Det krævede sin mand at blive håndværkskvinde

Tilstrømningen af kvinder til håndværksfagene er stigende.

I 2018 viste tal fra Undervisningsministeriet, at antallet af kvindelige lærlinge i håndværksfagene var steget med 27 procent i forhold til året før.

Der er dog meget langt til en ligelig kønsfordeling blandt danske håndværkere.

Fortiden viser imidlertid, at kvinder længe har gjort sig gældende i fagene, men det kunne – bogstaveligt talt – kræve sin mand at blive kvindelig håndværker. Måske skulle man ligefrem forvandle sig til en mand for at få foden indenfor i et håndværksfag.

I begyndelsen af 1770’erne forlod Maria Engelbrecht Stokkenbech fra København sin fordrukne ægtemand. Han havde drukket husholdningspengene op og behandlede hende ikke ordentligt. Præcis hvad den dårlige behandling gik ud på, melder kilderne intet om, men senere optegnelser nævner »hans slette Forhold imod hende« og »Mandens Overløb«. Det har tilsyneladende været grelt nok til, at hun fandt det nødvendigt at tage af sted.

Men at forsørge sig selv var ikke ligetil for en kvinde. Gang på gang blev hun afvist af potentielle arbejdsgivere, med henvisning til at hun som gift kvinde ifølge loven ikke måtte tage arbejde.

Maria Stokkenbech, der var født i Tyskland, begav sig derfor mod Kiel i Holsten for at prøve lykken.

Men heller ikke der havde hun held med sit forehavende. Det fik hende til at tage en drastisk beslutning.

Hun forvandlede sig til en mand.

Transformationen krævede list – og et besøg hos en lokal skrædder i Kiel.

»Efter at jeg havde kiøbt mig brunt Klæde til en Klædning fik jeg en Skrædderdreng paa min Størrelse overtalt til at tage Maal af sig til en Klædning hos sin Mester, indbildende ham at jeg havde en Broder i Hamborg, til hvilken jeg ville sende disse Klæder. [...] Af mine Sko tog jeg Maal med en Pind, og bestilte mig derefter Mandeskoe, kiøbte mig en Hat, Stok og Andet jeg kunne bruge«.

Derpå rejste Stokkenbech til Hamborg forklædt som mand under et nyt navn, Gotfried Jacob Eichstedt.

Hurtigt fik hun med sin nye identitet ansættelse hos en skræddermester, og til hendes overraskelse fattede ingen mistanke. Hun anskaffede sig illegalt et svendebrev, drog på valsen og forfinede sin forklædning yderligere.

For eksempel skaffede hun sig et horn, som kunne lede urin ud af bukserne, så hun også kunne lade vandet stående uden at vække mistanke.

Det hele var dog ikke risikofrit, og det var ved at gå galt, da hun i Polen søgte arbejde hos en håndværkerenke. Gifte kvinder måtte ganske vist ikke tage arbejde, men de fleste håndværkerlav tillod, at en mesters hustru overtog værkstedet i tilfælde af død, hvis hun vel at mærke hurtigst muligt giftede sig med en svend, som kunne overtage værkstedet som ny mester.

Da enken derfor kastede sin kærlighed på Stokkenbech, måtte hun undvige, afslå og rejse videre.

Foto: Det Kgl. Bibliotek

Efter i en årrække at have være forklædt som mand vendte Stokkenbech tilbage til København, nysgerrig efter at vide, hvordan det var gået den forladte ægtemand.

Hun opsøgte sin gamle forlover, og da hun tilsyneladende ikke blev genkendt, begyndte hun at spørge ind til ægtemanden. Forloverens kone genkendte dog Stokkenbech og afslørede hendes identitet.

Parret gik til politiet, som anholdt Stokkenbech samme dag.

Hendes nye skræddermester i København blev tilkaldt. Han tilkendegav, at Stokkenbech ganske vist arbejdede hos ham, men nægtede at tro, at der var tale om en kvinde. Hendes evner som skrædder var simpelthen for gode til, at det kunne være tilfældet.

Sagen endte i retten, hvor det kom Stokkenbech til gode, at hendes ægtemand havde drukket husholdningspengene op og behandlet hende skidt.

Derfor slap hun for straf og blev ikke dømt for sin forseelse. Hun blev dog påbudt igen at gå i kvindeklæder.

Efter løsladelsen søgte hun kongelig tilladelse til at holde værksted. Da hun havde bevist, at hun havde de samme faglige evner som en mandlig skrædder, fik hun i 1780 kongelig bevilling til at »ernære sig af Skræderhaandværk og sye Mandfolkeklæder, samt derpaa at holde en Svend til Hielp«.

100 år efter Maria Engelbrecht Stokkenbechs håndværkseventyr sad en ung kvinde ved navn Sophy A. Christensen foran kvindesagsforkæmperen Emmy Kramp. Hun var blevet sendt derhen af forstanderen på sin sløjdskole og søgte vejledning i, hvordan hun kunne komme til at undervise.

Til Sophy A. Christensens store overraskelse udbrød Emmy Kramp, at Sophy da skulle være snedker, og at hun, Emmy Kramp, i øvrigt gerne ville finansiere læretiden:

»Tror De, at De kan komme ud af det for 50 kr. om måneden? Så skal jeg tale om sagen med nogle af mine studiekammerater, som gerne vil forsøge, om det kan lade sig gøre at oplære kvinder i regulært håndværk. Der er jo så mange, der studerer, men vi synes, det ville være godt, om de, der har lyst og anlæg for det praktiske arbejde, kom med og blev selverhvervende«, sagde Kramp ifølge Christensen, der siden nedfældede sine erindringer i selvbiografien ’Jeg vilde frem!’, der udkom i 1928.

Siden Maria Engelbrecht Stokkenbechs kamp sidst i 1700-tallet for at få lov til at arbejde som skrædder var kvindesagen opstået. Dansk Kvindesamfund blev stiftet i 1871 og bestod primært af kvinder fra det bedre borgerskab, for eksempel omtalte Emmy Kramp. Og hun brugte sin position til at understøtte kvinder som Sophy A. Christensen.

Christensen var ikke selv blandt de privilegerede. Som ældste barn i en fattig sømandsfamilie havde hun haft ansvaret for sine søskende siden moderens død og faderens indlæggelse på sømandshjem. Han var uarbejdsdygtig efter en ulykke på havet.

Som mange andre ugifte kvinder fra sit samfundslag blev hun pige i huset, men efter et besøg på Aksel Mikkelsens sløjdskole på Værnedamsvej på grænsen mellem København og Frederiksberg fattede hun interesse for snedkerfaget. Og da skolens forstander udtalte, at »De kan vist godt blive til noget«, tog tingene fart.

På Mikkelsens opfordring og med Emmy Kramps finansiering i ryggen søgte Christensen en læreplads.

Det lykkedes hende at få en, men hun måtte love mesteren ikke at »fremkalde vanskeligheder ved sin nærværelse«. Han ville nemlig ikke have »noget som helst vrøvl ved at have en kvindelig lærling«.

Christensen havde flair for faget, men oplevede den tort at blive nægtet adgang til Teknisk Skole, hvor hun skulle have tegneundervisning som et led i læretiden.

Afvisningen skete med henvisning til Christensens køn, men det kom hende til gode, at kvindesagens forkæmpere netop havde åbnet en tilsvarende skole, hvor kvindelige lærlinge kunne modtage tegneundervisning.

Sophy A. Christensen kom igennem læretiden og afleverede derefter det første snedkersvendestykke i Danmark udført af en kvinde.

Som Stockenbech havde gjort det 100 år før, drog Christensen på valsen.

Hun besøgte verdensudstillingen i Chicago og blev i USA i næsten et år og rejste også rundt i Frankrig og Italien.

Med de udenlandske erfaringer i bagagen søgte hun i 1895 som 28-årig optagelse som mester i det københavnske snedkerlav.

Hun blev optaget. Året efter lovede hun ved en ceremoni hos oldermanden i snedkernes lavshus i København »at holde Laugets Skikke og Sæder og Laugets Broderskab højt i ære«.

Målet var nået, og Danmark havde fået sin første kvindelige snedkermester.

Sophy A. Christensen åbnede eget værksted i Ravnsborggade på Nørrebro i København, hyrede svende og antog desuden en kvindelig lærling. Forretningen kom godt fra start, men blev for alvor en succes, da ingen ringere end kronprinsesse Lovisa inviterede Christensen i audiens på Amalienborg og bestilte et skab.

Det var lykkedes hende at skabe en karriere som selvstændig erhvervsdrivende. Men det havde sin pris. Sophy A. Christensen måtte afskrive muligheden for at gifte sig og stifte familie, da hun i så fald ville miste kontrollen over sin egen forretning. I tilfælde af giftermål ville snedkerværkstedet blive ægtemandens ejendom.

Maria Engelbrecht Stokkenbech og Sophy A. Christensens historier viser, at det nærmere er tradition og lovgivning end evner, der har stået i vejen for, at kvinder kunne blive håndværkere. Det kan måske tjene som inspiration for unge kvinder, der skal til at vælge en uddannelse og fristes af en karriere i et af de mandsdominerede håndværksfag.

• Kopiér link