0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Claus Nørregaard
Tegning: Claus Nørregaard

Mesterspionens kulsorte kabinet: Han arbejdede sig op fra ingenting og blev en af kongens mest frygtede mænd

Opkomlingen Christian Christoffer Erlund blev kongens vigtigste spion i Store Nordiske Krig. Men rænkespil og svindel gjorde ham frygtet og forhadt i enevældens Danmark.

FOR ABONNENTER

Den tidlige enevældige danske stat var både lille og stor i den sammenhæng. Lille, fordi Danmark i 1700-tallet nærmest helt manglede evnen til at bryde koder. Stor, fordi ... ja, hvorfor? Historien er forbløffende og handler om en opkomling, svindler og manipulator, der arbejdede sig op fra ingenting i det danske postvæsen for til sidst at stå i spidsen for et imponerende overvågningsapparat som en af kongens mest betroede og frygtede mænd.

Christian Christoffer Erlund (1673-1754) indledte i 1704 en af de mest bemærkelsesværdige spionoperationer i Danmarks historie på et nyoprettet fælles dansk-preussisk brevpostkontor i Hamburg. Han var en borgerligt født eventyrer og var som 18-årig i 1691 rejst fra København og ud i den store verden uden at tale andre sprog end dansk og næsten uden penge på lommen. Ude i det store Europa tjente han som lakaj, page, parykmager og soldat, han overlevede ildebrand og krig, og i 1699 vendte han tilbage til København og fik en stilling som lakaj for prins Carl, den senere kong Frederik 4.s lillebror.

Opholdet blev imidlertid kort. Blot to år senere måtte han flygte over hals og hoved efter at have dræbt en anden prinselakaj i duel en sen aftentime. Fra Hamburg kunne han anråbe om kongelig nåde – duel var strengt forbudt – og håbe på med tiden at kunne vende tilbage til København.

Under opholdet i den nordtyske storby fik han på den ene eller den anden måde ansættelse på det preussisk-danske postkontor, og her begyndte han straks at åbne breve i smug. Indholdet sendte han til den danske konge, hvis det var interessant nok.

Mulighederne for overvågning var mange i det gamle postvæsen, hvor brevafsendelse ikke foregik anonymt. Alle breve skulle afleveres personligt på postkontoret og føres til protokols, og brevsækken blev afsendt med en liste, et såkaldt ’post-karte’, over modtagere. Denne liste blev sømmet op på det modtagende postkontor.

Det betød, at postmestre og andre borgere kunne følge med i, hvad der skete omkring postkontorerne, og man kunne spore, hvem der korresponderede med hvem. Lidt på samme måde som nutidens teleudbydere gemmer data om vores internet- og telefontrafik.

Bliv abonnent på Politiken Historie

...og få adgang til hele artiklen og meget mere!

Læs mere

Forsiden