Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Manden bag de bevingede ord »O tempora, o mores!« (sikke en tid, vi lever i) Marcus Tullius Cicero (106-43 f.Kr.) ville uden tvivl have været tilfreds ved udsigten til, at hans citat stadig vækker genklang i vore dage. Han formulerede de berømte ord, da han efter eget udsagn egenhændigt reddede den romerske republik fra en blodig borgerkrig i år 63 f.Kr.
Citatets lange holdbarhed siger en hel del om Ciceros verbale gennemslagskraft i eftertiden, men mindre om, hvor kritisk mange romere forholdt sig til hans indsats i samtiden. Faktisk banede Ciceros stjernestund også vej for hans politiske nedtur. Historien om Cicero og krisen i år 63 f.Kr. er en fascinerende fortælling om en politikers balancegang mellem forsvaret for staten og respekten for retssystemets principper.
Hvor længe, o Catalina, vil du misbruge vor tålmodighed?
Cicero
Cicero var i år 64 f.Kr. blevet valgt som en af to konsuler i Rom for det følgende år – den anden var Gaius Hybrida. Det var de øverste poster i datidens Rom, og konsulerne ledede både hæren og regeringsorganet senatet. Konsulerne var valgt af det romerske senat, der, selv om det hævdede at repræsentere folket, snarere udgjordes af en snæver skare af velhavende mænd. Republikken havde længe været præget af uro, og i år 63 f.Kr. gik der rygter om, at en sammensværgelse truede republikken. Cicero mente at vide, at hans ambitiøse rival Catilina (108-62 f.Kr.) stod i spidsen for kupmagerne, og han forberedte derfor et stort anlagt modangreb. Krisen kaldtes ’den catilinariske sammensværgelse’ og Ciceros ’catilinariske taler’ har siden inspireret et utal af politikeres kriseretorik.
Men baggrunden for talernes store gennemslagskraft handler også om dygtigt spin. Takket være sin indsats under krisen er Cicero for den moderne eftertid blevet fremstillet som den tragiske helt, der tappert forsvarede Rom, inden den republikanske styreform endegyldigt blev revet i stykker. Cicero anvendte umiddelbart først og fremmest sproget i sin kamp mod republikkens fjender, hvilket tydeligt fremgår af den tale, han holdt 8. november 63 f.Kr.:
»Har da ikke militærets besættelse af Palatium om natten, vagtposterne i byen, folkets ængstelse, alle velsindede borgeres sammenstimlen, det stærkt befæstede sted, vi holder senatsmøde på, udtrykket i de tilstedeværendes miner – har alt dette intet indtryk kunnet gøre på dig (Catilina, red.)?«.
Cicero anså selv talen for at være blandt sine bedste. Kanoniseringen af de i alt fire catilinariske taler blev hjulpet på vej af, at Cicero flittigt fik kopieret og sendt dem i omløb. Cicero var helten, Catilina skurken. Alle skulle vide, hvilket uhyre Cicero havde besejret.
De har levet!
Cicero
Få mennesker er i den antikke historie blevet fremstillet som så entydigt brutal og magtbegærlig som Catilina, der tilhørte en af Romerrigets fineste familier. Det imponerende stamtræ beskyttede ikke Catilina mod beskyldninger for både mord på hustru og søn, seksuelle udskejelser og almindelig ubehagelighed, hvilket har gjort det svært for eftertiden at fatte sympati for manden.
Som så mange andre på dette tidspunkt var Catilina gældsramt, blandt andet fordi han havde formøblet store dele af sin formue i et forgæves forsøg på at blive konsul i år 63 f.Kr. Ikke ulig det amerikanske præsidentvalg i dag krævede det enorme pengesummer at opnå politiske poster, medmindre man som Cicero besad et uovertruffent politisk talent.
I 63 f.Kr. forsøgte Catilina igen at vinde konsulposten for det følgende år. Det ville Cicero for alt i verden forhindre og mobiliserede sine støtter i senatet. Desuden købte han tid ved at få udskudt afstemningen om konsulposten. Igen tabte Catilina, da valget endelig blev holdt. Stemningen var anspændt, og det stod klart, at man risikerede et sammenstød mellem den siddende og den aspirerende konsul. Men Cicero fik en trumf på hånden, da senatet gav ham bemyndigelse til at indføre undtagelsestilstand, hvis han fandt det nødvendigt.
Efter måneders indsamling af beviser kunne han i sin tale på det dramatiske møde 8. november år 63 f.Kr. afsløre Catilinas sande hensigter for senatet: I alliance med gældsramte borgere havde Catilina planer om at myrde en række senatorer og omstyrte republikken. Cicero indledte sit forrygende angreb på Catilina med den udødelige sætning: »Hvor længe, O Catilina, vil du blive ved med at misbruge vores tålmodighed«, og fik snart overbevist senatet om Catilinas onde hensigter. Denne tale gjorde desuden Cicero til fast pensum for senere tiders latinelever.
Catilina stak af fra Rom efter forgæves at have forsøgt at forsvare sig mod Ciceros velforberedte anklage. At han formentlig ikke har haft helt rent mel i posen, afsløres af, at han uden for byen mødtes med en hær af utilfredse støtter. Men et par uger senere led hans hær nederlag til Ciceros udsendte tropper i et slag, hvor Catilina selv blev dræbt.
Catilinas støtter i selve Rom blev også arresteret og henrettet uden rettergang af Ciceros tilhængere. Her trådte Cicero frem og proklamerede triumferende: »De har levet«. Republikken havde sejret, forbryderne var elimineret.
Kortet viser, hvor voldsomt Romerriget ekspanderede på Ciceros tid. Den store general Julius Cæsars (100-44 f.Kr.) erobringer er også markeret.
Men historien slutter ikke her. For Ciceros triumf blev også hans politiske banesår.
En af de mest udbredte måder at opnå succes på i krigerstaten Rom var gennem militær hæder, men Cicero kravlede op ad karrierestigen på anden vis. Cicero var en self-made man i politik. Han kunne ikke, til forskel fra mange andre politikere i datidens Rom, falde tilbage på sin store rigdom, men var afhængig af sin grundige uddannelse inden for jura og filosofi. Først sikrede han sig berømmelse som advokat i nogle komplicerede retssager, og derefter opnåede han det ene embede efter det andet i den romerske statsforvaltning, hvor det krævede solid politisk tæft at begå sig. Højdepunktet indtraf, da han i år 63 f.Kr. blev konsul på bekostning af Catilina.
Det rige, som Cicero indtil videre havde gjort karriere i, var paradoksalt nok præget af så vel enorm succes som alvorlig krise. Konstant blev der tilføjet nye landområder til imperiet. Men det betød også at generaler, der stod i spidsen for de erobrende hære, nemt kunne vende deres legioner mod selve Rom, hvis de ville prøve lykken som eneherskere. Det romerske senat og dets administration var simpelthen ikke gearet til at styre det nye uhåndterlige kæmperige. Ciceros Rom risikerede midt i al succesen at falde helt fra hinanden.
Oprør som Catilinas var i tiden snarere reglen end undtagelsen. Cicero forsøgte at fremstille situationen som noget unikt, men ved nærmere eftersyn anes sprækkerne i hans entydige udlægning af begivenhederne. Det ses især i sagens efterspil. Ganske vist blev han udstyret med hæderstitlen ’fædrelandets fader’, men massive protester rejste sig som følge af hans beslutning om at henrette Catilinas følgere uden rettergang. Der blev efterfølgende faktisk indført en lov, der landsforviste politikere for henrettelse af romerske borgere uden retssag. Cicero måtte forlade Rom og nåede aldrig siden samme karrieremæssige højder. I år 43 f.Kr. blev han myrdet af politiske modstandere.
Det har ikke været svært for Catilina at samle utilfredse støtter med tanke på de økonomiske og politiske problemer, Rom befandt sig i i 63 f.Kr. Men måske havde Cicero også selv en interesse i at fremprovokere krisen? Som politiker havde han ingen militære sejre at bryste sig af, så egenhændigt at redde republikken fra en alvorlig sammensværgelse var en chance for at sikre både karriere og eftermæle.
Men Cicero overspillede sine kort. Hans overdrevne udnyttelse af undtagelsestilstanden ved mordet på Catilinas støtter skaffede ham fjender på halsen og svækkede republikkens magt.
Netop den almene skepsis over for Cicero og republikken betød, at det var i Ciceros interesse at forfatte sin egen version af begivenheden og lade den cirkulere. I den kunne han retfærdiggøre henrettelsen af de mistænkte kupmagere. Cicero ønskede at fremstå som forsvarer af republikkens idealer mod en hær af brutale statsfjender og gjorde det også for eftertiden. Men man kan i lyset af de mange henrettelser sætte spørgsmålstegn ved, hvor rodfæstet Ciceros republikanske idealisme egentlig var. Det gjorde flere romere tydeligvis i samtiden.
Uroen i Rom endte da heller ikke med sagen om Catilina, men voksede sig kun stærkere, indtil Ciceros berømmede republik blev forvandlet til Augustus’ konservative kejserdømme i år 31 f.Kr.
Men republikkens og Ciceros endeligt ændrer ikke ved, at de begge stadig huskes i dag. 2.000 år senere er Cicero stadig relevant for politikere såvel som for menigmand. For hvornår må man udfordre retsstatens principper og udnytte sproget til det yderste i en krisesituation?
