Før nationalstater blev en ting, kunne tysk høres overalt i København

MEN DER VAR OGSÅ MANGE ANDRE ÅRSAGER TIL, at det tyske sprog og tyske migranter fra alle samfundslag spillede en væsentlig rolle i hovedstaden.

Helt grundlæggende var Europas byer indtil ca. 1800 afhængige af indvandring på grund af overdødelighed. I 1740’erne havde København således et fødselsunderskud på cirka 4.000 indbyggere for hele tiåret, hvilket i 1750’erne steg til 6.000 og i 1760’erne til 8.000.

Alligevel voksede byen. Fra 1728 til 1769 var der en årlig indvandring på mellem 1.000 og 1.250 personer, og den fortsatte gennem resten af århundredet, og i 1801 passerede byen 100.000 indbyggere, hvilket placerede Københavns befolkning i Europas top-25, hvad angik størrelsen. Væksten skyldtes i høj grad tilflyttere fra Det Tyske Rige og fra andre byer i Østersø-regionen, hvor der siden hansestædernes dage havde eksisteret en tysktalende købmands- og håndværkerklasse.

Københavns borgerskabsprotokoller fra 1700-tallet viser, at hen ved 10 pct. af borgerne stammede fra de tysktalende dele af hertugdømmerne, mens andelen fra udlandet, hovedsageligt Det Tyske Rige, lå på ca. 17 pct.

Mere end en fjerdedel af borgerne havde altså ud fra denne målestok tysk som modersmål, men dertil kom det forhold, at dansktalende borgere også lærte sig tysk af hensyn til de netværk, de opererede i – og fordi tysk (og fransk) gennem det meste af 1700-tallet blev betragtet som fornemmere og mere kultiveret end dansk.

Især håndværkerne tilhørte et tysksproget netværk. Siden begyndelsen af 1600-tallet havde de såkaldte Zünften bredt sig blandt byens håndværkersvende og laug, i takt med at det blev kutyme i laugene, at en svend skulle tage på valsen i et antal år, før han kunne gøre sig håb om at blive mester med eget værksted (det såkaldte Wanderschaft).

Initiativet skulle dels modvirke utilfredshed blandt svendene, efterhånden som flere laug var begyndt at udvide antallet af svende og derved formindskede den enkelte svends mulighed for at få eget værksted. Men svendevandringerne virkede også som en europæisk praksis for vidensdeling, uddannelse og spredning af design- og håndværksmæssige nybrud inden for fagene. Zünften var opbygget omkring en række fælles symboler, traditioner og ritualer, der bandt de ugifte svende sammen i et internationalt broderskab med plattysk som fællessprog. Gennem Zünften forsvarede svendene deres hævdvundne rettigheder og fordele og kunne tvinge en by i knæ ved at bandlyse den og forhindre tilvandring af svende, hvis bystyret eller det enkelte laugs mestre ikke overholdt dem.

LAUGENE OG ZÜNFTEN GAV håndværkssvendene et sikkerhedsnet, som ikke var mange andre borgere forundt. En vandrende svend kunne få gratis logi og ophold i svendehuset i de byer, han passerede på vejen, og lauget hjalp med at finde arbejde til den, der ville blive i byen. Desuden var lauget garant for hjælp i tilfælde ulykke eller død og kunne sikre et standsmæssigt begravelsestog frem for den ensomme begravelse, som kunne blive byens tjenestefolk, søfolk og andre, der opholdt sig midlertidigt i byen uden familie og slægt i nærheden, til del.

Svendene endte ofte med at slå sig ned ude i verden, og det betød, at Københavns hen ved 50 laug efterhånden blev udpræget tyskdominerede. I Bagerlauget stammede 33 ud af 78 mestre i tiden 1724-48 fra Det Tyske Rige, og blandt svendene var andelen endnu større. I Skrædderlauget, der i 1771 var byens største med 322 mestre, 216 svende og 80 lærlinge, var mere end en tredjedel af mestrene i perioden 1780-1800 tyskfødte, og det samme gjaldt omkring 1800 mere end halvdelen af svendene.

En anden væsentlig kilde til det tyske sprogs og de tyske indvandreres synlighed i det københavnske bybillede var den hvervede hær, som udgjorde grundstenen i den enorme militære garnison, der bevogtede kongens København. Det anslås, at soldater og officerer ved garnisonen med samt deres familie sidst i 1700-tallet udgjorde hen ved 10 pct. af byens befolkning, mens yderligere godt 10 pct. var tilknyttet flåden.

I 1796 skrev Otto Schellenberg, der selv var kommet til København som hvervet soldat fra Det Tyske Rige og siden havde købt sig fri af tjenesten, at mindst hver sjette soldat var udlænding. Hovedparten var tyske, derefter fulgte svenskere, franskmænd, italienere, hollændere, russere, polakker, schweizere, portugisere og englændere. Omgivelserne omtalte dem dog ofte som tyske, formentlig fordi tysk var det sprog, som alle soldaterne i større eller mindre grad mestrede uanset herkomst.

AT MAN OMTALTE ALLE SOM TYSKE, viser, at man i samtiden havde vanskeligt ved etniske og territorielle klassificeringer. Og samtidig minder det os om, at skellet mellem tysk og dansk og andre etniske og nationale kategoriseringer var mere flydende i tiden før de moderne nationalstaters opståen midt i 1800-tallet.

De tysktalende hvervede soldater satte sig mange spor i københavnernes erindring. E.C. Werlauff skrev i 1860’erne om sin barndom i begyndelsen af århundredet om forarmede soldater, der holdt vagt ved byens porte og volde:

»Soldaterne vare dengang yderst slet lønnede; saavidt jeg mindes havde Musketererne, foruden Brød, Kvarteer og Beklædning, i Penge ikke mere end 4 Skilling om Dagen. Det er derfor ofte hændt mig i min Barndom, naar jeg passerede paa Volden forbi en Skildvagt, at denne sagde i en klynkende Tone: »Lieber junger Herr, Geben Sie nicht einern armen Soldaten einen Stilber«.

Da hvervningen ophørte med udgangen af 1808 og blev erstattet af værnepligt, blev den tyske tilstedeværelse i hæren selvsagt drastisk indskrænket, selv om rekrutteringen af blandt andet musikere gennem hvervesystemet fortsatte helt frem til 1867.

Blandt de mest magtfulde medlemmer af 1700-tallets overklasse af storkøbmænd, embedsmænd og adel var en række migranter fra Det Tyske Rige og danske undersåtter fra hertugdømmerne. Det gjaldt karrierepolitikere som J.H.E. Bernstorff, Adam Gottlob Moltke, Constantin Brun og Heinrich Schimmelmann, der i kraft af deres forbindelser og tidligere meritter blev inviteret til riget af den enevældige konge for at styrke rigets udenrigs- og finanspolitik.

De og deres efterkommere indgik i rigets administration og i oplysningstidens reformprogrammer og var med til at bane vej for stavnsbåndets ophævelse og udskiftningen af landbruget samt slavehandelens gradvise afskaffelse. De opnåede titler i rangsystemet og opførte fornemme palæer til såvel deres egen som kongens og byens pryd. De stod samtidig i spidsen for de største handelskompagnier og vidnede på den måde om den tætte sammenvævning af statens og handelens interesser i perioden.

Det samme gjaldt hovedstadens storkøbmænd, blandt andre Johann Ludvig Zinn, Hermann Fabritius, Johan Friedrich Wever, Peter Tutein, Heinrich Bolten og Reinhard Iselin, der som regel kom til byen med små midler, men gennem deres driftighed og netværk fik skabt sig egne formuer og købte eller byggede købmandsgårde og pakhuse samt fik adelstitler og poster i handelskompagnierne og i administrationen.

NOGLE AF DEM ENGAGEREDE SIG OGSÅ i den tidligste industrialisering af riget og byen og investerede bl.a. i en kattunfabrik (kattun er bomuldsstof, ofte med trykt mønster, red.) på Østerbro, i de norske jernværker og ikke mindst i de københavnske sukkerraffinaderier, der var en af de vigtigste indirekte indtjeningskilder fra slavehandelen og koloniherredømmet på De Vestindiske Øer.

Den tyske elite øgede udbredelsen af tysk sprog og kultur i hovedstaden gennem ansættelse af medarbejdere og tjenestefolk fra Det Tyske Rige, men især gennem deres engagement de tyske menigheder i såvel den reformerte kirke i Gothersgade som de protestantiske tyske kirker Skt. Petri og den nye Frederiks Tyske Kirke på Christianshavn, der blev opført med støtte fra den enevældige konge midt i 1700-tallet for at sikre plads til den voksende tysktalende befolkning.

Desuden stod den tysksprogede migrantelite for en omfattende import af tyske kulturkoryfæer, præster og fagspecialister såsom ingeniøren J.H. Dumreicher, digteren Friedrich Gottlieb Klopstock, hofpræsten Johan Andreas Cramer og professor ved Kunstakademiet Joachim Martin Preisler.

Tysktalende borgere og det tyske sprog var altså tæt vævet ind i enevældens København. Men kan vi tale om tyskere og tyskhed på samme måde som efter nationalstaternes opståen midt i 1800-tallet?

Både ja og nej. Hos mange af de tyskfødte i enevældens København var der en udpræget opfattelse af et særligt fællesskab med andre tyske migranter og en klar skelnen mellem de kvaliteter, som ’de tyske’ indeholdt til forskel fra andre befolkningsgrupper i byen, hvad enten det var de indfødte selv eller andre tilvandrede grupper som f.eks. franskmænd eller nederlændere.

DER VAR TALE OM EN FORM FOR kosmopolitisk fædrelandsstolthed, hvor man på den ene side dyrkede en europæisk kultur og samtidig var bevidst om sin egen nations særlige værdi. Det er således karakteristisk, når storkøbmanden Johann Zinns datter, Sofie, i sine erindringer fortæller, at man i hjemmet altid talte tysk, men samtidig læste og sang sange på talrige europæiske sprog. Og i hjemmet tilskrev man nederlændere en særlig ’flegmatisme’, franskmænd en særlig ’letsindighed’ og englændere en afsky for alt, der ikke var engelsk.

Både hos eliten og blandt de hvervede soldater og håndværkere finder vi ligeledes eksempler på, at konkrete bekendtskaber og såvel personlige som mere institutionaliserede netværk havde betydning for, hvorfor de søgte til København og for den karrieremæssige succes, de opnåede i byen.

Samtidig var opfattelsen af fædreland, nation og loyalitet en anden end den nationalisme, der blev formet i kølvandet på Napoleonskrigene og romantikken. I 1700-tallet var patriotismen dominerende. Den understregede, hvordan en person kunne blive en del af en hvilken som helst stats fællesskab, så længe han eller hun viste sig som en nyttig og loyal borger.

Fra slutningen af århundredet og særligt i forlængelse af krigene, hvor Napoleon demonstrerede den nationale franske hærs overlegenhed over for sine modstanderes hvervede hære, blev patriotismen udfordret af nationalismen, der lagde vægt på statsborgerskab, blod, sprog og fødested som baggrund for et tilhørsforhold. Indførelsen af indfødsretten i 1776 var det første eksempel i verden på dette, men retten håndhæves først med større kraft, når vi kommer ind i 1800-tallet.

I begyndelsen af 1800-tallet kunne den fra Rostock indvandrede Friederike Münter, gift Brun, endnu skrive:

»Hvilket folk jeg nu tilhører, ved jeg virkelig ikke; og derfra stammer sikkert min fuldstændige mangel på eksklusiv fædrelandskærlighed, hvilket har ladet mit sind, hjerte og øjne åbne for de positive og negative sider, hos de folk og lande jeg har besøgt. Min far sagde også tit: at Kristus tidligt og vedvarende ikke har gjort andet end at modarbejde den eksklusive fædrelandskærlighed og den endnu mere eksklusive fædrelandsstolthed og ivrigt ikke har søgt at fremme andet end en åben verdensborgerindstilling«.

Men snart kom tyskheden og patriotismen under pres.

I LØBET AF 1800-TALLET BLEV DET TYSKE SPROG gradvist trængt tilbage, og man oplevede sammenstød mellem dansk- og tysktalende i den borgerlige presse og på teatret i tiden efter indfødsrettens indførelse i 1776.

Særlig højt gik bølgerne under den såkaldte tyskerfejde 1789-90, der udsprang af en litterær strid omkring Jens Baggesens opera ’Holger Danske’, der vakte harme hos bl.a. P.A. Heiberg, der fandt operagenren udansk. I den efterfølgende debat i tidens litterære tidsskrifter kom konflikten i stigende grad til at handle om tyskernes fordelagtige stilling i »et Land, hvor Tydskere til Trods og Haan for de Indfødte endnu sidder øverst ved Bordet«, som den faktisk tyskfødte digter Schack Staffeldt formulerede det.

Men det er karakteristisk, at deltagerne i konflikten ikke nødvendigvis valgte side på baggrund af oprindelse og modersmål, men i lige så høj grad på baggrund af lokale venskaber, stand og erhverv. Sprog og nationalitet var fortsat meget flydende størrelser.

En skribent som W.H.F. Abrahamson, der deltog aktivt i debatten og angreb det tyske sprogs indflydelse i samfundet, var selv søn af tysktalende forældre i Slesvig by. Alligevel viede han sig kort efter sin ankomst til København i 1757 forfremmelsen af dansk og det danske sprog i og uden for hæren.

Han var en af de første, der underviste officerer på dansk, da han i 1771 blev ansat som lærer i geografi og sprog ved den nyoprettede Artilleriskole. Han knyttede venskab med forfatteren Johannes Ewald og skrev også ivrigt litterære værker og pamfletter på dansk, skønt det ikke var hans modersmål.

Siden blev splittelsen mellem tysk og dansk mere dominerende. I 1840’erne mindedes J.L. Heiberg sin barndom omkring år 1800, hvor man endnu kunne købe skillingsviser på både tysk og dansk hos byens visekællinger, der reklamerede for deres varer på begge sprog.

»Deres Dansk og Tydsk, som de, for ikke at tilsidesætte Kongens tydske Undersaatter, hver anden Gang varierede med Tydsk og Dansk, vakte ikke mindste Forargelse, og Ingen drømte om, at de tvende Parter, Dansk og Tydsk eller Tydsk og Dansk om føie Tid blive saa utilfredse med hinanden, at de endog ville begjære Skilsmisse«.

Efterhånden begyndte hovedstaden at miste fornemmelsen af at være et »fortgesetztes Deutschland« – en forlængelse af Tyskland – som hollænderen Meermann havde beskrevet omkring 1800.

EN UNDERSØGELSE AF DE TYSKTALENDE embedsmænds situation i København har vist, at der omkring 1830 bredte sig en oplevelse af at være i ’udlandet’, og at de i stigende grad holdt sig for sig selv.

En skriver for eksempel om København:

»[...] det er en kedsommelig By, en med tusind og atter tusind Ører og Tunge forsynet Rede, i hvilken enhver Holstener blive anset for en Gøgeunge – ; det er ogsaa ærgerligt, at de [øvrige indbyggere] ikke kan lade en passe sig selv og ikke kan begribe, at Holstenerne hellere kommer sammen indbyrdes end med ’Stockdänen’; – man maa være i København for at faa Respekt for Kiel«.

Da der i slutningen af 1830’erne gik en opfordring ud til rigets undersåtter om at yde bidrag til det planlagte museum for Bertel Thorvaldsen i København, kom der ikke den mindste skilling fra Holsten, selv om Thorvaldsen også her havde et stort ry og adskillige opgaver bag sig. Afstanden til København var vokset mentalt.

Opmærksomheden på forskellighederne kulminerede i de glade grundlovsdage i 1840’erne, hvor de nationale modsætninger skrev sig ind i fortællingen om demokratiets indførelse og den efterfølgende borgerkrig. Det fik konkret udtryk i hovedstaden.

I 1847 besluttede Borgerrepræsentationen nemlig, at spørgsmål til kommunalbestyrelsen, der ikke var udformet på dansk, skulle tilbagevises. Og i 1848 udviste Det kgl. Danske Skydeselskab hertugen af Augustenborg og hans broder af selskabet, ligesom deres bemalede skydeskiver skulle hugges itu. Samtidig krævede de danske håndværkssvende, at alle tyske svende blev udvist af byen, »saa længe nogen dansk Svend var uden Arbejde«.

En tysk bagermester fik ligefrem sin forretning ødelagt af pøbelen, da hans svende havde været i konflikt med en gadeprostitueret, og bagermesteren selv endte i arresten i Hovedvagten.

MEST IVRIGE VAR SNEDKERSVENDENE, der tidligere havde været et af de svendelaug, der med stor kraft havde fastholdt det internationale broderskab, der var forankret i laugets ritualer.

I maj og april 1848 organiserede de arbejdsløse svende sig med fast plads ved Toldboden, hvor de holdt øje med nyankomne tyske svende og forsøgte at tvinge dem til at vende om. Samtidig sendte de ekspeditioner rundt til byens værksteder og tvang mestrene til at afskedige deres tyske ansatte.

Politiet assisterede ved at sende de afskedigede ud af landet for at undgå uro.

Der var dog også kritiske stemmer. Den jødiske forfatter M.A. Goldschmidt skrev:

»Ere vi Andre, som elske Danmark, som tale og skrive dets Sprog reent, som have stillet vort Liv til Statens Tjeneste, redningsløst stillede udenfor den danske Nationalitet, altsaa fædrelandsløse, fordi der er et udansk sch i vort Navn, eller fordi vi have mørkt Haar og mørke Øine? Om vi falde for Danmark, om vort Hjerteblod flyder, skal da dette Hjerteblod ikke kunne opveie det ulykkelige sch? — Herregud, hvor Folk kunne være ubarmhjertige i deres Fædrelandskærlighed«.

Borgerkrigen og krigen i 1864 blev på mange måder kulminationen på de nationale modsætningers fremvækst og forhærdelse såvel i Danmark generelt som i hovedstaden. Herefter var det umuligt at agere i byen uden at tage stilling til national identitet, sprog og tilhørsforhold.

Snart druknede de tyske stemmer i havet af nykøbenhavnere fra provinsen, der ivrigt aflagde sig deres hjemegns dialekt og samlede sig om et fælles lavkøbenhavnsk dansk, der blev den industrialiserede bys hovedsprog og i dag nærmest er blevet normen nationalt.