Epidemier og andre varsler i antikkens Rom

I republikkens tid (509-44 f.Kr.) blev disse varsler registreret i årlige lister, som kan læses den dag i dag, fordi den romerske historiker Livius gengiver udvalgte dele af listerne.

Når et usædvanligt fænomen var blevet iagttaget, blev det rapporteret til senatet i Rom, og enhver kunne give meddelelser om aparte hændelser. Rapporterne blev fremlagt af konsulerne, og senatet besluttede så, om et usædvanligt fænomen var et offentligt varsel (prodigium publicum) eller ej. Senatet havde tilsyneladende tre valgmuligheder i sagsbehandlingen:

1. Senatet kunne nægte at anerkende det aparte fænomen som et varsel, for eksempel med henvisning til for få eller for upålidelige vidner.
2. Senatet kunne godtage fænomenet som et varsel, men afvise, at det var offentligt og angik statens interesser. I det tilfælde kunne varslet eventuelt sones i privat regi.
3. Senatet kunne endelig anerkende fænomenet som et offentligt varsel, der skulle sones i offentligt regi.

Hvis senatorerne anerkendte et varsel som offentligt, påtog de sig ansvaret for organiseringen af de nødvendige soningsritualer. Senatorerne kunne i disse sager rådføre sig med hele tre forskellige præsteskaber (to romerske og et etruskisk), som havde den nødvendige religiøse knowhow. Soningen bestod af forskellige ritualer og ofringer, religiøse processioner, bespisning af guderne, indførelse af nye kulte og opførelse af templer og statuer.

Foto: Palazzo Altemps, Rom, Public Domain. Romersk kopi fra 2. årh. e.Kr. efter græsk original fra hellenistisk tid

PROCEDUREN VAR ET VÆSENTLIGT omdrejningspunkt i romersk religionspolitik. Det ses bl.a. ved, at varslerne var det øverste punkt på senatets dagsorden, og de blev behandlet før for eksempel spørgsmål om krig og fred i den romerske verden. Desuden måtte de romerske konsuler ikke rejse ud til deres provinser, før en eventuel rituel soning var udført. Ofte blev konsulers afrejse forsinket af varsler og deres soning.

At senatet og de involverede præsteskaber, altså den romerske elite, på denne måde definerede og tolkede varslerne og formidlede gudernes vilje, indebar naturligvis en stor religiøs og politisk magt. Senatet var ganske vist ikke forpligtet til at følge præsternes anvisninger, men der er ikke overleverede eksempler på, at de ikke blev fulgt. I optegnelserne for året 152 f.Kr. anføres således:

»En voldsom hvirvelvind væltede en søjle med en forgyldt statue foran Jupiters tempel. Da haruspexerne [de etruskiske præster] tolkede dette som et varsel om død blandt romerske præster og embedsmænd, gik alle embedsmændene straks af«.

Man skulle ikke gamble med gudernes gunst!

Foto: Museo Archeologico Nazionale, Napoli/PR

ET AF DE TIDLIGSTE EKSEMPLER PÅ, at en epidemi i Rom blev registreret som et varsel, forekom i 490 f.Kr., og de romerske optegnelser viser, at epidemier med jævne mellemrum hærgede blandt dyr og mennesker, både i byen og på landet. Som soning af en pestepidemi i 433 f.Kr. opførte romerne et tempel for den græske gud Apollon, der var kendt for både at kunne sende og afværge pest. Men trods indførelsen af den pestbetvingende Apollon-kult var den gal igen i 399 f.Kr., og Livius skriver:

»En hård og sygdomsbefængt sommer fulgte efter denne triste vinter, hvad enten det skyldtes klimaets ustadighed eller en anden årsag. Da man hverken fandt årsag til eller afslutning på den uhelbredelige pest, rådspurgte man, ifølge senatsbeslutning, ’De Sibyllinske Bøger’. Præsterne med ansvar for statens ofringer afholdt ved denne lejlighed det første lectisternium i byen Rom«.

’De Sibyllinske Bøger’ var en samling orakelbøger, der kun måtte konsulteres på senatets befaling, og et lectisternium var en rituel opdækning til guder. Romerne lå til bords på bænke, når de spiste, og ved denne lejlighed lå altså deres guder til bords. Ved gudeselskaberne blev gudebilleder fra templerne bænket om bordet og beværtet med offermåltider. Også i privat regi blev der udvist gæstfrihed og serveret anretninger, som tilsyneladende virkede formildende på både guder og mennesker. Livius skriver videre:

»Også på privat initiativ blev den slags ofringer afholdt. Man beretter, at dørene stod åbne over hele byen, at alle madvarer blev stillet frem tilgængelige for alle, at tilrejsende, kendte som ukendte, fik husly rundtomkring, og at man talte venligt og imødekommende selv med uvenner. Man afholdt sig fra stridigheder, og fængselsfanger blev sluppet fri af lænkerne i de dage«.

DET VAR OGSÅ PÅ FORANLEDNING AF ’De Sibyllinske Bøger’, at senatet i 293 f.Kr. besluttede at sende en romersk delegation til byen Epidauros på Peloponnes for at hente den græske lægegud Asklepios, som havde hjemsted dér. For Rom var igen plaget af pest. En slange (der den dag i dag er lægekunstens symbol) repræsenterede guddommen.

Den romerske digter Ovid skildrer i værket ’Metamorfoser’ legenden om, hvordan slangen/guden med glimtende blik rejser sit hoved og hvislende forlader sin helligdom. Den glider ned over templets polerede marmortrappe, ser sig et øjeblik tilbage, og glider så om bord på det romerske skib. Skibet returnerer til Rom, slangen glider fra borde, pesten hører op, og romerne opfører som tak et tempel til guden, der på latin kom til at hedde Aesculapius.

Under republikken havde nogle romere dog et noget anstrengt forhold til (græske) læger: »Jeg forbyder dig enhver omgang med læger!«, skal den ældre Cato have udbrudt til Cato junior. Men i kejsertiden tages lægekunst i stigende grad i brug i forbindelse med epidemier. Da en pest af hidtil uset omfang hærgede under kejser Titus (79-81 e.Kr.), roste den romerske forfatter Sveton kejserens indsats:

»For at afhjælpe epidemien og lindre sygdommen tog han ethvert guddommeligt og menneskeligt middel i anvendelse og tyede til alle slags ofringer og lægemidler«.

SELV OM VARSLERNE I ROMERSK OPTIK var en del af den officielle religion og ikke overtro, har mange forskere netop betragtet de romerske varsler som en bizar form for overtro. En af det 20. århundredes indflydelsesrige religionshistorikere, George Dumézil (1898-1986), har i værket ’La Religion romaine archaïque’ ligefrem betegnet varslerne som infantile udtryk for en psykose! I givet fald en noget sejlivet (500-årig) psykose. Under alle omstændigheder giver det næppe mening at forklare en samfundsinstitution i antikken med en nutidig psykiatrisk term, som almindeligvis betegner enkeltindividers sindstilstand.

Forskningens forklaringer på det romerske varselsvæsen udspringer af to yderstandpunkter: På den ene side en primært religionshistorisk og psykologiserende tilgang, der anskuer varsler som tegn på angst, stress, massehysteri og uvidenhed om naturvidenskabelige årsagssammenhænge. På den anden side en primært historisk tilgang, der anskuer varsler som middel til politisk manipulation, fup og svindel i politiske intriger og magtspil.

Begge standpunkter er imidlertid utilstrækkelige, hvis de ses isoleret eller drives for vidt. Det skyldes, at der kun findes ganske få og vage indikationer på massehysteriske bølger af paniske og stressede romere. Og de pågældende antydninger vedrører en ekstraordinært hård tid omkring 2. Puniske Krig (218-201 f.Kr.), hvis rædsler og sygdomme i sig selv må have udgjort gode grunde til uro.

Desuden findes der kun få hentydninger til politisk manipulation via disse varsler. Selv om muligheden for politisk udnyttelse oplagt har været til stede i systemet, forekommer de få antydninger af manipulation langtfra tilstrækkelige som forklaringsgrundlag for en institution, der fungerede år ud og år ind igennem adskillige århundreder.

DER ER INGEN TVIVL OM, AT romernes håndtering af naturkatastrofer og epidemier som varsler havde vigtige psykologiske og politiske dimensioner. Men både stress- og manipulationshypoteser savner blik for de religiøse og sociologiske dimensioner. Varselsvæsnet var en samfundsbevarende institution, forankret i stræben efter opretholdelse af balance og fred mellem samfund og guder.

Forskningen har også længe dvælet ved spørgsmålet, om romerne virkelig troede på varsler som blodregn, svedende statuer eller talende køer. Altså: Troede de mon, at gudestatuen svedte af angst eller raseri, eller vidste de, at den var plaget af kondensvand snarere end af svedeture? Vidste romerne, at blodregn blot var sand fra Sahara? Men over for den slags spørgsmål er der en vigtig indvending: En moderne (natur)videnskabelig skelnen mellem fysisk set mulige og fysisk set umulige fænomener er irrelevant i den antikke kontekst.

Det afgørende er, at senatet rent faktisk behandlede disse varselsrapporter om svedende gudestatuer og talende køer. Senatet agerede på grundlag af varsler via en religionspolitisk procedure og rituelle soninger. Det demonstrerer, at varslerne havde høj politisk prioritet og faktiske konsekvenser. Varslerne var virkelige, i den forstand at de udløste virkelige handlinger af samfundsmæssig betydning.

Store dele af det romerske varselsvæsen levede videre i kejsertiden. Og i mødet og sammenstødet med kristendommen blev romerske varsler en slem torn i øjet på de kristne kirkefædre. Kirkefædrene tordnede imod denne hedenskab og betegnede varslerne som bizar, sørgelig, skændig og irrationel overtro. Og det er egentlig tankevækkende, eftersom nogle af de hedenske varsler i omtolket form faktisk genfindes i kristendommens mirakler.

I kristne mirakler berettes om nadverbrød, der bløder, og om forskellige forvandlinger, for eksempel af brød til kød og vin til blod. Men allerede 100 år før Kristi fødsel findes forvandlinger og beretninger om brød, der bløder, og gudestatuer, der græder – hvilket nogle af den katolske kirkes Madonna-statuer for øvrigt stadig gør med mellemrum.