen:

»I dette land var officerstandens fægtekunst blevet angrebet, her kunne han ikke blive. »Ich werde sofort nach Hause fahren!«. Så blev det endelig min tur. Jeg sagde bare: »Was denn Hr. Gründgens mit Hermann Göring?««.

Det ventedes, at Göring ville være blandt tilskuerne nogle dage senere, og Hamlet måtte blive i Danmarks rige, uanset hvor rådden han ellers mente, dets kritikerstand var.

B.T.s anmelder skrev ganske rigtigt, at den berømte fægtescene havde været en fuser, men anmeldelserne af åbningsnatten var langt overvejende positive. Ifølge Aalborg Stiftstidende spillede Gründgens »fint og sjælfuldt [...] og hilstes ofte med stærkt Bifald«, Jyllands-Postens Marinus Børup skrev om »En interessant og helstøbt Forestilling«, og B.T.s anmelder så da også bort fra det middelmådige fægteri og udråbte forestillingen til en »uforglemmelig kunstnerisk Kronborg-Oplevelse« og en »Sejr for den tyske Trup«.

Selv Politikens toneangivende teaterkritiker Frederik Schyberg, hvis anmeldelse var den måske mest ambivalente, konkluderede, at »Helheden af denne Hamlet-Opførelse fængslede ved sin teatralske Gedigenhed, sin Prøve paa tysk Teaters meget værdifulde Shakespeare-Tradition [...] – og saa naturligvis ved sin inciterende Hovedfremstiller, der ubestridt hører til vor Tids mest celebre Hamlet’er. Der var Begejstring paa Tilskuerpladsen«.

Gründgens blev da også længe nok til, at han nogle dage efter premieren kunne komme i audiens hos kong Christian 10. (1870-1947), ligesom både kongen og dronning Alexandrine (1879-1952) senere gengældte besøget, da den tyske stjerneskuespiller i rollen som prins af Danmark gav audiens til kongeparret og knap 2.000 andre tilskuere på Kronborg.

Fire dage efter premieren nåede også Göring at se sin vens fægterier. Ganske vist forsinket af dårlige sejlforhold, så skuespillerne var allerede halvvejs gennem første akt, da han satte sig på en af de pladser på første række, som var reserveret til ham og hans følge. I løbet af dagen var det rygtedes, at ’Carin II’ havde fået selskab af Hitlers yacht ’Grille’, og at Føreren selv ville opleve ’Hamlet’ på Kronborg, men i sidste ende måtte Helsingørs borgmester, der stod klar til at modtage de celebre gæster ved slottet, tage til takke med Det Tredje Riges næstmægtigste mand.

Hvad han mente om opsætningen, er ikke til at vide, men at han havde nydt sin tid i Danmark, hvor han også tidligere havde mødt megen venlighed, fortalte den sejlsportsuniformerede Göring en journalist, mens han gik fra landgangsbroen til slotsgården.

Efter forestillingen nød han også i sådan en grad en soiré på Marienlyst sammen med Gustaf Gründgens og Marianne Hoppe (1909-2002) – stykkets Ophelia, der desuden var Gründgens’ ægtefælle – samt ’Hamlet’-spillenes komité og den italienske gesandt i København, at han først fandt tilbage til sin kahyt på ’Carin II’ ved 2-tiden. Omgivet af Gestapo-livvagter og venlige sjæle, heriblandt Helsingørs borgmester og turistchef Lichtenberg, skålede han lystigt i snaps serveret i svingglas med guldrand, mens hurraråbene rungede gennem festsalen. Og næste dag bød på en rundtur på Kronborg, en køretur i Nordsjælland, en middag på d’Angleterre og Bachs wienerbrød.

Inden længe ventede desuden, hvad han formentlig fik at vide i løbet af aftenen i Helsingør, også den Dannebrogsorden, som den medaljekære rigsmarskal fik overrakt inden for en uge efter hjemkomsten til Tyskland. Det var glade dage for Göring.

I 1946 var Görings hvedebrødsdage for længst ovre. 15. oktober spiste han en cyanidkapsel i sin fængselscelle i Nürnberg og undgik akkurat den hængning, han ifølge Nürnbergdomstolens afgørelse havde i vente. Som Hitlertysklands nummer to var han langt den mest prominente af de nazistiske krigsforbrydere, som blev ført til doms i de allieredes stort anlagte retsopgør i den sydtyske by, som indtil få måneder før havde været en af nazistpartiets allervigtigste ideologiske bastioner.

Også i Danmark havde stemningen ændret sig. De glade wienerbrødsdage i sommeren 1938 var ikke glemt, men de havde fået et andet, langt mere dystert skær. I pressen luftedes for eksempel en – mildest talt tvivlsom – teori om, at spionage havde været den egentlige bevæggrund for, at Göring, der havde haft meget glæde af en solid marinekikkert på sin tur langs kysterne, havde tilbragt en uge i de danske farvande.

I forbindelse med Görings dødsdom mindedes B.T. den »fede og brovtende Rigsmarskal«, der under sit ophold i 1938 dagligt »aad 15 stykker Wienerbrød«.

Det blev for meget for Dagbladet Information. Avisen, der jo var opstået som modstandsblad under besættelsen og blandt andet derfor ikke havde fulgt med på den wienerbrødsspisende marskals sviptur, gravede B.T.s reportage om Kronborg-festen frem. Mens han nu blev husket som fed og brovtende, havde han dengang været både »populær« og »charmerende«, når han »sad og festede muntert i Holberg-Salene, hvor han med sin glade og mandige Livsfrodighed tog alle med Storm«.

En verdenskrig, et holocaust og en besættelse kan ændre meget, også hukommelsen. Når man efter krigen og parallelt med Nürnbergprocessen så tilbage på Görings besøg, var nazisternes forbrydelser den linse, man så den ikke så fjerne fortid igennem.

Ideen om ’den kolde skulder’ – en afmålt og kølig attitude over for besættelsesmagten, som i hvert fald nogle danskere praktiserede under besættelsen – blev projiceret tilbage på tiden før krigen. At Göring var blevet behandlet som en kendis i presse og offentlighed, og at hans hang til dansk wienerbrød var blevet set som et charmerende, ja endog smigrende træk ved topnazistens person, forsvandt fra historien.

Dermed forsvandt også en vigtig erkendelse: at det nazistiske Tyskland hverken var isoleret fra omverdenen eller ude af stand til at fascinere befolkningen rundtom i Europa – på trods af eller måske netop på grund af flamboyante og aparte personligheder som Hermann Göring. Kun ved at erkende, at den tyske nazisme er en vigtig del af Europas historiske arv og ikke kan afskrives som en uhyggelig, men unik episode i tysk historie, kan vi for alvor lære af historien og forhindre den i at gentage sig.

Men inden det kom så vidt, at Göring tabte ikke bare kampen om det europæiske luftrum, men også både Hitlers og danskernes gunst (samt sin Dannebrogsorden, som han blev frataget post mortem), havde den wienerbrødselskende marskal og rigsdagspræsident haft flere lejligheder til at nyde det danske bagværk.

Julen efter sit ferieophold modtog Göring i sit hjem uden for Berlin en sending wienerbrød fra konditoren på Frederiksberg, for hvilken han kvitterede med et signeret fotografi sendt med luftpost. Allerede i september havde selvsamme konditor været i Berlin for at overlevere sine opskrifter til nogle udvalgte af rigshovedstadens konditorer.

Og som han fortalte i et interview, var Görings indflydelse på de tyske spisevaner til at tage og føle på:

»Ja, siden Historien om Gørings Wienerbrøds-Spisning er der fra Turistskibene kommet mange Tyskere til min Forretning. De kom for at bede om Wienerbrød af samme Slags, som Gøring fik«.