En by på en bakketop

Det hele begyndte med juristen John Winthrop og hans følge af puritanere, en protestantisk bevægelse, som i 1500- og 1600-tallet kæmpede for at ’rense’ den engelske kirke, som efter deres mening ikke var blevet reformeret helt og dermed fortsat led af katolske kvababbelser.

Da Charles 1. i 1625 besteg den engelske trone, blev situationen ekstra svær for puritanerne, for den nye konge var gift med en katolik, og så forekom tanken om at emigrere pludselig ikke længere så fjern. John Winthrop samlede en flåde på hele 11 skibe med omkring 700 migranter om bord, og de ankom til Salem midt på sommeren 1630.

Her grundlagde Winthrop og hans følgere kolonien i Massachusetts-bugten, som blev den anden levedygtige engelske koloni i Nordamerika efter Plymouth, etableret 10 år tidligere. I en prædiken umiddelbart før eller under selve overfarten lancerede Winthrop ideen om, at kolonialisterne skulle anlægge en »by på en bakketop«. Med denne formulering, som var inspireret af Bjergprædikenen, udtrykte Winthrop ønsket om, at den nye verden i Amerika ville blive et helligt fællesskab i pagt med Gud. Senere udviklede billedet af byen på bakken sig til en central komponent i den såkaldte amerikanske exceptionalisme, ifølge hvilken USA adskiller sig fra alle andre lande i verden.

Denne moralske særegenhed skal netop kunne tåle at blive udstillet for alverden på en bakketop – en tankegang, både John F. Kennedy og Ronald Reagan i deres egenskab af amerikanske præsidenter fremførte i taler, og som generelt har kunnet findes hos præsidenter fra begge partier op gennem historien.

Efter puritanerne var baptisterne blandt de næste kristne strømninger, som fik fodfæste i Nordamerika. Den engelske præst John Smyth havde i 1609 kastet sig over voksendåb sammen med en menighed i Amsterdam, og i 1638 blev den første baptistmenighed grundlagt i Providence, Rhode Island, syd for Massachusetts. Knap 20 år senere kom også kvækerne til Nordamerika. Denne kristne bevægelse, som ligeledes havde sin oprindelse i England, lagde vægt på den personlige erkendelse af sandheden, og dens tilhængere udmærkede sig ved hverken at fejre jul eller påske, ligesom man ikke benyttede sig af kirker, altre eller præster. I stedet handlede kristendom for kvækerne om at finde det ’indre lys’ og om at engagere sig i samfundet.

Foto: President and Fellows of Harvard College: President and Fellows of Harvard College

Tidligt i amerikansk historie skabte de protestantiske sekter konflikt mellem kolonierne på det politiske plan. Kolonien Providence syd for Massachusetts byggede for eksempel på sekulære principper med skarp adskillelse af det religiøse og det politiske, hvilket puritanerne i Massachusetts Bay absolut ikke var tilhængere af. Her og i Plymouth var der nemlig et nøje sammenfald mellem koloniernes politiske og religiøse ledere.

Det var i det hele taget en stormfuld tid, hvad forholdet mellem politik og religion angår. Kolonisterne var strømmet til den nye verden fra England, som i 1640’erne blev kastet ud i en borgerkrig, der sluttede med større puritansk indflydelse under Oliver Cromwell. Restaurationen fra 1660 og frem betød imidlertid en tilbagevenden til tidligere tiders politiske og religiøse forhold i den gamle verden. Dette var også tiden, hvor heksejagten hærgede i Europa, og i slutningen af 1600-tallet kom den til Massachusetts, hvor den praktiseredes med voldsom kraft. Mere end 200 indbyggere i Salem endte på anklagebænken, og processerne førte til 20 dødsdomme, hvoraf blev én eksekveret ved sammenpresning.

Efter at de første generationer havde etableret sig i de nordamerikanske kolonier, begyndte nye religiøse sekter at udskille sig. Shakerne udgjorde for eksempel en mindre frikirke med 5-6.000 medlemmer, som udsprang af kvækerbevægelsen og dannedes i 1774; ud over at have grundlagt en stilart inden for møbelkunst er de mest kendt for deres ekstatiske dans under kirkelige handlinger. Metodisterne var navnet på en ny protestantisk bevægelse med udspring i den engelske teolog John Wesleys lære, som kom til de nordamerikanske kolonier i slutningen af 1700-tallet med missionærer. Centralt i metodismens lære stod et opgør med calvinismens påstand om Guds forhåndsudvælgelse af dem, der kan frelses. For metodisterne var det derimod muligt for enhver at opnå Guds frelse gennem metodisk from levevis. På samme måde troede universalisterne, som kom til Pennsylvania med tyske emigranter midt i 1700-tallet, på muligheden for universel frelse.

Religion spillede også en væsentlig rolle, da kolonierne i 1770’erne gjorde oprør mod det britiske styre. Selv om Den Amerikanske Revolution begyndte med en berømt politisk protest mod afgift på te (det berømte Boston Tea Party), blev konflikten hurtigt sat ind i en religiøs ramme, hvor den engelske kirke kom til at repræsentere tyranniet, mens presbyterianere og kongregationalister og andre protestantiske strømninger satte lighedstegn mellem religiøs og politisk frihed. Revolutionen påvirkede dog de nordamerikanske trossamfund i alle retninger. Nogle steder blomstrede sekterne op i fraværet af den engelske statskirke, mens de religiøse strømninger i andre egne kom i strid med hinanden og blev splittet internt.

Kvækerne var for eksempel traditionelt pacifister, hvilket kunne være et vanskeligt standpunkt at fastholde under den væbnede opstand mod kolonimagten.

Foto: University of Wisconsin-Madison, History Department

Overordnet set bidrog de stærke religiøse sekter dog til at samle den nye nation efter sejren over briterne, og Amerikas Forenede Stater så fra begyndelsen af 1800-tallet for alvor sig selv som ’byen på bakketoppen’, hvor religionsfrihed og virkelyst skulle forenes for alverdens åsyn.

I første halvdel af 1800-tallet så en ny type sekter dagens lys i USA: sorte kirkesamfund. Det første, African Methodist Episcopal Church, blev grundlagt i Philadelphia i 1813. Det samlede sin menighed ud fra racemæssige frem for teologiske fællestræk. De sorte kirker var fra begyndelsen stærkt engageret i socialt arbejde og i spørgsmålet om afroamerikaneres rettigheder, hvilket blev et centralt tema i tiden op til, under og efter Den Amerikanske Borgerkrig 1861-1865. Omkring 40.000 kirker var blevet opført i tiden fra revolutionen til borgerkrigens udbrud, og amerikanerne var i midten af 1800-tallet det mest kirkesøgende folk i verden, hvilket gav sekterne stor indflydelse.

Den franske filosof og statsmand Alexis de Tocqueville havde på en rejse gennem USA i 1830’erne ligefrem bemærket, at selv om religionen ingen formel indflydelse havde på lovgivningen og de politiske holdninger, så regulerede de mange forskellige varianter af den kristne tro alligevel staten gennem kulturel påvirkning.

En særlig markant amerikansk sekt kom til i delstaten New York i 1820’erne, da Joseph Smith Jr. som ung oplevede en række åbenbaringer, herunder synet af en engel, som angivelig viste ham vej til en samling nedgravede gyldne plancher. Disse fandt Smith efter eget udsagn, hvorefter han oversatte og i 1830 udgav deres tekster under titlen ’Mormons Bog’ – det skriftlige grundlag for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, bedre kendt som mormonkirken.

Smith fik hurtigt tusindvis af følgere på et program om fundamentalistisk læsning af Bibelen samt flerkoneri, og han drog mod vest for at finde et egnet sted at etablere et nyt Zion. Så langt nåede han dog ikke. Undervejs blev han sat i fængsel i Carthage, Illinois, for bl.a. flerkoneri. En ophidset folkemængde stormede i juni 1844 fængslet, og Joseph Smith blev skudt og kastet ud ad et vindue. Herefter tog Brigham Young over som leder af mormonerne, som fortsatte deres søgen efter et område, hvor de uforstyrret kunne udøve deres tro. I 1850 blev territoriet Utah formelt optaget i unionen – med Young som den første guvernør. Dermed havde en religiøs sekt for første gang fået sin helt egen delstat i USA.

Samme år Joseph Smith døde, afventede medlemmerne af syvendedagsadventistkirken med spænding Jesu genkomst på Jorden, for den havde landmanden og baptistprædikanten William Miller fra delstaten New York forudsagt nogle år forinden. Da det ikke skete, gik 22. oktober 1844 imidlertid i stedet over i Miller-bevægelsens historie som ’Den Store Skuffelse’ og gav inspiration til en teologisk udvikling, som op gennem det 20. århundrede gjorde adventistkirken til en af de største protestantiske retninger. Et særkende for adventisterne er, at det i denne frikirke er lørdagen og ikke søndagen, som er hellig. Den syvende dag, sabbatten, fortolkes nemlig i både jødedommen og den tidlige kristendom som lørdag, og ud fra en fundamentalistisk læsning af Bibelen holder adventisterne altså fri fra det verdslige liv på denne dag.

Endnu en sekt i form af en protestantisk frikirke med egen fortolkning af teologien så dagens lys i begyndelsen af det 20. århundrede. Ligesom syvendedagsadventisterne ventede pinsebevægelsens følgere på, at Jesus skulle vende tilbage, men denne bevægelse skilte sig ud ved at søge et endnu stærkere personligt forhold til det religiøse. Grundlæggeren, prædikanten Charles Parham, begyndte i år 1900 at tale i tunger, og det smittede i en sådan grad, at han sammen med kollegaen William J. Seymour snart fik følgeskab af en gruppe trosfæller, der også oplevede pludselig at kunne tale mystiske guddommelige sprog. Især et møde i en tidligere metodistkirke på Azusa Street i Los Angeles i 1906 udgjorde en drivkraft for massevækkelse. I pinsebevægelsen, som i dag står stærkt i USA og mange andre steder i verden, kan man foruden tungetale opleve helbredelsesceremonier, hvor den holistiske tro på, at Gud kan gøre syge kroppe raske gennem bøn, fylder store sale med intens stemning.

Foto: History of the African Methodist Episcopal Church/Public Domain

Mens de tidlige århundreders amerikanske sekter helt overvejende havde været protestantiske frikirker, selv om de måske nok havde deres egne fortolkninger af Bibelen og deraf følgende mere eller mindre aparte religiøse traditioner, skete der noget nyt i USA i begyndelsen af 1930’erne. I 1930 på uafhængighedsdagen, 4. juli, stiftede Wallace D. Fard, om hvis baggrund der hersker stor usikkerhed, i Detroit bevægelsen Nation of Islam. Hans mål var at samle afroamerikanerne omkring en religiøs doktrin, som bestod af lige dele sort nationalisme og kulturel frigørelse fra den hvide racediskrimination. Fard, som også benyttede navnet Wallace Fard Muhammad, forsvandt imidlertid sporløst i 1934 efter at have været involveret i en kriminalsag omkring et drab begået af en af hans følgere. Han efterfulgtes som leder af Elijah Muhammad, som kom til at inspirere andre prominente medlemmer af Nation of Islam eller Black Muslims, som bevægelsen senere blev kendt som. Blandt dem er Malcolm X og sværvægtsbokseren Cassius Clay, som midt i 1960’erne konverterede til islam og tog navneforandring til Muhammad Ali.

Den vildeste periode i amerikansk sekthistorie blev dog efterkrigstiden. Den lange periode fra 1914 til 1945 præget af ufred og usikkerhed afløstes af en ny optimisme, og begyndende opbrud i traditionel samfundsstruktur og mentalitet gav plads til alternative religiøse strømninger. Nogle af disse sekter udviklede sig til egentlige kulter med særdeles karismatiske ledere, f.eks. Scientology-kirken med forfatteren L. Ron Hubbard i spidsen og Jim Jones, der midt i 1950’erne grundlagde The Peoples Temple i en cocktail af kristendom, kommunisme og raceteori. Den destruktive kults aktiviteter kulminerede i et af historiens største masseselvmord, som fandt sted i Guyana i Sydamerika i november 1978, hvor mere end 900 af sektens medlemmer tog hinandens og deres egne liv med gift blandet op i saftevand.

Tragedien står sammen med belejringen af Branch Davidians i texanske Waco, hvor 79 medlemmer i 1993 omkom, heriblandt 21 børn under 16 år, som skræmmeeksempler på, hvor galt det kan gå, når politik og sekterisk religion kommer på kant med hinanden.

Formelt set var der ellers et skarpt skel mellem religion og politik i det nye land efter uafhængigheden. Thomas Jefferson, som fungerede som unionens 3. præsident i årene 1801 til 1809, var selv stærkt optaget af religion og teologiske studier, især unitarismen og dens afvisning af den guddommelige treenighed. Samtidig kæmpede han dog mod statsstøtte til kirker og stod fadder til formuleringen ’adskillelse af kirke og stat’.

USA’s præsidenter har gennem tiden imidlertid haft meget forskellige forhold til religion – fra Abraham Lincolns ateisme til Jimmy Carters baptisme og den gamle general Dwight D. Eisenhower, som lod sig døbe i en presbyteriansk kirke få dage efter sin indsættelse som præsident, hvorefter han indførte linjen ’In God We Trust’ både i troskabseden og på de amerikanske pengesedler.

Mange organisationer i USA forener i dag politiske og religiøse interesser og målsætninger.

Især The Fellowship Foundation har de seneste år fået meget medieomtale, ikke mindst på grund af Netflix-dokumentaren ’The Family’ fra 2019. Organisationen blev grundlagt under Anden Verdenskrig af den norskfødte metodistprædikant Abraham Vereide og er især kendt for at have tiltrukket samtlige amerikanske præsidenter siden Eisenhower til de årlige National Prayer Breakfasts på Hotel Hilton i Washington, D.C.

Gennem årene har organisationen knyttet en række kongresmedlemmer til sig og etableret lyssky diplomatiske forbindelser til diktatorer og tidligere østbloklande. Man har desuden rekrutteret ambitiøse unge mænd, der er blevet trænet til karrierer i politik med alfahannen Jesus som forbillede.

At der trods alt er grænser for, hvor tæt en præsident kan være på en kontroversiel religiøs leder, fik Barack Obama at mærke under sin valgkamp i 2008. Jeremiah Wright, lederen af Obamas lokale afroamerikanske menighed i Chicago, blev grillet i medierne for tidligere at have talt USA imod i sine prædikener, og den unge håbefulde præsidentkandidat måtte offentligt tage afstand fra ham og hans budskaber. Et udsagn som God damn America! og ikke (som vanligt) God Bless America! var alligevel for meget for indbyggerne i byen på bakketoppen.