Uendeligt land, uendelige muligheder

Frihed, lighed, retfærdighed og reelle muligheder for alle. Sådan lyder budskabet fra de legendariske Founding Fathers, ophavsmændene til den amerikanske forfatning: George Washington, Thomas Jefferson og Benjamin Franklin. Men deres idealer dækker over en række konkurrerende grundmyter om USA.

USA’s præsident fra 1829 til 1837, Andrew ’Old Hickory’ Jackson, er et væsentligt eksempel på forestillingen om de ’reelle muligheder for alle’, der er knyttet til myten om ’Vestens erobring’. Jackson er indbegrebet af ’grænselandsmyten’ (frontiermyten), ifølge hvilken man konstant skulle underlægge sig nyt land mod vest. Det er ikke helt tilfældigt, at USA’s siddende præsident, Donald Trump, har et maleri af Jackson hængende på sit Ovale Kontor i Det Hvide Hus.

I sidste instans afhænger mytens magt dog af dens hensigtsmæssige forhold til virkelighedens kendsgerninger. Svarer virkeligheden ikke til situationen skildret i myten, eller har man set stort på en historisk detalje, kan det gå gruelig galt. Jacksons forhold til de amerikanske indfødte, indianerne, som også hører med til grænselandsmyten, gør Trumps valg af netop Jackson som forbillede problematisk.

USA er i sammenligning med mange europæiske stater en kunstig nation, skabt på idealet om frihed, og ikke som f.eks. Danmark forbundet med en bestemt folkestamme. Derfor opstod de verdslige myter, som amerikanerne samles om. Verdslige, fordi disse myter ikke handler om guddomme.

Myten om Vestens erobring eller grænselandsmyten viste sig ganske nyttig, da man ville danne et helt nyt samfund, hvor alle uanset etnisk oprindelse kunne tage del. Spørgsmålet er, om den stadig har hold i virkeligheden.

Myter – navnlig heltemyter – er ideelle til at skabe national sammenhængskraft. En mytes magt består i dens evne til at vække tro og motivere til handling. I sig selv kan myten ikke ændre virkeligheden, men den kan give identitet. Deri består dens autoritet. Tror man på og spejler sig i mytiske bedrifter, bliver man overbevist om selv at kunne handle og triumfere.

Som et led i grænselandsmyten har amerikanerne taget et urgammelt sagn om heltefærden til sig. Til denne heltefærd hører gerne ønsket om at udføre en genrejsende dåd eller en mission. Den amerikanske genrejsende mission var i sin tid religiøst betonet. Puritanerføreren John Winthrop prædikede tilbage i 1630’erne om at skabe »et nyt Jerusalem«, en strålende stad på en bakketop, der skulle lyse som en ledestjerne for andre nationer.

I 1980’erne søgte præsident Ronald Reagan at genrejse det af Vietnam og Iran-gidselaffæren martrede USA ved at puste nyt liv i Winthrops gamle billede. På finurligste vis lykkedes det Reagan at udnytte den stadige mytebetagelse hos amerikanerne. Reagan blev ikke for ingenting benævnt ’the Great Communicator’. Han profilerede sig også som den vel nok mest folkekære legendariske helt i grænselandet, cowboyen.

For egentlig har det aldrig været de elitære Founding Fathers, der mødtes i Philadelphia i slutningen af 1700-tallet for at formulere USA’s forfatning, som blev de sande genstande for folkelig amerikansk mytedannelse. Den ære blev nogle uskolede eventyrere, vovehalse og stridsmænd på kolonisationsgrænsen mod vest til del. De blev mytiske helteforbilleder og historiske rollemodeller for almindelige amerikanere ved at beherske vildmarken i grænselandet med vold.

Dette voldelige aspekt af den endnu levende myte om grænselandet bidrager til at gøre USA specielt, set med europæiske øjne. Voldsaspektet hænger sammen med forestillingen om Amerika som et vidt åbent land rummende ubegrænsede muligheder for den stærke, ærgerrige og selvbevidste, som tør stole nok på sig selv til at trænge eller mase sig frem.

Derudover var midlerne til at leve op til den oprindelige myte om genfødsel, genrejsning, genskabelse og fornyelse af ånd, legeme, formue og kirkens og nationens stilling voldelige. Fortællinger om strid og kamp var kernen i den amerikanske mytologi, idet indianerbekrigeren og jægeren blev Amerikas første nationale helte.

Fortællingen om Daniel Boone (1734-1820) regnes for den første nationalt levedygtige grænselandsmyte. Tilbage i 1784 nedskrev en jordspekulant og tidligere skolelærer ved navn John Filson (1747-1788) beretningen om denne historiske skikkelse. Den skulle hjælpe til at sælge nyt land mod vest i det tidlige USA. Det drejede sig om Kentucky, der havde tilnavnet The Dark and Bloody Ground på grund af sine voldsomt fjendtlige indianerstammer.

Filson havde mødt Boone på sit arbejde i marken som landmåler, og han blandede dennes udsagn med anekdoter fra andre stifindere. Boone oplevede at blive taget til fange og adopteret af indianerne, fra hvem det så siden lykkedes ham at flygte. Foruden at tilegne sig indianernes naturkendskab oplevede Boone vildnissets dyder og skønhed samt så hvide kolonisatorers muligheder for at gøre landet frugtbart.

Frontiermanden Boone blev den, der ’gjorde vildnisset sikkert for demokratiet’. Boone-fortællingen blev tillige et forvarsel om det såkaldte Jacksonian democracy med dets idé om social opstigen og om, at enhver mand, som kunne klare de strenge og ligetil betingelser ude i vildmarken, kunne ende som landets præsident.

Republikanernes hovedmand, Thomas Jefferson, var USA’s 3. præsident og sad på posten fra 1801 til 1809. Han så positivt på betydningen af grænselandets frie landmænd eller yeoman farmers. Han var i opposition til tidens andet store parti, føderalisterne, der eksisterede fra 1790’erne til 1816 og især repræsenterede østkystens storbyelite af erhvervsfolk og bankierer. I Jeffersons præsidentperiode befandt man sig på tærsklen til et nyt århundrede, en tid præget af store forventninger til fremtiden.

En folketælling viste, at i 1801 havde USA en befolkning på 5,3 millioner, og det var en forøgelse på 35 procent siden 1790. Dette befolkningstal var i 1820 fordoblet og i 1840 igen mere end fordoblet. USA blev vidne til en hidtil uset kommerciel og geografisk ekspansion. Vesten var dragende. Men Jefferson brød sig ikke om storbyer.

Ifølge Jefferson var »landbrugerne og dyrkerne af jorden et samfunds mest værdifulde borgere, fordi de var de økonomisk mest uafhængige og de mest dydige, bundet til landet og dets uafhængighed med faste og varige bånd«.

Foto: Library of Congress

Frie jorddyrkere var en garanti for, at republikken ville overleve og trives, hvorfor Jefferson forestillede sig, at USA burde ekspandere hensynsløst tværs over hele kontinentet – der skulle jo være jord nok til alle disse selvejerbønder.

Det var en del af grunden til, at Jefferson udsendte Lewis og Clark-ekspeditionen (1804-06) for at kortlægge området, omfattet af det i 1803 af Frankrig nyindkøbte Louisiana – altså territoriet vest for Mississippi helt over til ’de store stenede bjerge’ (Rocky Mountains) og videre til Stillehavet. Landbrug og ekspansion hang uløseligt sammen i Jeffersons vision for den unge republik.

Jefferson blev valgt, bl.a. for at regeringen kunne forbindes med de amerikanske grænseegnes og den jævne borgers ånd og for at dæmme op for føderalismens forkærlighed for eliteprivilegier og storbykapital. Jefferson-omvæltningen var imidlertid mild i forhold til den, der fandt sted i 1828. Trumps yndlingspræsident Andrew Jacksons valg til præsident, USA’s 7., i 1828 var nemlig en sejr for et nyt parti: Det Demokratiske.

Demokraterne var modstandere af en stærk centraliseret statsmagt og ønskede størst muligt selvstyre for delstaterne. Fra 1820’erne søgte partiet at inddrage brede vælgergrupper i amerikansk politik.

Tilbage i 1825 havde man indvilget i, at enhver voksen mand fik stemmeret, og Jackson var blevet valgt af mange af Nordens og Sydens arbejdere og småfarmere i Øst foruden af en overvældende majoritet af bønderne i Vesten.

Den menige amerikaner var nemlig i tidsrummet siden uafhængigheden blevet skuffet. Dørene var tilsyneladende lukket for ham, idet der var opstået en privilegeret klasse på østkysten. Mange drog vestover i forventning om at kunne høste fordel af deres møje som Jeffersons så højt værdsatte yeomen farmers.

Jackson var den første amerikanske præsident, der faktisk blev valgt af folket, og han blev et symbol på befolkningens aspirationer om demokrati, ligefremhed og national styrke samt deres fantasier om, at enhver med alment praktisk sans og sund fornuft ville kunne varetage nødvendige samfundsopgaver, sågar blive præsident.

Jackson selv var født frontiersman. Han var indianerbekriger, duellant, stærk tilhænger af lighedsprincippet, en særpræget individualist og en krigshelt, som 8. januar 1815 havde været med til at besejre briterne ved slaget ved New Orleans i den britisk-amerikanske krig 1812-15. Jackson havde ingen uddannelse, men til gengæld havde han ry for at besidde en virkelig god dømmekraft og intuition. Han var høj og mager og havde markante træk ligesom et knudret egetræ.

Han var både frygtløst ærlig og stivsindet, kort sagt en karismatisk lederskikkelse. Mange senatorer så med stort mishag på Jacksons forøgelse af præsidentens magtbeføjelser; således udtalte en af dem: »Jeg ser på Jackson som en afskyelig, uvidende, hensynsløs, forfængelig og ondskabsfuld tyran ... Dette amerikanske valgte monarki skræmmer mig. Eksperimentet, med dets basis både i universal stemmeret og vores utæmmede presse, er af for voldelig en karakter til vores letantændelige befolkning«.

Det er blevet sagt om Jacksons demokratiske bevægelse, at den var ’et håbets snarere end en tankens bevægelse’. Det blev Jackson, som gav det væsentligste skub til ’den amerikanske drøm’.

Ifølge kulturhistorikeren Jim Cullen er der flere overlappende amerikanske drømme med hver sin historie.

Der er den puritanske drøm om trosfrihed, den oplyste drøm om politisk frihed, immigrantens drøm om social mobilitet, den flittige borgers drøm om at eje sit eget hjem, de sortes drøm om lighed og sidst, men ikke mindst er der vores alle sammens Californien-drøm om den ubesværede personlige tilfredsstillelse og evige ungdom – drømmen om et liv på strandbredden.

Fælles for alle disse drømme er den om at være et uafhængigt menneske i stand til at føre det gode liv. Denne amerikanske drøm er uløseligt forbundet med frihed og med forestillingen om det individuelle menneske som et handlende væsen med fuld kontrol over egen tilværelse. Tanken forudsætter, at man har sin frie vilje, at man kan handle frit, og at man er frit stillet til at gøre, som man vil. Ifølge disse ideer kan man i fuld tillid bevæge sig i retning af sine drømme om at udleve et fantaseret liv.

Alle disse nævnte drømme har haft en forbindelse med ideen om at søge vestover. »Go West, young man, go forth into the country!«, opfordrede avisredaktøren Horace Greeley i 1837. Kun derved kunne alle få mulighed for at blive den uafhængige selvejende demokratisk sindede landmand, som Jefferson anså for at være den amerikanske idealborger.

Foto: Ralph E.W. Earl, 1835. Det Hvide Hus

Her har grænselandsmyten fungeret ved at slå bro over afstanden mellem virkelighed og ideal, så det sidste har haft mulighed for at blive aktualiseret. Stiftelsesbrevet til drømmen har været den amerikanske uafhængighedserklæring, med dens formulerede hævdelse af alle menneskers ret til livet og friheden og til at søge lykken: »Life, liberty, and the pursuit of happiness«.

Her, vistnok for første gang forfatningsmæssigt, går man ud fra, at lykke og muligheden for selvrealisation var noget konkret opnåeligt – vel at mærke med forestillingen om ejendomsbesiddelse som forudsætning for den økonomiske uafhængighed, som gav enhver frihed til at søge egen lykke. Dermed udviklede frontier-begrebet sig til en metafor for løfterigdom, fremskridt og opfindsomhed, altså kort sagt for muligheder.

Man forestiller sig, at Trump har fået maleriet af Jackson hængt op i Det Ovale Kontor for at signalere, at han føler sig som en genrejsende præsident, ligesom Jackson båret frem af en folkelig – populistisk – demokratisk bevægelse. Ligesom Jackson ville Trump begunstige en samfundsgruppe, som var blevet forsømt og set ned på af den etablerede østlige elite.

Denne elite var repræsenteret af Trumps umiddelbare forgængere Bill Clinton, den yngre George Bush og Barack Obama samt af hans modstander i valgkampen i 2016, Hillary Clinton. Trump blev valgt vistnok ud fra en forestilling hos menigmand om, at han ville kunne give ham hans andel i den amerikanske drøm tilbage.

Bortset fra at Jackson som person er temmelig forskellig fra Trump, kan det problematiske ved genbrug af grænselandsmyten først og fremmest koges ned til, at grænselandet jo blev behersket ved vold. For at den frie bonde kunne få sin jord og dermed muligheden for at få sin drøm om lykke opfyldt, måtte det gå ud over nogen. Jackson var (som før ham Jefferson) en stærk tilhænger af national ekspansion. Som en del af sin valgkamp havde Jackson talt til fordel for at flytte alle indianere mellem Appalacherne og Mississippi-floden – ved tvang om nødvendigt – til lande vest for Mississippi.

Det førte til The Indian Removal Act (indianerfjernelsesloven) af 1830, der især var rettet mod cherokee-stammen, som var på omkring 20.000 individer og bosat i et attråværdigt landområde. Det bemærkelsesværdige ved disse cherokesere er, at de var helt assimileret i den hvide kultur som landmænd, plantageejere og handels- og erhvervsfolk. De var kort sagt ret ’hvide’. Man besluttede dog at flytte dem til det nuværende Oklahoma.

Det betød en vandring på over 1.000 miles, som varede fem måneder (1838-39), og hvorunder 4.000 ud af 16.000 døde. Denne tvungne bortfjernelse går under betegnelsen The Trail of Tears. Lidt polemisk kunne man spørge, om Trump mon på tilsvarende vis har villet begunstige sine tilhængere på bekostning af immigranter og farvede amerikanske grupper?

Derudover svarer vore dages virkelighed ikke helt til forholdene i frontiermyten. Man kan ikke længere bare drage vestover for at søge sin lykke. Her har den strukturelle sociale ulighed tilsat racisme vist sig som en ikke uvæsentlig nutidig historisk detalje, der må gøre enhver indbildt idé om, at frontier-tænkningen kan bruges som genvej til udlevelse af den amerikanske drøm, til skamme.