Amerikas søde tand

George Washington var glad for is. Måske var den kolde søde spise hans yndlingsdessert. I hvert fald viser arkiverne, at den første amerikanske præsident havde isudstyret i orden: Han ejede en ske til at servere isen med, to isforme af tin, 12 istallerkner og 36 særlige iskopper til at servere isen i.

Mere end 200 år senere står amerikanerne ikke tilbage for deres landsfader. Om end danskerne også er vilde med de søde sager, forekommer amerikanernes begejstring for sukkeret af og til europæere ekstrem. Med begejstringen følger et væld af sundhedsproblemer, og amerikanernes søde tand er også tæt forbundet med den indgroede raceulighed i USA.

Forestillingen om en lykkeligt isguffende Washington for bordenden kan være i strid med det gængse billede, historien har tegnet af den alvorlige mand med det vigtige job. Men dengang i sidste halvdel af 1700-tallet var det faktisk passende for en stærk mand at have en svaghed for is. Desserten var en uhyre eksklusiv delikatesse, som fordrede ekstra mælk, arbejdskraft og et egentligt frysehus, så isen, der blev hentet i naturen om vinteren, ikke smeltede.

Og så krævede det sukker, virkelig meget sukker – ’det hvide guld’ – og sukkeret krævede magt, ikke mindst over slavegjorte mennesker. »Som sjældenhed signalerede sukkeret maskulin økonomisk overlegenhed i Amerika«, skriver historikeren Wendy A. Woloson i ’Refined Tastes: Sugar, Confectionary, and Consumers in Nineteenth-Century America’.

Det kostbare sukker, som blev gemt væk bag lås og slå i særlige sukkerkasser og -skåle, stivede altså Washington af. Til gengæld gjorde det ikke noget godt for hans tænder – selv om det helt sikkert ikke var sukkerets skyld alene, var Washington livet igennem plaget af tandpine. I dag er hans tandproteser gået over i historien, især takket være en sejlivet myte om, at pløkkerne var lavet af træ. Der var dog ifølge historikere nok snarere tale om legeringer af sølv, tin og kobber. Derudover donerede både heste og køer tænder til Washingtons mund, og endelig fremgår det af regnskaberne fra Mount Vernon, Washingtons plantage i Virginia, at Washington købte tænder af sine slaver.

I hvert fald står det i en regnskabsbog, at han 8. maj 1784 betalte 6 pund og 2 shillings til »Negros for 9 Teeth« (og selv om Washington betalte for tænderne, er der ingen grund til at tro, at slaverne kunne nægte at sælge).

Sukkeret og slaveriet er ligesom George Washington uløseligt knyttet til USA’s historie. Christoffer Columbus havde sukkerrør med fra de spanske Kanariske Øer, da han i 1493 for anden gang drog over Atlanten. Europæerne var allerede vilde med det eksklusive raffinerede sukker, hvis vej til sukkerskålen var så uhyre fysisk krævende og farlig. De tunge sukkerrør var uregerlige og skulle høstes ved håndkraft, og saften måtte hurtigt presses ud, inden det hele gik til i løbet af få dage.

Harvard-historikeren Khalil Gibran Muhammad mener, at det er rimeligt at antage, at sukkeret ville have bevaret sin eksklusive status og stadig kun var blevet produceret i teskesmå portioner, hvis ikke det havde været for udnyttelsen af mennesker, der ikke havde et valg: »Indførelsen af sukkerslaveriet i Den Nye Verden ændrede alt«, skrev Muhammad i New York Times i forbindelse med avisens Pulitzerpris-vindende projekt ’1619’, der markerede 400-året for de første slavegjorte menneskers ankomst til den britiske koloni Virginia. Wendy A. Woloson tilføjer, at det blandt andet var sukkerdyrkerne, der implementerede og perfektionerede det slavesystem, som bomuldskongerne siden tog til sig.

Det var franske jesuiterpræster, der i 1751 plantede de første sukkerrør i New Orleans, men sukkeret var allerede en god forretning i briternes New York. I 1720’erne var hvert andet skib, der lagde til i havnen, enten på vej til eller fra de caribiske øer. Ind kom sukker og slaver, ud gik mel, kød og materialer til skibsbygning. Imens blev der bygget i højden på Manhattans sydspids, hvor Trinity Church konkurrerede med flere sukkerpakhuse om at skrabe skyerne.

Sukkerforarbejdningen blev etableret lokalt i slutningen af 1700-tallet, og sukkerplantagerne begyndte at brede sig langs floden Mississippi. Det var muligt takket være den gode muld, den rige erfaring, som franske og spanske plantageejere havde gjort sig i Caribien, og tusindvis af slavegjorte menneskers umenneskeligt hårde arbejde. Sukkerøkonomien boomede i Louisiana, slavebefolkningen voksede helt enormt, og New Orleans blev med Muhammads ord »menneskehandlens Walmart«.

Efter borgerkrigen og slaveriets afskaffelse skulle nationen samles igen, og Syden genopbygges. I 1865 blev det såkaldte Freedmen’s Bureau etableret, hvis sigte var at hjælpe de frigivne slaver med mad, medicin og uddannelse. Bureauet, som blev oprettet af Kongressen, var både underbemandet og underfinansieret og blev lukket allerede i 1872. På det tidspunkt ejede kun én ud af 50 sorte landbrugsfamilier den jord, de dyrkede, og mens de tidligere slaver nu kunne forlade deres slavehytter og flytte ud på mindre, afgrænsede brug, var de fortsat dybt afhængige af plantageejerne. Det var nemt at udnytte og snyde de sorte arbejdere, som ofte hverken kunne læse, skrive eller regne, og oprør og strejker blev mødt med afstraffelse og vold.

Foto: John Hopkins University

Samtidig blev Syden romantiseret i den nationale populærkultur. Her var livet enkelt og tyst i modsætning til i det larmende og industrialiserede Nord. Landskaberne og de lokale blev besunget og beskrevet som enten primitive eller eksotiske, og i Nordstaterne kunne man nynne med og drømme om måneskin, magnolier og sorte arbejdere, som sled, men kendte deres plads og kunne lide den. I sangen ’Down Among de Sugar Cane’ fra 1876 glædede en gammel udmattet mand sig for eksempel til at dø ude på sukkermarken: »De cole wind makes me tremble, my body’s full of pain; I’m passing to my resting, down among de sugar-cane«.

Imens begyndte amerikanerne virkelig at gå til de søde sager. Ifølge Wendy A. Woloson fortærede den gennemsnitlige amerikaner i 1870’erne omkring 18 kilo sukker om året, hvilket var seks gange så meget, som deres forfædre i slutningen af 1700-tallet fik indenbords. Sukkeret blev nu betragtet som en fast bestanddel af husholdningen. Det var ikke længere en luksusvare, men indgik som ingrediens i madlavningen, i kager, salater og saucer.

Sukker og slik skabte også debat og medvirkede ifølge Woloson til at etablere hjemmet, den kvindelige sfære, som en fredelig og ren pause fra det buldrende marked og den galopperende modernitet. Det var derfor bedst, hvis de søde sager var hjemmelavede. Woloson citerer en af de kogebogsforfattere, der også virkede som moralist og familierådgiver: »Der kan ikke herske nogen tvivl om, at amerikanerne spiser for mange søde sager, men eftersom det er en national svaghed, er det godt at kende den i sin reneste form«.

Sukkeret var blevet demokratiseret, det havde mistet sin status og maskuline muskel. Nu blev sukker og slik i stadig højere grad knyttet til det blide kvindeliv. Ifølge Wendy Woloson blev populære samfundskommentatorer enige om, at det især var kvinder, der ville give sig hen til de søde sager, fordi de var upraktiske væsner, som ikke kunne styre deres længsler. Og nu, hvor sukkeret ikke var så vigtigt længere, passede det fint til kvindernes smag.

I dag er det hvide guld blevet til den hvide gift. Sukker er lavstatus, men den søde tand vinder: Ifølge New York Times spiser hver amerikaner nu op mod 45 kilo sukker om året. Danskerne er også godt med – herhjemme indtager vi cirka 25 kilo sukker hver om året.

Og mens ingen har godt af det, er det især USA’s sorte befolkning, som rammes af diabetes og fedme, og hvis liv dermed forkortes af sukkeret. Sukker er også i dag et symbol på splittelse og raceforskelle i de forenede stater.