Triumftog i antikkens Rom blev også diskuteret dengang

TRIUMFTOGET VAR ET OFFENTLIGT SHOW, som et bredt udsnit af den romerske befolkning – inklusive kvinder og slaver – stimlede sammen for at overvære. Stemningen var høj, og i værket ’Elskovskunsten’ anbefalede digteren Ovid optoget til en lidt anden slags erobringer: en lejlighed til at forføre kvinder ved at imponere dem med historisk viden om alle de besejrede byer og kongelige krigsfanger, der gled forbi i paraden.

»Svar på alt, hvad pigen spørger om – og hvis du ikke kender svaret, så opfind det«, lød et tip fra Ovids håndbog i hor.

Men triumftoget var ikke kun en folkefest og militær fejring af blodige sejre. Det var også en religiøs takkefest til Jupiter, guddom for herskermagt og garant for Roms politiske og militære suverænitet. Paradens endestation og ceremoniens højdepunkt var derfor ankomsten til templet for Jupiter Optimus Maximus (Jupiter den bedste, den største). Den stort anlagte helligdom lå på Kapitolhøjen, hvor generalen ofrede to hvide okser og skænkede sine laurbær til gudens statue. Derefter fulgte et gigantisk festmåltid.

I det 1. århundrede f.Kr. blev udarbejdet en kronologisk optegnelse (Fasti triumphales) over alle de romerske generaler, som havde fejret triumf, lige fra Roms grundlæggelse i år 753 f.Kr. til år 19 f.Kr. Listen var indskrevet på en række marmorrelieffer og opført på Forum Romanum. De tidligste triumftog varede kun en enkelt dag, eftersom fjendernes rigdomme var sparsomme og mest af alt bestod af kvæg og får. Men sidenhen blev fjenderne mægtigere, og omfanget af krigsbytte voksede, så der kunne gå helt op til tre dage med at køre plyndringsgods og fanger igennem byen i storslået triumf.

Med den stigende mængde plyndringsgods steg elitens velstand. Det fik den romerske statsmand Cato den Ældre til at advare om, at i takt med rigets ekspansion eskalerede også den romerske stats grådighed og ekstravagance – to laster, som, ifølge Cato, altid medfører store imperiers undergang.

For meget luksus, fråseri og overdreven interesse for (græsk) kunst risikerede at gøre romerne dovne, blødagtige og uegnede til krig.

I forbindelse med et triumftog i 187 f.Kr. skrev den romerske historiker Livius, at romerne for alvor fik smag for overdådige festbanketter med luksus, kvinder, dans, sang og harpespil. Overklassens holdning til madlavning og kokke ændrede sig også: Fra at have været en ubetydelig slave blev kokken nu en værdsat madkunstner. Livius understregede desuden i sit værk om Roms historie, at mad og drikke var en vigtig del af triumftoget:

»Middagsretter var efter sigende stillet frem foran alle huse, og samtidig med at soldaterne tog for sig af retterne, fulgte de efter vognen, mens de sang i triumf og råbte morsomheder, som de, der deltager i et vådt og lystigt selskab, normalt gør«.

SOLDATERNES SEJRSRÅB OG SANGE, der spottede fjenden og hyldede generalen, var faste indslag i triumfen. Men også flabede tilråb og sjofle vers, som gjorde grin med generalen, var en tradition. Under Cæsars triumf hentydede soldaternes råb for eksempel til hans velkendte interesse for damer og skaldethed som tegn på en veludviklet libido:

»Tag jer i agt romerske ægtemænd, her kommer den skaldede horekarl!«.

Formålet med de frække tilråb er omdiskuteret i forskningen. Måske skulle de afværge misundelse og beskytte triumfatorens lykke. Eller forebygge triumfatorens overmod og gudernes hævn. Vi ved det ikke. Måske skulle de hive den gudelignende general ned på jorden, så han lettere kunne (gen)integreres i det romerske samfundsliv.

En af de mest overdådige triumfer i romersk historie blev fejret af general Aemilius Paullus efter sejren over den makedonske kong Perseus i slaget ved Pydna (Tredje Makedonske Krig).

På triumftogets tredje dag rykkede trompetblæserne frem. De blæste ikke festmelodier, men den march, romerne brugte, når de rykkede frem til slag. Efter dem fulgte 120 fede okser og 77 store kar proppet med guldmønter, en mægtig diamantbesat guldskål og makedonerkongens personlige guld- og sølvservice. Derpå fulgte kong Perseus’ egen vogn, hvor hans rustning og diadem lå til skue.

Det var ikke altid til at forudsige, hvordan de romerske tilskuere reagerede på synet af krigens ofre. I Aemilius Paullus’ triumftog stjal kong Perseus’ børn opmærksomheden, som den græske forfatter Plutarch beskriver i sin skildring af Aemilius Paullus’ liv.

PROCEDURER OG REGLER for, hvornår man måtte fejre en triumf, varierede gennem tiden, afhængig af historiske og militære omstændigheder. Under republikken var det almindeligvis den sejrende general, der anmodede senatet om at få tilkendt retten til en triumf. Generalen skulle være udstyret med imperium (ubegrænset kommando i felten) og desuden have ført en retfærdig krig (justum bellum) med mindst 5.000 døde fjender på slagmarken.

Den triumferende general og hans hær slog lejr på Marsmarken uden for byens religiøse grænse, mens de ventede på senatets tilladelse til at overskride grænsen. I samme øjeblik tilladelsen var givet, ophørte generalens imperium. Han var nu triumfator uden kommando – for at undgå at han fik lejlighed til at udnytte sin magtstilling.

Det er svært at rekonstruere en præcis triumftogsrute gennem Rom, og antikforskningen er præget af ophedet debat om spørgsmålet. I kilderne går enkelte holdepunkter dog igen: Triumftogets start udgik fra Marsmarken, og den religiøse grænse er formentlig blevet overskredet gennem Porta Triumphalis, hvis beliggenhed ikke kendes.

Paraden har bevæget sig fra Circus Flaminius mod Circus Maximus og derfra videre ad Via Sacra over Forum Romanum. Her lå fængslet, hvor en del af optogets krigsfanger blev henrettet. Resten af processionen fortsatte mod Jupitertemplet på Kapitol.

I SENREPUBLIKKEN ANFØRTE den romerske hærfører Pompejus den Store tre imponerende triumftog (i 81, 71 og 61 f.Kr.), som alle vakte vældig opsigt. Sammenlagt omfattede triumferne på en måde hele verden, dvs. de tre kontinenter Afrika, Europa og Asien. Triumftogene var et magtfuldt udtryk for den romerske ambition om verdensherredømme. Et af de trofæer, der blev båret i triumf – formentlig havde det form som en stor kugle – bar en indskrift med ordene »Dette er et trofæ af hele verden«.

Og i et tempel blev opstillet en liste over Pompejus’ bedrifter, inklusive den påstand, at han »udstrakte imperiets grænser til verdens ende«.

Pompejus’ Afrika-triumf affødte både fascination og forargelse i Rom. Han hjembragte en flok elefanter og besluttede at spænde fire af de tunge dyr for triumfvognen i stedet for de traditionelle heste. Men projektet fik en brat ende, da elefanterne var for store til at komme igennem en af Roms porte på vejen op til Kapitol. Tilsyneladende forsøgte Pompejus i to omgange at bakse de enorme dyr igennem porten, før han opgav og måtte erstatte dem med lidt slankere heste. En succesfuld verdenserobrer skulle tage sig i agt for ikke at få storhedsvanvid.

Nye og dekadente modetrends blev ofte indført via de prangende triumftog, og efter en Pompejus-triumf blev sjældne perler og ædelsten elitens nye modedille. I den forbindelse fremhævede Plinius den Ældre nogle store og sjældne ædelsten, som indgik i triumftoget, og konstaterede nøgternt menneskets hang til grådighed og rovdrift:

»Og ædelsten af denne størrelse eksisterer ikke længere – hvis nogen skulle være i tvivl om, at naturens ressourcer udtømmes«.

I KEJSERTIDEN SKIFTEDE TRIUMFTOGET KARAKTER og blev i stigende grad et symbol på kejserens militære magt. Triumfer var nu stort set forbeholdt kejseren og hans familie – en ændring, der ikke mindst kan tilskrives Cæsars efterfølger, Augustus. Et af Augustus’ virkemidler var at svække den romerske elite politisk og militært og dermed styrke sit eget monopol på magten. Den militære overkommando over den romerske krigsmagt var helt afgørende for hans position, og den ekstraordinære prestige, som en triumf gav, ville kejseren ikke dele med andre.

En af Augustus’ triumfer fejrede sejren over Antonius og Kleopatra i Slaget ved Actium (31 f.Kr.) i Nordgrækenland. Et rygte ville vide, at Kleopatra begik selvmord netop for at undslippe ydmygelsen ved at gå den tunge gang i Augustus’ triumftog hjemme i Rom.

»Mig skal der ikke triumferes over«, skal hun have hvæset, igen og igen.

Men hun kom på en måde med i optoget alligevel: Augustus lod fremstille en model i naturlig størrelse af dronning Kleopatra, som deltog sammen med de øvrige krigsfanger. Og ifølge den romerske digter Properts, der var øjenvidne til optoget, illuderede Kleopatra-modellen selve det dramatiske dødsøjeblik, hvor slangerne bider hende i armene.

Når det spektakulære triumfshow var ovre, og festen var forbi, spillede opførelse af triumfbuer en vigtig rolle som arkitektoniske mindesmærker i den romerske kejsertid. Triumfbuernes motiver manifesterede den militære magt og ekspansion. De udbredte budskaber om kejserens unikke betydning – også til folk i Romerriget, som ikke selv havde overværet triumftogene.

EN AF DE MEST BERØMTE triumfbuer er Titusbuen, som stadig kan ses på Forum Romanum. Buen blev rejst til minde om Titus’ sejr over jøderne og indtagelsen af templet i Jerusalem i 70 e.Kr.

På triumfbuens relieffer er selve det store triumftog i Rom foreviget: Titus står i sin triumfvogn, og hans soldater bærer sejrstrofæer, blandt andet den syvarmede lysestage, der var hjembragt som krigsbytte fra Jerusalems tempel.

Cirka 450 år senere dukkede de samme jødiske skatte angiveligt op i et nyt triumftog. En historiker fra det 6. århundrede beretter om en triumffejring i 534 e.Kr. af den byzantinske general Belisarius. Triumfen angik hans sejr over Vandalerriget (det nuværende Tunesien), og vandalerkongen Gelimer var blandt krigsfangerne.

Ifølge beretningen kunne man som et særligt paradeindslag se de jødiske skatte, som tidligere var båret i triumf af Titus og hans soldater, men altså senere var endt hos vandalerne i Afrika og derfor nu igen blev fremvist i et triumftog.

I en vis forstand var det den sidste romerske triumf, selv om den adskilte sig markant fra tidligere triumfer. Fejringen foregik ikke i Rom, men i Konstantinopel, nutidens Istanbul. Denne foregik til fods og ikke i en flot triumfvogn. Og frem for alt endte processionen ikke med en ofring til den hedenske Jupiter. Det romerske rige havde for længst fået kristent styre, og triumfen kulminerede ved, at både generalen og vandalerkongen kastede sig i støvet for den kristne kejser Justinian.

Nede fra støvet skal vandalerkongen have mumlet et citat fra Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente:

»Forfængeligheders forfængelighed – alt sammen forfængelighed!«.

Forfatteren Susanne William Rasmussen er dr.phil. og ph.d. i antikhistorie og religionssociologi, samt forfatter til ’Politikens bog om romerne’.