0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Library of Congress
Foto: Library of Congress

'Det hvide guld' var utilgængeligt for sorte slaver: Og selv den dag i dag er sukker stadig symbol på raceforskelle

Amerikanernes begejstring for søde sager er legendarisk, men historien om ’det hvide guld’ er langtfra sukkersød. For den knytter sig tæt til USA’s mørke fortid som slavenation, hvor den hvide overklasse spiste det sukker, som den sorte slavebefolkning udvandt på sukkerplantagerne.

FOR ABONNENTER

Mere end 200 år senere står amerikanerne ikke tilbage for deres landsfader. Om end danskerne også er vilde med de søde sager, forekommer amerikanernes begejstring for sukkeret af og til europæere ekstrem. Med begejstringen følger et væld af sundhedsproblemer, og amerikanernes søde tand er også tæt forbundet med den indgroede raceulighed i USA.

Forestillingen om en lykkeligt isguffende Washington for bordenden kan være i strid med det gængse billede, historien har tegnet af den alvorlige mand med det vigtige job. Men dengang i sidste halvdel af 1700-tallet var det faktisk passende for en stærk mand at have en svaghed for is. Desserten var en uhyre eksklusiv delikatesse, som fordrede ekstra mælk, arbejdskraft og et egentligt frysehus, så isen, der blev hentet i naturen om vinteren, ikke smeltede.

Og så krævede det sukker, virkelig meget sukker – ’det hvide guld’ – og sukkeret krævede magt, ikke mindst over slavegjorte mennesker. »Som sjældenhed signalerede sukkeret maskulin økonomisk overlegenhed i Amerika«, skriver historikeren Wendy A. Woloson i ’Refined Tastes: Sugar, Confectionary, and Consumers in Nineteenth-Century America’.

Det kostbare sukker, som blev gemt væk bag lås og slå i særlige sukkerkasser og -skåle, stivede altså Washington af. Til gengæld gjorde det ikke noget godt for hans tænder – selv om det helt sikkert ikke var sukkerets skyld alene, var Washington livet igennem plaget af tandpine. I dag er hans tandproteser gået over i historien, især takket være en sejlivet myte om, at pløkkerne var lavet af træ. Der var dog ifølge historikere nok snarere tale om legeringer af sølv, tin og kobber. Derudover donerede både heste og køer tænder til Washingtons mund, og endelig fremgår det af regnskaberne fra Mount Vernon, Washingtons plantage i Virginia, at Washington købte tænder af sine slaver.

I hvert fald står det i en regnskabsbog, at han 8. maj 1784 betalte 6 pund og 2 shillings til »Negros for 9 Teeth« (og selv om Washington betalte for tænderne, er der ingen grund til at tro, at slaverne kunne nægte at sælge).

Sukkeret og slaveriet er ligesom George Washington uløseligt knyttet til USA’s historie. Christoffer Columbus havde sukkerrør med fra de spanske Kanariske Øer, da han i 1493 for anden gang drog over Atlanten. Europæerne var allerede vilde med det eksklusive raffinerede sukker, hvis vej til sukkerskålen var så uhyre fysisk krævende og farlig. De tunge sukkerrør var uregerlige og skulle høstes ved håndkraft, og saften måtte hurtigt presses ud, inden det hele gik til i løbet af få dage.

Undgå juleskuffelser:

Giv et gaveabonnement på Politiken Historie

Læs mere