Politikere fra Venstre har før stiftet nye partier. Heldet har varieret.

Artiklen er i anledning af valget til Folketinget opdateret 25. oktober 2022.

Liberalt Centrum ville bygge bro hen over midten i dansk politik

»Det danske samfund er blevet en enhed uden afgørende skel mellem befolkningsgrupperne. De væsentlige politiske spørgsmål bør derfor kunne løses i samarbejde.«

Sådan lød det i partiprogrammet, da midterpartiet Liberalt Centrum så dagens lys i oktober 1965.

Initiativtagerne var en kreds omkring den tidligere finansminister Thorkil Kristensen, som allerede fem år tidligere havde meldt sig ud af Venstre i frustration over partiets skattepolitik. Selv gik han ikke med i partiet, men det gjorde folketingsmedlemmerne Niels Westerby og Børge Diderichsen, der var blevet ekskluderet af Venstre for at have ført forhandlinger med den siddende S-regering uden ledelsens vidende.

De to ville være hverken være opposition eller støtteparti, men blev alligevel en del af regeringens parlamentariske grundlag, Selvom partiet fik 2.5 pct. af stemmerne og fire mandater ved Folketingsvalget i 1966, mistede det sin betydning og røg to år senere ud ved det følgende valg.

Knud Kristensens soldater var hardcore liberalister

De Uafhængige var bestemt ikke et midterparti.

Vestjyden Knud Kristensen havde haft en hård tid som statsminister 1945-47, bl.a. fordi hans holdning til det slesvigske spørgsmål gik mod partilinjen. I 1953 forlod Venstre-formanden i protest mod den nye grundlov, som afskafferede Landstinget, og han dannede De Uafhængige, hvis erklærede mål var at ruske op i de borgerlige, og i partiprogrammet lød det:

»Der indtages en mere fast Holdning i Forhandlingerne med andre Partier, saa der ikke handles ud fra Princippet: Hellere et daarligt Resultat end intet Resultat. At følge dette Princip er nemlig ensbetydende med, at man borthandler de Ideer, hvorpaa man har vundet sine Vælgeres Tilslutning og Stemmer.«

Partiet var tæt på at komme i Folketinget i 1953, men kom først over spærregrænsen med seks mandater under parolen »Stop Staten - Styrk Folket« i 1960, og da var den aldrende Knud Kristensen ude af billedet. I 1966 røg det ud.

I 1973 blev fire medlemmer fra De Uafhængige valgt ind i Folketinget på grund af et listesamarbejde med Fremskridtspartiet, men ved det følgende valg godt et år senere var samarbejdet ophørt.

Radikale Venstre blev født af venstrebevægelsens interne stridigheder

Den mest sejlivede udbrydergruppe er Radikale Venstre, som blev dannet af utilfredse venstrefolk i 1905.

Anledningen var især antimilitarismen, og partiprogrammet lød, at forsvarets opgave var som »Grænse- og Søpolitivagt at varetage Landets Neutralitetspligter. Militærudgifterne nedbringes til, hvad dette Formaal nødvendigt kræver.«

Et andet mål var at sikre husmænd »en økonomisk selvstændig Tilværelse« med jordlodder fra stat eller kommune og at mindske social ulighed gennem »planmæssig social Reformlovgivning«.

En række folketingsmedlemmer fra Venstre fulgte hurtigt med , og året efter oprettelsen vandt Det Radiale Venstre ni af 113 mandater i Folketinget, mens partilederen Carl Theodor Zahle i 1909 blev konseilspræsident, som statsministeren blev kaldt dengang.

Partiet har siden sikret sig stor indflydelse i samarbejder til både højre og venstre, men de seneste årtier har partiet været tættest knyttet til Socialdemokratiet. Det er snarere værdipolitik end statslige udgifter, der blokerer for et parløb med det gamle moderparti.