En venlig opsang fra en nabo

I princippet kunne dette blive en meget kort artikel. Og dens udsagn ville heller ikke være helt forkert. For jo, det dansk-tyske forhold anno 2021 har det godt. De to lande lever i et harmonisk naboskab uden de store konflikter, i skarp kontrast til tidligere tider. På Christiansborg omtales Berlin som Danmarks vigtigste europæiske partner, og regeringen har – i hvert fald på papiret – en Tysklands-strategi.

Omvendt gik en del af min tid som journalist for tysk radio og tv med at berette om forhold, hvor Danmark var forud for og inspirerede den politiske og samfundsmæssige diskussion i Tyskland, om det så var arbejdsmarkedsmodeller, børnepasning, digitalisering eller den grønne omstilling. På det personlige plan kan man som tysker i dag bo og bevæge sig rundt i Danmark uden at møde de store fordomme eller dumsmarte bemærkninger om besættelsen eller den nazistiske fortid.

Det må siges at være et fremskridt – bare spørg forfatteren Knud Romer om hans opvækst med tysk baggrund på Falster et par årtier tidligere. Ifølge de lejlighedsvise skåltaler er det dansk-tyske forhold altså i den skønneste orden. ’Det kunne være møj værre’, som det siges i det jyske. Men måske det alligevel for en stund er mere interessant at dykke ned under overfladen og tilføje glansbilledet et par nuancer. For det er alligevel slående, hvor markante forskelle der stadig er på Danmark og Tyskland i måden at betragte og gå igennem verden på.

Et eksempel er fra foråret 2021, hvor der både i Tyskland og Danmark ligesom i resten af Europa herskede en del utilfredshed over den igangværende vaccinering mod covid-19. Politikerne ville gerne fremstå handlekraftige, men forventningerne var en del højere, end der var vaccine til rådighed. I Europa havde man valgt at koordinere indkøb af vaccine via EU-Kommissionen og havde aftalt en solidarisk fordeling blandt medlemslandene.

DET NEMMESTE FOR FOR BÅDE regeringschefer og sundhedsministre var derfor at skælde ud på bureaukraterne i Bruxelles – en mulighed, som Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, straks benyttede sig af.

»Europa leverer ikke, hvad Europa skal«, sagde hun forud for EU-topmødet sidst i februar og tog derpå til Israel sammen med Østrigs kansler, Sebastian Kurz, for at indlede et strategisk vaccinesamarbejde, der dog aldrig blev konkretiseret. Ingen af de tre lande har udviklet en vaccine og råder heller ikke over en større produktionskapacitet.

Nogenlunde på samme tidspunkt signalerede den svensk-britiske AstraZeneca-koncern, at den ikke kunne levere det antal vacciner, som var aftalt med EU, hvorimod der ikke ville være flaskehalse i Storbritannien. Dette sendte politiske chokbølger igennem hele Europa, og EU overvejede, om der skulle indføres eksportrestriktioner for vaccine, således at AstraZeneca ikke i stedet for at overholde sine aftaler med EU solgte til højestbydende, f.eks. USA eller Israel.

I flere interviews med landsdækkende medier forklarede den tyske sundhedsminister, Jens Spahn, at et sådant indgreb i givet fald ikke ville være udtryk for national eller europæisk egoisme, men at man udelukkende ville sikre, at AstraZeneca opfyldte sin del af den indgåede aftale. »This is not about Europe first, but about Europe’s fair share«, sagde Spahn.

Samme udfordring, to forskellige reaktioner. Manglen på vaccine opfattedes af den tyske regering som et europæisk problem, som skulle løses europæisk. Mette Frederiksen derimod understregede i løbet af foråret flere gange, at hun først og fremmest er danskernes statsminister og ville gøre alt i verden for, at danskerne fik så mange vacciner som muligt så hurtigt som muligt. Symbolpolitik og varm luft, men signalementet inklusive den velkendte nærmest refleksagtige EU-bashing var ikke til at tage fejl af.

ENDNU MERE ABSURD BLIVER SCENARIET, hvis man blot for en stund husker, hvor den på det tidspunkt mest pålidelige vaccine egentlig kom fra. Pfizer-BioNTech er udviklet og produceres i Tyskland, takket være et forskerægtepar med tyrkiske rødder samt en solid forhåndsfinansiering af både den tyske regering og EU. Hvad hvis vaccinen var blevet udviklet i Danmark? Ville Mette Frederiksen have valgt den europæiske solidaritet? Jeg spørger bare.

Lad os parkere vaccinerne og rette fokus mod det mere værdipolitiske. Udlændingepolitikken er en evergreen for enhver dansk regering og forbliver det således også under Mette Frederiksens socialdemokratiske. Og ligesom man af og til kan spørge sig selv, hvordan pokker det lykkes folk at blive ved med at skrive og udgive nye sange, for efterhånden må alle akkorder og melodier dog være anvendt, så kan samme forundring formuleres med hensyn til udlændingedebatten i Danmark:

Kan den blive ved, og kan der virkelig drejes på flere skruer? Det kan der så sandelig, og således gik foråret 2021 med at diskutere hjemtagning af (syge!) danske børn fra syriske flygtningelejre, syriske flygtninge, der omvendt skulle hjemsendes kort inden deres studentereksamen, en socialdemokratisk ordfører, der på Facebook sammenlignede udlændinge med ukrudt, en hjemsendelseslejr for kriminelle udlændinge et sted langt ude på Langeland samt – som om alt det andet ikke var nok – en aftale med Rwanda, hvortil den danske regering nu vil flytte fremtidige asylansøgere samt deres sagsbehandling. Sidstnævnte uden afstemning med de europæiske partnere, men – forstås det – under hensyntagen til både menneskerettigheder og internationale konventioner.

Danmark er ifølge det altdominerende flertal på Christiansborg et rød-hvidt paradis for danskerne og helst kun dem. Alle andre får lov til at være her, i den udstrækning de kan gøre sig nyttige, tjene samfundet og bidrage til at gøre det og dermed danskerne rigere. Menschen erster und zweiter Klasse? (Mennesker af første og anden klasse?). Vi er i hvert fald ikke langt fra tankegangen. Vel at mærke i et land og samfund, der definerer sig selv via grundlæggende, ja ufravigelige værdier som fællesskab, solidaritet, ligestilling, tillid, frisind og social mobilitet.

I det lys virker det selvfølgelig nærmest pladderhumanistisk, at man i Tyskland i løbet af foråret diskuterede en lille bog på blot 30 sider, der erobrede de tyske bestsellerlister i løbet af ingen tid. ’Jeder Mensch’ hedder udgivelsen, som den tyske jurist og forfatter Ferdinand von Schirach står bag. Von Schirach er kendt for sine noveller og teaterstykker, som tit præsenterer læseren for et juridisk dilemma, som der så diskuteres retssikkerhed og grundlæggende retsprincipper ud fra.

MEST KENDT ER NOK FORTÆLLINGEN ’TERROR’, som blev opført på Det Kongelige Teater for nogle år siden. Et passagerfly på vej fra Berlin til München bliver kapret, og det centrale spørgsmål rejses, om det må skydes ned eller ej? Hvem eller hvad vejer tungest? Passagererne om bord på flyet, som med sikkerhed vil miste livet? Eller de næsten 80.000 tilskuere på Münchens propfyldte fodboldstadion, som man har en mistanke om, at flyet skal ramme?

Von Schirach tager her som andre steder udgangspunkt i den tyske grundlovs allerførste paragraf: »Die Würde des Menschen ist unantastbar. Sie zu achten und zu schützen ist Verpflichtung aller staatlichen Gewalt« (Menneskets værdighed er ukrænkelig. At agte og beskytte den er den statslige magts forpligtelse). Det mest interessante her er tanken om, at nogle rettigheder er ufravigelige og universelt menneskelige – ikke blot på papir, i hverdagen og ved festlejligheder, men netop når det gælder, og vi som samfund udfordres. Lige meget om denne udfordring bibringes os via en terrorhandling, en flygtningekrise eller noget helt tredje.

At det enkelte menneske har en værdighed i sig selv, og at denne værdighed er ukrænkelig og skal beskyttes uanset hvad, er hele fundamentet for den tyske stat og den dag i dag det centrale omdrejningspunkt for enhver tysk regering. Naturligvis skal denne, ja, retsfundamentalisme ses i lyset af historien og de grusomme handlinger, som blev begået af tyskere og i tyskernes navn umiddelbart inden grundlæggelsen af forbundsrepublikken i 1949.

Nazisternes massemord i koncentrationslejre og på slagmarker over hele Europa havde ikke kun industrielle dimensioner, men også kollektive ofre – i den forstand at den nazistiske ideologi netop ikke så det enkelte menneske, men udelukkende definerede det som en del af en gruppe (jøder, handicappede, homoseksuelle, bolsjevikker eller sindssyge), som ifølge Hitlers forskruede verdensbillede ikke fortjente at leve.

Det var ikke individer, man dræbte, men folkefjender, undermennesker, parasitter og andet sygeligt afskum, som hver især og tilsammen truede det tyske folkefællesskab både inde- og udefra. Ikke et massemord, men en udrensning i det tyske folkelegeme.

EFTERKRIGSTIDENS TYSKLAND BLEV GENFØDT og formet som reaktion på dette ideologiske, racistiske og nationalistiske vanvid, ligesom det internationale samfund tog form med dets forpligtelse på både menneskerettigheder, konventioner og internationalt samarbejde via FN og EU i (Vest)Europa.

Bevidstheden om disse sammenhænge må i dag siges at være varierende, og ikke kun i Danmark, men også andre steder fornemmer man stemmer, der med voksende styrke sætter spørgsmålstegn ved retsnormer, vi for ikke så længe siden tog for givet. I det lys er alene von Schirachs bogtitel en provokation. Men ikke nok med det. ’Jeder Mensch’ (Ethvert menneske) er nemlig ikke andet end et forsvar for, at vi ikke bare skal nøjes med de menneskerettigheder, vi allerede har, og som blev vedtaget umiddelbart efter Anden Verdenskrig, men at de skal udvides, aktualiseres og tilpasses vores verden i dag.

Sikke dog noget pjat. Lutter luftkasteller. Og hvorfor skal vi danskere dog pines med vores nabolands mørke fortid? Man kan nærmest se det trætte smil om munden på statsministeren og hendes ministerkolleger, der er sat i verden for at varetage danske interesser, og som med både selvfølgelighed og stolthed konstaterer, at »humanismen døde for længe siden«.

Men det er netop pointen. For ser man på den politiske dagsorden og det forestående valg til Forbundsdagen i Tyskland, så er det netop viljen til og udbygningen af det europæiske samarbejde, som er iøjnefaldende. Armin Laschet vandt nomineringen til kanslerkandidat for de konservative og dermed til Merkels efterfølger, netop fordi mange i partiet anså hans partiinterne modkandidat, bayerske Markus Söder, som lidt for smart, populistisk, nationalistisk og upålidelig i centrale spørgsmål.

ARMIN LASCHET SELV FREMHÆVER NØDVENDIGHEDEN og betydningen af det europæiske samarbejde ved næsten enhver lejlighed, det samme gør spidskandidaterne for De Grønne og for SPD, henholdsvis Annalena Bärbock og finansminister Olaf Scholz. De to sidstnævnte er endda villige til at opgive den tyske sparsommelighed og kaste sig ud i enorme investeringer, der skal modernisere Europa på afgørende områder som miljø, digitalisering og anden central infrastruktur. Vejen til magten i Tyskland fører via og ikke uden om Europa.

Vil det sige, at tyskere er bedre mennesker end danskere? En flok politisk korrekte hellige? Nej, på ingen måde. Der er utrolig meget godt at sige både om folk i Danmark og om det danske samfund i det hele taget. På samme måde – don’t get me started – er der nok et par områder, hvor både mit eget land og mine landsmænd ville have godt af at kigge nordpå og lade sig inspirere af den danske måde at arbejde, leve og organisere sig på.

Men alt dette er ikke pointen her. Naboer eller ej, så lever vi politisk og på afgørende områder på to forskellige planeter, alle fest- og skåltaler til trods. Hvor skiftende tyske regeringer anser det europæiske samarbejde som alternativlos, uden alternativ, så er den nationale – til tider nationalistiske – refleks mere reglen end undtagelsen på Christiansborg og i Statsministeriet.

Det forhindrer ikke, at man kan leve i nogenlunde harmoni ved siden af hinanden. Men forholdet bliver bare aldrig det, det kunne være blevet – Tysklands-strategi eller ej. Og måske er det det, der står tilbage som det egentlig triste, ja fortvivlende. At vi i dag kunne så meget mere, hvis vi virkelig ville. Men at vi i bund og grund ikke har så meget at sige til hinanden, taler forbi hinanden og på centrale politiske områder ikke længere har de store forventninger til hinanden. ’Det kunne være møj værre’, som det siges i det jyske. Men det kunne også være meget bedre.