Bøndernes forbandelse

MAN SKULLE UMIDDELBART TRO, at epidemier altid har plaget menneskeheden. Men epidemien er faktisk et relativt nyt fænomen i menneskets historie.

Mennesket er den mest invasive nulevende art på Jorden og opfører sig ofte, som om naturens ressourcer først og fremmest skal bøjes efter artens behov. Overalt på Jordens overflade har mennesker trådt en sti, og biodiversiteten er under så stort et pres, at man er begyndt at tale om Jordens sjette masseuddøen.

Den femte masseuddøen var dinosaurernes udslettelse efter et meteornedslag. Den sjette, som vi oplever nu, tilskrives altså menneskets rovdrift på naturen. Måske er det netop en pandemi som covid-19, der åbner vores øjne for, at ændringer i biodiversiteten i form af ensretningen af dyre- og plantebestand kan give mennesket problemer. Klimaændringer er allerede en alvorlig konsekvens, men det er flere og voldsommere epidemier potentielt også.

Faktisk kan epidemiernes hyppighed historisk set kædes sammen med et markant skift i menneskets måde at udnytte naturen på. I det øjeblik, menneskene blev bønder og begyndte at forme naturen efter egne behov i stedet for at leve på naturens nåde, inviterede de også sygdomsfremkaldende mikrober indenfor.

Hvis vi træder et langt skridt tilbage i menneskets forhistorie, til dengang det hele begyndte, så får vi et bedre overblik over, hvorfor den teknologiske udvikling, befolkningstilvækst og komplekse civilisationer i sidste ende også gjorde mennesket så udsat og sårbart over for epidemier og mikrobernes hærgen.

Menneskets tid på Jorden udgør nemlig kun et øjeblik sammenlignet med de ældgamle mikroorganismers – de har befolket Jordens ufremkommelige afkroge i milliarder af år. Og livet, som vi kender det i al sin kompleksitet, er vokset ud af nogle små og smarte organismer, som fortsat lever i bedste velgående.

MENNESKET HAR VÆRET JÆGER, FISKER OG samler i størstedelen af sin tid på Jorden, og derfor strækker jægerstenalderen sig, groft sagt, fra de første menneskearter for omtrent 3,4 millioner år siden begyndte at bruge redskaber af sten, og helt frem til at landbrugspionerer i Mellemøsten for omtrent 11.000 år siden blev bønder.

Derefter kalder man den sidste del af stenalderen for bondestenalderen. Men så bliver det lidt mere kompliceret, fordi agerbruget kun gradvis bredte sig til Europas, Nordafrikas og Asiens fjernere områder, mens det også, uafhængigt af Mellemøsten, opstod i andre dele af verden.

I Danmark blev størstedelen af befolkningen først bønder for 6.000 år siden, og periodeopdelingen varierer dermed en del alt efter geografien.

Før mennesket begyndte at dyrke jorden, nåede klodens samlede befolkning næppe over 10 millioner mennesker – det er færre, end den kinesiske storby Wuhans befolkning udgør i dag – og det havde stor betydning for de sygdomme, som de pådrog sig – og sygdommenes evne til at brede sig.

FRA MIKROBERNES PERSPEKTIV ER sygdommene resultatet af en evolutionær proces, præcis på samme måde som mennesket er. De udvikler sig og forsøger konstant at finde værter, der opfører sig på en sådan måde, at de spreder mikroberne hurtigst og mest effektivt. Derfor er det de mikrober, der har den mest effektive spredningsstrategi, som overlever.

Det er simpel matematik, og det handler om at få værten til at smitte flest mulig andre, der dermed sørger for, at sygdommene spredes videre igen. Værterne skal mangedobles, for at mikroben kan holde sig i live. Derfor går det ikke, at værterne holder sig fra hinanden.

Mange symptomer på sygdom er egentlig bare måder, hvorpå mikroberne sikrer sig, at deres afkom spredes, og de har over tid udviklet mange forskellige strategier til at brede sig mellem mennesker, mellem dyr og fra dyr til mennesker eller den anden vej rundt. Den letteste måde er at vente på, at andre æder én, som f.eks. salmonellabakterien i dårligt tilberedt kylling eller parasitterne i rå fisk gør.

Lidt mere komplicerede smittemønstre kræver mellemmænd i form af små insekter som lopper, lus og myg, der spreder pest, plettyfus og malaria. De ændrer vores kropsfunktioner, så de selv får optimale livsbetingelser. Derfor giver salmonellabakterien diarré, og influenza har en tendens til nysen og hoste. Det kan man fra et evolutionsbiologisk synspunkt ikke klandre dem for, det er bare en del af deres spredningsstrategi.

Små jægergrupper var derfor ikke i samme omfang ofre for epidemier, da der simpelthen ikke var mennesker nok til at opretholde sygdommene.

DET VAR ET AFSLAPPENDE OG UBEKYMRET LIV at være samler og jæger. Man levede fra dag til dag og tog gladelig for sig af det, som naturen havde at byde på. Det var en behagelig livsstil, og det er en af grundene til, at vi mennesker har levet som jægere og samlere i omkring 95 procent af vores tid på Jorden. I et område med mange dyr og spiselige planter kunne samlerne og jægerne nøjes med at arbejde omkring tre timer om dagen på at skaffe mad. Resten af tiden gik med at slappe af, flette kurve og hygge sig.

Men der var også en bagside af det ellers så ubekymrede jægerstenalderliv. Man var prisgivet sulten, hvis klimaforholdene eller dyrenes migrationsmønstre ændrede sig radikalt, da man ikke havde strategier for oplagring af mad.

Landbruget var derfor logisk set et klogt valg, for meget lidt af klodens samlede biomasse er faktisk egnet til menneskeføde.

Det kan der være mange grunde til. Planterne og dyrene kan simpelthen være uspiselige – som træer og diverse blade, der udgør den største del af biomassen på Jorden. De kan være giftige som visse svampe, frøer og bær. De kan også have et for lavt kalorieindhold i forhold til indsatsen for at fange dem, som det for eksempel er tilfældet med vandmænd, de kan være svære at indfange som for eksempel insekter eller bare farlige og ikke besværet værd at jage, som f.eks. flodheste.

VED AT UDVÆLGE OG FORÆDLE DET, man kunne lide at spise, fik mennesket en klar evolutionær fordel.

Menneskets landbrugsprodukter udgør i dag af samme grund 90 procent af biomassen på en opdyrket hektar jord frem for de tilsvarende gennemsnitlige 0,1 procent, naturen kunne byde på i jægerstenalderen. På den måde har mennesket formået at øge antallet af kalorier per hektar betragteligt og dermed også fødegrundlaget for en større befolkning.

Markerne kunne pludselig brødføde langt flere bønder og altså generere meget mere mad, end samlerne kunne skaffe på et tilsvarende areal. Det betød også, at der var mad til at understøtte flere børnefødsler per bondekvinde end per samlerkvinde. Bøndernes højere indtag af kalorier, stabile fødekilder og bofasthed gav simpelthen kortere fødselsintervaller.

En kvinde i den fødedygtige alder kunne i bondesamfund i snit få et barn hvert andet år, hvor en samlerkvinde blev mor omtrent hvert fjerde år. Man skal ikke være et matematisk geni for at regne ud, at bondebefolkningen i antal hurtigt oversteg stenalderens jægere og samlere.

ET AF DE ALLERFØRSTE STEDER, mennesker tog fat på en kontrolleret fødevareproduktion, var Mellemøsten i det område, der går fra det sydlige Tyrkiet over Palæstina og i retning af Irak, som også populært kaldes ’den frugtbare halvmåne’. Under den seneste istid var området frodigt, grønt og frugtbart og langtfra det tørre landskab, vi kender i dag.

For omkring 11.000 år siden smeltede alle de landbrugselementer, som var opstået i forskellige områder i mindre skala, sammen og blev en voldsomt effektiv teknologisk og social motor i form af afgrøder, husdyr, landbrugsredskaber og landsbyer til at opbevare såvel arbejdskraft som fødevareoverskud.

Men agerbrugsrevolutionen var ikke én lang succeshistorie. De fysiske ulemper ved at arbejde i marken stod i kø for bønderne i forhold til livsvilkårene for jægere og samlere. Menneskets krop er ikke skabt til hårdt fysisk markarbejde fra morgen til aften. Tunge løft og umage kropsstillinger førte til moderne folkesygdomme som diskusprolaps, gigt og brok.

Den ensformige kost fra kornet medførte blandt andet vitamin- og proteinmangel, nedsat immunforsvar og tandsygdomme. Prisen for, at bønderne fik bugt med den vilde natur ved at omdanne den til menneskeskabte kulturlandskaber, var flere individer med svagere helbred og lange opslidende og kedelige arbejdsdage. Dertil kom, at det nedsatte immunforsvar ovenikøbet blev angrebet af nye sygdomme.

MENNESKETS HUSDYR HAR I DAG EN HELT UTROLIG udbredelse på bekostning af de vilde dyr, som ikke lod sig tæmme. Hønen er for eksempel den mest udbredte fugl, der nogensinde har eksisteret. Bestanden tæller i dag mere end 25 milliarder på verdensplan, men uden menneskets hang til grillstegt kylling, tarteletter og hønsekødssuppe ville allerhøjst et par millioner høns hakke rundt et sted i Asien.

Den intensive avl af udvalgte dyr betød kort fortalt mere mad. Mere mad førte til større og tættere befolkningsgrupper, som i sidste ende udviklede bofaste samfund. Ud fra de samfund voksede politisk centraliserede, socialt lagdelte, økonomisk komplekse og teknologisk innovative samfund, hvor man levede tæt sammen med sine husdyr. Med tiden blev de ekstra sårbare over for epidemier.

De sygdomme, som skaber epidemier blandt mennesker, er nært beslægtet med sygdomme, som rammer vores husdyr og kæledyr. Men epidemierne blandt dyrene kræver også store sociale populationer, som lever tæt sammen. Så da mennesket tæmmede de sociale flokdyr, bl.a. kvæg og grise, var de allerede angrebet af epidemier, som bare ventede på at blive overført til mennesker, der begyndte at leve tæt sammen.

Mæslinger minder for eksempel meget om kvægpest, og derfor tror mange forskere, at kvægpesten på et tidspunkt er blevet overført til mennesker, hvor virussen muterede og tilpassede sig den nye vært. Og mæslinger er ikke den eneste sygdom, som mennesket har fået fra husdyrene.

Bønderne boede tæt på deres dyr under uhygiejniske forhold. De opholdt sig tit under samme tag, tæt på koens afføring, urin, blod og spytfyldte prust. Derfor blev de første bønder konstant bombarderet med mikrober. Det resulterede ud over mæslinger i kopper og tuberkulose fra kvæg samt influenza fra grise og fugle.

Sygdommene er tydeligvis led i den samme evolutionære proces, som alle andre levende organismer på Jorden gennemgår. Mikroberne tilpasser sig via naturlig selektion hele tiden nye værter, for eksempel mennesker. Derfor er sygdommene aldrig statiske, men ser ud til at følge menneskets udvikling fra jægerstenalderen til de efterfølgende mere komplekse civilisationer med stor tilpasningsevne.

DESVÆRRE, FOR DERES SUCCES HAR GENNEM historien kostet i hundredvis af millioner af menneskeliv. En af de mest dødbringende sygdomme kommer dog ikke fra husdyrene, men fra gnavere og deres lopper, og så er vi tilbage ved den svenske kvinde, der døde for 5.000 år siden. Der er nemlig en sammenhæng mellem agerbruget og de første spor af den lille ubehagelige bakterie Yersinia pestis, som er en af de bakterier, der har allerflest liv på samvittigheden. Det opbevarede korn i bondehusene tiltrak mus og rotter i stor stil og dermed også deres sygdomme – som tilbagevendende har hærget menneskeheden i tusindvis af år.

Da menneskene blev bofaste bønder frem for at leve i små mobile nomadeflokke som i jægerstenalderen, inviterede de sygdommene indenfor – i form af virus- og bakterieinfektioner, som bredte sig via nys eller loppebid. Den tæthed, stenalderbønderne fik med hinanden og nyttedyrene, satte en proces i gang, hvor epidemier fik optimale betingelser. Hyppige sygdomsudbrud var med andre ord en utilsigtet bivirkning ved, at menneskene blev bønder og opbyggede større samfund.

Afføring, spyt og blod fra mennesker og dyr blandede sig der, hvor fødevareproduktionen foregik, og smitten bredte sigtil andre landsbyer, der var forbundet via handel. Det muliggjorde, at sygdomme fra tætbeboede områder hurtigt greb om sig.

I de første store byer, som opstod i oldtidens Mellemøsten for knap 6.000 år siden, fik de pludselige sygdomsudbrud blandt dyr og mennesker slet og ret betegnelsen ’den store massedød’. Siden har epidemierne været en fast del af verdenshistorien med coronakrisen som den seneste påmindelse om, at usynlige mikrober er blandt menneskehedens største fjender.