Tamilsagen var den femte rigsretssag i historien

I KORRIDORERNE BLEV NINN-HANSEN ligefrem omtalt som en farlig minister af den højt ansete departementschef Niels Madsen, der siden 1968 havde rådgivet justitsministre, men nu var på vej på pension.

I Sri Lanka fortsatte borgerkrigen imidlertid (den sluttede først i 2009), og sagerne i Danmark hobede sig op. Mange af dem manglede blot den sidste underskrift.

Snart klagede tamilske flygtninge til Folketingets Ombudsmand over ministeriets nølen, der tusindvis af kilometer væk kostede menneskeliv. Helt konkret kom drabet af to kvinder, der burde være blevet familiesammenført med deres mænd i Danmark, til offentlighedens kendskab i 1988.

Den tidligere formand for Dansk Flygtningehjælp Hans Gammeltoft-Hansen var nu blevet ombudsmand og skulle holde øje med, om statens forvaltning i praksis fulgte gældende lov.

Han tog derfor 141 sager om familiesammenføring op til revision.

Herfra begyndte tamilsagen under intens mediebevågenhed for alvor at udfolde sig mellem de to noble herrer, ’flygtningevennen’ Gammeltoft-Hansen og den ærekære politiske strateg Ninn-Hansen.

I REGERINGEN FORNEMMEDE MAN, at en politisk skandale var under opsejling, og statsminister Poul Schlüter var tvunget til at handle, før ombudsmandens rapport i foråret 1989 skulle udkomme.

Derfor fik Ninn-Hansen i januar 1989 byttet sin ministertaburet ud med den prestigefyldte post som formand for Folketinget, mens den politisk uerfarne historiker H.P. Clausen indtog Justitsministeriet.

Manøvren skulle imødegå den forventede kritik, samtidig med at H.P. Clausen i al hast færdigbehandlede de sager, Ninn-Hansen havde syltet.

1. marts 1989 forelå så ombudsmandens rapport. Den karakteriserede ministeriets forvaltning som »overordentligt kritisabel«, men ikke direkte ulovlig, hvilket igen åbnede muligheden for, at en domstol senere definitivt kunne afgøre sagen. De, der fulgte sagen, fortolkede dog »overordentligt kritisabel« som en diplomatisk formulering af lovstridig.

Fra talerstolen i Folketinget udtalte statsminister Poul Schlüter 25. april de berømte ord: »Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet«.

Samtidig påtog statsministeren på regeringens og justitsministerens vegne sig ansvaret og erklærede, at sagen var tilstrækkeligt belyst, i håb om at den dermed kunne lukkes.

Men Socialdemokratiet og SF ville det anderledes. En dommerundersøgelse var i støbeskeen med støtte fra Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne, der i sommeren 1988 var trådt ud af regeringen og erstattet af Radikale Venstre.

SÅLEDES DANNEDES I OKTOBER 1989 et flertal uden om regeringen, og Ninn-Hansen blev frataget posten som Folketingets formand. Det var første skridt i detroniseringen ikke bare af den tidligere så højt estimerede forsvarsadvokat, justitsminister og folketingsmedlem siden 1953, men nu også af statsministeren og hele regeringen.

I begyndelsen af 1990 tilspidsedes debatten yderligere, da DR viste Alex Frank Larsens dokumentarfilm ’Blodets bånd’. Ninn-Hansen blev her angrebet direkte for sin lovstridige håndtering af flygtningenes rettigheder, der inkluderede ansvar for mordet på de to kvinder, som ikke fik behandlet deres ansøgning rettidigt af de danske myndigheder.

Ninn-Hansen selv havde afvist at medvirke i dokumentaren, men rasede over anklagerne og forlangte at få en halv time på live-tv, hvor han kunne forsvare sig i en debat med journalisten Alex Frank Larsen.

Hvad Ninn-Hansen dog ikke kendte til, var de 16 tykke ringbind med dokumentation, som Alex Frank Larsen medbragte til tv-debatten. Blandt dokumenterne fandtes blandt andet et hemmeligt mødereferat, der viste, at Justitsministeriet havde syltet familiesammenføringssagerne mod bedre vidende, idet man i ministeriet var advaret om tamilernes nødsituation i Sri Lanka.Debatten gik helt uhørt 12 minutter over tid, og DR’s generaldirektør kom efterfølgende til en kammeratlig samtale med Ninn-Hansen.

UNDER DEBATTEN HAVDE NINN-HANSEN anklaget Centrum-Demokraterne og deres leder, Mimi Jakobsen, for at være medskyldige i syltningen af sagerne om familiesammenføring, fordi hun havde foreslået at tage imod kvoteflygtninge i stedet for de afviste tamilere.

Påstandene gjorde Mimi Jakobsen så vred, at hun vendte sig mod sin tidligere regeringsleder. Hendes mandater tippede vægten og resulterede i et flertal for en tilbundsgående dommerundersøgelse.

Herefter resignerede Schlüter og sagde endda personligt til Mimi Jakobsen: »Jeg har holdt hånden over ham for længe«.

Dommerundersøgelsen blev nedsat i juli 1990 og blev ledet af højesteretsdommer Mogens Hornslet. Efter to et halvt år med 104 retsmøder og afhøring af 61 vidner kom den 6.000 sider lange rapport 14. januar 1993.

Konklusionen var klar: Ninn-Hansen handlede ulovligt, da han nedprioriterede sagerne om familiesammenføring. En rigsretssag var uundgåelig.

Senere samme dag meddelte Poul Schlüter for åben tv-skærm, at han og regeringen som konsekvens af rapporten trådte tilbage. I juni 1993 besluttede Folketinget ydermere, at det sidste søm skulle slås i kisten, ved for første gang i 85 år at indlede en rigsretssag.

Bl.a. på grund af sin høje alder og svækkede helbred blev 73-årige Ninn-Hansen af Rigsretten i 1995 kun idømt 4 måneders betinget fængsel for brud på ministeransvarlighedsloven. I mellemtiden var han blevet ramt af et slagtilfælde og var ifølge Rigsrettens domsbog mentalt svækket under retssagen. Han døde i 2014, 92 år gammel.