Hændelserne havde deres udspring på Det Kongelige Teater, hvor forfatteren Niels Krog Bredal som nyudnævnt direktør for teateret satte sit eget syngestykke ’Tronfølgen i Sidon’ op som start på efterårssæsonen 1771. Musikken til stykket var af komponisten Giuseppe Sarti og havde tidligere været spillet i april samme år.
Det var næppe plot og handling, der gjorde stykket populært, men snarere musikken. Mens trykkefrihedens gyldne forår gik i svang, gik københavnerne rundt og nynnede melodier fra det tilforladelige og klodsede stykke.
Måske regnede Bredal nu med, at han som nystartet leder kunne konsolidere sig ved at gentage en nogenlunde sikker succes. I så fald forregnede han sig.
7. oktober 1771 udkom første nummer af et nyt teaterkritisk tidsskrift, Den Dramatiske Journal, med en lang og tilintetgørende anmeldelse af stykket. Den anonyme anmelder brød sig slet ikke om syngespil. Men det var ikke genren, der var problemet. Bredal mishandlede historien, karaktertegningen og sproget var elendigt, personernes følelser utroværdige og hykleriske. Sådan gik det slag i slag i anmeldelsen.
Bag tidsskriftet og anmeldelsen stod den 19-årige jurist Peder Rosenstand-Goiske. Med sit tidsskrift introducerede han den moderne teaterkritik i Danmark-Norge. Der var ingen tvivl om, at tidsskriftet skyldte trykkefriheden sin eksistens. Før september 1770 havde det ganske enkelt ikke været muligt at skrive med så kras en pen om Det Kongelige Teater.
Den anonyme anmeldelse nærmest skreg på reaktioner. Bredal reagerede med et lille såkaldt efterstykke, der havde til formål at hænge anmelderen ud. To uger efter nedsablingen i Den Dramatiske Journal lå efterstykket klar. Bredal arrangerede, at stykket skulle efterfølge den næste opførelse af ’Tronfølgen i Sidon’ 25. november 1771. En uge før opførelsen udkom stykket på tryk.
Bliv abonnent på Politiken Historie
...og få adgang til hele artiklen og meget mere!
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her
