Trykkefrihedens provokatør endte som nervevrag

I JANUAR-FEBRUAR VEDBLEV HAN at udsende skrifter, der skulle cementere hans opbakning til konge og regering – således udgav han en alenlang og kringlet kommentar til periodens mest populære skrift, historikeren Peter Frederik Suhms korte brev henvendt til kongen, der var udkommet lige efter kuppet. Her stillede Bynch sig an som kongens forsvarer, men lige meget hjalp det.

Sidst i februar fik han svar på tiltale, også anonymt, men sandsynligvis skrevet af præsten Johan Christian Schønheyder, der var tæt på kupmagerne og det ny styre. Her blev det ikke bare antydet, at Bynch vist i virkeligheden havde været på Struensees side og måske stadig var det, han blev også truet med fængsel. Det skulle faktisk blive realiseret senere på året.

Bynch udgav som så mange andre pamfletter om den fængslede Struensee i foråret 1772, men først i juni måned havde han igen samlet mod til at politisere. Struensee og Brandt var blevet henrettet 28. april, dommene over dem var blevet publiceret i maj, og her kunne enhver se, at man ikke havde kunnet finde bevis for deres påståede planer om at vælte kongen og overtage tronen. Nu må Bynch have tænkt, at den tid var forbi, hvor man måtte dukke hovedet. Han lancerede et nyt tidsskrift, ’Statsmanden’, snart efterfulgt af et andet, ’Anti-Statsmanden’.

I det første fremlagde han sine egne politiske synspunkter i munden på et par fiktive talerør, i det andet konstruerede han en modposition, der diskret blev satiriseret. Det fik arveprins Frederik, kongens halvbror, der var formand for det nye reorganiserede statsråd, helt op i det røde felt, og han gik uden om alle procedurer direkte til politimesteren og beordrede ham til at stoppe Bynch. Bynch fik en bøde på 50 rigsdaler.

DET VAR MANGE PENGE OG LANGT OVER, hvad en falleret teologistuderende kunne udrede. Så Bynch måtte sidde den af, 14 dage på vand og brød i rådhusarresten på Gammeltorv. Selve det at blive idømt fængsel var langt værre og mere degraderende end den korte indespærring på kanten af juli og august – det kan vi se af de både ynkelige, gribende og irriterende skrifter, Bynch nu udsendte.

Først undskyldte han i labyrintisk kancellistil sin kritik af Suhm et halvt år tidligere. Og fra selve fængslet udgav han et ’Digt til Frieheden’, der kun bestod af en lang række tågede spørgsmål om, hvad frihed er, næsten uden anden konklusion, end at der ikke er nogen frihed i dette liv, kun i paradis.

Digtet blev indledt med en ynkværdig supplik – et bønskrift – henvendt til grev J.O. Schack-Rathlou, den stærke mand i det nye statsråd. Her når Bynchs krøllede, ydmyge, indadvendte og selvpersiflerende stil et lavpunkt, og først efter flere sider med selvtematiserende negationer, selvkritik og stakåndet hyldest til Rathlou når han frem til sit ærinde: Nu, da hans ry er ødelagt af fængselsstraffen, kunne han måske udbede sig et par dukater til at rejse bort for?

Bynch fik vist aldrig noget ud af bønskriftet, og først året efter kunne han undslippe til Sankt Petersborg, men hans skrifter i sommeren 1772 viser en mand på randen af sammenbrud, med sønderknust ry og ære, psykologisk usammenhængende og rædselsslagen for sin videre skæbne.

SPOT BLEV FØJET TIL SKADE af en hel shitstorm imod ham, der brød løs i sensommeren. Ingen forstod, hvorfor han forsøgte at undskylde sin gamle kritik af Suhm, og det gav ham et øgenavn, der skulle blive hængende: ’Paul Wendekaabe’. Straffen havde bragt hans navn på alles læber og dermed brudt hans anonymitet – og de mange kritiske pamfletter mod ham kunne syrligt og spydigt gennemhegle hans produktion styk for styk.

Efter hundedagene i spjældet kunne man tro, at Bynchs skribentkarriere nu var slut. Det var den ikke. I november sprang han igen frem med et nyt anonymt tidsskriftsinitiativ, åbenbart var han kommet sig over sommerens ydmygelser, for nu var han så kry som nogensinde.

Året før havde den unge Peder Rosenstand-Goiske vakt skandale med sit tidsskrift Den dramatiske Journal med teaterkritik. Den idé overførte Bynch nu til diverse præsters ugentlige prædikener, der for ham at se også kunne have gavn af kritik. Bynchs tidsskrift fik titlen Den homiletiske Journal. En lang indledning fremlagde Bynchs ærinde i vovelige, næsten storhedsvanvittige termer: Han ville kritisere prædikanterne set fra Guds synspunkt. Han mente, at prædikerne skulle kritiseres både æstetisk, retorisk, liturgisk og teologisk.

MED DETTE GRUNDLAG GIK HAN i kirke med pen og papir og nåede at udgive fem numre med et par kritikker i hver. Nogle af præsterne fik gode anmeldelser, men især nogle af de yngre kapellaner fik deres sag for. Bynch fremførte både sin kritik af den pietisme, han selv var rundet af, af manglende sammenhæng mellem indgangsbøn, indledning og prædiken og af selve præsternes stemmekapacitet og foredragsform.

Det var både arrogant og underholdende, men i løbet af november blev det regeringen for meget, og tidsskriftet blev forbudt. Det var en af den ny regerings mange ad hoc-beslutninger imod konkrete skrifter i løbet af 1772, da man ikke ville skride til at genindføre forhåndscensuren, men alligevel ved dekreter og politiindgreb efterhånden fik jaget skribentskaren en skræk i livet.

Men 24. december fulgte den første juridiske stramning af trykkefriheden efter kuppet mod Struensee: Kritik af prædikanter blev forbudt ved lov. Det var en lex Bynch, der rettede sig direkte imod hans aktivitet. Men sideløbende var en anden modstander af Bynchs projekt trådt frem. Det var hans konkurrent som den tidlige trykkefriheds mest vovemodige og aktive skribent, Martin Brun.

Han havde tæppebombet markedet i 1771 med kritiske, morsomme, velskrevne og tankevækkende skrifter, meget ofte med præsteskabet som hovedmål. Nu løb han til præsteskabets forsvar imod Bynch. Han udgav ’Anti-Journalen’, der i fire numre gav sig til at gendrive hver eneste af Bynchs kritikker. Allerede efter ’Anti-Journalens’ første nummer var Bynchs ’Den homiletiske Journal’ blevet forbudt, men det forhindrede ikke Brun i at fremture.

BYNCH GAV IGEN med første nummer af endnu et tidsskrift, ’Den politiske Kandestøber’, samtidig med at Bruns kritik blev hårdere og mere ondskabsfuld for hvert nummer. Brun, der i 1771 havde været trykkefrihedens største besynger, mente nu, at Bynch skulle straffes for Den homiletiske Journal, ja, han mente endog, at der var tale om blasfemi. Det havde en af Danske Lovs strengeste straffe, dødsstraf med tortur, så Brun stod nu frem som helt uhyre from. Det er bizart at følge 1771’s to mest udfordrende og kreative skribenter konkurrere om, hvem der kunne være mest from og bibelkyndig, blot et år senere.

Man kan ikke ønske sig noget bedre bevis på, at det var lykkedes kupmagerne mod Struensee i løbet af 1772 at disciplinere skribenterne. Giganternes kamp mellem Bynch og Brun i vinteren 1772-73 skulle også markere trykkefrihedens praktiske afslutning. Strømmen af trykkefrihedsskrifter svandt ind, og i efteråret 1773 skulle politimesteren få beføjelse til at forbyde skrifter og uddele bøder.

BYNCH-BRUN-DEBATTEN BLEV Bruns sidste optræden, efter at han i løbet af kun godt to år havde sendt over 70 skrifter på markedet. Bynch ytrede kun et yderligere pip, da han i januar 1773 forsøgte at forsvare sig mod et ondartet og velskrevet satirisk angreb, der hævdede, at han stod i ledtog med Satan selv, der forsøgte at genvinde magten på slottet i København.

Bynch må have konkluderet, at han ikke kunne stoppe de cirkulerende rygter om, at han stod i ledtog med overlevende Struensee-støtter, ja, at han måske var betalt påvirkningsagent for dem. I hvert fald tav han nu fuldstændig.

Efter sit ophold i Sankt Petersborg, hvor vi ikke ved, hvad han lavede, kom han hjem og døde som dragon i Næstved i 1779, 32 år gammel. Også Brun døde ret ung, han var ikke mere end 34, da han døde i 1774.

Brun og Bynch var blandt trykkefrihedens mest aktive og kreative skribenter, og de bidrog i høj grad til, at perioden i Danmark markerer fødslen af åben offentlig debat.

Men de viser også begge, hvordan statslig og offentlig forfølgelse kan kue skribenter – og især i Bynchs tilfælde, hvordan forfølgelse og fængsel kan gøre rystende nervevrag ud af dristige provokatører.