Der kom en tid efter pesten

AGNOLO DI TURA, en lokal og lettere overvægtig skomager og skatteopkræver, oplevede omvæltningerne på nærmeste hold.

»Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde for at fortælle om disse dage, og det er ikke muligt i et menneskeligt sprog at berette om den forfærdelige hændelse«, indleder han sine erindringer.

For ikke et hjem gik ram forbi, heller ikke hans eget. Han tog afsked med familiemedlemmerne et efter et.

»Og jeg, Agnolo di Tura, kaldet ’den fede’, begravede mine fem børn med mine egne hænder«.

Som Sienas øvrige indbyggere anede den chokerede skomager ikke, hvad det var for et onde, der havde ramt hans by. Sorg, angst og smerte stod mejslet i ansigterne overalt i gadebilledet, mens sygdommen åd sine ofre med en tilsyneladende umættelig grådighed.

Nætterne blev taget i brug til at grave dybe huller ud for alle byens kirker, indtil man nåede vandspejlet, og Agnolo di Tura fortæller, hvordan man væltede de døde ned i massegravene om morgenen lagvis og med lidt jord imellem, »som når man laver lasagne med lag af pasta og ost«.

DE ØVERSTE BLEV KNAP DÆKKET med jord og snart trukket op igen af løse svin og sultne hunde, der mæskede sig i bløddelene, inden de selv faldt om, som havde de spist gift.

Sygdommens øjensynlige evne til at springe fra syge til sunde var skræmmende og forvandlede frygt til rædsel. Naboer, der altid havde hilst på hinanden, sænkede pludselig blikket og undgik kontakt, og folk, som ellers var optaget af deres slægtninges velbefindende, holdt sig på behørig afstand.

»Fædre forlod børn, hustruer deres mænd, den ene bror den anden«, skriver Agnolo di Tura, »for sygdommen syntes at smitte gennem ånde og det blotte syn«.

Han var vidne til et samfund i total opløsning. De byldebefængte lig hobede sig op på gadehjørnerne uden nogen til at begrave dem, klokkerne holdt op med at ringe, og desperation blev til skuldertræk og tørre tårer. Det var, som om folk affandt sig med, at ingen ville overleve.

Enkelte indbyggere kastede sig ud i overdådige fester og seksuelle eskapader for at få de allersidste fornøjelser med, når de alligevel skulle dø. Andre tog del i optog, hvor de piskede sig selv og påtog sig menneskehedens synder for at gøre den straffende Gud i bedre humør. Atter andre satte efter samfundets minoritetsgrupper, især jøderne, som de mente var pestspredere og ude på at overtage verdensherredømmet. Dagligdag var blevet til dommedag.

EFTER TRE MÅNEDERS UOPHØRLIG hærgen slap ondet langt om længe sit tag i Siena. Men kun for at fortsætte sit ridt andre steder på kontinentet. Da de første spor af et dagligdags liv i løbet af august igen lod sig ane i Sienas mennesketomme gader, kunne man så småt gøre boet op. Af byens over 40.000 indbyggere var kun de 14.000 tilbage.

Bedre så det ikke ud i andre dele af Europa. Op mod halvdelen af befolkningen mistede livet, alt handelsmæssigt samkvem lå stille, og forude ventede tider med hungersnød, da alle jo havde travlt med at redde sig selv i stedet for at høste kornet.

Den Store Pestilens eller slet og ret pesten er de betegnelser, man i samtiden anvendte om det onde, der ramte i de år. Ordet pest betød egentlig bare sygdom, men tabene var så omfattende, at de kom til at definere synet på, hvad pest er for en størrelse. Det blev simpelthen synonym for den byldepest, som var kommet hertil fra Asien, og som bredte sig op gennem Europa med et bakteriefyldt loppebids fart. Først mange år senere fik fænomenet det populære tilnavn Den Sorte Død efter den skygge, som tidens fortrædeligheder lagde over tilværelsen.

Agnolo di Tura var bare en af de mange, der måtte forsøge at finde en mening med prøvelserne og begynde på en frisk. Han stiftede ny familie og fastholdt mindet om den gamle ved at nedskrive sine erindringer om den begivenhed, som forandrede verden omkring ham.

Det, der fulgte, var nemlig en total omformning af livet, som man kendte det. Tingene blev ikke nødvendigvis værre, men de blev anderledes. Folk var døde fra enorme formuer, mens andre, der intet ejede, pludselig arvede en og blev ualmindelig velstående. Samtidig faldt ejendomspriserne, fordi der ikke var mennesker nok til at bebo alle de ledige boliger, og det gav pludselig plads til dem, som aldrig havde turdet drømme om egen bolig, mens arbejdsstyrkens akutte indskrænkning førte til lønningernes himmelflugt.

De store tabere var kirken og adelen, der mistede anselige skatteindtægter og ikke kunne betale nogen for at arbejde for sig, fordi alle havde nok i den efterladte luksus. Statsoverhoveder overalt i Europa udstedte love og dekreter i desperation efter at bremse skadevirkningerne.

Uden nogen effekt. Så skal man finde et positivt aspekt ved det forhold, at millioner af voksne og børn betalte med deres liv, så er det, at pesten for en stund udjævnede middelalderens ellers uoverstigelige skel mellem rig og fattig.

RUNDTOMKRING I LANDSKABET FORFALDT tusindvis af tomme og spøgelsesagtige landsbyer for aldrig siden at genopstå. Markerne groede til og blev taget ind som brakmarker og overdrev, hvor nabobyernes kreaturer så kunne boltre sig. Da dyrene kunne passe sig selv, krævede det langtfra det samme mandskab som at dyrke korn, og derfor begyndte mange at omlægge produktionen, så der blev drevet kvægavl i et omfang, som aldrig havde kendt sin mage.

Det skabte nye eksportmarkeder og nye madtraditioner, men først og fremmest nye generationer af selvstændige bønder, som var herrer i deres eget liv.

Det viste sig snart, at denne pestplage ikke var nogen enkeltstående begivenhed. Alene i England registrerede man 17 udbrud mellem 1348 og 1480, og pesten gik især på strandhugst blandt landets yngste medborgere. Det vil sige alle dem, som ikke før havde oplevet et udbrud, og hvis krop ikke rummede tilstrækkelig modstandskraft.

Den tilbagevendende plage satte skub i den moderne lægekunst, efterhånden som de lærde medicinere indså, at sygdomme var fænomener, man var nødt til at nærstudere, hvis man ville dem til livs. For noget tydede jo på, at det ofte var dem, der kom i berøring med syge, som blev smittet, og dermed kunne sygdommen ikke bare være en gudsstraf, der ramte de mest syndige. Det betød noget, hvad man selv gjorde.

DE ITALIENSKE HAVNEBYER BEGYNDTE mere systematisk at lukke, når de blev ramt. Myndighederne forlangte, at alle fremmede skibe holdt sig på afstand og ventede, uden at nogen gik fra borde, i 40 – quaranta – dage. Deraf det danske ord karantæne. Det stemte overens med den tid, som det tog, fra pesten bed sig fast, til den var overstået igen.

Forholdsreglerne stoppede måske ikke pesten, men de bremsede den, og derfor bredte de sig i pestens kølvand og blev startskuddet til de første europæiske epidemilovgivninger. Pestepidemierne dannede også forudsætning for moderne affaldsbehandling, hvor skidt ledes ud af byerne i stedet for at hobe sig op i gaderne, og for regler for korrekt begravelse af de døde.

Indsigten førte også til, at lægerne mere systematisk sprættede lig op for at forstå kroppens bestanddele. Det gudskabte menneske blev på den måde reduceret til en biologisk genstand, som kunne observeres, måles, vejes og kategoriseres på lige fod med andre genstande. Samtidig lykkedes det lægerne at lokalisere smittekilder og forebygge sygdomme, og det gav dem en vis autoritet.

Og den slags har det med at, nå ja, smitte. Nogle gik på opdagelse i universets øvrige mangfoldighed med stjernekikkerter og mikroskoper, mens andre sejlede ud på verdenshavene for at se, hvad der befandt sig på den anden side af horisonten – alt det, der danner baggrund for renæssancen, oplysningstiden og den europæiske ekspansion.

TIMEINDDELINGEN GJORDE DET NEMLIG MULIGT at udnytte dagen mere effektivt, fordi folk kunne møde på klokkeslæt, arbejde koordineret, på akkord og i treholdsskift. Alt sammen noget, der effektiviserede samfundet og medførte højere produktivitet og øget rigdom.

Uret var ifølge Karl Marx verdens første maskine, og det er da heller ikke noget problem at finde historikere, som i hans kølvand har hævdet, at det er med opfindelsen af uret, man finder begyndelsen på den europæiske industrialisering.

Den Sorte Død kom selvfølgelig også til udtryk i samtidskunsten. Oppe i Nordeuropa samlede interessen sig om døden, som kom til udtryk i valget af mørke toner og dystre motiver. Den hollandske maler Hieronymus Bosch udpenslede med særlig ildhu og detaljerigdom mennesket omgivet af Helvedes kogende svovlsøer og lig gennemboret af orme og maddiker.

Den slags mindede beskueren om, at den menneskelige lykke er et tyndt lag fernis over et brændende inferno. Ikke uden grund var tidens mest yndede motiv den såkaldte ’danse macabre’ – dødedansen – med dens festende skeletter.

MELANKOLIEN BLEV KUN BESTYRKET af kirken, hvor de evindelige påmindelser om dommedags snarlige komme gjorde det lettere at holde på tilhængerskaren og få den til at lægge lidt kontanter. Donationerne fandt vej til arkitekturen, hvor den mørke gotiske stilart blev den foretrukne i forbindelse med opførelse af nye kirker og katedraler, som skulle mildne Herrens vrede.

Men kristendommen havde mistet sit monopol på sandheden. Syd for Alperne gav oplevelserne medvind til tænkere, som udfordrede kirkens læresætninger. Først og fremmest i Firenze. Florentinerne havde benyttet de kaotiske tilstande til at sætte sig på magten i Siena, hvor de straks afbrød fuldførelsen af den mægtige katedral og indkasserede skatteindtægterne for i stedet at gøre deres egen hjemby til kernen i Europas nye åndelige centrum.

De florentinske forfattere som Giovanni Boccaccio og Francesco Petrarca havde også oplevet pesten, men var fulde af optimisme, fordi mennesket havde overlevet dommedag ved egen kraft. Det var da også Petrarca, der fandt på begrebet ’den mørke middelalder’ om det samfund, man lod tilbage, og hvor alt var lagt i hænderne på Vorherre.

Han genoptrykte også klassiske tekster, som skulle inspirere til en fremtid, hvor mennesket tog skæbnen i egen hånd. De arkitekter, som opførte videnskabens nye katedraler, fandt på samme måde inspiration i gammel græsk byggetradition og gjorde søjlerne til selve symbolet på renæssancen og det oplyste menneske.

Alt det forstod Agnolo di Tura formentlig ikke meget af, og alligevel fornemmede han, at de mennesker omkring ham, som havde set døden i øjnene, levede mere frit og i pagt med deres egne ønsker, og ikke efter hvad herremanden og kirken dikterede.

»Ingen afholdt sig fra at gøre hvad som helst«, sammenfattede han sine observationer.

Den Sorte Død var ikke bare en meningsløs naturkatastrofe, men ændrede verden radikalt. Den undergravede kirkens autoritet og lagde grunden til de videnskabelige, teknologiske og filosofiske landvindinger, som vi nutidsmennesker bygger videre på og er fortrolige med. En ny tid var født.