Omkring år 1 blev en stor del af den kendte verden styret fra Rom under kejser Augustus. Fra at have været en mindre bystat på den italienske halvø blot 300-400 år tidligere strakte Romerriget sig nu fra floden Eufrat (i det nuværende Irak) til Europas Atlanterhavskyst.
Område efter område var blevet erobret af den effektive romerske krigsmaskine, og efterfølgende var de forskellige folkeslag blevet underlagt romersk lov. De mest fremtrædende lokale adelsmænd og krigere blev gjort til romerske borgere med dertil hørende økonomiske og politiske rettigheder, hvilket fremmede integrationen af de nye områder i det store Romerrige.
En af disse nye romerske borgere var Hermann, eller Arminius, som romerne kaldte ham, søn af Sigismund, høvding over cheruskerne, en barbarstamme, som holdt til vest for Elben. Arminius havde imidlertid en hemmelighed, som det lykkedes ham at holde skjult for romerne. Som barn overværede han en romersk legion myrde eller lemlæste beboerne i en af stammens landsbyer, og inderst inde ønskede han kun ét: hævn over romerne.
Spørgsmålet var blot hvordan. Erfaringerne fra gallernes nederlag til Cæsar et halvt århundrede tidligere og barbarstammernes til kejser Tiberius under de seneste erobringskrige havde vist, at germanerne altid tabte, når de stødte sammen med romerske styrker på åben mark. Det romerske kommandosystem var barbarernes langt overlegent, og derfor var alle forsøg på at besejre legionerne på denne måde slået fejl.
De germanske krigere havde derimod deres styrke i skovene.
Hvis Hermann ej slaget vandt med sine blonde horder, så var der ingen tysk frihed mer’, vi var blevet romer’
Heinrich Heine, 1844
September måned i år 9 bød netop på den lejlighed, Arminius havde længtes efter.
Han havde indyndet sig hos den romerske guvernør i Germanien, Varus, mens han i det skjulte samlede en række ellers indbyrdes rivaliserende germanske stammer i en fælles front mod romerne. Nu valgte Varus ingen anden end netop Arminius til at anføre en mægtig hærstyrke bestående af tre romerske legioner med numrene 17, 18 og 19, som skulle marchere igennem Teutoburgerskoven, et ufremkommeligt skovområde i nutidens Niedersachsen.
Arminius sendte besked om ruten til sine medsammensvorne barbarer, som gik i stilling, mens han selv red forrest og viste vejen for de omkring 30.000 romerske legionærer, som marcherede af sted side om side i sirlige rækker med fem i hver.
Da Arminius og hans fremskudte gruppe af hjælpetropper for en stund var ude af hovedstyrkens og dermed også Varus’ synsfelt, stak de af, mens de tre romerske legioner uforvarende fortsatte lige ind i fælden. Barbarerne var på Arminius’ ordre stillet op på begge sider af stien gennem skoven, og nu sprang de frem og huggede til.
Den romerske hær var langt bedre udrustet end fjenden, men den tætte skovs grene og buskadser kom hele tiden i vejen for legionærernes spyd, korte sværd og skjolde. Barbarerne var derimod i deres rette element. Arminius – som nu var blevet Hermann igen – så til, mens hans stammekrigere fik hævn for mange års romerske massakrer, voldtægter af deres kvinder og brandskatning af germanske landsbyer.
Næsten ingen af de tre legioners soldater undslap det ufattelige blodbad, der udgjorde slaget, som fandt sted i en dal med tæt skov. Varus indså selv, at han havde svigtet, og begik selvmord med sit eget sværd for at slippe for den barbariske straf, som han vidste ventede, hvis han blev taget til fange af germanerne: fastnagling til foden af et helligt egetræ og en langtrukken, pinefuld død.
Da kejser Augustus i Rom modtog nyheden om nederlaget i Teutoburgerskoven, skal han efter sigende have udbrudt, mens han bankede hovedet ind i en væg:
»Varus, Varus, giv mig mine legioner tilbage!«.
Han skal også være blevet hvidhåret i løbet af en enkelt nat.
Men legion nr. 17, 18 og 19 eksisterede ikke længere, og deres felttegn, ørnene, var erobret af germanerne – den største ydmygelse for en romersk militærenhed. Meget sigende benyttede den romerske hær aldrig disse tre uheldssvangre numre igen.
Men hvad nu, hvis det hele var gået anderledes? En sejr til de romerske legioner i Teutoburgerskoven ville formentlig have betydet, at Arminius’ svage alliance af germanske stammer var brudt sammen. Arminius selv ville sandsynligvis være blevet taget til fange og ført til Rom for at ende sine dage i Colosseum som gladiator. Derefter ville de besejrede barbarer med tiden have indordnet sig under Pax Romana (den romerske fred), og Romerrigets nordlige grænse ville dermed i praksis være blevet flyttet helt frem til Elben.
De germanske stammer levede som nomader, så deres små midlertidige bosættelser ville være blevet underkastet de romerske byplanlæggeres forgodtbefindende. De ville have opmålt matrikler, sådan at indbyggernes ejendomsret kunne bogføres, og dermed ville germanerne være blevet fastboende.
Med tiden ville også stammernes sprog være blevet fortrængt eller i hvert fald stærkt påvirket af latin. Hvis barbarernes vestgermanske sprog var blevet erstattet af latin, som så igen hen ad vejen ville have udviklet sig til et særegent romansk sprog i stil med fransk og spansk, ville meget være anderledes i dag. Englænderne ville i så fald ikke tale engelsk – de ville faktisk ikke engang være englændere, for deres sprog og betegnelsen af dem kommer af navnene på tre germanske stammer (anglerne, sakserne og juterne), der omkring år 400 udvandrede til De Britiske Øer og underlagde sig den lokale romersk-keltiske befolkning.
Det er svært at forestille sig, at romerne ville have stoppet deres erobringer ved Elben. Hvis store dele af det germanske område var blevet en romersk provins med latin som administrationssprog, ville det skandinaviske og især det senere danske område med sikkerhed være blevet stærkt påvirket. Det er ikke usandsynligt, at det senere Danmark eller i det mindste Jylland var blevet en egentlig romersk provins, med hvad det ville have medført af civilisatoriske ændringer. En hær af romerske ingeniører ville være kommet hertil, hvorefter de straks ville være gået i gang med at bygge veje af sten og anlægge byer med snorlige gader, badeanstalter og amfiteatre.
Hele det skandinaviske område var meget tyndt befolket i de første århundreder efter vor tidsregning, og først efter ca. år 200 begyndte et særegent ’oldnordisk’ sprog at forme sig på baggrund af de urgermanske sprog.
Havde romerne siddet tungt på det senere Danmark og måske hele Skandinavien, ville beboerne i højere grad have orienteret sig mod syd end mod nord, og som med arkitekturen, byplanlægningen og kulturen ville det have sat sig spor i et af de mest grundlæggende aspekter af danskheden: sproget. Dansk ville i så fald i dag have lydt som noget i retning af fransk eller spansk.
I denne alternative historie er det også svært at forestille sig en vikingetid. Kristendommen blev statsreligion i Romerriget i slutningen af 300-tallet, og det ville være gået ud over den nordiske asetro og dermed også have svækket det religiøse fundament under vikingetidens samfund.
Ingen danske vikinger ville have plyndre klostre i slutningen af 700-tallet, erobret London i 851 eller bosat sig som normannere i Frankerriget i 911. I stedet ville en central kongemagt måske være etableret, og de første store domkirker ville være blevet opført, flere århundreder før Nordens apostel, Ansgar, kom hertil i midten af 800-tallet.
Slaget i Teutoburgerskoven i september år 9 fremhæves ofte som et af historiens afgørende vendepunkter.
Romerrigets nederlag til de germanske barbarer kom nemlig på mange måder til at besegle det store imperiums skæbne. Godt nok voksede det romerske område i endnu 100 år, indtil dets største geografiske udstrækning blev nået i år 117, men de primitive stammer øst for Rhinen forblev frie. Og i sidste ende var det en germansk barbarhøvding, Odoaker, der fordrev den sidste kejser og installerede sig selv som konge i Rom i år 476.
Da var hele det romerske imperium smuldret og de sidste sørgelige rester af fordums storhed videreført i det østromerske rige med centrum i Byzans. Ikke uden grund er germanerne og især Arminius blevet kaldt ’Roms nemesis’.
