Note fra redaktionen: Jeanette Varberg fortæller i sin bestseller ’Viking – Ran, ild og sværd’ fra 2019 om den glemte danerkonge Godfred, der i begyndelsen af 800-tallet ved hjælp af sin effektive flåde øgede handlen i Øster- og Nordsøen og krævede sin ret i det nordlige Tyskland.
Godfred blev endda en trussel for selveste Karl den Store og var i 810 ved at erobre den tysk-romerske kejsers hovedby, Aachen.
Men sådan gik det ikke. Godfred afgik ved døden – angiveligt myrdet af sine egne – og nevøen Hemming indgik en fredsaftale med Karl.
Varberg skriver: »Havde Godfred levet længe nok til at følge sit angreb på Aachen op, så havde historien måske set helt anderledes ud. Og Godfred havde måske fået den plads i historiebøgerne, som han fortjener«.
Vi har bedt Jeanette Varberg fortsætte ud ad den tangent. For hvordan kunne historien faktisk have set ud, hvis ikke Godfred var død inden en erobring af Aachen?
GODFRED ER DEN FØRSTE BERØMTE VIKINGEKONGE, fordi han evnede at stoppe Karl den Stores fremmarch mod Skandinavien. Slaget ved Aachen kunne være gået over i historiebøgerne som det mest knusende nederlag for den aldrende kejser Karl den Stores ambitioner om at opbygge et nyt kristent storrige på ruinerne af det vestromerske rige, som var faldet godt 300 år forinden. Hvis altså ikke Godfred var blevet myrdet inden.
Godfreds hemmelige våben var flåden af teknisk overlegne vikingeskibe, som kunne sejle ned langs de forholdsvis ubeskyttede kyster og komme ind i landet via floderne. Kejseren undervurderede sin modstander, og det kunne i sidste ende have kostet ham livet og grebet om det nordlige Europa.
Karl fik først og fremmest tilnavnet ’den Store’ på grund af sine mange sejre på slagmarken i den periode, hvor han regerede det frankiske rige, et område, som stort set dækker over nutidens Vesttyskland, Frankrig og Belgien samt dele af Holland og Norditalien. I rigets årbøger er der kun noteret et enkelt år uden krig.
Han var ikke blot en formidabel krigsherre. Han formåede også med stor styrke og kløgt at fortsætte opbyggelsen af en indre magtstruktur og administration, som kunne understøtte en stærk hær og kongemagt.
I AACHEN I VESTTYSKLAND syd for nutidens Köln opførtes et paladskompleks med tronsal, beboelse og en for tiden imponerende kirke med importerede antikke romerske søjler. I samtiden blev hovedstaden ovenikøbet kaldt Nova Roma, og ambitionen var ikke til at tage fejl af: Karl den Store ville genskabe fortidens romerske imperium.
Hans længste og på mange måder mest ambitiøse militære ekspansion fandt sted mod nord og var rettet mod sakserne. De holdt til i nutidens Nordtyskland, og krigen begyndte i 772 og varede med vekslende intensitet helt til omkring år 804, hvor Karl sejrede og tvangsflyttede sakserne.
Mod forventning blev det danskerne [...] som først gik til angreb
Den lange strid var på ingen måde til danskernes fordel. Den påvirkede den blomstrende handel, som danskerne uden tvivl hentede en stor indtægt fra. Men vigtigst af alt: Sakserne havde før tvangsflytningen fungeret som stødpude mellem danskerne og den store ekspansive nabo mod syd. Da Karl den Store vandt over sakserne, stod han pludselig på danskernes dørtrin.
I Danmark var kong Sigfred på det tidspunkt en aldrende herre, og kejseren lagde nu pres på ham for at forhindre, at de slagne saksere søgte tilflugt her. Danskerne og frankerne indgik derfor i 804 en fredsaftale, men allerede året efter døde kong Sigfred, og sønnen Godfred blev konge.
DEN NYE KONGE var ikke venligt stemt over for frankerne og nægtede at udlevere de saksiske flygtninge. Det var et problem, for en stor del af den saksiske konges slægt var draget op til den danske konge efter frankernes erobring. De diplomatiske forbindelser mellem frankerne og danskerne nåede et lavpunkt.
Det hjalp heller ikke, at Godfred sandsynligvis anså Frisland langs nutidens nordsøkyst i Nordtyskland og Holland som sin provins og inddrev en form for skat eller tribut i området.
Karl den Store så til gengæld Frisland som en del af Frankerriget, og dermed blev endnu et stridspunkt føjet til konflikten mellem Godfred og Karl.
Det trak op til krig, og det må trods alt have fået den danske konge til at tænke sig om en ekstra gang. Godfred må have indset, at han ikke kunne hamle op med frankernes hær, som igen og igen havde sejret på de europæiske slagmarker.
MEN GODFRED BRUGTE DET VÅBEN, han kendte bedst: vikingeflåden.
På havet løb man ganske vist en kalkuleret risiko, og stormvejr, piratangreb og ukendte farer gjorde havet til et farligt område at bygge sin magt på.
Men med en flåde kunne selv et forholdsvis lille kongerige udgøre en betydelig trussel i et meget stort område og i nogle tilfælde forhindre de store kontinentale magters angreb.
Derfor må Godfreds beslutning om at mobilisere en flåde have været meget bevidst. Hans landhær var for svag til at vinde over Karl den Stores tropper på de nordtyske slagmarker. I stedet udnyttede han, at Karl ikke havde en stor flåde, og det viste sig at være den helt rigtige beslutning.
MEN INTENSIVERINGEN af de orkestrerede vikingeangreb på kysterne skræmte ikke Karl. Og han havde ikke i sinde at give afkald på Saksen som len i bytte for en fredsaftale med Godfred.
I stedet overlod han kontrollen over Saksen til abodritterne, et slavisk folkeslag, der kom fra et område omkring Mecklenburg i nutidens Nordtyskland. Ifølge munken Einhard inddrev Godfred skat fra abodritterne og havde øjensynligt planer om at blive ved med at gøre det samme i de frankiske provinser Frisland og Vestsaksen.
Med Karls beslutning om at flytte abodritterne ind i Saksen kunne Godfred indkassere et dobbelt nederlag og medfølgende ydmygelse. Han kunne se langt efter sine skatteindtægter, mens abodritterne, der havde stået i en form for tributbetalingsforhold til danernes konge, fik Saksen.
Herfra eskalerede konflikten. Karl lod en befæstet by opføre nord for Ejderen, og for at holde danskerne i skak sendte han mænd dertil fra dele af det frankiske rige under ledelse af grev Egbert.
Godfreds modtræk var at lade abodritternes fyrste Thrasko myrde, og piratangrebene fra mindre vikingeflåder, som sandsynligvis rapporterede til Godfred, steg i frekvens. Det fik så Karl til at lade flere fæstninger bygge ved de store flodmundinger langs Frankerrigets kyst ved nutidens Holland, Belgien og Normandiet.
Det var efterhånden blot et spørgsmål om tid, før en af parterne ville angribe med en stor styrke.
Mod forventning blev det danskerne, som havde den mindste hær på land, som først gik til angreb. Trumfkortet var flåden.
Einhard skriver, at Godfred i 810 angreb frankerne med 200 skibe. Det er ikke et urealistisk tal for en konge, som kontrollerede det halve af Skandinavien inklusive det profitable handelsnetværk mellem vikingernes handelsbyer.
ANTAGELIGT RÅDEDE Godfred ikke kun over egne skibe og mænd, men kunne samle materiel og mandskab i hele kongedømmet. Her kunne tælles norske jarler (en jarl er sandsynligvis en vikingehersker, som anerkendte en anden konges overhøjhed, som for eksempel kongerne i Vestfold, der blev underlagt danernes konger) og måske svenske, nok også saksernes hertugslægter, som havde søgt tilflugt hos kong Sigfred i forbindelse med frankernes hårdhændede erobringer gennem 30 år. Sådanne grupper kan have udgjort en del af Godfreds hær.
I dag ved vi, at Godfred døde inden det endelige opgør, men som sagt kunne det meget vel være gået anderledes.
Karl må være blevet grebet af noget, der lignede panik, ved nyheden om, at Godfreds hær lå så tæt på hovedstaden Aachen. Han ville i hast tvangsudskrive en bondehær og ruste sig til kamp. Godfred havde før truet med at angribe Karl i hans egen by, og hans hensigter kan ikke have været til at tage fejl af. Han ville med sikker hånd styre sine vikingeskibe op ad Rhinen mod Karl den Stores riges hjerte i Aachen.
I den uro, som brød ud, da vikingeskibene lagde til på Rhinens bred og trængte frem mod byen, kan man forestille sig, at den aldrende kejser blev ramt af et slagtilfælde og døde. Godfred kunne omringe byen med sin hær af vikinger og kræve sine retmæssige landområder tilbage samt en uhørt stor sum sølv. Og Karl den Stores søn og arving Ludvig den Fromme ville ikke kunne se anden udvej end at efterkomme kravene.
I ET SÅDANT SCENARIO ville store dele af Frankerrigets nordlige provinser være blevet underlagt den danske konge. Vestsaksen, Frisland og abodritternes land blev nu indlemmet i Godfreds omfattende rige, som også ville tælle det sydlige Norge og Skåne. Og meget passende ville Godfred få tilnavnet ’den Store’, for han var i høj grad en imponerende konge, frygtet af sine ligemænd blandt frankerne, og han ville efter sejren ved Aachen herske over det meste af Nordeuropa.
Freden med Karls søn Ludvig den Fromme ville formentlig forblive nogenlunde intakt. De kristne ville opgive deres missionsplaner og Godfred fortsætte arbejdet med at opbygge sit hedenske riges forsvar. Stabiliteten ville betyde, at Godfred var i stand til at holde sammen på sit vikingeimperium indtil sin død omkring 830.
Herefter ville der sandsynligvis opstå stridigheder mellem arvingerne, og som resultat ramte vikingeflåderne herefter de frankiske, spanske og engelske kyster hårdt i det magtvakuum, som Godfreds død og de efterfølgende slægtskampe efterlod sig. Men det ville ikke ændre på, at vejen for et stort dansk vikingeimperium ville være banet.
