0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Creative Commons. Gravering af Levasseur efter Jules-Elie Delaunay
Foto: Creative Commons. Gravering af Levasseur efter Jules-Elie Delaunay

Dødsenglen banker på døren under ’den antoninske plage’ i Rom i 160’erne e.Kr. Romerske legionærer bragte smitten med sig fra Mellemøsten. Det undergravede det romerske militærs modstandsevne.

Epidemier og andre varsler i antikkens Rom

Akkurat som vore dages coronakrise udlægges som et varselsskud fra en overbelastet og trængt natur, blev epidemier i det gamle Rom opfattet som et varsel om gudernes utilfredshed med menneskets adfærd.

FOR ABONNENTER

Når et usædvanligt fænomen var blevet iagttaget, blev det rapporteret til senatet i Rom, og enhver kunne give meddelelser om aparte hændelser. Rapporterne blev fremlagt af konsulerne, og senatet besluttede så, om et usædvanligt fænomen var et offentligt varsel (prodigium publicum) eller ej. Senatet havde tilsyneladende tre valgmuligheder i sagsbehandlingen:

Hvis senatorerne anerkendte et varsel som offentligt, påtog de sig ansvaret for organiseringen af de nødvendige soningsritualer. Senatorerne kunne i disse sager rådføre sig med hele tre forskellige præsteskaber (to romerske og et etruskisk), som havde den nødvendige religiøse knowhow. Soningen bestod af forskellige ritualer og ofringer, religiøse processioner, bespisning af guderne, indførelse af nye kulte og opførelse af templer og statuer.

PROCEDUREN VAR ET VÆSENTLIGT omdrejningspunkt i romersk religionspolitik. Det ses bl.a. ved, at varslerne var det øverste punkt på senatets dagsorden, og de blev behandlet før for eksempel spørgsmål om krig og fred i den romerske verden. Desuden måtte de romerske konsuler ikke rejse ud til deres provinser, før en eventuel rituel soning var udført. Ofte blev konsulers afrejse forsinket af varsler og deres soning.

At senatet og de involverede præsteskaber, altså den romerske elite, på denne måde definerede og tolkede varslerne og formidlede gudernes vilje, indebar naturligvis en stor religiøs og politisk magt. Senatet var ganske vist ikke forpligtet til at følge præsternes anvisninger, men der er ikke overleverede eksempler på, at de ikke blev fulgt. I optegnelserne for året 152 f.Kr. anføres således:

»En voldsom hvirvelvind væltede en søjle med en forgyldt statue foran Jupiters tempel. Da haruspexerne [de etruskiske præster] tolkede dette som et varsel om død blandt romerske præster og embedsmænd, gik alle embedsmændene straks af«.

Man skulle ikke gamble med gudernes gunst!

Undgå juleskuffelser: