Mere end 200 år senere står amerikanerne ikke tilbage for deres landsfader. Om end danskerne også er vilde med de søde sager, forekommer amerikanernes begejstring for sukkeret af og til europæere ekstrem. Med begejstringen følger et væld af sundhedsproblemer, og amerikanernes søde tand er også tæt forbundet med den indgroede raceulighed i USA.
Forestillingen om en lykkeligt isguffende Washington for bordenden kan være i strid med det gængse billede, historien har tegnet af den alvorlige mand med det vigtige job. Men dengang i sidste halvdel af 1700-tallet var det faktisk passende for en stærk mand at have en svaghed for is. Desserten var en uhyre eksklusiv delikatesse, som fordrede ekstra mælk, arbejdskraft og et egentligt frysehus, så isen, der blev hentet i naturen om vinteren, ikke smeltede.
Og så krævede det sukker, virkelig meget sukker – ’det hvide guld’ – og sukkeret krævede magt, ikke mindst over slavegjorte mennesker. »Som sjældenhed signalerede sukkeret maskulin økonomisk overlegenhed i Amerika«, skriver historikeren Wendy A. Woloson i ’Refined Tastes: Sugar, Confectionary, and Consumers in Nineteenth-Century America’.
Bliv bagklog
Som abonnent hos Politiken Historie kan du få adgang til hele vores digitale univers.
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her
