Efter at Hitlers propagandaminister, Joseph Goebbels, i 1936 havde gjort OL til et politisk propagandashow, voksede befolkningernes, publikums og statsledelsernes interesse for OL. Så de kunne bruges og blev brugt politisk af de to supermagter USA og Sovjetunionen (USSR) og andre lande i de to blokke i vest og øst, Nato og Warszawa-pagten.
Det gjaldt især, når der var storpolitiske konflikter som følge af vestlig sympati for oprør mod den sovjetiske besættelsesmagt i forskellige østeuropæiske lande: i Berlin i 1953, i Ungarn og Polen i 1956 og i Tjekkoslovakiet i 1968.
Kort sagt hjalp den kolde krig OL til at blive den største megaevent i det moderne samfund. Supermagternes boykotter af hinandens OL i henholdsvis Moskva i 1980 og Los Angeles i 1984 bidrog til eskalering af konflikterne, hvor man i denne periode end ikke længere kunne mødes i fredelig sportsudveksling.
Under den kolde krig blev idrætten en stedfortrædende zone for en rigtig krig, der ellers kom snublende nær under Cuba-krisen. Efter at USA sidst i oktober 1962 havde krævet, at USSR stoppede opførelsen af baser i det kommunistiske Cuba, hvorfra Kreml kunne sende raketter ind over USA, holdt hele verden dengang vejret i angst for en atomkrig. Efter 13 nervepirrende dage bøjede den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov sig.
I SPORTSARENAEN kunne supermagterne med atleterne som stedfortrædere måle sig med hinanden og gennemføre kampe mod hinanden uden at risikere menneskeliv og ødelæggelse af materielle værdier. Med den britiske forfatter George Orwells ord i en artikel i avisen Tribune 1945 var topsporten blevet en »krig uden våben« (»war minus the shooting«).
Kun æren stod på spil, men den var til gengæld ombejlet i en sådan grad, at ikke mindst østbloklandene var villige til at gøre snart sagt hvad som helst for at komme øverst på sejrsskamlen.
Bliv abonnent på Politiken Historie
...og få adgang til hele artiklen og meget mere!
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her
