Hitler gjorde OL til politisk statussymbol

DA DEN INTERNATIONALE OLYMPISKE KOMITÉ (IOC) i 1931 tildelte Berlin OL i 1936, var Hitler endnu ikke kommet til magten. Valget var af IOC tænkt som et signal om Tysklands tilbagevenden til det internationale samfund efter nederlaget i Første Verdenskrig, og OL skulle samle nationerne i venskab efter en række turbulente år i Europa. Da Hitler kom til magten i 1933, kom hans nationalistiske politik dog hurtigt til at stå i skarp kontrast til tanken om international forening og forsoning.

Hitler kunne efter sigende heller ikke først selv se en national tysk interesse i OL, og der gik rygter om, at legene ville blive flyttet. Hitler var ikke sportsinteresseret. Statens indsatser og investeringer kunne placeres bedre andre steder.

Propagandaminister Joseph Goebbels fik dog hurtigt overbevist Føreren om, hvilken enestående mulighed OL gav for at udbrede propagandabudskaber om det ’nye’ Tyskland til hele verden. Forvisset om den vigtige platform, de havde fået, udtrykte Hitler efterfølgende offentligt stor begejstring for det kommende OL og talte generelt om sportens vigtighed for ungdommen. Der blev samtidig investeret massivt i begivenheden og ikke mindst i mediedækningen – film, radio og aviser.

Ingen forudså den kommende verdenskrig, men det nazistiske styres undertrykkende karakter allerede i midten af 30’erne gik dog ikke ubemærket hen hverken internationalt eller i Danmark. Forfølgelsen af venstreorienterede og jøder begyndte at stå klart for de fleste, men om det skulle være til hinder for OL i Berlin, var en anden sag.

IOC var dog betænkelig ved den nye tyske regering og ønskede derfor, at Hitler og hans regering garanterede, at alle olympiske regler ville blive overholdt. Det gjorde Tyskland ved IOC-kongressen i 1933 såvel som i 1934 og tilføjede, at jøder ikke ville blive udelukket fra de tyske hold.

Det overbeviste præsidenten for IOC, grev Henri de Baillet-Latour (1876-1942), som efterfølgende udsendte en erklæring til alle medlemmer af IOC, internationale sportsforbund og nationale olympiske komiteer om, at der ikke var noget at indvende mod at holde OL i Tyskland.

DEBATTEN VAR både internationalt og i Danmark rejst af venstrefløjen, især af kommunister og socialister, som var flygtet eller fordrevet fra Tyskland. Der blev i mange lande opponeret mod deltagelse, og bevægelser for at boykotte legene opstod bl.a. i Storbritannien, Sverige, Tjekkoslovakiet, Frankrig og Holland. I stedet opfordrede boykottilhængerne til at deltage i de alternative lege i Barcelona, som dog blev aflyst ved udbruddet af Den Spanske Borgerkrig.

I Danmark opfordrede Arbejderbladet allerede fra 1934 Dansk Idræts Forbund (DIF) til at boykotte OL i Berlin, og debatten var også livlig i det jødiske tidsskrift Mosaisk Samfund.

Dansk Olympisk Komité (DOK) og DIF godtog dog IOC’s garanti. Den danske komité fastholdt, at de danske sportsfolk ikke rejste af sted for at propagandere for politiske formål i nogen som helst afskygning, men blot for at deltage og måle sig mod andre samt lære af andre idrætsudøvere. DIF besluttede med samme begrundelse at sende alle sportsfolk af sted til OL i Berlin. Kun Dansk Arbejder Idrætsforbund (som først var oprettet i 1929 og havde et begrænset medlemstal) besluttede at boykotte.

To danskjødiske sportsmænd afviste at deltage. Fægtelegenden Ivan Osiier (1888-1965) og den jødiske idrætsforening Hakoahs mesterbryder og medaljehåb Abraham Kurland (1912-99) afstod fra at rejse til Berlin med politiske begrundelser. Hvilket fik helt forskellig betydning for de to atleter.

FOR ABRAHAM KURLAND var der meget på spil. Efter hans sølvmedalje ved OL i 1932 var der store forventninger til den unge bryder. Han var i sit livs form, havde vundet medaljer ved EM i både 1934 og 1935, og alt tydede på, at 1936 skulle være den dengang 24-årige bryders store år.

Abraham Kurlands klub, Hakoah, havde som udgangspunkt heller ingen betænkeligheder ved at sende ham af sted, men spørgsmålet om boykot begyndte at ulme i jødiske kredse.

Hakoahs formand, Marcus Schwartzmann, var den første, der i juni 1935 offentligt udtalte sig om Kurlands deltagelse:

»Som Idrætsleder i en upolitisk Organisation og som Formand for en denne tilsluttende Forening, kan jeg kun se rent sportsligt paa denne Sag, og det er mig derfor ligegyldigt, om Legene afholdes i Tyskland, Brasilien eller Kina, jeg vil betragte det som en stor Ære, dersom en eller flere af ’Hakoah’s Medlemmer kom til at repræsentere Danmark, og kan ikke indse, at ’Hakoah’s Medlemmer som danske Repræsentanter bør nægtes Starttilladelse som Protest, idet Danmark ikke kan blande sig i Tysklands indre Forhold, personligt kan jeg som Jøde, paa det kraftigste protestere og misbillige den grusomme Uret, der øves overfor Jøderne fra Nazis Side; men det maa ikke give sig Udslag i en offentlig Protest, naar jeg møder som dansk Sportsrepræsentant, udsendt af de danske Sportsorganisationer for at repræsentere Danmark«.

Han mente, at klubben skulle forholde sig apolitisk, og at man ved at afvise at deltage ville skade mere end gavne. Desuden mente han, at Hakoahs jødiske baggrund i denne sammenhæng burde holdes udenfor, og eventuelle deltagere fra klubben deltog som danske deltagere, ikke som jødiske repræsentanter. Han understregede dog, at denne holdning var hans egen personlige og ikke Hakoahs officielle.

Det internationale jødiske idrætsforbund Maccabi, som Hakoah var medlem af, opfordrede efterfølgende i september 1935 alle medlemsorganisationer til at boykotte OL. Det fik dog tilsyneladende ikke formanden til at trække i land.

ABRAHAM KURLAND OG HAKOAH fik i debatten efter sigende flere henvendelser både mundtligt og på skrift, hvor Kurland blev opfordret til at boykotte legene. Disse henvendelser påvirkede angiveligt både Abraham Kurland og hans familie meget personligt, og de fik familien til at råde den succesrige bryder til at afstå fra at deltage.

Kurland selv var aldrig politisk interesseret, men levede og åndede for sin sport. Han udtalte sig ikke i samtiden om, hvorvidt han selv ønskede at boykotte, så man kan kun forsøge at forestille sig, hvilket dilemma den unge bryder har befundet sig i.

Debatten har sandsynligvis også fyldt en del i Hakoahs bestyrelse, men i Hakoahs forhandlingsprotokol mangler der i forbindelse med netop denne beslutning nogle sider. De er revet ud af protokollen. Der kan derfor kun gisnes om, hvorvidt de har indeholdt referat af kontroversielle ytringer eller modstridende holdninger til den endelige beslutning.

Den endelige beslutning blev ikke truffet af Abraham Kurland selv, men af Hakoahs bestyrelse. Hakoah besluttede, at den som den eneste forening under DIF skulle boykotte OL i Berlin. Håbet var, at så måtte Abraham Kurland få sin chance ved legene i 1940 og 1944.

Men Anden Verdenskrig forhindrede de to planlagte lege, og de år, som burde have været Abrahams bedste, gik dermed tabt i Anden Verdenskrig.

I 1948 opnåede han som 36-årig en pæn 9.-plads ved OL i London.

FÆGTEREN IVAN OSIIER var allerede et stort navn i sportens verden. Han havde inden OL i 1936 allerede deltaget i legene hele seks gange og kom i OL i 1948 igen med. Han var dog ikke favorit til en medalje ved dette OL, og beslutningen om boykot kom derfor ikke til at ændre så meget ved hans karriere og eftermæle, som det blev tilfældet for Abraham Kurland.

Til forskel fra de noget uklare udmeldinger fra Hakoah om Abraham Kurlands deltagelse var Osiier meget klar og sikker i sin beslutning, som han også på egen hånd havde truffet på baggrund af personlige overvejelser og med reference til Maccabis opfordring til, at alle jødiske atleter boykottede legene. Til Arbejderbladet sagde han 24. juni 1935:

»Jeg har altid følt mig som Dansker og vil vedblive med det. Men hvis man ude i Verden kan blive enige om, at ingen jødiske Idrætsmænd deltager i De Olympiske Lege i Berlin, er jeg med. Jeg kender kun Herr Hitler fra Bogen ’Mein Kampf’, men efter at have læst den, stiller jeg mig skeptisk med Hensyn til min eventuelle rejse til Berlin. Jeg har mange Venner i Tyskland, og jeg kan lide Tyskland og beklager kun, at Forbindelsen for Øjeblikket er afbrudt«

Osiier veg således, modsat DIF og Hakoahs formand, ikke tilbage for at se sporten i politisk sammenhæng, når det kom til OL i 1936.

EFTER DIF’S BESLUTNINGom, at danske atleter skulle deltage i OL i Berlin, meldte 121 sportsfolk sig klar, hvilket var næsten fire gange så mange som ved OL i Los Angeles i 1932. Disse atleter fik stor folkelig opmærksomhed, og legene gjorde navne som Inge Sørensen (1924-2011) og Ragnhild Hveger (1920-2011) til store folkekære stjerner.

Det blev til to sølv- og tre bronzemedaljer, mens et af Danmarks helt store guldhåb, Abraham Kurland, blot kunne følge legene fra Danmark.

OL i Berlin blev på stort set alle parametre en stor succes for Hitler og det nazistiske parti NSDAP. De store investeringer betød, at Tyskland kunne fremvise Berlins overdådige Olympia Stadion med plads til 100.000 siddende tilskuere og et show, hvis lige ikke var set før.

Det lykkedes nazisterne at udbrede deres propagandabudskab om Tyskland som et tolerant og storslået land, der var åbent for alle – også jøder. Al antijødisk propaganda var fjernet fra gaderne i Berlin inden og under legene, ligesom alt var nymalet, rent og pænt.

Derfor kunne de besøgende ikke se den undertrykkelse og de grusomheder, der blev begået, og derfor rejste de fleste atleter og tilskuere hjem med et forvrænget billede af den berlinske virkelighed. Propagandaens succes blev kun endnu større af, at der for første gang kunne transmitteres live fra begivenhederne, hvilket 41 lande, herunder Danmark, benyttede sig af.

DANMARK FIK NEMLIG også en anden stjerne ved OL i 1936, journalisten Gunnar ’Nu’ Hansen (1905-93). Journalisten Kai Seier Larsen, der ellers var fast oplæser af sportsnyheder i ’Pressens Radioavis’, havde på grund af sin modstand mod nazismen meldt fra jobbet som udsendt reporter. Gunnar ’Nu’ havde derimod ingen betænkeligheder ved at springe til på denne »hans livs chance«.

Det var første gang, Statsradiofonien satsede på direkte transmission fra sportsbegivenheder, men satsningen viste sig at blive en kæmpesucces – både for Statsradiofonien og for Gunnar ’Nu’.

Danskerne fulgte flittigt med, når Gunnar ’Nu’ Hansen med sin medrivende stemme rapporterede fra begivenhederne. Han var med til at skabe stor begejstring for svømmeren og sølvmedaljevinderen Ragnhild Hveger samt for den 12-årige svømmer Inge Sørensen, som han døbte ’lille henrivende Inge’.

Gunnar ’Nu’ Hansens reportage brillerede derimod ved manglen på kritisk afstandtagen fra det politiske propagandashow, som han var en del af. Tværtimod gjorde Gunnar ’Nu’ netop, hvad nazisterne ønskede. Han lod sig rive med og bragte sin enorme begejstring for legenes storhed videre til hele den danske befolkning.

NÅR VI HER 86 ÅR EFTER OL i 1936 ser tilbage, er der jo for de fleste ingen tvivl om, at de danske atleter ikke burde have ladet sig udnytte til Hitlers politiske propaganda, som var med til at lægge et slør over de egentlige forhold i Tyskland.

Men når DIF sendte den største danske delegation nogensinde af sted, og når Statsradiofonien valgte at dække begivenheden live og tæt som aldrig før, var en boykot så noget værd for en atlet som Abraham Kurland?

OL i Berlin blev startskuddet på en stor karriere for Raghild Hveger, og DIF har bl.a. hædret hende som ’århundredets kvindelige sportsnavn’. Senest ved DIF’s 125-års jubilæum i 2021 blev hun hyldet i DR Koncerthuset som et af de otte største danske sportsnavne nogensinde. Dette skete til trods for, at Hveger havde tilknytning til det nazistiske Tyskland under besættelsen.

Abraham Kurland og Ivan Osiier var begge blandt de i alt 125 nominerede til titlen, men hverken deres beslutning eller den danskjødiske boykot af OL i 1936 blev nævnt med et ord. Den korte dækning af OL i Berlin havde bemærkelsesværdigt nok ingen kritisk vinkel.

’Lille henrivende Inge’ blev symbolet på den stille danske modstand, da hun på podiet undlod at heile (række højre arm i vejret). At det var en politisk ytring fra den 12-årige pige, er dog en mistolkning. Inge fulgte bare dansk skik. Hun opførte sig på sejrsskamlen, som hun altid havde gjort. Det samme gjorde desuden den japanske guldvinder ved siden af hende.

Man kan jo her kun spørge sig selv, om en danskjødisk bryder på sejrsskamlen (måske endda oven på en sejr over en arier) havde været et stærkere billede på den danske modstand? Ville han ligefrem have været en dansk version af den amerikanske løber Jesse Owens (1913-80)? Eller ville en fremhævning i medierne af Kurlands og Osiiers beslutning om at boykotte OL i Berlin ikke i sig selv have givet et stærkere og klarere billede af dansk modstand?

I DAG DISKUTERERvi flittigt boykot af store sportsbegivenheder som VM i Qatar og vinter-OL i Beijing. Senest har Danmark valgt at gennemføre en diplomatisk boykot af vinter-OL i Kina. Endnu har Danmark dog aldrig besluttet at boykotte et OL fuldstændigt, og blandt begrundelserne var og er den samme floskel: at sport og politik ikke skal blandes sammen.

I 1936 valgte Danmark i radioreportagerne at blive en del af Hitlers propaganda og ukritisk formidle det billede, nazisterne ønskede at tegne af Tyskland.

At to danske jøder som individuelle atleter boykottede Hitlers show, fik ingen opmærksomhed i offentligheden dengang og huskes i dag af de færreste. Det skyldes både den manglende mediedækning dengang, og at store sportsbegivenheder sjældent bliver fortalt i historisk sammenhæng.

Abraham Kurland blev den af de to atleter, som betalte den største pris: Han måtte se til fra sidelinjen, når andre atleter høstede frugten af deres deltagelse, først i medierne og senere i historiebøgerne.

Så selv om der er gået 86 år siden OL i Berlin, og vi måske har fået et mere reflekteret perspektiv på den danske idrætsdeltagelse, fylder historien om danskjødisk boykot desværre fortsat ikke meget i dansk idrætshistorie.