Enkefruens utrolige dobbeltspil

I et interval på blot fem minutter var Ellen Margrethe Harboe – en 49-årig nyansat sekretær – alene på kontoret på Blindflyveskolen i Kastrup Lufthavn. På det tidspunkt af arbejdsdagen var den tyske besættelsesmagts militærpersonel ude for at spise, når pølsevognen dagligt rullede forbi.

»I den tid skulle hun udvælge kort, der kunne bruges. De lå i brede skuffer fra loft til gulv. Lynhurtigt måtte hun handle, finde kortene, folde de uhåndterlige store raslende papirer og skjule dem på sin person«, skrev avisen Morgenbladet kort efter krigen, 5. april 1946.

»Når soldaterne vendte tilbage, sad hun uforstyrret ved sin skrivemaskine og var den hjælpsomme og ideelle sekretær«.

Fru Harboe, hvis mand var død i 1930, var netop kommet hjem til Danmark efter at have arbejdet i Tyskland i flere længere perioder mellem 1940 og 43. Ifølge sin egen forklaring havde hun gjort sig så besværlig i sit seneste job – på en flyvestation – at hun fik tilbudt at vælge en stilling i Danmark, forudsat at det stadig var i tysk tjeneste. Det blev så på Blindflyveskolen, hvor Luftwaffe trænede piloter i at flyve i mørke eller tåge.

Her havde hun første arbejdsdag 4. august 1943 – et tidspunkt, da voksende sabotage og kommunistisk ledede strejkebevægelser var i gang med at føre regeringens samarbejdspolitik til sammenbrud. Af en forklaring, hun gav til en efterretningsrapport tre måneder senere, i november 1943, fremgik det, at hun var klar til at tage imod opgaver for Secret Intelligence Service (SIS) – bedre kendt som MI6, den britiske militære efterretningstjeneste.

»Fru Harboe fik til opgave at skaffe kvalificerede kort over hele kontinentet (…). Kortene blev opbevaret i en afdeling under Blindflyveskolen, hvortil hun ikke havde legal adgang«, skrev Morgenbladet.

Næste udfordring var at smugle kortene med ud.

Ellen Margrethe Harboe kunne ikke gå med dem under sit tøj fra middagspausen til fyraften. De fyldte for meget.

Hun anbragte dem åbenlyst på sit skrivebord mellem tjenstlige papirer, og når hun gik om aftenen, fik hun det til at se ud som om, hun lagde dem i sin attachetaske, mens hun uafbrudt holdt konversationen i gang med majoren på den anden side af skrivebordet. Imidlertid stak hun, mens hun holdt hans øjne fast, i ly af tasken dokumenterne op under sin kjole.

Selv om hun nærmest så gravid ud, stoppede vagterne hende aldrig. Hendes SIS-kontakt var den 24-årige Arne Lützen-Hansen, der var ansat i Telefoncensuren – en instans, der var etableret af myndighederne, og hvor både danskerne og senere den tyske besættelsesmagt lyttede med.

»Hendes resultater var af øjeblikkelig værdi for RAF (Royal Air Force, red.). På kortene var hver lille enkelthed i Tysklands krigsførelse indtegnet, hvert flakskyts, hvert batteri«, skrev Morgenbladet videre.

De tyske myndigheder fandt aldrig ud af, hvordan hun var kommet i besiddelse af dem.

I en tysk rapport vedrørende en senere afhøring af Arne Lützen-Hansen lød det, at det drejede sig om i alt 60-65 generalstabskort, som dækkede hele Europa. Når den britiske feltmarskal B.L. Montgomery efter krigen erklærede, at den danske modstandsbevægelses indsats havde været second to none, har mange antaget, at han primært mente den illegale efterretningstjeneste.

I hvert fald er fru Harboes kup et markant eksempel på en aktivitet, som var højt værdsat.

Udsagnene om den dristige aktion i Morgenbladets artikel om Ellen Margrethe Harboe kan ifølge historikeren Alan Hjorth Rasmussen bekræftes i substansen på baggrund af materiale fra den illegale danske efterretningstjenestes såkaldte Stockholm-arkiv. Da artiklen blev bragt i 1946, gjaldt det for Harboe at få slået fast, at hun faktisk havde modarbejdet Nazityskland. Hun havde nemlig fået ry for at være på fjendens side.

Den stemning, hun var oppe imod, fremgik af Roskilde-udgaven af det illegale blad Budstikken 21. marts 1944:

»Fru Grethe Harboe, Gundsølille, er meget tyskvenlig og ivrig nazist. Der holder jævnligt tyske vogne ud for hendes bopæl. Hun er opkøber af lærred og lignende til værnemagten. Fru Harboe foretager ofte rejser til Tyskland«.

Hendes skæbne er et eksempel på, i hvor høj grad man under besættelsen balancerede på en knivsæg, hvis ens nationale holdning i omgivelsernes øjne kunne tolkes som tvetydig.

Kort efter sin ansættelse i Kastrup var Ellen Margrethe Harboe blevet tilknyttet SIS med agentbetegnelsen R.17-D IV. Indtil da havde hun været en spion uden arbejdsgiver, men nu kunne hun i sine indberetninger inddrage resultater fra sine arbejdsperioder i Tyskland i de foregående år.

Kun i sine ferier havde hun opholdt sig i sit stråtækte bindingsværkshus i Østrupbæk nordøst for Roskilde. Hun adskilte sig massivt fra den landlige lokalbefolkning.

»Hun var belæst, intelligent og sprogligt begavet, impulsiv og romantisk«, skriver Alan Hjorth Rasmussen i sin bog ’Tand for tunge. Modstandskamp i Gundsø 1940-45’:

»Husets vinduesrammer og døre var malet i stærke farver. På væggene var der nogle steder malet blomsterdekorationer og enkelte steder et bibelcitat. (…) Under krigen kom der tyske officerer, flotte unge fyre, på besøg (…). Så holdt fru Harboe haveselskab med kulørte lamper (…). På grund af fru Harboes tætte kontakt til tyskerne kaldte folk på egnen hende (…) ’nazisten fra Østrupbæk’«.

Allerede i 1930’erne havde hun været politispion i det danske nazistparti DNSAP. Da Danmark blev besat, forsøgte hun efter eget udsagn ihærdigt at komme til at arbejde for værnemagten for at kunne give de allierede efterretninger. Det lykkedes hurtigt, for hun talte flydende tysk og havde derfor let ved at skaffe sig arbejde og ærinder i Tyskland.

Det var humlen i MI6’s interesse i folk som hende. Man havde brug for personer, der med base i Danmark kunne skaffe oplysninger fra Tyskland, for her havde briterne svært ved at placere agenter. Det lykkedes bl.a. Ellen Margrethe Harboe at få adgang til et stort hemmeligt anlæg i Munsterlager mellem Hamburg og Hannover, hvor der blev fremstillet ammunition i stor stil.

Arne Lützen-Hansen var nærmeste medarbejder for direktør Aage Andreasen, chefen for MI6 i Danmark, der havde kodenavnet R34. Han stod for kontakten med flere af Andreasens meddelere. Fru Harboe var blot én.

Arne Lützen-Hansen var i 1937 som 18-årig blevet ansat i Det Danske Luftfartsselskab, og han blev hvervet som agent af en flytelegrafist i firmaet, der arbejdede for SIS. I 1942 fik Lützen-Hansen jobbet i Telefoncensuren, hvor han og to kvindelige kolleger skal have aflyttet hundreder af tyskernes fjernsamtaler. Desuden advarede Lützen-Hansen R34, når tyskerne ønskede telefonaflytning af organisationens folk. Hans illegale arbejde var i sommeren 1943 dobbelt farligt, fordi han var engageret i flere modstandsaktiviteter. Han var nær bekendt med den 28-årige kunsthandler Georg Quistgaard fra inderkredsen i den danske del af faldskærmsorganisationen Special Operations Executive (SOE) og var selv på vej ind i kurerarbejde for SOE.

13. januar 1944 gik det galt, da Arne Lützen-Hansen og Quistgaard blev arresteret i sidstnævntes lejlighed i gaden Åbenrå i København. Dermed blev også SIS ramt af en storstilet koordineret Gestapo-aktion, der primært var rettet mod SOE-folk. Lützen-Hansens anholdelse betød, at Ellen Margrethe Harboe også kom i fare. Den diskrete, effektive dame meldte sig syg fra Blindflyveskolen og rejste til Korsør. Her fik hun illegalt logi og arbejde på Færgegården. Hun fortsatte sin agentvirksomhed ved at holde øje med tyskernes transporter fra et lokale på restaurantens 1.-sal.

Tyskerne var klar over, at Lützen-Hansen havde nøgleviden.

Han blev underkastet tortur eller på anden måde presset, og inden for få dage lagde han alt på bordet. I marts ringede han fru Harboe op i hendes illegale logi. Umiddelbart var hun henrykt.

»Han sagde, at han snart ville komme til Korsør for at se til mig, og sluttede med ’På hjerteligt gensyn!’«, fortalte hun til Ekstra Bladet 26. april 1946.

»Jeg syntes, jeg hørte latter i baggrunden, men tænkte ikke nærmere derover. Lützen-Hansen havde talt med en tysk revolver i siden og på kommando. Latteren var tyskerens«.

Kort efter stod fire civilklædte mænd i stuen i hendes logi. Fru Harboe anede ikke uråd, før hun så mændenes Gestapo-skilte og blev ført ud til bilen.

Tyskerne kørte hende efter mørkets frembrud til Østrupbæk. Ransagningen af huset tog ikke blot sigte på chancen for at finde illegalt materiale, men udviklede sig til et omfattende tyveri af den velhavende kvindes ejendele.

Mens Gestapo-folkene var optaget af det, så fru Harboe sit snit til at smutte ud ad en dør og slap væk – beskyttet af en tæt tåge. Hun henvendte sig først på en gård, hvor hun fik hjælp af en karl, og gennem andre lokale indbyggere blev en hyrevogn tilvejebragt, der kørte hende til hendes læge. Lægen kørte hende til Ballerup nordvest for København under påskud af et patientbesøg. Herfra gik hun natten igennem til fods mod København og nåede kl. 4.30 Vanløse Station.

Den følgende uge blev hun hjulpet af ikke mindst sin 17-årige nevø Hakon Harboe Hygom, der var arkitektstuderende og aktiv i modstandsorganisationen Studenternes Efterretningstjeneste. Hun boede hos forskellige venner, og Hygom arrangerede en overfart til Sverige.

18. marts 1944 blev Ellen Margrethe Harboe registreret som flygtning i Malmø. Mens det skete, var MI6 i Danmark i gang med at blive oprullet. Arne Lützen-Hansen og Georg Quistgaard blev henrettet i Ryvangen efter tysk krigsretsdom. Samme skæbne overgik den 33-årige assurandør Carl Erik Abel, der havde sørget for at smugle kortene fra Blindflyveskolen til Sverige, hvorfra de blev viderebefordret til Storbritannien. Aage Andreasen kom i tysk kz-lejr, som han overlevede. Til gengæld omkom den helt unge student Hygom i kz-lejr, efter at han var blevet arresteret i november 1944.

Da befrielsen kom i 1945, ventede fru Harboe flere måneder med at vende tilbage til Danmark. Årsagen var, at hun frygtede at blive likvideret. Det hjalp ikke for alvor på hendes ry, at der fremkom solide bekræftelser på hendes modstandsaktivitet – i 1946 endda i et brev fra krigsministeriet i London.

En medvirkende årsag kan have været, at hun havde et voldsomt temperament og ofte sagde sin mening på en måde, der gav hende fjender. Efter sin hjemkomst opsøgte hun pastor Vilhelm Munck i Aagerup, som hun havde haft et forhold til. Præsten ville imidlertid ikke kendes ved hende, fordi han og hans hustru ventede på at få anerkendt en adoption af to små finske piger. Det risikerede at blive ødelagt, hvis der blev sået tvivl om det ægteskabelige forhold.

»Det kom til et korporligt opgør, da Margrethe Harboe ville omfavne pastor Munck i præstegårdshaven (…). Præsten forsvarede sig med en spade«, beretter Alan Hjorth Rasmussen i sin bog.

»Herefter løb Margrethe Harboe ind i præstegården, låste sig inde i præstens studereværelse og ringede til præstens kone (…) samt til den gejstlige øvrighed. Hun fortalte dem om hendes og præstens kærlighedsforhold«.

Konsekvensen blev, at pastor Munck kort efter måtte forlade sin stilling efter næsten 15 år i embedet. I 1947 brændte enkefruens hus i Østrupbæk under aldrig opklarede omstændigheder.

Hun døde i 1960 i en alder af 66 år uden at være blevet den lokale mistro kvit.

Fotos: Ukendt fotograf/Foto fra bogen ’Tand for tunge - modstandskamp i Gundsø 1940-45’. Tegninger/animationer: Caroline Niegaard.