Tre forfattere om Tyskland efter 2. Verdenskrig
Litteraturen har gjort op med synet på tyskerne i kølvandet på Anden Verdenskrig
Knud Romer – Lukkede døre for tyskere
I ’Den som blinker er bange for døden’ kredser forfatteren Knud Romer om det danske syn på tyskerne i efterkrigstidens Nykøbing Falster, og hvordan en lille dreng med en tysk mor blev holdt udenfor i skolegården og udstødt af lokalsamfundet. Selv om Romers mor, Hildegard, havde været tilknyttet modstandsbevægelsen i hjemlandet, dømmes hun og hendes barn som tyskersvin:
»Mor og jeg gik vores daglige runde gennem en by, som havde vendt os ryggen, og vi så alting bagfra og mødte ikke andet end folk, der var på vej væk og vinkede afværgende, når mor henvendte sig til dem. De kiggede i den anden retning, og dørene var lukkede, og varerne udsolgt, og stolene optagede, og præsten trak hånden til sig efter kirken til jul. Vi var de eneste mennesker i verden, mor holdt mit liv i sine hænder, og jeg holdt hendes og løb med små skridt ved siden af, mens vi fulgtes ad til Torvet og hele vejen tilbage igen«.
’Den som blinker er bange for døden’ blev i 2007 præmieret med De Gyldne Laurbær.
Günther Grass – Voksnes vanvittige verden
Oskar Matzerath beslutter sig som 3-årig for at holde op med at vokse. Derfor kommer han i Günter Grass’ roman ’Bliktrommen’ fra 1959 til at se verden gennem et barns øjne, men med en voksens livserfaring. Det gør ham med hans trofaste tromme og evne til at splintre glas med stemmen til ikke så lidt af en outsider, men det har også sine fordele.
»For ikke at skulle klapre med pengeskuffen holdt jeg mig til trommen og voksede fra og med min treårs fødselsdag ikke en fingerbred mere, forblev den treårige, men også tregangekloge, som alle de voksne ragede op over, som skulle vise sig de voksne overlegen, som ikke ville måle sin skygge med deres skygge, som indvendig og udvendig var fuldkommen færdig, altimens de andre måtte vrøvle om udvikling til langt ind i oldingealderen, som konstaterede, hvad de andre med stort besvær og tit og ofte under smerter bragte i erfaring, som ikke havde nødig år for år at gå med større sko og bukser blot for at kunne bevise, at der var noget som voksede«.
Günter Grass var en af efterkrigstidens store revsere af nazitidens Tyskland. Derfor var opstandelsen stor, da Grass i 2007 fortalte, at han som 17-årig selv meldte sig til Waffen-SS.
Siegfried Lenz – Farlig pligtfølelse
I ‘Tysktime’ fra 1968 skal Siggi Jepsen skrive stil om ‘Pligtens glæder’. Det bliver en historie om barndommen ved Vadehavet under Anden Verdenskrig, hvor faderen, der er landbetjent, skal holde øje med den ’entartete’ kunstner Nansen, som er blevet forbudt at male. Selv om de to er barndomsvenner, udfører betjenten sin opgave med stor ihærdighed, og Siggi Jepsens far bliver et billede på den grænseløse lydighed i Nazityskland.
»Næppe noget ligger så vel forvaret i min erindrings skatkammer som møderne mellem min far og Max Ludwig Nansen. Derfor åbnede jeg fortrøstningsfuldt mit hæfte, lagde mit lommespejl ved siden af det og forsøgte at beskrive min fars ture til Bleekenward, nej ikke alene turene, men også alle de kneb og fælder han udtænkte for Nansen, de onde og komplicerede træskheder, de planer som han fattede i al sin mistænksomhed, de trick, bedragerier og, når nu doktor Korbjuhn havde ønsket sig det, endelig også de glæder, som han vel opnåede under udøvelsen af pligten. Det lykkedes ikke«.
Siegfrid Lenz var selv soldat i Danmark under krigen, men flygtede med dansk hjælp og blev siden gift med en dansker.
