Mesterspionens kulsorte kabinet

Historien om overvågning er lige så gammel som de systemer, der gør os i stand til at kommunikere over afstand, og de europæiske postvæsener blev helt fra begyndelsen i 1500- og 1600-tallet brugt til at overvåge postgangen.

Den tidlige enevældige danske stat var både lille og stor i den sammenhæng. Lille, fordi Danmark i 1700-tallet nærmest helt manglede evnen til at bryde koder. Stor, fordi ... ja, hvorfor? Historien er forbløffende og handler om en opkomling, svindler og manipulator, der arbejdede sig op fra ingenting i det danske postvæsen for til sidst at stå i spidsen for et imponerende overvågningsapparat som en af kongens mest betroede og frygtede mænd.

Christian Christoffer Erlund (1673-1754) indledte i 1704 en af de mest bemærkelsesværdige spionoperationer i Danmarks historie på et nyoprettet fælles dansk-preussisk brevpostkontor i Hamburg. Han var en borgerligt født eventyrer og var som 18-årig i 1691 rejst fra København og ud i den store verden uden at tale andre sprog end dansk og næsten uden penge på lommen. Ude i det store Europa tjente han som lakaj, page, parykmager og soldat, han overlevede ildebrand og krig, og i 1699 vendte han tilbage til København og fik en stilling som lakaj for prins Carl, den senere kong Frederik 4.s lillebror.

Opholdet blev imidlertid kort. Blot to år senere måtte han flygte over hals og hoved efter at have dræbt en anden prinselakaj i duel en sen aftentime. Fra Hamburg kunne han anråbe om kongelig nåde – duel var strengt forbudt – og håbe på med tiden at kunne vende tilbage til København.

Under opholdet i den nordtyske storby fik han på den ene eller den anden måde ansættelse på det preussisk-danske postkontor, og her begyndte han straks at åbne breve i smug. Indholdet sendte han til den danske konge, hvis det var interessant nok.

Mulighederne for overvågning var mange i det gamle postvæsen, hvor brevafsendelse ikke foregik anonymt. Alle breve skulle afleveres personligt på postkontoret og føres til protokols, og brevsækken blev afsendt med en liste, et såkaldt ’post-karte’, over modtagere. Denne liste blev sømmet op på det modtagende postkontor.

Det betød, at postmestre og andre borgere kunne følge med i, hvad der skete omkring postkontorerne, og man kunne spore, hvem der korresponderede med hvem. Lidt på samme måde som nutidens teleudbydere gemmer data om vores internet- og telefontrafik.

Den danske konge var især interesseret i at spionere imod rigets ydre fjender og dernæst mod diplomater fra andre europæiske lande, og endelig ville han gerne følge med i, hvad der rørte sig internt i riget.

Alle vidste, at postkontorer kunne være brevåbningscentraler. I særlig vigtige knudepunkter gjaldt det om at have sine alliancer på plads, så man kunne få befordret (eller åbnet) sine breve af de troværdigst mulige alliancepartnere og med mindst mulig risiko for at få åbnet brevene af sine fjender. Nordeuropas vigtigste knudepunkt var Hamburg, der i begyndelsen af 1700-tallet var hjemsted for mere end 10 postkontorer.

Derfor blev Christian Erlund kongen en nyttig mand.

Foto: Johan Salomon Wahl/Kongernes Samling - Rosenborg

At ansætte spioner, man havde en klemme på, var en gængs fremgangsmåde. Den engelske konge Charles 2. havde f.eks. løsladt mange oprørere, mod at de spionerede for ham. Christian Erlund havde alt at vinde ved at vove pelsen på det fælles postkontor, der stod for al postbefordring østpå til Polen, Ukraine og Rusland. Det gjaldt også svenske breve, der møjsommeligt var bragt gennem det danske rige af svenske postryttere med sække, som man af frygt for dansk spionage havde forseglet. På trods af Sveriges og Danmarks indbyrdes fjendskab var man blevet enige om at tillade sikre postruter gennem hinandens territorium: Danmark havde en rute fra Helsingør til Kristiania (Oslo), mens svenskerne havde en fra Malmø gennem Danmark til Hamburg.

Stormagter som Frankrig, Østrig og England havde allerede velforsynede brevåbningscentraler – i tidens jargon ’sorte kabinetter’ – hvor kodebrydere og brevåbnere dagligt kopierede breve i stor stil. Kunsten var på kort tid at kunne bryde et brevsegl, skrive brevet af og lukke det igen med et forfalsket segl, så modtageren ikke ville fatte mistanke. Hvordan Christian Erlund bar sig ad med at praktisere den slags uden den preussiske postmesters vidende, står hen i det uvisse.

En lille udateret opskrift, der er blandt Erlunds efterladte (eller rettere beslaglagte) papirer, giver måske et hint:

’Wie ein Siegel nach zu machen’, hedder den, og videre:

»Man lader svovl smelte, og når det er flydende, kaster man heri et fintrevet pulver af blyhvidt. Denne dej lægger man på seglet: Man må dog omsvøbe det, enten med papir eller med voks eller med kridt, og så kan man aftrykke det. Og når det er blevet koldt igen, tage det af, så har man signetet til et sådant segl«.

Erlund kunne altså ved blot en gang at afstøbe et segl lave sig et signet, så han kunne forfalske seglet, så tit han ville. Han må have haft et helt arkiv af brevsegl liggende.

Frederik 4. var begejstret. Og det især, da det også lykkedes Erlund at opsnappe en svensk nøgle til et såkaldt regeringschiffer – en krypteringsalgoritme, som blev brugt til at afkode og oversætte kodede beskeder – der var sendt med posten.

I dag lærer ethvert barn at omgås passwords med forsigtighed, men datidens diplomater stod i et dilemma. Brugte man en nøgle for længe, var der risiko for, at den kunne brydes af kodebrydere. Det talte for hyppig udskiftning af password, men at sende den nye nøgle var også risikabelt. Nu, med den svenske nøgle i hænderne, kunne Erlund uden at vide det fjerneste om dekryptering som matematisk disciplin afkode den hemmelige svenske korrespondance mod øst.

I 1711 blev Erlund benådet og hentet til København, hvor han blev sat i spidsen for det kongelige postkontor i Købmagergade. Heldigt nok, for forholdet til postmesteren i Hamburg var efterhånden slidt helt ned af gensidig mistro.

Her udviklede Erlund hurtigt en slags sort kabinet og skabte sig et stærkt netværk af postmestre over hele landet, der kunne opsamle lokal sladder og hjælpe med at holde øje med, hvem der sendte breve til hvem, og hvilke breve der burde åbnes i Købmagergade.

Under Store Nordiske Krig indberettede f.eks. Assens’ postmester Hans Karel om breve, han fandt mistænkelige, fordi han genkendte en fransk diplomats segl, og fordi de gik til en dansk godsejer, Axel Rosenkrantz på Damsbo, der ofte havde svenske gæster på sit gods og plejede omgang med svenske officerer. Og dem var der mange af i Danmark efter den svenske hærs overgivelse ved fæstningen Tønnings fald i 1713.

Straks efter indberetningen blev breve til og fra herregården Damsbo på Sydfyn overvåget.

Foto: Georg Engelhard Schröder/Nationalmuseum/Stockholm

At overvåge breve var en vanskelig kunst. Folk, der var trænet i hemmeligholdelse, ville typisk indlevere deres breve meget kort tid før postrytterens afgang, så postfolkene ikke kunne nå at åbne dem. Dækadresser var også udbredt, især var det yndet at lægge breve i andre folks konvolutter, så det til tider udviklede sig til et helt kinesisk æske-system.

Den svenske general og diplomat Conrad von Ranck (1664-1739) benyttede f.eks. et sindrigt system af breve indlagt i breve, da han i februar 1715 kurtiserede en hannoveransk generals datter. Brevene sendte han til Hamburg indlagt i den hollandske ambassadørs kuverter, hvorefter de kom over i en lokal købmands kuverter til en oberst i Hannover, der her skulle sende en indlagt konvolut, forseglet i Hannover, til en ung mademoiselle i samme by. Hun overbragte til sidst kærestebrevene til den endelige modtager.

Sikringen af korrespondancen skyldtes sandsynligvis, at et ægteskab af den kaliber kunne have politisk betydning og derfor havde den danske konges interesse.

Men det var ikke svenskerens eneste brevveksling. Von Ranck sendte også dampende hede kærestebreve med de samme postgange til en elskerinde i Haag.

Det skulle han ikke have gjort. Christian Erlund byttede snedigt om på konvolutterne og skrev for en sikkerheds skyld selv et brev til den hannoveranske general, hvor han mere eller mindre gav sig til kende og advarede mod den frække libertiner.

Ægteskabet røg på gulvet med et plask, og man har nok fået sig et godt grin ved Frederik 4.s hof, mens von Ranck må have spekuleret over, om han virkelig havde været så dum selv at have byttet om på brevene.

Christian Erlund fik sin helt store fangst i 1714. En fangst, der skulle få stor betydning for hele Store Nordiske Krig.

Magnus Stenbock (1665-1717), den svenske helt over dem alle, feltmarskalen, der havde slået dansken ved slaget i Helsingborg i 1710 og siden ført den svenske hær fra sejr til sejr på et felttog rundt om Østersøen i krig mod danske, russiske og polske hære, var kommet i dansk fangenskab. I begyndelsen af maj 1713 måtte han med sine resterende 12.000 soldater overgive sig til en talmæssigt overlegen dansk styrke, der belejrede svenskerne i fæstningsbyen Tønning i det vestlige Slesvig.

Stenbock blev indlogeret i åben husarrest i København i Ellen Marsvins gård, et prægtigt palæ på Højbro Plads, der tidligere havde huset Corfitz Ulfeldt (1606-64). Han kunne færdes frit i byen og gå til selskaber, men overalt var han fulgt af fire vagter, og hans breve skulle gennemlæses af danske myndigheder, før de kunne blive sendt.

På trods af de fine forhold var Stenbock utilfreds og begyndte snart at føre hemmelig korrespondance ud af byen. Her fik han hjælp af en dansk købmand ved navn Aron Goldzieher, som var leverandør af varer i luksusklassen til Stenbocks palæ: Goldziehers buddreng leverede breve skjult i alt fra snustobaksdåser til emballage om sukkertoppe. Stenbock brugte kodeskrift og dæknavne og fik sine tjenere til at håndskrive nogle af sine breve.

Men Erlund havde for længst gennemskuet Goldzieher og truet ham til samarbejde. Han brød koden, der var alt for simpel og dårligt anvendt – det var en monoalfabetisk kode af den type, enhver juniorspejder lærer, og han blandede klartekst og kode på en måde, der gjorde det let for læseren at gennemskue sammenhængen.

Men ikke nok med det. Erlund havde også lært sig at efterligne både feltmarskalens og hans korrespondancepartneres håndskrift, og det brugte han til at brodere videre på brevene.

På den måde lykkedes det ikke alene Christian Erlund at afsløre Stenbocks æreløse flugtforsøg, men også at manipulere med vigtige breve fra krigsheltens venner. Især en korrespondance, der afslørede den gottorpske hertugs svigefulde adfærd over for den danske konge, viste sig at være vigtig og blev medvirkende til legitimeringen af den danske annektering af hertugens besiddelser, da krigen sluttede i 1720.

Selve afsløringen af Stenbock som svigefuld spion var desuden en stor propagandasejr for den danske konge. Stenbock døde få år efter i dansk fangenskab, vanæret og fysisk nedbrudt.

Stenbock-affæren løftede Erlund endnu højere op i det enevældige hierarki. Han fik rang af kammerråd og titel af postdirektør.

Men netop som alt så lyst ud for den spionerende postmand, blev han ramt af hårde anklager fra sin egen nærmeste medarbejder, postskriver Bendix Jørgensen.

Jørgensen, som Erlund (ifølge sig selv) havde »bragt ind fra gaden«, opfostret og givet en plads ved postvæsenet, og som havde hjulpet Erlund med at kopiere breve, anklagede sin mester for alvorlig korruption ved postvæsenet og for at have åbnet kongens egne breve. Desuden skulle Erlund uretmæssigt have taget Bendix’ egne papirer fra ham.

Åbningen af kongens breve, den mest alvorlige anklage, hævdede Bendix at have skaffet sig bevis for, en dag han og Erlund befandt sig med hæren i lejren ved Stralsund i Nordtyskland. Erlund var blevet kaldt til kongen og havde bagefter bedt sin tjener fortsætte med at kopiere efter at have aftvunget ham en »forfærdelig ed« om intet at fortælle om det.

Brevet viste sig til Bendix’ rædsel at være skrevet af kongen selv.

Postspionens lærling demonstrerede her lidt af samme snuhed som sin herre. Han begyndte forfra på en ny kopi, væltede blækhuset ud over den oprindelige kopi og rev det meste af den i småstykker. Men den afgørende stump med Erlunds håndskrift gemte han. Da Erlund vendte tilbage, fik han at vide, at Bendix havde væltet blækhuset, revet kopien i stykker og skrevet en ny.

Under Bendix Jørgensens skjorte brændte imidlertid det fældende bevis, som blev sendt i sikkerhed hos faderen i Kolding.

Anklagen, der faldt i 1719 i et skrift til kongen, indledtes med en undskyldning for den dårlige håndskrift, da det var skrevet i en fængselscelle om natten på grund af Erlunds spioner i fængslet. Bendix selv sad på daværende tidspunkt i fængsel for at have stjålet en pengeveksel fra et åbnet brev.

Postskriverens anklage satte gang i en årelang kulegravning i en kommission bestående af højtstående embedsmænd. Det blev en uhyre beskidt affære, hvor begge parter via landets postmestre åbnede hinandens breve, og hvor Erlund lagde et hårdere og hårdere pres på Bendix, der på et tidspunkt ligefrem forsøgte at skaffe sig sprængstof til et flugtforsøg fra fængslet.

Kommissionsarbejdet gik i Bendix Jørgensens retning. Efterhånden var to ud af de tre medlemmer overbevist om Erlunds skyld og hældte til, at Bendix Jørgensen var uskyldig. Alt tydede på, at Erlund havde fabrikeret sagen mod ham for selv at undgå anklage.

Erlund begyndte at ligne en postspion, der havde overskredet sine postale beføjelser og begået forræderi mod sin konge. Men som et lyn fra en klar himmel benådede Frederik 4. pludselig Christian Erlund og opløste den måbende kommission, mens Bendix endte i jern på livstid.

Hvorfor handlede kongen sådan? Svaret er, at Christian Erlund var umådelig nyttig for Frederik 4. Kongen havde noget på ham, og at han var åbenlyst upopulær og frygtet, kunne bruges. Råddenskaben omkring folk som Erlund skyldtes aldrig kongen af Guds nåde, men korrupte eller inkompetente rådgivere.

Efter Store Nordiske Krigs slutning i 1720 spionerede Erlund i stigende grad mod indre fjender, om end han flere gange anmodede om fritagelse fra brevåbningen, som gjorde ham forhadt og frygtet. Og han faldt øjeblikkeligt ved Christian 6.s magtovertagelse i 1730, da den nye konge nærede dyb mistro til spionmesteren.

Christian Erlunds historie repræsenterer et meget klassisk problem i efterretningsvæsenernes historie: Who watches the watchers? Det er et spørgsmål om tillid, magt og legitimitet, og under den tidlige danske enevælde var svaret en slags del-og-hersk-løsning.

Hvordan den lille brevskrivende del af befolkningen opfattede den kongelige brevspionage på Erlunds tid, siger kilderne meget lidt om. Vi kender kun hans historie, fordi han nedskrev den hele fire gange (hver gang han var i alvorlig bekneb for kongelig gunst og nåde) og sendte kongerne sin selvbiografi, den længste på ca. 1.200 sider inklusive bilag – et unikt indblik i en skjult verden.

Det er selvfølgelig en meget lidt troværdig kilde, der må læses med stor forsigtighed. Erlund nævner selv sine mange fjender og beskriver dem som »misundere« på grund af den kongens gunst, han nød. Hvad de reelt tænkte, er svært at sige. Brevhemmelighed og privatliv var ukendte begreber i tiden, og først 100 år senere begyndte man at debattere og tale om ’brevseglets hellighed’.

Brevhemmelighed blev først indført med junigrundloven i 1849.