0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Dræberinfluenzaen lærte os, at vi alle er i samme båd

Den spanske syge trak frygt og død i sit kølvand, men den efterlod faktisk også noget brugbart: Den gav os et system til at tackle pandemier og bragte folkesundheden op helt øverst på dagsordenen.

5. februar 2021
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
  • Da den spanske syge ramte Danmark i 1918 brugte man blandt andet denne sal fra den midlertidige rigsdag i Bredgade i København som nødlazerat. Året efter rykkede Østre Landsret ind i bygningen. Holger Damgaard.

Lyt til artiklen: Dræberinfluenzaen lærte os, at vi alle var i samme båd (Læst op af Charlotte Schultz)
Lyt til artiklen: Dræberinfluenzaen lærte os, at vi alle var i samme båd (Læst op af Charlotte Schultz)

Henter…

En ung kvinde blev lagt i kisten med et for tidligt født spædbarn i hver arm. Det syn glemmer jeg aldrig. Det var forfærdeligt«.

Sådan fortalte Poul Madsen, en ung læge fra Tåsinge, om sine oplevelser under anden bølge af den spanske syge i 1918-19. Hen over efteråret og vinteren forsøgte han på øen syd for Fyn at nå rundt til alle, der var blevet smittet med den aggressive og dødbringende influenza. I nogle år havde Madsen været øens eneste læge. Det var under normale omstændigheder en stille og rolig tilværelse, men da epidemien kom i 1918, blev der vendt op og ned på det.

»Den ramte meget pludseligt«, fortalte Poul Madsen. »Man kunne tage på arbejde om morgenen og have det fint for så at komme hjem om aftenen desperat syg«.

Symptomerne var typiske for en influenza. De smittede fik som regel høj feber, muskelsmerter, en tør hoste og ondt i halsen. Kulderystelser, en trykkende hovedpine og en brændende følelse omkring øjnene var også normalt. Læger andre steder i landet kunne ligeledes berette om sygdommens overrumplende karakter.

I København meldte overlæge Victor Scheel fra Bispebjerg Hospital om folk, der blev »ramt af en afmagtsfølelse, der kunne være så betydelig, at patienterne, hvis de blev syge under deres arbejde eller på gaden, kunne have vanskeligt ved at nå hjem«.

På Tåsinge fik Poul Madsen hjælp af to sygeplejersker. Hans lægebolig lå midt på øen, og det blev en stor fordel for ham. De fleste, der blev ramt af den spanske syge, var nemlig alt for dårlige til selv at kunne komme til lægen. Så måtte Madsen ud at spænde for. Han havde to heste og en gig – en lille tohjulet hestevogn.

»Vi fik de syge til at lægge sig i sengen og gav dem medicin, men med den virkning, det havde, kunne vi lige så godt have givet dem frugtsaft. Når de fik lungebetændelse, gav vi dem kamfermikstur og varme omslag. Vi vågede over dem og bad for dem, men de døde alligevel. Alt for mange af dem døde«, fortalte den unge læge.

HVOR I ALVERDEN DEN STORE INFLUENZAPANDEMI i 1918 havde sit afsæt, kan man ikke sige med sikkerhed, men de tidligst kendte tilfælde viste sig på en kaserne i Kansas i USA. De unge mænd fik voldsomme influenzasymptomer, og i løbet af få uger var over 1.000 af kasernens soldater syge.

Udbruddet var mere end uheldigt. Netop i de måneder blev hundredtusinder af unge amerikanere udskibet til vestfronten i Europa for at kæmpe i den verdenskrig, som USA havde meldt sig ind i året forinden.

Troppetransporterne, der fragtede de unge mænd fra USA til Europa, udviklede sig i foråret 1918 til regulære smittereder, og da influenzaen nåede frem til Frankrig, spredtes den eksplosivt blandt soldater på begge sider af fronten.

Et stort antal blev syge, og mange døde, men det hørte resten af verden ikke noget om. Krigscensuren af pressen lagde i første omgang låg på historierne om den dødbringende influenza.

Epidemien bredte sig snart til andre dele af Europa – også til Spanien, hvor især Madrid var hårdt ramt.

Spanien stod uden for krigen, og derfor kunne landets journalister skrive frit om, hvordan sygdommen rasede i landets hovedstad. Da udenlandske aviser begyndte at referere disse historier, fik epidemien i folkemunde snart sit tilnavn. Englænderne kaldte den the Spanish flu, tyskerne die Spanische Grippe, og i Danmark blev den døbt den spanske syge.

»Den bedste sammenligning er med den spanske syge i 1918«

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S), 16. marts 2020


9. JULI 1918 LAGDE TORPEDOBÅDEN ’Tumleren’ til kaj i Helsingør med alle mand om bord syge. I dagene forinden var influenzaen muligvis allerede kommet ind i Danmark ad andre veje. Sikkert var det i hvert fald, at den spanske syge nu var løs i Danmark.

De smittede søfolk fra ’Tumleren’ blev straks indlagt på Københavns Epidemihospital og undersøgt af specialister fra Statens Serum Institut.

Forskerne forsøgte at identificere den indtrængende fjende. De ledte efter en bacille, som de mente var årsag til influenzaen. Men den jagt var nytteløs. I deres mikroskoper kunne forskerne betragte bakterier, men de var ikke i stand til at se så lille en organisme som en virus.

Mens læger og forskere fægtede i blinde, bredte epidemien sig hurtigt i det danske land. Den første bølge i juli og august var relativt mild. Mange blev syge, men antallet af døde var begrænset. Det skulle snart ændre sig. Da den spanske syges anden bølge rejste sig i efteråret, døde folk i hobetal. Sygehuse, kapeller og kirkegårde var ved at bukke under for det store pres.

»DEN BEDSTE SAMMENLIGNING ER MED DEN spanske syge i 1918«. Sådan sagde sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde 16. marts 2020 – få dage efter at covid-19 havde lukket Danmark ned.

Influenzapandemien, der i 1918 bredte sig til hele kloden, og som over flere bølger tog flere menneskeliv end Første Verdenskrig, er ofte blevet omtalt som ’alle pandemiers moder’.

Den betegnelse har bl.a. været brugt af Lone Simonsen fra RUC, en af Danmarks førende epidemiologer:

»Jo mere vi forstår om den spanske syge, hvad der skete dengang, jo mere kan vi forstå, hvad der kan ske i fremtiden, og hvordan vi kan forsvare os mod den næste pandemi«, sagde hun, før covid-19 ramte.

Det skyldes blandt andet måden, sygdommen smittede på. I ultrasmå støvdråber susede virus gennem luften og flyttede sig fra menneske til menneske, hvorefter den satte sig på en rask celle og inficerede sin nye vært.

I en verden med omfattende skibs- og togtrafik var det et farligt fænomen. Siden er globaliseringen som bekendt accelereret voldsomt, og masseturisme er kommet til.

Det har ikke ligefrem gjort sådan en virus mindre skræmmende.

Myndighedernes anvisninger til borgerne under den spanske syge, minder på mange måder om vor egen tids forholdsregler mod Covid-19-virus. Foto: Rigsarkivet.

I 1918 DØDE MANGE AF PATIENTERNE af en tilstødende lungebetændelse. Siden har forskere påvist, at den spanske syge i mange tilfælde kan have udløst en såkaldt cytokinstorm – en amokreaktion i immunforsvaret, som kan føre døden med sig. Her ligger muligvis også nøglen til forståelsen af, hvorfor unge mennesker var de mest udsatte. En meget stor del af de døde var i aldersgruppen 20-40 år.

Da det i nyere tid lykkedes for forskere at rekonstruere influenzavirus fra 1918, udførte de forsøg på gnavere.

Det viste sig, at dyrene kunne befinde sig i bure med en meters afstand og alligevel smitte hinanden. Influenzaen havde i 1918 flyttet sig fra fugle til mennesker, muligvis med svin som mellemstation. Den var i stand til at smitte videre fra menneske til menneske, og den var altså uhyre smitsom.

Med andre ord: Den spanske syge slog ud på alle parametre som en sygdom, der kunne udvikle sig til en pandemi.

I efteråret 1918 syntes epidemiens anden bølge ustoppelig. I Randers havde en lokal læge en rystende oplevelse, da han kom ud til en afsidesliggende gård. I sovekammeret lå to børn døde af spansk syge i en seng, og ved siden af dem lå forældrene og kæmpede mod døden. Ude i køkkenet lå gårdens unge karl død.

Han havde forsøgt at hjælpe de andre og var selv blevet smittet.

MANGE STEDER FØRTE FESTER OG ANDRE STORE forsamlinger til en eksplosiv spredning af sygdommen. I Gudumholm sydøst for Aalborg kunne en læge berette om »seks unge koner, der havde danset hele natten, og som alle blev syge«.

Senere kunne omtrent 50 tilfælde spores tilbage til samme begivenhed. Et lignende tilfælde viste sig ved en bryllupsfest på Samsø. Her havde folk ifølge lægen »festet, som var der fred og ingen fare«.

To-tre dage senere lå 22 syge. Fire af dem døde.

På Lolland havde et foreningsbal i Nakskov ført til 50 sygdomstilfælde, mens 13 var blevet smittet ved et guldbryllup. Flere i en menighed var efter sigende blevet syge, efter at præsten havde hostet ud over dem. Og på Thurø ud for Svendborg inviterede man en aften til bal i det lokale forsamlingshus. Næste dag lå 50 øboer syge.

  • Tåsinges læge Poul Madsen kæmpede en brav kamp mod den spanske syge, da andenbølgen ramte i vinteren 1918-19. Medicisk Museion.

På Tåsinge sled Poul Madsen sig rundt for at hjælpe alle de syge. Og så satte vinteren ind: »Sneen faldt tungt, og vinden fik den til at fyge, så der blev dannet store snebanker på vejene. Hesten kunne ikke komme igennem«, fortalte han.

Han måtte bygge sin gig om til en kane, men øens hovedvej var sneet til og helt ufremkommelig. I stedet lod han hesten trække kanen ud over markerne og orienterede sig efter markskellene. De var markeret med pinde, der stak op over sneen og havde små bundter hø eller grene fæstnet i toppen.

»Selv her var sneen nogle steder for dyb for hesten, og jeg måtte stå af og trække den frem«, huskede Poul Madsen.

Han lod sine to heste tage tørn på skift. Ofte tøede det om aftenen, men frøs igen om natten, og det gjorde øens små veje spejlglatte, når lægen skulle rykke ud.

»Jeg måtte gå ned i stalden og hamre søm i hestenes hove, så de ikke skøjtede rundt på isen. Der var ingen elektricitet på øen, så jeg stod der og hamrede løs i lanternens skær. En af hestene hadede det så meget, at jeg stort set ikke brugte ham om aftenen den vinter. Den anden var mere tålmodig, så hun fik alle aften- og nattevagterne«, fortalte lægen.

FLERE AF POUL MADSENS KOLLEGER PÅ DE omkringliggende øer i Det Sydfynske Øhav gik selv ned med den spanske syge, og så måtte han tage over. I nogle tilfælde kunne patienterne sejles over af naboer i små motorbåde, men en del var for syge til at komme af sted på sådan en udflugt. Desuden var det på grund af verdenskrigen svært at skaffe brændstof.

Nogle gange måtte de syge derfor i stedet fragtes i robåde. Det krævede stærke mænd at få dem roet over til lægen, og for nogle var det umuligt. De var helt isoleret på de små øer, og når de havde brug for lægehjælp, måtte Poul Madsen af sted.

Han fik hjælpere til at sejle sig derover. Når han kom frem, var det ofte et hårdt syn, der mødte ham:

»På en ø, jeg kom til, lå alle folk syge i alle huse. 40 i alt. Det var virkelig slemt«.

Den spanske syge er ofte blevet kaldt en demokratisk epidemi, fordi den ramte høj som lav.

Kolera, tyfus og andre af historiens store dræbere havde groft sagt kunnet betegnes som fattigmandssygdomme. Enten havde de kun bredt sig blandt fattige, eller også havde det været nemt for det bedre borgerskab at flytte sig for epidemien, når den brød ud.

Under flere af de store pestepidemier havde konge, administration og adel forladt København. Selv lægerne kunne finde på at tage benene på nakken. Ifølge Lægeforordningen af 1619 havde læger ret til at bringe sig selv i sikkerhed, når en alvorlig epidemi brød ud.

»Man indså, at en pandemi var en global sundhedskrise, som skulle behandles på samfundsniveau«

Laura Spinney, videnskabsjournalist og forfatter

I 1918 KUNNE INGEN VIDE SIG SIKRE. Influenzaen ramte arbejdere på fabrikker og værfter og tjenestefolk på landet, men den slog også ned i samfundets øvre lag.

De berømte Kidde-brødre fra Vejle døde begge med få ugers mellemrum i epidemiens anden bølge. Aage Kidde var folketingsmedlem, mens Harald Kidde skrev romaner og var en af samtidens mest markante danske forfattere. I Spanien blev kongen og flere ministre syge, i Wien tog epidemien livet af maleren Egon Schiele, og på en herregård syd for Stockholm omkom den 29-årige prins Erik efter at være blevet smittet med den spanske syge.

Nok var man mere udsat, hvis man måtte bo i storbyens arbejderslum, men den spanske syge smittede på en måde, der gjorde, at ingen kunne føle sig sikre – heller ikke de rige.

At bevæge sig ud i det offentlige rum var som en omgang russisk roulette – for høj og for lav. Måske var man immun over for influenzaen, måske var man ikke. Og blev man smittet, var det igen vilkårligheden, der afgjorde ens skæbne. De fleste overlevede, men når man lå og gispede efter vejret, havde man ingen anelse om, hvorvidt man ville overleve eller dø. Man kunne ikke gøre andet end at bede til de højere magter. På den måde vedkom epidemien alle.

Og netop her ligger måske nøglen til forståelsen af en af de vigtigste forandringer, den spanske syge førte med sig. Det mener den britiske videnskabsjournalist og forfatter Laura Spinney, som i 2018 skrev bogen ’Pale Rider’ om den spanske syge:

»Hvis sundhedsmyndighederne lærte noget af pandemien, så var det, at individet ikke længere kunne holdes ansvarligt for at blive smittet – og at det heller ikke var en løsning blot at isolere disse individer«, skriver hun.

SPINNEY PEGER PÅ, AT TIDEN EFTER den spanske syge førte et interessant skifte med sig, når det gjaldt folkesundhed. En række landes regeringer indså nu for alvor fornuften i at opbygge et stærkt offentligt sundhedsvæsen. Det handlede ikke kun om et fromt, filantropisk ønske om at hjælpe de svagest stillede, men også om sund fornuft på samfundsniveau. For når en pandemi ramte med så voldsom kraft, som den spanske syge havde gjort i 1918, kunne det tvinge hele samfund i knæ og koste dyrt.

Tusinder eller millioner af syge på samme tid kunne få enorme konsekvenser, også for økonomien. Derfor gav det mening at få opbygget et offentligt sundhedsvæsen, som var tilgængeligt for alle, så man i fremtiden kunne afbøde effekten af lignende katastrofer. Laura Spinney skriver:

»Det gav et vigtigt boost til offentlige sundhedssystemer, som ingen lande ellers hidtil for alvor var begyndt at organisere. Pandemien var med til at føre t