Din identitet ligger i din gamle tegnebog

MENNESKER ADSKILLER SIG FRA DYRENE – selv fra de i denne henseende yderst privilegerede kænguruer – ved, at vi bærer vigtige ting med os i dertil indrettede punge og tasker. Historikere og arkæologer har stor gavn af denne særlige vane.

En anden bjergvandrer, der omkom i Ötztal-alperne og flere tusinde år senere blev verdenskendt under det noget uværdige navn Ötzi, bar allerede i stenalderen sine værdigenstande i en bæltetaske.

I en hollandsk mose fandt tørvegravere i 1910 en pengepung og 37 romerske mønter ved siden af andre 1.500 år gamle genstande, og videnskaben diskuterer fortsat, om en soldat langt væk hjemmefra har smidt kostbarhederne i mosen som en offergave, eller om han mon selv gik under sammen med dem. Denne anonyme romer kender vi kun, fordi hans pung med mønter blev fundet.

Vi kan altså glæde os over de historier, som punge fortæller om individers liv. Det er dog forstemmende, at pengepungen næsten har udviklet sig til en kropsdel. Den indeholder betalingsmidler, der udløser egoisme og gang på gang forstærker den.

Ifølge antropologen David Graeber organiserer penge de sociale forhold på følgende måde: Mennesker med tomme tegnebøger eller sågar gæld er suspekte, og mennesker med bugnende tegnebøger virker moralsk overbevisende.

Vi, der per refleks tjekker tegnebogen (Er den der endnu? Er alt stadig i den?), spiller en definerende rolle i kapitalismens succeshistorie, der også har erobret de mest intime områder.

ALLEREDE I MIDDELALDEREN kunne pengepungen være en sanselig affære. Der er bevaret eksemplarer, hvorpå der med guld-og sølvtråd er broderet scener, hvor mænd og kvinder kommer hinanden nærmere. De blev givet i bryllupsgave – en diskret instruks.

Klædedragterne havde ingen lommer, men slidser. Holdne kvinder greb gennem slidsen for at mærke pengepungen under skørtet. Mændene bar også deres mønter så tæt på kroppen som muligt.

Kunstneren Urs Graf, der arbejdede i Basel, tegnede i begyndelsen af det 16. århundrede en mand med sværd, der betaler en prostitueret med mønter fra sin pengekat på brystet. Andre brugte en møntstrømpe, som blev viklet om hofterne godt skjult for nysgerrige blikke. Lommetyvenes forgængere yndede at skære snoren til pengepungen over, og de kunne lure overalt.

Pungene kunne også imponere med deres udsmykning i 18. og 19. århundrede, især var det populært i Paris. De kunne være lavet af læder, perlemor, elfenben, muslingeskaller, skildpadde. De var pyntet med motiver af blomster, kolibrier, legende hunde, Wiens seværdigheder eller et portræt af den statelige Napoleon 3.

Lukkeanordningen af metal blev stadig bedre, og pungene fik flere og flere rum, så pengesedler og dokumenter kunne få deres egen plads.

Men intet har haft større betydning for pengepungens udvikling end ejermandens konstante frygt for, at den skulle blive stjålet. Dermed blev lommetyven til en hovedfigur i den moderne storby. Punge, ure og lommetørklæder var lommetyvens bytte i Charles Dickens roman Oliver Twist, hvori overskurken bliver beskrevet med grov antisemitisme.

DER GIK HISTORIER OM TYVESKOLER. Uanset om det var London, Paris eller New York: I alle metropoler i det 19. århundrede forlød det, at der fandtes hemmelige uddannelsessteder, hvor rodløse unge blev introduceret til det kriminelle håndværk. Man sagde, at eleverne befølte dukker for at forberede sig på de virkelige tyverier, og at klokker på dukkerne ringede, hvis de lange fingre ramte blot en millimeter forkert på deres vej til kontanterne.

Efter bestået eksamen sværmede lommetyvene ud i grupper. Ingen kunne vide sig sikker. Det var ifølge den borgerlige presse ganske vist. Det vides ikke, om den type skoler virkelig fandtes. Historierne dokumenterer snarere, at de velhavende virkelig var bange. De blev nødt til at indse, at byen ikke tilhørte dem alene.

Lommetyvens adfærd var også en provokation: Et medlem af det nederste lag trængte med sine fingre gennem klasseskellet direkte ind til den privilegeredes krop.

Ifølge historikeren Peter K. Andersson skyldtes de fleste tyverier ikke lommetyvenes enorme udspekulerethed, men snarere fodgængernes gammeldags ubehjælpsomhed. Kriminaliteten begyndte nemlig at falde lige så snart, byboerne i begyndelsen af det 20. århundrede havde lært at forstå livet i byerne: Da de blev mere kyniske, gik hurtigere og bevægede sig med tunnelsyn gennem gader og stræder.

Før i tiden standsede man måske op på et hjørne, når en fremmed person talte til en og blev så stående og betragtede et højlydt skænderi mellem andre ukendte personer. Denne såre menneskelige skødesløshed kostede mangen en borger pengepungen.

MAN KAN SPEKULERE OVER, hvad manden på Theodulpasset mon tænkte om småkriminalitet i 1600-tallet, men det finder vi aldrig ud af. Det står dog klart, at han havde næsten 200 mønter med sig, da han begav sig op i bjergene. Så krydsede han nok gletsjeren og faldt måske ned i en gletsjerspalte.

Næsten 400 år senere fandt skiløbere hans knogler, hans våben og hans penge. Han døde som ejer af mønter fra alpebyerne Sion og Chur, fra hertugdømmet Savoyen, fra de daværende Spanske Nederlande, fra Frankfurt og Worms, fra Bologna, Venedig og Milano.

Det er useriøst og spekulativt, men altså: Hvis han ikke blot kendte milanesiske penge, men også byen Milano – den ligger trods alt kun 6-7 dages rejse til fods mod sydøst – havde han måske hørt om det usædvanligt imponerende maleri, som der kunne ses i spisesalen i et kloster.

Mere end fire meter højt og mere end ni meter bredt: en gengivelse af den sidste nadver malet af en vis Leonardo fra byen Vinci, med Kristus i midten og ivrigt diskuterende disciple ved et langt bord. Næsten alle gestikulerer levende. Undtaget Kristi forræder. Krampagtigt holder han fast i den lille læderpose, hvori belønningen for hans forræderi befinder sig.

Vores lejesoldat eller handelsmand, der jo var vant til mange kontanter, ville måske lægge mærke til den detalje. Man finder den også hos Leonardo da Vinci: Den evige bekymring for pengepungen.

Snart bliver pungen taget fra os alle, og det bliver ikke lommetyve, der står bag, men den digitale tidsalder.

Alt hvad pungen og tegnebogen kan, kan en smartphone efter sigende gøre bedre: gemme id-kort, foretage betalinger, fremvise billeder af kæledyr og kærester.

Derfor nærmer pengepungens tid sig sin uigenkaldelige afslutning. Men hvis vi en dag skulle falde i en af klodens sidste gletsjerspalter, og man først finder os om 400 år, vil de fremtidige arkæologer næppe gøre sig den ulejlighed at finde det rigtige ladekabel og prøve uendelig mange pin-koder og skærmlåsmønstre for at afdække de hemmeligheder, der måtte findes på den mobiltelefon, der bliver fundet ved siden af os.

I modsætningen til manden fra Theodulpasset vil vi uden kontanter forsvinde ud i det rene ingenting.

Artiklen »Das Portemonnaie«, blev første gang bragt i magasinet »NZZ Geschichte« Nr. 34, 2021.

Oversat af Mette Skodborg