Den hvide dragt gav kvinderne magt

Grundlovsoptoget, der fejrede kvinders valgret grundlovsdag i 1915, revolutionerede Danmarks politiske liv. Kvinder i titusindvis gik på gaden – i en mandsdomineret tid, hvor den slags hidtil havde været utænkeligt. Kvinderne markerede deres nyvundne plads i samfundet med optoget gennem København, og billedet af de hvidklædte unge kvinder med brede røde skråbånd er blevet vist utallige gange siden.

Det har sat sig fast i vores bevidsthed som et billede på den skelsættende begivenhed, der fandt sted: demokratiets udbredelse til kvinder i Danmark. Grundlovsdag i 1915 blev på mange måder en skelsættende dag i moderne dansk demokratihistorie, både som følge af ligestillingen mellem kønnene, og fordi lavere sociale klasser også fik valgret. Men det var kvindernes indtog i det offentlige rum, der for alvor gjorde 5. juni 1915 til en revolutionens dag i Danmark. Men den del af historien har ofte fået lov til at gå i glemmebogen.

»Forrest var Dansk Kvindesamfund, hvis hvide Banner gnistrede i Solen. Ellers var der meget lidt af Faner – det indskrænkede sig til nogle Dannebrogsflag i Spidsen af Toget. Lidt grønt Løv vilde ogsaa have livet lidt op – som det nu var, saa det lidt trist ud«.

_{Optagelser fra valgretsoptoget på Amalienborg Slotsplads 5. juni 1915. Kilde: www.danmarkpaafilm.dk. Se hele filmen her.}

HVIS MAN KUN HAVDE LÆST SOCIAL-DEMOKRATENS udlægning af kvindernes grundlovsoptog i 1915, ville det næppe have fået nogen til at tage notits af det. Hvilket med sikkerhed også har været intentionen, da historien blev placeret langt tilbage i avisen og blot fyldte et par spalter. Årsagen til den sparsomme omtale var ikke optogets manglende evne til at imponere, men nok snarere, at Socialdemokratiets kvinder ikke havde været med. Men det var ikke kun Social-Demokraten, der, måske lidt forventeligt, svigtede kvindernes optog. Det har historiebøgerne i stor stil også gjort sidenhen. For i langt de fleste udlægninger omtales optoget som et ’takketog’.

30. maj 1915 udkom Dansk Kvindesamfunds månedsmagasin, Kvinden og Samfundet, med en opfordring til Danmarks kvinder om at deltage i optoget på grundlovsdag:

»Danske Kvinder, unge og gamle, hvilken Samfundsstilling vi indtager, hvilket Parti vi tilhører, lad os slutte os sammen den 5te Juni, og paa det Tidspunkt, hvor den nye Grundlov underskrives, gaa til Amalienborg og derefter til Rigsdagen for ved vor Nærværelse at give Regeringen og Folkets Repræsentanter et Vidnesbyrd om, at vi paaskønner og værdsætter den Borgerret, som Mænd af alle Partier er enedes om ikke længere at udelukke os fra«.

KAMPEN OM ORDET ’TAK’ DREJER SIG OM, hvis ansvar og fortjeneste den i maj 1915 nært forestående ligestilling var: Benyttede kvinderne ordet tak, fralagde de sig således æren for den sejr, valgretten var.

Forsøget på allerede på forhånd at komme misforståelser til livs lykkedes ikke, hvis man ser på dagspressens efterfølgende artikler om optoget, især Social-Demokratens, der overordnet set ikke dækkede kvindernes optog i særlig høj grad, og som skrev: »Det er vanskeligt at bedømme, hvor mange Kvinder, der havde fulgt Opfordringen til i samlet Tog at bringe Regeringen og Rigsdag en Tak for Valgretten«.

Socialdemokratiets kvindeorganisation havde valgt ikke at deltage i optoget, men fejrede i stedet grundlovsdag med partiet i Søndermarken, hvorfor Social-Demokraten som nævnt heller ikke brugte meget spalteplads på kvindernes optog. Mens kvindebevægelsen gerne tog ansvar og ære for opnåelsen af kvinders valgret, var det i den socialdemokratiske fortælling deres folketingsmedlemmer, der havde sikret ligestillingen.

DEN MISFORSTÅEDE GENFORTÆLLING AF begivenheden som et ’takketog til kongen’ var en fejl, der allerede i optogets samtid kastede skygger over magtdemonstrationen. Fortællingen om optoget i København rejste riget rundt i dagene efter grundlovsdag, og bare dagen efter var grundlovsoptoget også i Aarhuus Stiftstidende blevet til et takketog. Forståelsen blev dermed, at de mange kvinder gik i optog for at sige tak til mændene, der i det scenario skulle have foræret dem stemmeretten. Hvilket ikke kunne være længere fra sandheden.

»Ingen, der saa den uoverskuelige Mængde af danske Kvinder, som i taktfast Gang, Række efter Række, drog ind paa Slotspladsen, for at tage deres Rettigheder i Besiddelse, vil nogensinde glemme det«.

Sådan skrev Berlingske Tidende ellers i aftenudgaven af avisen lørdag 5. juni 1915. Tidligere på dagen var mange tusind kvinder gået i optog gennem det indre København. Det var kvindernes første skridt ind i det offentlige liv og første gang, kvinder selvstændigt gik på gaden for en politisk sag – i hvert fald uden mændene ved deres side.

Det var ikke bare en magtdemonstration, at de kunne få mange deltagere med, men også en demonstration af, at de agtede at tage deres rettigheder i brug. Den opfattelse var i hvert fald at finde i Berlingske Tidendes og Politikens overraskede og begejstrede sprogbrug dagene efter grundlovsdag. I Social-Demokraten kunne det som sagt derimod knap spores, at der overhovedet var tale om en magtdemonstration.

DA DE MANGE TUSIND KVINDER STIMLEDE SAMMEN kort efter klokken 13 om eftermiddagen lørdag 5. juni 1915, havde Folketinget samme formiddag vedtaget den nye grundlov. Et par dage forinden havde Landstinget gjort det samme, og derfor manglede der nu kun kongens underskrift.

Da kvinderne bevægede sig fra samlingsstedet i Grønningen og ned til Amalienborg, blev grundloven skrevet under. Ved Amalienborg tog kvinderne opstilling og hørte kongens tale og Danske Kvinders Nationalraads formand, Henni Forchhammer (1863-1955), der talte på vegne af de 36 kvindesagsorganisationer, der havde taget initiativ til optoget.

Optoget bestod af tre dele, først de unge kvinder i hvide kjoler, og som bar Dannebrog, derefter en deputation bestående af de ledende skikkelser i kvindekampen, der skulle møde kongen, og efterfølgende utallige rækker af kvinder, der gik arm i arm. I bladet Kvinden og Samfundet, der som sagt bragte utallige opfordringer til at deltage i valgretsoptoget, kunne man allerede i maj 1915 – altså måneden før grundlovens endelige vedtagelse – læse, hvordan man gerne ville påpege, at optoget bestemt ikke var et takketog:

»Da den Opfattelse, baade skriftlig og mundtlig, er bleven fremsat, at det paatænkte Kvindernes Valgretstog skal være et Takketog til Regering og Rigsdag, finder vi det rigtigt at henlede vore Læseres Opmærksomhed paa, at det i ovenstaaende Opraab til danske Kvinder, ikke et eneste Sted findes Ordet: Tak, men kun en Opfordring til Kvinderne om overfor Offentligheden samlede at tilkendegive, at de paaskønner og værdsætter den Borgerret, som ved den nye Grundlov tildeles dem«.

Foto: Det Kongelige Bibliotek

EN VIGTIG DEL AF HISTORIEN OM KVINDERNES USANDSYNLIGE vej til et politisk optog i de københavnske gader i 1915 kan spores i en debat, der trækker tråde tilbage i 1800-tallet. I slutningen af århundredet diskuterede man nemlig i kvindesagskredse, om ikke der skulle ske en dragtreform – en ændring af kvindedragten, så kvinder ikke længere skulle bære korset.

Der skete da også en ændring i kvinders påklædning i begyndelsen af 1900-tallet, som netop udfasede korsettet og gjorde plads til mere praktisk tøj. Men mens nogle forskere har peget på, at årsagen skal findes i tidens kamp for kvinders rettigheder, har andre argumenteret for, at der var tale om et helt almindeligt skift i moden. Men der er en sammenhæng mellem korsettets tilbagetog fra garderoberne og kvindernes indtog i det politiske og offentlige liv.

For med mere bevægelsesfrihed blev kjolerne efterhånden frigjort fra korsetterne og løftet et par centimeter fra jorden. Det er nærliggende at tro, at det var en påvirkning fra engelsk mode, de danske kvinder tog til sig – nemlig suffragetternes. I England kæmpede suffragetterne for valgret til kvinder og blev ofte kategoriseret som ret radikale.

IDEEN OM AT KOMME AF MED KORSETTET var der først og fremmest et praktisk argument for. Korsettet låste kvinder fast, så de ikke kunne bøje sig, og skørterne var tunge, så man ikke kunne løfte armene – og der var slet ikke kræfter til at arbejde. Men selv om korsettet var stærkt omdiskuteret på tærsklen til det 20. århundrede og i nogle kredse udskældt, stod reformisterne af kvindedragten over for det centrale problem, at korsettet tjente et praktisk formål.

Reformdragten skulle derfor, i stedet for som korsettet bære vægten af de tunge skørter og linned på taljen, sys i ét stykke. På den måde ville vægten af tøjet skulle bæres af skuldrene, og således fjernedes selve korsettets formål. Dansk Kvindesamfund udgav i 1887 en bog, hvori argumentet for en opdatering af kvindedragten stod helt skarpt:

»Hvis Kvinderne for Alvor ønsker at betragtes af Mændene som jævnbyrdige, da maa de først og fremmest sørge for ikke allerede ved deres ydre Fremtræden at give Mændene Anledning til at se ned paa dem«.

HENNY DIDERICHSEN, DER ER OPHAVSKVINDE til citatet, placerede spørgsmålet om kvinders påklædning centralt i ligestillingsdebatten. De usunde virkninger er af den kvindelige dragt medførte, at mændene så ned på kvinderne. Mænds anledning til at se ned på kvinder kom ikke af, at de fandt kvindernes påklædning upassende eller anstødelig.

Men tidens indsnørede liv og korsetter gjorde det praktisk umuligt for kvinder at stå og gå så længe, som det ville kræve at have et arbejde. Læser man de marxistiske teorier om kvinders frigørelse, som særligt er formuleret af Friedrich Engels, var det afgørende, at kvinderne skulle kunne deltage i produktionen i hele samfundet for at kunne frigøres fra manden. Det var umuligt, så længe kvinderne var snøret ind i livet, som korsettet bevirkede.

Dragten var en barriere for, at kvinder kunne ligestilles med mænd. Engels beskæftigede sig dog i sine analyser ikke – måske naturligt nok samtiden taget i betragtning – med kvindedragtens fremtoning. Men udfordring var det, at det for mange kvinder ville være forbundet med store omkostninger at udskifte hele garderoben på én gang. Derfor lagde heller ikke alle kvinder korsettet fra sig fra den ene dag til den anden.

Foto: Holger Damgaard

KARAKTEREN AF GRUNDLOVSOPTOGET 5. JUNI 1915, med kvindernes frigørelse via kjolerne, er selve symbolet på kvindernes kamp for frihed og ligestilling. Det kan bruges til at forstå, hvad kvinderne skrev sig ind i – og til at forstå samtidens politiske kampe.

Som tidligere nævnt var optoget tredelt: fremtiden forrest, iklædt nationale farver, erfaringen hos de ældre kvindesagskvinder lige bag dem og til slut tusindvis af de kvinder, som alle opnåede valg- og stemmeret i 1915. Ses optoget i sin helhed, bliver det en fortælling om kvindesagen i sig selv – hvordan hele Danmarks grundlov blev båret frem af de nye generationer med de kvinder i ryggen, som havde kæmpet for ligestilling i de foregående år. Forskningsbibliotekar Jytte Larsen har tidligere kaldt den læsning af optoget »en smuk kontrast«.

»Om selve Danmarksfiguren (...) var steget ned fra sin Sokkel for at marschere i Spidsen, kunde hun ikke virke mere udpræget lys og dansk end Frk. Obel, der fik sig en straalende Skønhedssukces. Hvis vi levede i Amerika i Stedet for i vort eget lille Land, ville Frk. Obel i Dag til Morgen kunne vade gennem Dynger af Ægteskabstilbud«.

DE BEGEJSTREDE ORD KOM FRA POLITIKENS UDSENDTE ved optoget, der faldt i svime over Sif Obel, den unge fanebærer. Hun var i hvid kjole, bar ingen hat, men havde et rødt skærf over kjolen. Og så bar hun Dannebrog frem foran de mange tusind kvinder.

Bag hende var en gruppe klædt ligesådan, de såkaldte fanevagter, der udgjorde fortroppen. Den hvide kjole, der udstrålede ungdom og fremtid sammen med det røde skærf, gav også optoget nationale referencepunkter. Med deres fremtoning skrev kvinderne sig ind i den visuelle danmarkshistorie.

I begyndelsen af det 20. århundrede var der fokus på det nationale qua nederlaget i 1864. Som et udslag af dragten og Dannebrog forrest i optoget forbandt tilskuerne de rød-hvide farver med noget særlig dansk. Det var første gang, kvinderne arrangerede grundlovsfejring, og det kunne derfor have set ud på et utal af måder.

MEN NETOP VED AT GÅ MED DANNEBROG og det rød-hvide erobrede man den nationale tidsånd og skabte en national fortælling om grundlovsdagen. Optoget var en manifestation af kvindernes sejr, men var ikke blot en fejring af kvinderne, men også af hele Danmark.

Gyrithe Lemche, der anerkendes bredt som chefideologen i Dansk Kvindesamfund i denne periode, havde til dagen skrevet en sang, som ifølge en tilskuers dagbog blev sunget ved Amalienborg Slot. Også her spores ønsket om at koble kvindernes valgret til en national fortælling. Sidste vers lød:

»Danmark kalder, moderlige,

dyrebare Navn

Thyras og Margrethes Rige

aabner os sin Favn

Frem i Lyset, frem af Skygge,

Med at værne, med at bygge

Danmarks Lykke, Danmarks Ære

Signet Kaldet være«

DET ER IKKE TILFÆLDIGT, AT DET NETOP ER »Thyras og Margrethes Rige« og ikke kongernes Danmark, man besynger. Det er fortællingen om Moder Danmark, hvor kvinden er årsag til dansk fremgang. Kvindernes fortælling blev en del af den nationale historie, og der trækkes tråde langt tilbage.

Fordi kvinder har spillet en central rolle i opbygningen af det danske samfund, var det på tide, at de opnåede jævnbyrdig valgret. Tankegangen kommer også til udtryk i Dansk Kvindesamfunds fane, der forestiller en knælende kvinde, der løfter et guldhorn. På Amalienborg Slotsplads blev der sunget flere andre nationale sange, hvilket også bidrog til fædrelandsfølelsen i den nationale iscenesættelse.

Berlingske Tidendes og Politikens storladne beskrivelser af kvindernes optog vidner om det indtryk, optoget trods alt gjorde på samtiden. Som tidligere nævnt sammenlignede Politiken de forreste fanevagter med »Danmarksfiguren«, og også Berlingske Tidende var betaget af de unge kvinder: »Det er et forunderligt og betagende Syn, da de unge Piger drejer ind i Amaliegade i deres hvide Kjoler med røde Ordensskærf, med Dannebrog vajende over deres Hoveder (...)«.

Således blev det igen de forreste kvinder klædt i hvidt, der løb med opmærksomheden i Berlingske Tidende, der i resten af beskrivelsen ellers havde mere fokus på konge og rigsdag. Deres udseende var så markant anderledes end de øvrige kvinders, at det blev bemærket i aviserne efterfølgende. Dragten blev altså et væsentligt omdrejningspunkt for skildringen af grundlovsdagen. Avisernes billeder af kvinderne blev symboler på den nye grundlov – og har for alvor brændt sig fast for eftertiden.