Trykkefrihed udløste tilskuerkrig i teatret

I det sene efterår 1771 oplevede København voldsomme uroligheder på grund af hændelser, der var direkte knyttet til trykkefrihedens ny offentlighed. Begivenhederne rummer i koncentreret form alle de elementer, der tilsammen udgjorde offentlighedens kendetegn: håndskrevne smædeskrifter, pamfletter, avisindlæg, trykte såvel som opførte teaterstykker, værtshussamtaler, rygter og cirkulerende forlydender, mundtlige opfordringer og mobilisering.

Hændelserne havde deres udspring på Det Kongelige Teater, hvor forfatteren Niels Krog Bredal som nyudnævnt direktør for teateret satte sit eget syngestykke ’Tronfølgen i Sidon’ op som start på efterårssæsonen 1771. Musikken til stykket var af komponisten Giuseppe Sarti og havde tidligere været spillet i april samme år.

Det var næppe plot og handling, der gjorde stykket populært, men snarere musikken. Mens trykkefrihedens gyldne forår gik i svang, gik københavnerne rundt og nynnede melodier fra det tilforladelige og klodsede stykke.

Måske regnede Bredal nu med, at han som nystartet leder kunne konsolidere sig ved at gentage en nogenlunde sikker succes. I så fald forregnede han sig.

7. oktober 1771 udkom første nummer af et nyt teaterkritisk tidsskrift, Den Dramatiske Journal, med en lang og tilintetgørende anmeldelse af stykket. Den anonyme anmelder brød sig slet ikke om syngespil. Men det var ikke genren, der var problemet. Bredal mishandlede historien, karaktertegningen og sproget var elendigt, personernes følelser utroværdige og hykleriske. Sådan gik det slag i slag i anmeldelsen.

Bag tidsskriftet og anmeldelsen stod den 19-årige jurist Peder Rosenstand-Goiske. Med sit tidsskrift introducerede han den moderne teaterkritik i Danmark-Norge. Der var ingen tvivl om, at tidsskriftet skyldte trykkefriheden sin eksistens. Før september 1770 havde det ganske enkelt ikke været muligt at skrive med så kras en pen om Det Kongelige Teater.

Den anonyme anmeldelse nærmest skreg på reaktioner. Bredal reagerede med et lille såkaldt efterstykke, der havde til formål at hænge anmelderen ud. To uger efter nedsablingen i Den Dramatiske Journal lå efterstykket klar. Bredal arrangerede, at stykket skulle efterfølge den næste opførelse af ’Tronfølgen i Sidon’ 25. november 1771. En uge før opførelsen udkom stykket på tryk.

Samtidig delte Bredal fribilletter ud til folk, der støttede hans sag. I det hele taget havde Bredals handlinger karakter af en regulær kampagne. Han fortalte vidt og bredt om den folkelige opbakning, han nød, og om de mange, der havde opfordret ham til at tage affære over for Den Dramatiske Journal. Den københavnske offentlighed kunne nu læse stykket og forberede sig på opsætningen.

Efterstykket indledtes med en disclaimer, hvori Bredal bedyrede, at stykket måtte ses som lovlig nødværge for en mand, der var angrebet på sin ære. Rollerne i stykket bestod i ’Hr. Journal, en Skolemester’, to skuespillere og to skuespillerinder. Hr. Journal fremstilles som et trodsigt og rethaverisk gemyt over for de uskyldige og venlige skuespillere – en skolemester af værste skuffe.

Foto: Jens Juel (kopi af K. Hansen, 1824)/Rosenborg Slot

Grundlæggende var det smagsdommeriet, der blev kritiseret. Moderne populære syngespil kunne ikke vurderes ud fra klassiske dramatiske begreber. Og moralen var klar: Publikum var teaterets dommer, ikke anmelderen.

Det var en særegen og kompliceret mediestrategi, Bredal tog i anvendelse for at mobilisere støtte i offentligheden. Efterstykket udkom inden selve opsætningen, så københavnerne kunne forberede sig. Samtidig lod han på papiret sine skuespillere gå i direkte konfrontation med anmelderen, mens han selv var fraværende i stykket og dog til stede som den, der orkestrerede det hele, og hvis følelser det i bund og grund handlede om.

Det hele skulle kulminere i teateret 25. november, hvor skuespillerne skulle spille sig selv over for en parodi på en virkelig, men anonym anmelder, mens publikum skulle se det hele udfolde sig og få mulighed for at støtte Bredal med sit bifald. Der var noget i vente.

Flere dage forinden hørtes rygter om, at det ikke ville komme til at gå stille af. To fronter tegnede sig. Den ene bestod af studenter, der støttede Journalen. Teaterkritikken var en naturlig del af skrivefriheden. Heroverfor stod en gruppe officerer, der så det som et pligtbud at flankere teaterdirektøren.

De ville ikke tåle, at »en Blæksmører spillede en af Hs. Majestæt bestaltet Directeur og galant Mand på Næsen«, hvorfor de ville »give Journalisten med hans ganske Anhang en Lection, saa at de skulde krybe i et Musehul«, som de udtrykte det.

Københavnerne strømmede anført af grupper af studenter og officerer til nyopsætningen 25. november. Begge grupper bar kårder. I spidsen for officererne stod en hessisk oberst ved navn Georg Ludwig von Köller, der tog plads midt på parterrets første bænk omgivet af sine løjtnanter.

Foto: Trondhjem Stadsarkiv (År ukendt)

Opførelsen blev afbrudt flere gange. Studenterne trampede i gulvet, og officererne råbte bravo. Men så snart tæppet gik til efterstykket, steg lydniveauet. Officererne applauderede enhver latterliggørelse af den fiktive anmelder i stykket med brølende bravoråb og klappen. Som svar begyndte studenterne at råbe og trampe i gulvet, hvilket fik officererne til at klappe endnu kraftigere, så det næsten overdøvede studenterne.

Mange officerer havde i aftenens anledning taget kraftige hjorteskindshandsker på, så deres klappen lød så højt som muligt. Til gengæld havde studenterne medbragt fløjter, så de kunne pibe under stykket. Stykket måtte afbrydes igen og igen. Officerernes klappen kunne dog ikke hamle op med fløjterne, som studenterne nu tog i brug.

Studenternes piberi blev for meget for oberst Köller, der var kendt for sin hidsighed og fysiske styrke. Han beordrede under tyske eder og forbandelser sine folk til at smide studenterne ud. Officerer begyndte at prygle løs på studenterne med deres stokke, snart kom det til regulære slagsmål mellem officerer og studenter – i parterret udviklede det sig til en voldsom kamp.

Kårder blev trukket, og en af piberne – faktisk en officer, der var på studenternes side – blev såret. Også andre tilskuere blandede sig. Ud over Köller med sin hidsige fremfærd var især en lille officer ved navn Schrödersee fremfusende med voldsomme råb. Det fortælles, at en bødkermester greb den lille officer og smed ham hen over et par bænke.

Foto: Alexander Roslin, 1772 Frederiksborgmuseet/Public Domain

Det lykkedes officererne at smide studenterne ud af teateret. Inde i teateret befalede Köller, at efterstykket skulle genoptages, og da afslutningsvisen klingede ud, råbte officererne »Encore!«. Skuespillerne kom ind igen og afsang den afsluttende vise, mens dele af publikum stemte i på omkvædet. Efter stykket fortsatte kampene ude på pladsen foran teateret og i de omkringliggende gader.

De følgende dage væltede det med kommentarer til begivenhederne. Anført af indlæg i byens vigtigste avis, Adresseavisen, blev Bredals initiativ og officerernes brutale opførsel fordømt. I en strøm af håndskrevne løbesedler og hurtigt trykte pamfletter krævede anonyme skribenter Bredal stillet til regnskab for sin kampagne og officererne for deres utidige voldsanvendelse, ikke bare mod studenter, men mod sagesløse teatergængere.

En forfatter mente, at regeringen burde pålægge Bredal at give en offentlig undskyldning for hele miseren, så han kunne genvinde respekt og mindske den bitterhed og mistro, der var sået i mange hjerter. ’En upartisk Tilskuer’ bad i en avis om, at roen på teateret kunne genoprettes, så »honette og sindige Folk« igen turde gå derhen. Det skulle ske ved rolige midler, ikke »paa nogen nedrig Maade ved Stokke-Prygel og tølperagtig Commando, af nogle dertil ubesindig hværvede iblant Tilskuerne«.

Det var ikke svært at se, hvem skribenten sigtede til. Kritikken og latterliggørelsen af Bredal og officererne tog til i en grad, så politimester Vilhelm Bornemann skred ind og forbød avisindlæg om konflikten, så den ikke skulle eskalere. Han erklærede, at det kunne blive nødvendigt at udstede bøder til bogtrykkerne, hvis de trykte flere smædeskrifter mod Bredal og Köller.

28. november var ’Tronfølgen i Sidon’ igen på programmet. Det skete på forlangende af de sejrrige officerer, der også krævede efterstykket opført på ny. Men politimesteren skred ind og beordrede efterstykket strøget af programmet. Alligevel var salen fyldt til bristepunktet, mens en stor menneskemængde stimlede sammen foran teateret.

Foto: Public Domain

Blandt dem var et stort antal håndværkere, matroser og daglejere, der efter eget udsagn var kommet for at forsvare studenterne mod officerernes angreb. Dette bekræftede blot Bornemann i, at en opførelse af efterspillet ville være endt i et blodigt opgør, hvis lige byen sjældent havde set.

Studenterne fik nu støtte fra byens lavere lag, der næppe havde læst eller set stykket, men brugte konflikten som en kærkommen lejlighed til at vælge side mod de tyske officerer.

Politimesteren havde sat betjente til at patruljere i området. Selv mødte han op i teateret for at sikre, at officererne forholdt sig i ro. Stemningen var anspændt. Under opførelsen af stykket var der voldsom trampen, klappen, råben og skrigen, og politiet måtte gribe ind og fjerne de mest aktive og true med arrestation. Sammenstød mellem grupperne blev forhindret, men så sent som en uges tid efter kunne politimesteren berette, at roen endnu ikke var genoprettet, fordi forbitrelsen mod officererne var så udbredt, at Köller kun vovede sig ud med et stort følge.

Bredal havde mistet herredømmet over den lavine, han havde igangsat. Han henvendte sig til politimester Bornemann og bad ham advare mod uorden på teateret. Bornemann efterkom ønsket, men Bredal måtte love, at repertoiret fremover ville bestå af opbyggelige stykker, der ikke skabte modsætninger og skubbede til den sociale orden.

Nationalskjalden Johannes Ewald tog studenternes parti og forfattede i lynfart et konkurrerende efterstykke under titlen ’De brutale Klappere’, der hånede officererne og i særdeleshed Köller, der fik navnet ’Bürgerschreck’. I en pamflet møder vi en skribent, der får besøg af tre studenter, alle bevæbnet med kårder. De fortæller, at »den gamle Krig igien [var] oprippet imellem Studenterne, de Borgerlige og Officiererne«.

Det anspændte forhold mellem militære og studenter havde præget det københavnske bymiljø i umindelige tider. Studenterne og officererne tilhørte hver sit æresfællesskab, der gensidigt udfordrede hinanden. Trykkefriheden havde givet denne strid nye udfoldelsesmuligheder.

Politimesteren udstedte 2. december en plakat, hvorpå han advarede »samtlige Indbyggere heri Staden af alle Stænder som besøge Skuepladsen« om at afholde sig fra usømmelig opførsel. Vendingen ’af alle Stænder’ viser, at politimesteren netop anså sammenstødet mellem byens stands- og æresfællesskaber som urolighedernes rod. Eksemplet med teaterfejden både udvider og sammenfatter essensen af trykkefrihedens offentlighed.

Man kan sige, at studenter og officerer skrev og spillede deres roller for et publikum af københavnere. Vekselvirkningen mellem en traditionel bykultur og en ny journalistisk kommenterende offentlighed skabte en hidtil uset situation. Trykkefrihedens nye offentlighed nåede sit publicistiske zenit under teaterfejden.

Det hører til historiens ironi, at oberst Köller et halvt år senere skulle indtræde i Det Kongelige Teaters direktion som en gunstbevisning blandt mange, som den iltre oberst modtog for sin deltagelse i kuppet mod Struensee, mindre end to måneder efter at han havde tævet løs på studenterne i parterret.