MAN SKULLE UMIDDELBART TRO, at epidemier altid har plaget menneskeheden. Men epidemien er faktisk et relativt nyt fænomen i menneskets historie.
Mennesket er den mest invasive nulevende art på Jorden og opfører sig ofte, som om naturens ressourcer først og fremmest skal bøjes efter artens behov. Overalt på Jordens overflade har mennesker trådt en sti, og biodiversiteten er under så stort et pres, at man er begyndt at tale om Jordens sjette masseuddøen.
Den femte masseuddøen var dinosaurernes udslettelse efter et meteornedslag. Den sjette, som vi oplever nu, tilskrives altså menneskets rovdrift på naturen. Måske er det netop en pandemi som covid-19, der åbner vores øjne for, at ændringer i biodiversiteten i form af ensretningen af dyre- og plantebestand kan give mennesket problemer. Klimaændringer er allerede en alvorlig konsekvens, men det er flere og voldsommere epidemier potentielt også.
Faktisk kan epidemiernes hyppighed historisk set kædes sammen med et markant skift i menneskets måde at udnytte naturen på. I det øjeblik, menneskene blev bønder og begyndte at forme naturen efter egne behov i stedet for at leve på naturens nåde, inviterede de også sygdomsfremkaldende mikrober indenfor.
Hvis vi træder et langt skridt tilbage i menneskets forhistorie, til dengang det hele begyndte, så får vi et bedre overblik over, hvorfor den teknologiske udvikling, befolkningstilvækst og komplekse civilisationer i sidste ende også gjorde mennesket så udsat og sårbart over for epidemier og mikrobernes hærgen.
Bliv abonnent på Politiken Historie
...og få adgang til hele artiklen og meget mere!
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her
