Tyskland blev limet sammen af fjenders blod, men Det Andet Rige blev siden et af de første bud på en demokratisk velfærdsstat
For Danmark inkarnerede det kejserlige Tyskland ondskabens imperium efter nederlaget i 1864. Men med rigets samling for 150 år siden kunne tyskerne for første gang kalde deres land en nationalstat. Og med tiden udviklede stormagten i syd sig faktisk til et af de tidligste bud på et demokratisk velfærdssamfund.
-
Bataljemaler Wilhelm Camphausen fulgte de preussiske styrker under krigen mod Danmark i 1864 og vendte hjem hjem med et levende førstehåndsindtryk fra begivenhederne. Det blev til det berømte maleri ’Preussernes storm på øen Als’ fra 1866. Her et udsnit med et faldent Dannebrog i centrum. Maleri: ’Die Erstürmung der Insel Alsen durch die Preußen’ (Preussernes storm på øen Als). Deutsches Historisches Museum, Berlin
I sommeren 1871 så alt ved første øjekast ganske lyst ud for det nyfødte tyske kejserrige. Den kapable preussiske kansler Otto von Bismarck havde i tre krige mod Danmark, Østrig og Frankrig fået smedet de spredte tyske områder sammen til en ny europæisk stormagt med et uhørt økonomisk og militært potentiale. Men under facaden lurede en lang række problemer for Kejsertyskland. Problemer og dramatiske historier, der ofte er blevet sat i skyggen af de to verdenskrige og den efterfølgende kolde krig.
Set fra et dansk perspektiv er det let at glemme, at det skæbnesvangre år 1864 ikke bare var Danmarks skæbnetime, men også den sydlige nabos første skridt i retning mod den forjættede stormagtsstatus. Som Danmarks nemesis Otto von Bismark sagde til sin sekretær, Robert von Keudel:
»Spørgsmålet om Slesvig-Holsten er så tæt knyttet til det store tyske spørgsmål, at vi må løse begge dele samtidig, hvis det kommer til et åbent brud«.
Det åbne brud kom som bekendt i 1863, da Danmark forsøgte at indføre dansk forfatning i Slesvig. Preussen og Østrig reagerede med militær indgriben på den provokation. Efter flere nederlag blev den danske skæbne i Anden Slesvigske Krig endeligt beseglet ved midnat 28. juni 1864, da 23.000 preussiske soldater overraskede 9.000 danske jenser på skanserne på Als. Den følgende dag var den danske hær blevet åreladt med et tab på 3.000 mand mod 365 preussiske ofre.
Resultatet af slaget passede perfekt i den preussiske regerings kram. Bismarck havde brug for militær succes for at slippe af sted med en løsning på spørgsmålet om Slesvig og Holsten, som omfattede preussisk annektering af territoriet. Som han havde sagt til sine liberale modstandere i parlamentet i 1862:
»Nutidens store spørgsmål løses ikke ved taler og flertalsbeslutninger, men ved jern og blod«.
DET VAR ALTSÅ MILITÆR MAGT OG IKKE DIPLOMATI, der skulle fremme Preussens sag i Europa. Mytologiserede slag som invasionen af Als var ideelle til at opbygge Preussens omdømme som en magt, der skulle tages alvorligt. Da krigen mod Danmark var vundet, udnyttede Bismarck de deraf følgende skænderier med Østrig om Slesvig og Holsten til at afgøre det såkaldte tyske spørgsmål én gang for alle.
Modsætningerne mellem de to største tyske stater, Preussen og Østrig, var blevet skærpet, siden de i 1815 sammen havde besejret Napoleon. Østrig blev stadig betragtet som den vigtigste af de to, men Preussen var i fuld gang med at udvikle sig til et økonomisk kraftcenter, der kunne udfordre Østrigs førende stilling i Centraleuropa. Det udviklede sig til en strid mellem de tyske stater om kontrollen over Slesvig og Holsten, og da den blev optrappet i juni 1865, var Bismarck klar. Han havde skaffet sig magtfulde venner i Storbritannien, Frankrig, Rusland og – nok så væsentligt – Italien. Østrig var gennem list blevet isoleret diplomatisk og stod alene tilbage med en håndfuld sydtyske stater, herunder kongedømmet Bayern.
DA DEN PREUSSISK-ØSTRIGSKE KRIG BRØD UD, varede det kun få uger, før slaget ved Königgrätz (Sadowa) 3. juli 1866 afgjorde konflikten til Preussens fordel. Den prestige, som Preussen nu nød, enten tiltrak eller intimiderede de mindre tyske stater og banede vej for etableringen af det såkaldte Nordtyske Forbund i 1867, hvor Østrig blev forment adgang. Den stærke økonomiske union dækkede en stor del af det centrale Europa og blev ganske naturligt ledet af Bismarck selv i rollen som kansler.
Forbundet havde både en forfatning og et parlament, og det tiltalte demokrater, liberale og nationalister, der efterhånden accepterede, at en realpolitisk tilgang, hvor man samarbejdede med de aristokratiske eliter, måske var den måde, de kunne opnå deres respektive mål på.
De katolske stater i syd tøvede dog stadig med at tilslutte sig en union, hvor de ville blive underlagt preussisk og dermed protestantisk herredømme. Der var brug for en fjende så mægtig, at de ville glemme uoverensstemmelserne og samles under tysk flag.
I den sammenhæng kan man ikke overdrive betydningen af, at Bismarck var vokset op i et århundrede, der var stærkt præget af det, han kaldte arvefjendskabet mellem Frankrig og de tyske områder. Han havde også fået en god forståelse af de inderste franske magtcirkler og ikke mindst af manden i centrum, Napoleon 3., mens han var ambassadør i Frankrig i 1862.
Han vidste, hvordan man kunne provokere de franskes kejser.
Da lejligheden bød sig i 1870 i forbindelse med en forholdsvis banal affære om den ledige spanske trone, sørgede Bismarck personligt for at forpeste forholdet mellem Preussen og Frankrig i en sådan grad, at Napoleon 3. august 1870 invaderede de tyske områder.
Virkningen var som ønsket.
Preussens kong Wilhelm lod sig krone som Tysklands første kejser i 1871, men han var skeptisk over for moderne ideer som nationalisme. Ideen om et samlet Tyskland var i høj grad hans kansler Bismarcks påfund, og den gamle konges bange anelser angående Preussens overlevelse i et nyt Stortyskland blev på sigt bekræftet. I 1945 opløste de allierede den preussiske stat for at forhindre fremtidig preussisk aggression.
»Spørgsmålet om Slesvig-Holsten er så tæt knyttet til det store tyske spørgsmål, at vi må løse begge dele samtidig«
Otto von Bismarck
DEN FØLELSE AF SAMHØRIGHED OG STOLTHED, der havde ulmet siden frihedskrigene mod Napoleon 1. i 1812-15, blussede igen op, da tyskerne blev udsat for endnu et fransk angreb – endda med en ny Napoleon i spidsen. Denne massive defensive nationalisme var nok til at få de sydlige stater til at opgive deres religiøse forbehold.
De skred til handling og sluttede sig til Preussens kamp for at forsvare fædrelandet.
Den fransk-preussiske krig i 1870 endte med endnu en sønderknusende sejr til preusserne, og det stod klart for enhver, at magtbalancen i Europa var skiftet.
Otto von Bismarck var ikke sen til at udnytte det, han godt vidste var en midlertidig stemning af beundring og solidaritet, til at sikre sig opbakning fra alle de tyske fyrster til at danne en forenet nationalstat under én krone. Den preussiske konge skulle nu være tysk kejser. Der var kun en enkelt person, der skulle overtales: kong Wilhelm 1. af Preussen selv.
Forud for udråbelsen af det tyske rige i januar 1871, brød den preussiske konge sammen i tårer og snerrede vredt ad Bismarck: »I morgen lægger vi Preussen i graven, og det er udelukkende Deres skyld!«. Den konservative og aldrende konge så med stor skepsis på den nye tyske nationalisme og frygtede, at det på sigt ville opløse hans elskede Preussen i Tyskland. Wilhelm nægtede sågar at bære en titel, der indeholdt ordet ’tysk’, så det endte med den ret intetsigende kompromistitel ’kejser Wilhelm’.
De sydlige stater vægrede sig også stadig, og Bismarck måtte ligefrem bestikke den bayerske kong Ludwig til at gå med i det nye rige. Han sørgede også for, at selve ceremonien skulle finde sted på udenlandsk jord og ikke i Berlin. Valget faldt på et særligt symbolsk sted, Spejlsalen på Versailles-slottet uden for Paris – det netop besejrede Frankrigs politiske hjerte.
Symbolikken var klar: Kun gennem sammenhold kunne de tyske områder modstå den evige trussel om udenlandsk invasion.
DA BISMARCK LÆSTE ERKLÆRINGEN OP med sin messende, monotone stemme og dermed gjorde Wilhelm til Tysklands første kejser, var der da heller ingen civilister at se. Dette var en militær union, der var grundlagt på blod og jern, præcis som Bismarck havde forudsagt.
Tyskland var fra den ene dag til den anden blevet den største europæiske nationalstat, hvad angik befolkning, areal og økonomisk potentiale. Men Bismarck vidste, at der kun var lidt, der kunne holde det nye kraftværk sammen, når først minderne om den militære sejr begyndte at blegne.
Tyskland var en mosaik, der i al hast var limet sammen med fjenders blod. Det var ikke en sammenhængende helhed, der organisk var vokset sammen over tid. En tredjedel af tyskerne var katolikker, to tredjedele protestanter, og en dyb kulturel kløft langs floden Main skilte de to kulturelle sfærer, som udsprang af hver sit religiøse tilhørsforhold.
Desuden var de sociale problemer, der ledsagede industrialiseringen, ikke forsvundet. Et voksende byproletariat krævede rettigheder, og dets interesser stod i direkte modsætning til aristokratiets – det aristokrati, som Bismarck lige havde overtalt til at tilslutte sig det nationale projekt.
Fraværet af fysiske grænser havde desuden udvisket etniske og sproglige skel, og den nye tyske nationalstats grænser omsluttede nu millioner af ikke-tyskere.
Frankrig blev til en republik efter nederlaget i 1871. Men antallet af kejserriger forblev konstant i Europa. For 18. januar 1871 blev det tyske kejserrige udråbt i Spejlsalen i Versailles, de franske kongers gamle palads. I centrum, i hvid uniform, ses arkitekten bag: Otto von Bismarck. I virkeligheden var han dog i blå uniform, men på dette maleri, der var en gave til Bismarck, er han fremstillet som øjeblikkets mand i hvidt. Maleri: Anton Von Werner, 1885. Bismarck-Museum, Friederichsruh
DE MANGE POLITISKE REVOLUTIONER i 1848-49 spøgte også stadig i Europa, og liberale grupper forventede, at den tyske forfatning skulle afspejle deres lange kamp. Hvis Bismarck skulle undgå at tabe sit tyske projekt på gulvet, lige så hurtigt som han havde opbygget det, skulle der ske noget drastisk.
For at komme de fremstormende liberale i møde var Bismarck nødt til at udarbejde en forfatning for Det Tyske Rige, og den blev forbløffende demokratisk. Reichstag, som det nye parlament kom til at hedde, skulle vælges af alle mandlige borgere over 25 år. Kvinder havde godt nok stadig ikke stemmeret, men det var alligevel mere demokratisk end sammenlignelige systemer, hvor krav om rigdom eller status stadig afskar masserne fra at stemme.
Bismarck sørgede dog samtidig for at bevare den preussiske indflydelse med bestemmelsen om, at den preussiske konge altid skulle være tysk kejser. Men hverken Bismarck eller Wilhelm formåede at slå bro over deres borgeres religiøse forskelle. Efterhånden kom Bismarck til at se den katolske tredjedel af den tyske befolkning som en sikkerhedsrisiko, der måtte sættes på plads. Han lancerede den såkaldte kulturkamp, hvis fundament, majlovene, blev vedtaget i 1873. Kernen var konflikten mellem den sekulære preussiske stat, der ønskede kontrol med uddannelsessystemet samt de religiøse institutioner på bekostning af den overstatslige katolske kirke.
Kulturkampen var også en måde at tackle de millioner af udenlandske katolikker på, der levede inden for landets grænser.
Polakkerne mod øst krævede deres egen stat, mens franskmændene i Alsace-Lorraine, en region, som var blevet annekteret efter den fransk-preussiske krig, også var dybt utilfredse. 400.000 af dem forlod riget mellem 1871 og 1914. Og Frankrig drømte stadig om at generhverve områderne.
Danskerne i Nordslesvig blev til sammenligning stort set ignoreret. Det danske parti i den tyske Rigsdag argumenterede godt nok for en folkeafstemning, der skulle afgøre, om regionen skulle genforenes med Danmark, men Bismarck følte sig ikke truet af et parti, der kun havde 0,5 procent af mandaterne.
De danske børn talte efterhånden tysk i skolen, og de unge aftjente værnepligt sammen med deres tyske jævnaldrende og blev godt integreret i de protestantiske omgivelser. Og i 1912 var det danske parti helt nede på 0,1 procent af pladserne i Rigsdagen. Inden da havde Bismarck og hans katolske modstandere i 1878 sluttet fred, da de fandt en fælles fjende i form af det socialdemokratiske parti, SPD, og sammen dannede de en antisocialistisk alliance. Det skulle dog vise sig, at det fremstormende parti ikke kunne holdes tilbage.
DEMOGRAFIEN ÆNDREDE SIG MED HASTIGE SKRIDT, stadig flere mænd fra byernes arbejderklasse gjorde sig gældende ved valg, og efterhånden skete der også et magtskifte i parlamentet.
I 1912 var halvdelen af pladserne besat af socialdemokrater og liberale, der således blev i stand til at aftvinge eliten betydelige indrømmelser såsom kortere arbejdsdage, forbud mod at arbejde om søndagen samt indførelsen af den første egentlige velfærdsstat med ret til pension, sygeforsikring og løn under sygdom.
I 1914 var det tyske rige i hvert fald at betegne som et halvt demokrati og præget af bred konsensus, og trods de mange modsætninger fik man efterhånden udviklet en overraskende sammenhængskraft.
Wilhelm 2.s såkaldte ’Weltpolitik’ var en af de faktorer, der muliggjorde denne sammenvoksning. Kejserens politiske bibel var en bog med titlen ’The Influence of Sea Power Upon History’ af den amerikanske søofficer Alfred Thayer Mahan.
Bogens argument var, at sømagt var nøglen til enhver nations velstand og i sidste ende til dens overlevelse. I en verden, der var domineret af tanker om socialdarwinisme, gav det glimrende mening for Wilhelm, så han fik bogen oversat og lod den uddele til tyske søofficerer. Den massive flådeopbygning, der i slutningen af 1890’erne udsprang af denne overbevisning, gav ikke bare næring til kejserens fikse idé, men inspirerede også den unge nation, der stadig var usikker på sin plads i verden. Flåden blev udbygget, så den var verdens næststørste efter den britiske, og det kolonirige, som flåden patruljerede, blev det tredjestørste i verden. Tyskerne var stolte af deres nye stat, og mange af de tidligere så rodfæstede uenigheder fortonede sig, i takt med at en ung generation af tyskere voksede op i en positiv atmosfære af fremskridtsoptimisme og imperiedrømme.
»I morgen lægger vi Preussen i graven, og det er udelukkende din skyld!«
Kong Wilhelm 1. af Preussen til Bismarck
DA TYSKLAND 1. AUGUST 1914 erklærede krig mod Rusland, kulminerede den nationalistiske bølge, og selv de besværlige socialdemokrater sluttede op om krigserklæringen. Ånden fra 1871 var atter vakt. Fra balkonen på slottet i Berlin bad kejseren sine tidligere politiske fjender om at begrave stridsøksen og stå sammen om at forsvare fædrelandet. Han fastslog, at så længe Tyskland var omgivet af fjender, måtte borgerne respektere en hjemlig borgfred, for Tyskland havde aldrig tabt en krig, når landet stod sammen – eller sådan hævdedes det i hvert fald i et populært slogan.
Det virkede forbavsende godt. SPD’s ledere trykkede hånd med kejseren, fagforeningerne (hvis medlemstal var vokset til faretruende 3 millioner) lovede at undlade at strejke, og Rigsdagen vedtog 4. august en bemyndigelseslov, der i praksis lagde den demokratiske proces på is, indtil krigen var slut.
I de første to år af Første Verdenskrig var de øjensynlige militære succeser, der blev beskrevet i pressen – ikke mindst sejren i slaget ved Tannenberg på østfronten – med til at bære ved til det nationalistiske bål.
Men katastroferne i 1916, herunder slagene ved Verdun og Somme, Jyllandsslaget og Brusilov-offensiven, viste sig i kombination med den akutte mangel på mad og andre livsnødvendigheder, som var forårsaget af den britiske flådeblokade, at være for meget blod og jern, selv for et rige, der hidtil var blevet drevet frem af netop disse ingredienser.
Da almindelige tyskere begyndte at vende sig mod regeringen, forsøgte den militære elite at sikre sig kontrol over alle samfundslivets forhold og forvandlede derved landet til et militærdiktatur.
Situationen var desperat i 1917, og da USA gik ind i krigen, og Rusland trak sig ud, var en afslutning på den forfærdelige krig inden for rækkevidde, men kampene fortsatte.
DET VAR NETOP DENNE STÆDIGHED HOS ELITEN og dens insisteren på en Siegfrieden (’sejrsfred’), der havde ændret krigen fra et forsvar af fædrelandet til et aggressivt togt for at erobre territorier – hvilket mange tyskere ikke var villige til at ofre livet for.
Amerikanernes krav om demokratiske reformer blev fremmet af den såkaldte Novemberrevolution (eller Den Tyske Revolution) i 1918.
Kejseren blev tvunget til at abdicere. Det var slut med Det Andet Rige.
Hvordan skal vi så forstå denne første inkarnation af den tyske nationalstat?
Var det et militaristisk diktatur, forløberen for Hitlers nationalsocialisme? Præmissen om at skabe en nation af blod og jern indebærer, at der var meget ved det tyske rige, der var militaristisk og konservativt. Men samtidig havde Bismarcks forfatning forankret eliterne i et fundament af demokrati.
De kunne ikke vedtage love uden om folkets repræsentanter i Rigsdagen. En stadig mere moderne, ung og politiseret befolkning tvang regeringen til at gennemføre progressive forandringer. Det moderne uddannelsessystem førte til verdens højeste grad af læse- og skrivefærdighed. Tyske opfindere, ingeniører og forskere spillede en central rolle i det 19. og 20. århundredes fremskridt.
Trods sine fejl og den katastrofale undergang var Det Andet Rige den første demokratiske tyske nationalstat. Den del af rigets historiske arv bør ikke glemmes.
Katja Hoyer er en tysk-britisk historiker, der netop har udgivet bogen ’Blood and Iron’ om Det Tyske Kejserrige 1871-1919.
Oversat af Tonny Pedersen
Skribenten anbefaler:
V. Ullrich:’Bismarck’. Haus Publishing Limited. London, 2015
C. Clark: ’Iron Kingdom: The Rise and Downfall of Prussia, 1600-1947’. Penguin. London, 2007.
M. Kitchen: ’A History of Modern Germany: 1800 to the present’. Wiley-Blackwell. Chichester, 2011