0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Ligestillingskampens kvinder troede også på reinkarnation og meditation

En række markante kvindesagsforkæmpere bekendte sig omkring 1900-tallet til den religiøse bevægelse teosofien, hvor man troede på reinkarnation, dyrevelfærd ogvegetarisme. Herhjemme var redaktør for et feministisk tidsskrift Johanne Meyer enivrig agitator for bevægelsen.

5. marts 2021
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
  • Russiske Helena Petrovna Blavatsky og amerikaneren Henry Steel Olcott grundlagde sammen med en gruppe ligesindede the Theosophical Society i New York som et verdensomspændende broderskab for alle – ’uanset race, tro, køn, kaste eller hudfarve’, som det hed i vedtægternes første paragraf. Foto: Public Domain

Der var møde i Kvindelig Fremskridtsforening i Københavns Indre By.

På talerstolen stod Johanne Meyer, som var selve indbegrebet af den radikale kvindesag, foreningen stod for, socialist og redaktør for bladet med det kompromisløse navn ’Hvad vi vil’. Her kæmpede man ikke bare for en forbedring af kvindernes vilkår. Det store mål var, at kvinderne skulle få stemmeret i Danmark. Et krav, som ikke en gang alle i kvindesagen troede på. Men det gjorde Johanne Meyer. Som altid provokerende korthåret, noget samtiden gang på gang vendte tilbage til.

Til mødet 16. november 1894 var det ikke kvindesagen, hun talte om, heller ikke en af de mange sociale sager hun var engageret i ved siden af sit arbejde som journalist og opdragelsen af de fem adoptivbørn.

I stedet var emnerne reinkarnation, indiske lærde og en afdød russisk adelskvinde.

»Fru Johanne Meyer som Teosof« lød overskriften dagen efter fra en forbløffet journalist i Politiken. Dermed havde Meyer officielt meldt sig blandt tilhængerne af en ny fremadstormende religion.

Johanne Meyer er en af kvindevalgretskampens mest kendte veteraner. Hun døde i 1915, blot få måneder før kvinder opnåede stemmeret og valgbarhed til Rigsdagen i Danmark. Foto: Public Domain

TEOSOFI KOMMER AF DET græske theosofia, guddommelig viden. Den bevægelse, som Johanne Meyers samtid og også vi i dag forbinder med ordet, blev grundlagt i 1875 med russiske Helena Petrovna Blavatsky (kendt som ’Madame Blavatsky’) som drivkraft. I årene før havde hun været aktiv i forskellige okkulte og mystiske grupper, særlig i forbindelse med spiritismen, der bredte sig som en løbeild på en tid, da Europas og Amerikas befolkninger med begejstring tog mod beskeder fra det hinsides.

Princippet om en åndelig verden bag de fysiske omgivelser, som vi kun ’tror’ er virkeligheden, var intakt, da hun sammen med amerikaneren Henry Steel Olcott og en gruppe ligesindede grundlagde the Theosophical Society i New York som et verdensomspændende broderskab for alle – ’uanset race, tro, køn, kaste eller hudfarve’, som det hed i vedtægternes første paragraf.

I 1877 udgav Blavatsky bogen ’Isis unveiled’ (den utildækkede Isis), der tilbageviste store dele af det naturvidenskabelige verdensbillede for i stedet at pege på en angivelig urgammel, okkult sandhed bag tilværelsen – en sandhed, som den jødiske og kristne religion havde haft svært ved at indse, og som man i stedet skulle finde i de indiske traditioner.

Det var hun ikke den første, der gjorde, men med ideen om de østlige religioner som overlegne åndelige reservoirer for et materialistisk Vesten etablerede hun en fast model for det, vi i dag kender som new age-religion.

Det gælder f.eks. reinkarnationstanken, som Blavatsky og andre teosoffer forklarede som en slags åndelig ’uddannelse’, der skulle lede mod stadig højere og bedre genfødsler med nye opgaver og erkendelser – i stedet for de traditionelle indiske religioners karmalære, hvor genfødsel ikke i sig selv er en positiv ting, og hvor man kan blive genfødt både som dyr og planter.

I den form blev teosofien etableret og bredte sig over den vestlige verden og Indien, hvor bevægelsen havde sit hovedkvarter fra 1882.

»At det er en Fremskridtsforening, der bærer Teosofien frem, lyder unægtelig som en Ironi. Bedre forstaa vi, at det er en kvindelig Forening«

Viborg Stifts Tidende, 28. november 1894

MAN FORSTÅR GODT, at dele af den danske offentlighed var i vildrede. Et menneske som Johanne Meyer, der til daglig blev forbundet med ligestillingskamp og klassekamp, brugte sin talerstol til en åndelighed, der for de fleste var langt mere mærkelig, end vi kan forestille os i dag.

Nogle frygtede konsekvenserne for den kristne tro, når »en evnerig og kundskabsrig Kvinde som fru Meyer […] prædiker Teosofi«, som det hed i Morsø Folkeblad. De, der i forvejen var skeptiske over for kvinders evne til at varetage en eventuel kommende stemmeret, følte sig kun bekræftet: »At det er en Fremskridtsforening, der bærer Teosofien frem, lyder unægtelig som en Ironi. Bedre forstaa vi, at det er en kvindelig Forening«, gnæggede det konservative Viborg Stifts Tidende.

Men Johanne Meyer var ikke alene, og heller ikke den eneste teosof, der var både »evnerig og kundskabsrig«.

Da Johanne Meyer konverterede, var britiske Annie Besant nok den vigtigste internationale repræsentant for Teosofisk Samfund. I næsten en generation havde hun været et kendt ansigt for Storbritanniens socialistiske og feministiske strømninger. I 1890 havde Besant været på forsiden af tidsskriftet ’Hvad vi vil’ med en hyldestbiografi, der opridsede hendes mange kampe og sager. Dengang var hun nærmest ateist. Men samme år mødte hun Helena Blavatsky.

Teosofien blev hendes altoverskyggende sag, så arbejdere og kvinder så ud til at træde i baggrunden. Meningsfæller kunne ikke genkende den tidligere erklærede religionskritiker i kvinden med den hvide sari, der nu prædikede reinkarnation. Efter Blavatskys død i 1891 overtog Besant efterhånden ledelsen af Teosofisk Samfund sammen med Henry Steel Olcott.

Den britiske teosof og kvindesagsforkæmper Annie Besant (1847-1933) er her iklædt i 'Aesthetic Dress'-stilen, som i slutningen af 1800-tallet var en modebevægelse i opgør mod den korset-stramme victorianske mode. Foto: Public Domain

HERHJEMME KOM HUN IGEN PÅ FORSIDEN af ’Hvad vi vil’ i 1892 med en lang, skuffet artikel:

»I den senere Tid har Fru Annie Besant givet Folk en Del at tale om, idet hun, der jo, som bekendt, er gaaet over til Theosophien, siden den russiske Svindlerske Fru Blavatskys Død gebærder sig som Ypperstepræstinde. Vore Blade har før omtalt hvorledes denne stærke og klare Aand havde givet sig Overtroen i Vold, og disse Meddelelser skal kun tjene til at fuldstændiggøre det Billed, vi nu maa danne os af Annie Besant, og som er saa uligt det, vi fra Aar tilbage bevarer af hende«.

Der er grund til at tro, at det var bladets redaktør, Johanne Meyer selv, der førte pennen til det smertefulde opgør, for det havde næppe fået den plads uden hendes opbakning.

Men de følgende to år kom meget til at ændre sig. Brudlinjen var maj 1894, da Besant selv kom til København og talte teosofiens sag. Efter det møde sprang Johanne Meyer selv ud som teosof og tog slagene for det. Var det mødet med det engelske forbillede eller en personlig søgen efter religiøst ståsted, der fik Meyer til at ændre holdning?

Det er ikke til at sige, men som vi skal vende tilbage til, var der faktisk argumenter, der ikke var helt irrationelle. I de følgende måneder lagde ’Hvad vi vil’ sider til en gennemgang af den nye lære, ’ Teosofiens A. B. C.’. Johanne Meyer indledte en agitation for sagen, bl.a. med teosofiske foredrag for de organiserede tjenestepiger.

Festaften i Kvindelig Læseforening med deltagelse af en række af kvindekampens markante skikkelser. Formentlig er det Johanne Meyer, der sidder nr. 2 fra højre i nederste højre hjørne. Foto: Johan Gottlieb Julius Aagaard, Det Kgl. Biblioteks billedsamling

SAMMENFALDET MELLEM KVINDESAG og teosofi er en påfaldende international tendens, der er dokumenteret i en række lande. Tydeligst ser man det i Annie Besants fødeland.

Historikeren Joy Dixon, forfatter til ’Divine Feminine: Theosophy and Feminism in England’, skriver, at kvindesagsforkæmpere var flere hundrede gange overrepræsenteret inden for den teosofiske bevægelse i forhold til deres andel af befolkningen. Og hun beskriver, hvordan det var et alment kendt træk, som vittighedsbladene hyppigt brugte til at latterliggøre kampen for kvinderettigheder: En feminist blev afbildet som »vegetar, dyrerettighedsaktivist, og hengiven tilhænger af den højere sandhed, kosmisk bevidsthed, eller visdommens mestre« – det sidste er begreber, der kan forbindes med teosofien, mens vegetarisme og dyrevelfærd også (men ikke kun) blev anbefalet eller udledt af bevægelsens ideologi. Også Johanne Meyer blev fortaler for både vegetarisme og dyrevelfærd.

Samme overlap er blevet påvist i en række lande i Europa og USA. Det var kun et lille mindretal af alle kvindesagsforkæmpere, der gik den vej, men det er slående i forhold til de trods alt ret få teosoffer.

Om det var Meyers agitation, der bar frugt, eller om andre kom til de samme erkendelser som hun og Besant, er ikke til at sige. I Teosofisk Samfunds medlemsliste fra 1911 figurerer i hvert fald en række af kvindebevægelsens stærke profiler som den første kvindelige snedkermester Sophy A. Christensen, Henny Diderichsen, der var en af hovedkræfterne bag Dansk Kvindesamfund i Aarhus, og chefredaktør for Ugebladet Hjemmet, Valborg Andersen.

Alle personer, der havde brudt med de rammer, samfundet havde sat.

Kvindesagsforkæmpere i Teosofisk Samfund, 1911

Sophy A. Christensen den første kvindelige snedkermester i Danmark

Henny Diderichsen – en af hovedkræfterne bag Dansk Kvindesamfunds afdeling i Århus og var med til at udvikle reformdragter i et opgør med de lange kjoler og korsettet


Maleren Augusta Dohlmann med til at tilkæmpe kvinderne retten til at gå på Kunstakademiet.


Valborg Andersen gjorde som chefredaktør Ugebladet Hjemmet til en af landets største succeser


Helene Berg kæmpede i 1900’erne og 1910’erne for mødre fra dårlige sociale kår og initiativtager til den lov, der i 1914 satte rammerne for adoptionsområdet.


Johanne Pedersen-Dan – stod bag logoet for den internationale Alliance for Kvinders Valgret.

LISTEN KAN FORTSÆTTES. Måske samlet set ikke mange målt mod de ca. 11.000 medlemmer i Landsforbundet for Kvinders Valgret, men alligevel uforholdsmæssigt mange, mindst ti procent, af de kvindelige medlemmer af Teosofisk Samfunds to københavnske loger, hvor de fleste af dem var registreret.

Til Mathilde Bajer, grundlægger af Dansk Kvindesamfund og Kvindelig Fremskridtsforening, forklarede Johanne Meyer, at teosofien gav et positivt syn på medmenneskerne. I en tale for sine medteosoffer i Odd Fellow Palæet i 1902 argumenterede Meyer for, at de åndelige indsigter forpligtede: Teosofferne vidste, at der var et fælles åndeligt ’broderskab’ bag tilværelsen – derfor skulle de »nedbryde de skillevægsmure, der staar som høje hindringer for udviklingen af humanitet og dygtighed i samfundet«.

Men det er næppe forklaring nok. Hvorfor meldte stærke mennesker, der havde haft mod til at bryde med den position, de havde fået fra fødslen, sig i ind det, som udefra kunne virke som en okkult og mystisk organisation?

De overordnede principper i teosofien og stemningen af et moderne, delvist videnskabeligt funderet religionsprojekt var som skabt til tidsånden omkring 1900: en moderne religion med tusindårige rødder i en tid, hvor man byggede betonhuse, der skulle imitere middelalderborge – og en globaliseret religion i en tid, hvor telegrafen, jernbanen og kolonialismen væltede alle grænser og gjorde verden mindre.

Omkring 1890 var teosofien en succes, der var svær at komme uden om med loger i USA, en række europæiske lande og i Indien – for mange indere var teosofien en anerkendelse af traditionel religion og et modsvar til kristen mission.

»Den kristne kirke havde ingen prædikestol til hen­de; så byggede hun sin egen og blev en af kirkens farligste og mægtigste fjen­der, som har draget titusinder om ik­ke hundredtusinder bort fra kirken og over i den halvhedenske teosofi«

Religionsprofessor Edvard Lehmann, 1919

MEN HVORFOR LIGE KVINDEBEVÆGELSEN? Historikeren Joy Dixon og andre har peget på elementer i den teosofiske filosofi, som lå tæt op ad kvindebevægelsens idealer: Særligt forholdet mellem det mandlige og det kvindelige havde en komplementær rolle i teosofisk teologi. Den norske forsker Siv-Ellen Kraft beskriver i sin afhandling om den teosofiske bevægelse og køn, ’The Sex problem’, tilsvarende, at køn blev sat til debat på måder, der kun fandtes få andre steder i samfundet, og at kvinder blev tillagt særlige, positive værdier.

Meget sandsynligt er det, at den slags har spillet en vigtig rolle for mange af bevægelsens medlemmer. Men i de offentlige og interne møder og foredrag, som blev trykt i teosoffernes danske tidsskrift og refereret i dagspressen, er køn og kvindekamp helt fraværende – her er det de åndelige værdier, det handler om. Derfor er der grund til at tro, at bevægelsens appel til kvindesagen også har ligget andre steder.

Et element, som også Dixon fremhæver, er, at teosofien som opposition til den etablerede kristendom var led i en individualisering af det religiøse, som passede for mennesker, der også på andre punkter havde brudt med samfundets snævre forventninger og rammer. I listen over danske kvindelige teosoffer er der påfaldende mange, der i deres livsstil stak ud fra samtidens normer ved at være eneforsørgende, bo sammen med partnere af samme køn eller ved at vælge erhverv, hvor der var meget få kvinder på den tid. At man også har villet vælge selv på det religiøse område, virker ikke så overraskende.

Kvindernes grundlovsoptog 1915. Med grundlovsændringen fik kvinder og tyende stemmeret til Rigsdagen - en kamp, Johanne meyer første gang havde ytret sig om i 1888. Foto: Holger Damgaard

EN ANDEN FORKLARING ER handlemuligheder. Den danske kvindehistoriske pioner Tinne Vammen har beskrevet Meyers og et par af de andre kvindesagskvinders rejse ind i teosofien som et afløb for en »trang til at forkynde sin personlige tros budskaber«.

I teosofien havde kvinder nemlig samme talerstol som mænd til at forkynde religiøse emner. I en artikel i Dansk Kvindesamfunds blad fra 1919 brugte religionsprofessor Edvard Lehmann ligefrem Besants historie som skræmmeeksempel på, hvorfor folkekirken skulle tillade kvindelige præster: »Den kristne kirke havde ingen prædikestol til hen­de; så byggede hun sin egen og blev en af kirkens farligste og mægtigste fjen­der, som har draget titusinder om ik­ke hundredtusinder bort fra kirken og over i den halvhedenske teosofi«.

Samtidig må man forestille sig, at teosofien har skabt et fællesskab, hvor der har været mulighed for at tænke nye tanker. Her var et samvær, der var meget anderledes end samfundet omkring dem: Mystiske møder med åndevæsner blev diskuteret seriøst, man mediterede og lærte om andre religioner og andre måder at skrue samfundet sammen på.

DA JOHANNE MEYER DØDE 4. februar 1915, var det blot få måneder, før kvinder fik valgret, den sag, hun havde kæmpet for det meste af sit voksenliv. Ved bisættelsen fra Bispebjerg Krematorium mødtes hendes mange kampe i form af kranse fra ikke bare Dansk Kvindesamfund, men også Dansk Vegetarisk Forening og Teosofisk Samfund blandt mange flere.

Heller ikke her fornægtede det kontroversielle sig. Præsten Rasmus Peter Rasmussen og Frants Lexow fra Teosofisk Samfund skiftedes til at tale over Meyer. Lexow ønskede til slut på Teosofisk Samfunds vegne deres søster »Tanker paa hendes Sjælevandring, saaledes at de kunde give hende ny Kraft til hendes nye Liv, naar hun atter vendte tilbage til Jorden«.

Men det blev for meget for Rasmussen. Ifølge referatet i Socialdemokraten sprang han op og fremsagde først trosbekendelsen og så fadervor – til teosoffernes raseri.

Få år efter begyndte medlemstallet hos teosofferne at falde kraftigt over hele kloden. I Danmark vedblev de med at spille en rolle i datidens alternative miljøer, men nok til dels som de ældre og måske lidt bedrevidende familiemedlemmer, der har prøvet det hele før. I kvindebevægelsen var de så godt som borte – måske var deres rolle som modkultur udspillet.

Daniel Henschen er ph.d. i historie, forfatter og foredragsholder

Læs mere: