Staunings whisky frelste dansk demokrati

Som Tysklands øvrige naboer fulgte Danmark i begyndelsen af 1930’erne med rædsel Weimar-republikkens dødskamp. Den demokratiske forfatning, der efter Første Verdenskrig var vedtaget i et Tyskland præget af social og politisk opløsning, blev fra begyndelsen undergravet af de benhårde fredsvilkår, som indebar ødelæggende krigsskadeserstatninger.

Demokratiet blev udfordret fra både højre og venstre.

Nazisterne angreb skiftende regeringer for at bøje sig for de sejrende magters diktat, og på venstrefløjen fik kommunister næring af massearbejdsløshed, armod og hyperinflation. Efter krakket på børsen i Wall Street i 1929 bredte den økonomiske krise sig, og den sociale og politiske stabilitet blev sat over styr. Præsident Paul von Hindenburg (1847-1934) indsatte en regering, der med nødlove forsøgte at bremse opløsningen og den politiske radikalisering. Det udløste i september 1930 et valg, der blev nazisternes første store gennembrud.

Det blev forstærket to år senere ved et nyt valg, som gav både nazister og kommunister yderligere fremgang på bekostning af de demokratiske partier, herunder ikke mindst det tyske socialdemokrati, der blødte vælgere til de kommunistiske arvefjender. Med 37 procent af stemmerne var nazistpartiet nu langt det største, større end socialdemokrati og kommunistparti tilsammen.

Efter tumultariske forsøg på at danne en stabil regering fulgte i november endnu et valg. Trods mindre tilbagegang for nazisterne førte det til, at præsident Hindenburg 30. januar 1933 indsatte nazisternes fører, Adolf Hitler (1889-1945), som rigskansler i en nazistisk-konservativ koalitionsregering.

Fra det øjeblik gik det stærkt med afviklingen af retssikkerhed og demokrati i Tyskland.

Det danske samfund var bedre rustet til den omfattende krise. Landets ubestridte leder og landsfader, den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning (1873-1942), havde i 1929 med opbakning fra næsten 42 procent af vælgerne stillet sig i spidsen for en flertalsregering med Det Radikale Venstre.

Problemer var der ellers nok af. Danmark våndede sig også under verdenskrisen med massearbejdsløshed og dybe sociale spændinger. Efter krakket i Wall Street dykkede kornpriserne, og landbruget var i dyb krise med faldende indtjening. Samtidig var der udsigt til storkonflikt på arbejdsmarkedet, hvor arbejdsgiverforeningen varslede lockout, hvis ikke arbejderne accepterede en lønnedgang på 20 procent. Det knagede i samfundets fuger og bånd, og på de politiske yderfløje var mange også i Danmark klar til at lade falde, hvad ikke kunne stå.

I januar 1933 indkaldte regeringen til forhandlinger med Venstre for at se, om der kunne findes en fælles vej, som bønder og arbejdere kunne stå sammen om. Forhandlingerne kulminerede, da partiernes øverste ledelse mødtes hjemme i statsministerens dagligstue i Kanslergade på Østerbro. Det var svært. Ingen ville bøje sig, og modsætningerne var til at tage og føle på. Hvis landbruget fik bedre priser, ville maden blive dyrere for byernes arbejdere, der i forvejen knap havde til dagen og vejen.

Efter en lang vinternats forhandlinger var det nær bristet. Statsministerens sidste bajere og brændevin var for længst konsumeret, og forhandlerne havde taget overtøjet på for at gå hjem og beskyldte hinanden for at stå fast på ufornuften. Men så kom gennembruddet i skikkelse af en flaske sprut. En historie fortæller, at Staunings samlever, Augusta Eriksen, i sidste øjeblik fremdrog en flaske whisky, hun havde fundet i kælderen. Den blev nu budt de trætte og sure forhandlere.

Det løste op for stemningen, partierne bøjede sig mod hinanden og indgik Kanslergadeforliget, en ny social kontrakt mellem bønder og arbejdere.

Det er stærkt symbolsk, at det skete samme nat, som Hitler blev udnævnt til rigskansler i Tyskland. Alle gav indrømmelser, og der var mange kritiske røster. Men i den danske Rigsdag havde politikerne øjnene stift rettet mod det tyske demokratis sammenbrud, og de forstod betydningen af, at folkestyret viste handlekraft.

Fra Folketingets talerstol forklarede Stauning, at der var tale om en nødlov. Man måtte opgive nogle principper for at redde landet: »Det danske samfund befinder sig utvivlsomt i øjeblikket i den alvorligste situation, som nogen sinde har foreligget for Danmark. Vi befinder os i en tid med nær ved 200.000 arbejdsløse, det vil sige med cirka én million mennesker af den danske befolkning ramt af arbejdsløsheden og uden sådan købeevne, at de er i stand til at holde nøden for dørene. Vi befinder os i en tid, hvor 250.000 landbrugere [...] er ramt af krisen, det vil atter sige én million mennesker [...]«.

»Det er på denne baggrund [...], hvor sådan noget som to tredjedele af den danske befolkning er kriseramt, at samfundet står over for en trussel om en fuldstændig standsning af alt det, som endnu går sin gang, en trussel om at drive befolkningen og landet ud i en katastrofe, som aldrig er oplevet her i landet og næppe nogetsteds i verden«.

»Derfor er det ganske klart, at efter dette venter befolkningen på handling af Rigsdagen, af landets repræsentanter [...]. Andre steder handler man efter andre linjer, med andre midler. Jeg tror, det ville være en lykke for hele landet og for vor fremtid, om den danske rigsdag samlede sig om denne og andre store opgaver ...«.

Foto fra 1928: Holger Damgaard/Polfoto

Det var ikke kun i Tyskland, demokratiet faldt. I Rusland sad kommunisterne efter revolutionen i 1917 solidt på magten, og danske meningsfæller sad i folketingssalen. I Italien havde Benito Mussolini (1883-1945) taget magten i 1922.

Ingen syntes at kunne eller ville stoppe despoterne, og skyggen voksede dag for dag. Folkestyrets tid lod til allerede at være forbi, og der var også her i landet dem, der mente, at der var brug for den stærke mand.

Hvad gør man så som land og som folk? Hvor vender man sig hen? Alt det største stod på spil: Landets eksistens. Folkestyret. Friheden. Det samfund, man møjsommeligt havde bygget gennem generationers slid og slæb. I sidste ende gjaldt det livet selv, for kampen mod den stærkes ret sker med livet som indsats.

Kort efter Hitlers magtovertagelse skrev den klassisk dannede og vidt berejste socialdemokratiske politiker Hartvig Frisch (1893-1950) en skelsættende bog, ’Pest over Europa, Bolsjevisme, Fascisme og Nazisme’, som han tilegnede Stauning på dennes 60-års fødselsdag. Frisch forstod nazismen. Han kaldte Hitler en »overbegavet undermåler«, hvis talent for at spille på »massernes fantasi og følelser« rummede et element af genialitet. Han så ikke bare faren, han blæste også til kamp mod den:

»Nu er lejligheden inde for os til at vise, at der er knogler og marv i det nordiske demokrati. Det var bønderne i Norden, der førte parlamentarismen til sejr og skabte det politiske demokrati – den ære er deres. Det er arbejderbevægelsen, der har bygget videre på dette grundlag og støbt fundamenterne til det sociale demokrati. Bygningen er ikke rejst endnu, og der er hårdt arbejde nok for den kommende generation, men fundamenterne er støbt, og enhver nordisk arbejder og bonde, håndværker og funktionær, åndsarbejder og kunstner har grund til at værne og forsvare den indsats, der her er gjort, mod ethvert forsøg på at indføre diktatur og voldsmetoder, hvad enten de kommer fra øst eller fra syd«.

Tegning: Herluf Jensenius/Museet for Dansk Bladtegning

Inspireret af Hartvig Frisch satte regeringen med voldsom energi og beslutsomhed ind over for den indre trussel og samlede de demokratiske kræfter i kampen mod de totalitære ideer. De følgende år sluttede de to borgerlige oppositionspartier, Venstre og Det Konservative Folkeparti, sig til denne linje, der kom til at udgøre en samlet overlevelsesstrategi i forhold til den totalitære trussel.

Selv om de fire partier var rasende uenige om alt muligt andet, forstod de, hvor grufuldt nær man var på mørket, og hvor ulige styrkeforholdet var. Kampen for folkestyret blev en fælles front, og derfor blev Danmark et af de lande i Europa, hvor nazismen stod svagest, og hvor færrest sluttede sig til de totalitære ideer.

Hartvig Frisch sagde, at kommunismen og nazismen lignede hinanden som to knytnæver. Det betød, at demokratiet ikke kunne alliere sig med kommunismen mod nazismen, og samtidig, at det ikke kunne alliere sig med Hitler mod kommunismen. Det var den linje, de fire demokratiske partier valgte. Tanken var at styrke det indre sammenhold og at gøre samfundet så stærkt og modstandsdygtigt som muligt.

Jo flere der følte sig som en del af fællesskabet, des færre ville lytte til lokketonerne fra kommunister og nazister, der havde foragten for demokratiet til fælles.

Forsvaret for folkestyret handlede i sidste ende om at stå fast på respekten for det enkelte menneske og om at afvise det menneskesyn, de totalitære ideologier havde til fælles. Det var blandt andet den tankegang, der fik den unge konservative leder John Christmas Møller (1894-1948) til at tage et hårdt livtag med Konservativ Ungdom, der i 1930’erne var landets største ungdomsbevægelse og dybt inficeret af den taktfaste tankegang i syd (læs mere i Charlie E. Krautwalds artikel side 48-53).

Samtidig voksede frygten for, at Hitler ville genåbne spørgsmålet om grænsen til Danmark, som først havde fundet sin smertelige og snørklede løsning i 1920, og som Tyskland aldrig havde anerkendt. Ingen kunne komme med en troværdig plan for at forsvare den flade mark – og hvad hjalp i øvrigt en befæstning, hvis nazismen allerede havde slået rod i det danske folk?

Selv om de konservative gerne ville bruge lidt mere end meget lidt på forsvaret, blev det en fælles forståelse, at det militære forsvars svaghed ikke måtte blive kimen til opgivelse og opportunisme, når den virkelige frontlinje handlede om at forsvare samfundet og stå fast på folkestyret som en menneskelig praksis.

De fire demokratiske partier kom lidt efter lidt til at dele Frischs forståelse af, at der måtte skabes en sammenhæng mellem det nationale og folkestyret, så det at være dansk og det at forsvare demokratiet blev én og samme sag.

Det var den idé, der bar Staunings program i 1935: ’Danmark for Folket’. Og det var det, hans parti mente med ’Stauning eller Kaos’ ved det valg, der gav Socialdemokratiet tilslutning fra mere end 46 procent af vælgerne. De, der ikke ville stå værn om demokratiet, fik svært ved at sige, at de stod værn om Danmark. For hvordan kan man stå værn om sit land, hvis man derved forråder det folkestyre, der binder det sammen?

Staunings tankegang afspejles i hans håndskrevne noter fra et hovedbestyrelsesmøde i Socialdemokratiet i oktober 1936. Den spanske borgerkrig var begyndt, og også det spanske demokrati stod nu for fald. Mørket havde sænket sig over Tyskland. Hvad skulle Danmark gøre?

»Kammerater! Det store vælgerkorps er demokratisk, og det er af dettes sammenhold, at demokratiets stilling og dets fremtid afhænger. Thi i samme grad, som kommunister vinder terræn, vokser også faren for nazisterne ... [...] Diktatur-nykkerne lurer i store dele af overklassen. Man venter på påskud. [...] Vi skal have fremskridt, men det første fornødne er bevarelsen af den beskæftigelse, der er vort bedste værn, og jeg beder om, at man søger at forstå, at den økonomiske politik, som er godkendt af vælgerne, må fastholdes«.

Ordene klinger måske fremmede i nutidens øren. Men budskabet var klart: at man skal stole på folkestyret, og at kampen vindes med sammenhold – og ved at holde folk i arbejde.

Det store flertal lod sig ikke forføre af nazismen. Mere end ni ud af ti danske stemte trofast på de fire demokratiske partier. Få steder i Europa, om nogen overhovedet, fik kommunister og nazister mindre tilslutning hver for sig og tilsammen. Jo, der var kommunister og også danske nazister, men de var få og svage. Og jo, også enkelte fremtrædende danske intellektuelle var fascinerede af Hitler og talte begejstret om den stærke mand og mirakuløse fremskridt i Det Tredje Rige. Men de var undtagelserne, der bekræftede reglen, og langt, langt de fleste bakkede op om folkestyre og retsstat.

Erkendelsen af truslen og beslutningen om at træde op mod den politisk og socialt betød ikke, at man råbte højt. Tværtimod ’lå man død’ og sagde ikke fra over for nazismen og dens forbrydelser i Tyskland. Danmark dukkede sig.

Nogle skammede sig, men ingen havde et bud på, hvad Danmark alene kunne stille op. Danmarks politik var ikke heroisk, og ligesom Tysklands andre naboer lukkede man grænsen for langt de fleste af dem, der forsøgte at flygte fra forfølgelse, ødelæggelse og udslettelse, blandt dem jøder. Jo flere der ønskede at komme ud af Tyskland, og des mere indlysende grundene blev, des fastere lukkede Danmark og andre nabolande grænserne.

Samtidig gjorde regeringen, hvad den kunne, for at dæmpe den offentlige kritik af forholdene i Det Tredje Rige, der for hvert overgreb mod rigets egne borgere og hvert brud på internationale aftaler blev mere nærtagende over for udenlandsk kritik. Redaktører blev kaldt til møde og indtrængende bedt om at holde sig tilbage med kritiske reportager om forholdene i Tyskland.

Samtidig signalerede regeringen, at den nok ville sætte det beskedne danske forsvar ind mod bøller og voldsmænd, der forsøgte at intimidere den frie demokratiske debat i Danmark, men ikke mod et beslutsomt og overmægtigt tysk angreb.

Følere i London og Stockholm bekræftede, at der ikke var hjælp at hente. Fra London sagde en af de få, der mente, at Storbritannien skulle opruste, den senere premierminister Winston Churchill (1874-1965), at han ikke ville bebrejde Danmark noget – som de danske politikere forestillede han sig tilsyneladende, at Danmark kunne holde sig neutralt som under Første Verdenskrig:

»De andre har dog en grav, over hvilken de kan fodre tigeren, men Danmark er så frygtelig nær Tyskland, at det vil være umuligt at bringe hjælp. Jeg ville i hvert fald ikke påtage mig at garantere for Danmark. Det gælder for Danmark om at balancere. Vi får noget bacon og smør, og tyskerne får noget [...] det er måske også det bedste sådan«.

Danmark valgte neutralitet og ikke-krigsdeltagelse. De folkevalgte afviste det nationale martyrium og ville ikke sende en ungdomsgeneration ud i en udsigtsløs krig mod en overmægtig fjende, alene og uden udsigt til forstærkning. De ville ikke ofre det folk, der havde valgt dem, og som de selv var en del af. I stedet fortsatte bestræbelserne på at styrke folkestyrets modstandskraft over for den trussel, der kom indefra, og på at dæmme op for demagogien, der drager kritiske røsters motiv i tvivl og underminerer mindretallet og legitimiteten af den offentlige debat. Det lykkedes i det store og hele.

Omvendt rejste jødehadets fremmarch i Det Tredje Rige spørgsmålet om, hvor frit en racistisk demagogi skal have lov til at udfolde sig. I januar 1939 foreslog den socialdemokratiske justitsminister, K.K. Steincke (1880-1963), at straffe den, »der ved udbredelse af falske rygter eller beskyldninger forfølger eller ophidser til had mod en gruppe af den danske befolkning på grund af dens tro, afstamning eller statsborgerforhold«.

Det var klart, at det var jødehadet, der skulle forbydes ved lov på et tidspunkt, hvor det var blevet dagens uorden lige syd for grænsen. Venstre og Det Konservative Folkeparti modsatte sig, for kan man begrænse demokratiet for at beskytte det? Og var truslen virkelig så alvorlig, at den krævede indskrænkning af den ytringsfrihed, der er en del af demokratiets essens?

Steincke var ikke i tvivl, og forbuddet mod racisme og de øvrige tiltag til beskyttelse af demokratiet blev vedtaget (læs mere i Sofie Lene Baks artikel side 54-61).

Kampen for det danske demokrati i 1930’erne var stærkt inspireret af de tanker og den analyse, Hartvig Frisch præsenterede i ’Pest over Europa’. Det betyder ikke, at alle var enige hele vejen. Tværtimod foregik der en politisk kamp med intens politisk debat. Tiden var fuld af modsætninger, konflikter og sociale spændinger. Mange var uenige og stærkt kritiske over for både dele og helhed, og diskussionen om Danmarks politik i 1930’erne fører direkte over i den ikke mindre heftige om Danmark under den tyske besættelse 1940-45.

Skal man være stolt af et Danmark, der ikke lod sig rive med? Eller skamfuld over et land, der reddede sig selv og kun få andre? Nogle gange synes meningerne endnu mere delte i dag, end de var dengang. Det samme gælder debatten om, hvilken erfaring vi tager med os fra de år, når vi skal tage stilling til de svære valg, vi står over for i dag. Hvad lærte vi?

Fortiden er flygtig, og historien giver os ingen enkle eller entydige svar. Alligevel taler den til os, og måske er der én erfaring, vi kan tage med: Vi er ikke viljeløse vidner til vores egen fremtid. Den formes af vores egne handlinger.

• Kopiér link