I medaljekapløbet gjaldt alle tricks

Der blev talt medaljer i både Det Hvide Hus og Kreml, når der var OL under den kolde krig. De politiske spændinger mellem øst og vest gjorde nemlig sport til en vigtig del af styrkeprøven mellem de to blokke.

Efter at Hitlers propagandaminister, Joseph Goebbels, i 1936 havde gjort OL til et politisk propagandashow, voksede befolkninger­nes, publikums og statsledelsernes interesse for OL. Så de kunne bruges og blev brugt politisk af de to supermagter USA og Sovjetunionen (USSR) og andre lande i de to blokke i vest og øst, Nato og Warszawa-pagten.

Det gjaldt især, når der var storpolitiske konflikter som følge af vestlig sympati for oprø­r mod den sovjetiske besættelsesmagt i forskellige østeuropæiske lande: i Berlin i 1953, i Ungarn og Polen i 1956 og i Tjekkoslovakiet i 1968.

Kort sagt hjalp den kolde krig OL til at blive den største megaevent i det moderne samfund. Supermagternes boykotter af hinandens OL i henholdsvis Moskva i 1980 og Los Angeles i 1984 bidrog til eskalering af konflikterne, hvor man i denne periode end ikke længere kunne mødes i fredelig sportsudveksling.

Under den kolde krig blev idrætten en stedfortrædende zone for en rigtig krig, der ellers kom snublende nær under Cuba-krisen. Efter at USA sidst i oktober 1962 havde krævet, at USSR stoppede opførelsen af baser i det kommunistiske Cuba, hvorfra Kreml kunne sende raketter ind over USA, holdt hele verden dengang vejret i angst for en atomkrig. Efter 13 nervepirrende dage bøjede den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov sig.

I SPORTSARENAEN kunne supermagterne med atleterne som stedfortrædere måle sig med hinanden og gennemføre kampe mod hinanden uden at risikere menneske­liv og ødelæggelse af materielle værdier. Med den britiske forfatter George Orwells ord i en artikel i avisen Tribune 1945 var topsporten blevet en »krig uden våben« (»war minus the shooting«).

Kun æren stod på spil, men den var til gengæld ombejlet i en så­dan grad, at ikke mindst østbloklandene var villige til at gøre snart sagt hvad som helst for at komme øverst på sejrsskamlen.

For mindre nationer som Danmark var det at slå et østeuropæisk hold altid en særlig fornøjelse, men for de store sportsnationer gjaldt det frem for alt om at sejre i de mest pre­stigefulde olympiske discipliner, at vinde i nationskonkurrencen med det største antal medaljer eller ligefrem at blive værtsnation for et OL.

OL blev et forum, hvor det kommunistiske øst og det kapitalistiske vest konkurre­rede om, hvem der rummede det mest overlegne samfundssystem. Det gjaldt om at skabe ’blød magt’, hvor landsholdsatleterne blev en form for udsendinge, der via optræden og præstationer skulle præsentere deres land og deres samfundssystem så tiltalende som muligt over for andre lan­des befolkninger. Østtysklands (DDR’s) leder Walter Ulbricht (1893-1973) kaldte direkte atleterne »vores ambassadører i træningsdragt«.

Det var efter Anden Verdenskrig svært for vesttyskerne at dyrke tysk national identitet, fordi alle, der så jublende tyskere, som hyldede deres flag, fik mindelser om nazismens førerkult og begejstringen over tyske sejre under krigen.

Her viste fodboldspillet sig som en formidabel mulighed for, at vesttyskerne igen turde vise en vis national stolthed, men nu over en tyskhed, der byggede på menneskerettigheder og en demokratisk forfatning. Alle havde troet, at det ellers uovervindelige ungarske fodboldlandshold med en af verdens bedste fodboldspillere, Ferenc Puskás (1927-2006), i spidsen ville vinde VM i fodbold i 1954, men vesttyskerne sejrede i finalen med 3-2 efter et af de mest mindeværdige comebacks i VM-historien.

Den tyske historiker Joachim Fest anser ligefrem VM-sejrens følelsesmæssige gennembrud for spillere, publikum og befolkning for at være Forbundsrepublikkens egentlige grundlæggelsesdag. I Tyskland er fodboldtriumfen kendt som ’Miraklet i Bern’, under hvilket navn dramaet omkring kampen blev filmatiseret i 2003.

VM-sejren fandt sted på den bedst mulige samfundsmæssige baggrund. Mens Østtyskland var blevet plyndret af Sovjetunionen, havde Vesttyskland modtaget en enorm økonomisk hjælpepakke – den såkaldte Marshallhjælp – af USA. Vesttyskland var på vej ind i et vedvarende opsving, der blev døbt Wirtschaftswunder, ’det økonomiske mirakel’, der forekom umådelig attraktivt for mange forarmede østtyskere.

I BEGYNDELSEN AF 1960’ERNE blev Østblokkens befolkning buret inde bag grænsehegn og udsigtstårne på grund af de kommunistiske myndigheders ønske om at begrænse masseflugten til Vesten. Den kolde krigs historie kom herefter helt bogstaveligt til at løbe gennem Tyskland og især landets gamle hovedstad Berlin via Muren og via ’Jerntæppet’, der med pigtrådshegn og landminer delte Europa op i et øst og et vest.

Både i FN og i IOC var der modstand mod at acceptere et DDR, der i realiteten var en sovjetisk lydstat. DDR pressede dog på, og på den sportslige front blev kompromiset deltagelsen af et fælles øst- og vesttysk hold ved OL i perioden 1956-1964.

Efter opgivelsen af den fællestyske repræsentation ved OL i 1968 blev sportskampe mellem de to tysklande præget af konstant rivalisering. Her trak DDR det længste strå ved sammen med Sovjet og USA at placere sig som en af de tre dominerende magter ved verdens mest prestigefulde sportsfestival, OL.

I Østblokken udviklede man idrætssystemer, der med den finske forsker Kalevi Heiniläs udtryk var baseret på en totaliseringsproces. Hermed menes, at eliteidrætten i sin totalitet planlægges fra oven af statsmagten med input fra talentudvikling, teknologi og videnskab, herunder ernæringslære og idrætspsykologi – alt sammen med henblik på at optimere præstationer og i sidste instans skaffe medaljer til nationen. Det enkelte individ bliver en brik i et spil sammen med en lang række andre aktører, der skal medvirke til at optimere præstationen. DDR blev inspireret til denne model af USSR.

Frem for alt var det dog en systematisk statslig dopingpolitik, der gjorde den relativt lille DDR-stat med kun 17 millioner indbyggere til en af de førende nationer ved OL. Ligesom man havde en planøkonomi med produktionsmål for hvert femte år, havde man også klare resultatmål angående det antal medaljer, man ville opnå. Den statslige antidopingenhed havde ikke til formål at straffe dopingsyndere, men at få pillet de atleter ud, der kunne fanges af den internationale dopingkontrol, inden de blev sendt til turneringer i udlandet.

Høje 14-årige skolepiger med en kraftig fysik blev håndplukket til at blive f.eks. kuglestødere eller hammerkastere, ikke fordi det interesserede dem, men fordi den kommunistiske stat kunne profilere sig gennem deres medaljer. Skolepigerne fik udleveret såkaldte ’vitamintilskud’ af træneren, og kun de, hvis forældre var læger, kunne opdage, at det var dopingpræparater.

DET ØSTTYSKE ELITESPORTSSYSTEM medførte en sportslig fremgang, der rystede den internationale sportsverden. Målt på antal vundne guldmedaljer rykkede DDR således fra en femteplads i nationskonkurrencen ved OL i Mexico City i 1968 til en tredjeplads ved OL hos den vesttyske ærkerival i München i 1972 og derfra til en andenplads både i Montreal i 1976, i Moskva i 1980 og i Seoul i 1988. Alle gange kun overgået af den totalt dominerende sportslige supermagt, USSR. DDR boykottede ligesom USSR legene i Los Angeles i 1984 og opnåede derfor ingen placering ved disse lege.

Alvoren i den sportslige konflikt mellem de to tysklande er for nylig blevet understreget ved afsløringen af, at også den vesttyske stat allerede fra 1950’erne havde en statsligt initieret dopingpolitik, dog langt mindre udbredt og gennemorganiseret end DDR’s.

I tråd hermed sagde den daværende vesttyske indenrigsminister, Hans-Dietrich Genscher, i en tale til læger et år inden OL i sit hjemland i 1972: »Fra jer som sportsmedicinere forlanger jeg kun en ting: medaljer i München«.

Opfattelsen af den rene vesttyske sport er derfor kollapset. Vesttyske atleter fik med myndighedernes hjælp bl.a. mandlige kønshormoner og bloddoping. Det foregik allerede fra Vesttysklands fødselsår i 1949, men fik for alvor vind i sejlene med stiftelsen af det tyske institut for idrætsvidenskab i Bonn i 1970.

Til trods for de offentlige tilskyndelser foregik den mest udbredte doping individuelt blandt de vesttyske atleter, hvilket utvivlsomt bidrog kraftigt til, at Vesttyskland på hjemmebane ved OL i München i 1972 vandt ikke mindre end 40 medaljer – heraf 13 i guld. Netop dette OL blev dog helt overskygget af den palæstinensiske terrorgruppe Sorte Septembers gidseltagning af israelske atleter, der resulterede i, at 11 israelere blev dræbt.

I VESTEN BLEV ØSTBLOKKENS elitesportsfolk ofte opfattet som en form for robotter, der var brikker i et system. Det gjaldt ikke mindst store og stærke kvindelige atleter som de sovjetiske søstre Tamara og Irina Press, der stillede op i kastediscipliner som kuglestød og diskoskast, og som på grund af indtag af mandligt kønshormon risikerede at miste deres menstruation, få dybe stemmer samt en voksende klitoris.

Søstrene Press forsvandt da også fra idrætsscenen, da der ved OL i Mexico City i 1968 blev indført tvungen kønstest.

Men der var også østblokatleter, der langtfra var grå samlebåndsatleter. Den mest markante var den østtyske kunstskøjteløber Katarina Witt, der vandt olympisk guld ved vinter-OL i 1984 i Sarajevo og i 1988 i Calgary.

Hun var den østtyske magtelites darling, ikke mindst når hun lod sig fejre af den øverste politiske leder, Erich Honecker (1912-94). Men hun var også den, der gav den østtyske sportsmaskine et smilende ansigt eller med den britiske avis The Times’ ord: »Socialismens smukkeste ansigt«. Gang på gang udfordrede hun det internationale skøjtereglement ved at komme i kortere og mere udfordrende dragter. I 1988 kort tid før Murens fald blev hun endog professionel, og hun optrådte i skøjteshows og film som ’Carmen on Ice’ fra 1990, som hun modtog en Emmy for.

FODBOLDSPILLET VAR FOR POPULÆRT TIL, at de østtyske myndigheder kunne lukke det ned, på trods af at det kun kunne kaste en enkelt medalje for 11 spilleres indsats af sig. DDR-lederne ville imidlertid også gerne markere sig gennem sejre i international fodbold. Her stødte de dog på vanskeligheder på grund af spillets uforudsigelige og anarkistiske profil, der var vanskeligt at styre med doping og med videnskabelig støtte fra laboratorier til at planlægge sig til resultater.

Ikke desto mindre var fodbold meget populært i DDR, og DDR-lederne brugte fodboldspillerne som deres egne private skakbrikker, hvor de truede individualisttyper til konformitet og flyttede talentfulde fodboldspillere over til deres egne klubber. Det var muligt, fordi klubberne var ejet af forskellige grene af stats- og industriapparatet. F.eks. hørte Lokomotiv-klubberne under jernbanerne, mens Stasi organiserede en kæde af egne klubber.

Ikke mindst lederen af Stasi, Erich Mielke (1907-2000), var lidenskabeligt optaget af at sikre det nationale mesterskab til Stasi-klubben Dynamo Berlin, som han selv var formand for. I 1954 beordrede Mielke de østtyske mestre fra Dynamo Dresden med deres trænere, koner og børn til Berlin, hvor de skulle spille for hans klub.

Frem for alt gjaldt det for østtyskerne om at sejre over vesttyskerne i fodbold. I 1974 arrangerede Vesttyskland VM i fodbold. Hvor Østtyskland kunne hævde sig ved vinter- og sommer-OL, kunne Vesttyskland hævde sig via fodboldspillet. For DDR var den store forløsende begivenhed dog, at målkongen Jürgen Sparwasser i gruppespillet sørgede for en østtysk sejr på 1-0 over den vesttyske rival – en situation, som udgør en af nøglescenerne i filmen ’Good Bye Lenin!’. Siden kom vesttyskerne effektivt tilbage ved, anført af legenderne Franz Beckenbauer og Gerd Müller, at nå frem til og vinde finalen, som kulminerede med en sejr på 2-1 over Holland.

En af DDR’s bedste fodboldspillere, Lutz Eigendorf, hoppede i 1979 af til Vesttyskland, hvorefter Stasi satte et større antal efterretningsagenter til at overvåge ham i Vesttyskland. Eigendorf døde pludseligt som 26-årig, da han i bil tørnede ind i et vejtræ med 2,2 i alkoholpromille. Ud fra Stasis arkiver tyder noget på, at ulykken var arrangeret af Stasi. Under alle omstændigheder blev det en advarsel til alle andre elitesportsfolk om at forblive i deres fædreland.

NÅR MANGE ELITEIDRÆTSFOLK valgte at blive hjemme i DDR, var det ikke kun af frygt for at blive taget til fange eller dø under flugten, men også fordi en afhopning med sikkerhed ville ramme deres tilbageblevne venner og familie med intensiv overvågning og gengældelse i form af fyringer og manglende mulighed for at blive forfremmet eller opnå en uddannelsesplads.

Ikke desto mindre hoppede mere end 600 sportsfolk af. Regimet forsøgte ellers at smøre de mest succesrige sportsfolk, der som statsprofessionelle var sikret en placering i den sociale elite med adgang til specialbutikker, bedre lejligheder og en bil uden alt for lang ventetid.

I løbet af 1950’erne kom idrætssamkvemmet med udlandet til at foregå via store etablerede internationale kanaler som OL samt EM og VM i fodbold. Det folkelige engagement i de internationale udvekslinger i idrætsarenaen fik yderligere fart med tv’ets udvikling til allemandseje fra dets spæde start med transmissioner fra De Olympiske Lege i London i 1948.

Især OL i Rom i 1960 markerede tv-sportens gennembrud, og mellem 1955 og 1976 var det Gunnar ’Nu’ Hansen, der med brændende engagement og uden tyngende ekspertviden kunne få de danske seere op af stolene.

Opsplitningen af Tyskland i to tyske stater medførte udfordringer for dansk idræt. I pinsen 1961 kom DIF ligefrem ud af trit med det officielle Danmarks østpolitik. Ja, man var som påvist af den danske historiker Karl Christian Lammers tæt på at føre sin egen udenrigspolitik: DBU havde sagt ja til at spille fodboldlandskamp mod østtyskerne, skønt Danmark ikke officielt havde anerkendt deres land. Da det fra dansk politisk hold var åbenlyst, at østtyskerne havde et propagandaformål med deres sport, greb det danske statsministerium ind og sikrede, at den østtyske nationalsang ikke blev spillet, og at der ikke blev flaget med de østtyske farver, hvilket var med til at gøre kampen til en mat affære.

Først i 1973 anerkendte den danske regering officielt DDR, men inden da havde der længe eksisteret et tæt samarbejde mellem det østtyske sportsforbund og danske idræts- og ungdomsorganisationer. De vigtigste aktører var Dansk Arbejder Idrætsforbund, Dansk Håndbold Forbund, Dansk Boldspil-Union samt en række politiske ungdomsorganisationer med Danmarks Kommunistiske Ungdom som frontfigur.

EFTER ANERKENDELSEN AF DDR i 1973 plejede den danske arbejderidræt fortsat meget tætte forbindelser med den nye tyske stat. Idrætten blev altså inden for socialistiske kredse brugt til uden om den kolde krigs blokdannelser og mure at bygge en ’folkelig’ diplomatisk bro mellem idrætsfolk.

Da Sovjetunionen i foråret 1968 reagerede mod ’foråret i Prag’ ved at gribe militært ind mod den tjekkiske opstand, opfordrede DIF i et halvt års tid til boykot af samkvemmet med Østblokken. En aktion, der bød Dansk Arbejder Idrætsforbund meget imod, da det forhindrede en aftalt udveksling med sovjetisk idræt. Tjekkerne fik dog en vis oprejsning gennem sport ved at besejre det stærke sovjetiske ishockeyhold ved VM i 1972 og 1976.

I 1980’erne oplevede Danmark en gylden æra i europæisk fodbold via det kreative og flamboyante såkaldte dynamithold med stjerner som Michael Laudrup, Preben Elkjær og Frank Arnesen. Højdepunktet for den danske selvfølelse over for Østblokken blev den medrivende fodboldlandskamp i 1985 i Idrætsparken, hvor Danmark vandt 4-2 over ’den russiske bjørn’, som det hed i pressens stereotyp.

DET VAR SVÆRT AT FORUDSE, at den mægtige østblok, der havde udgjort den ene pol i international politik, i 1989 skulle falde fra hinanden, men det skete som bekendt. Oprøret mod de stivnede kulturformer i øst kom ikke fra sporten, der jo var grundigt indsmurt i de kommunistiske privilegiesystemer, men fra østmusikere som Wolf Biermann, internationale idoler som Pink Floyd og kirken, der blev mødested for de demokratiske kræfter.

Genforeningen af de to tysklande i 1990 medførte, at de bedste østtyske sportsklubber havde svært ved at klare sig mod de professionelle vesttyske klubber, der ofte var bakket op af stærke firmaer og sponsorer. Kun i håndbold gik det nogenlunde.

De bedste østtyske fodboldspillere blev opkøbt af vesttyske klubber, og de østtyske klubber landede langt nede i tabellerne. Der er dog måske lidt lys for enden af tunnelen, for de seneste år har den uortodokse Berlin-klub FC Union klaret sig godt i Bundesligaen – i øvrigt med danske spillere i truppen.

Det nye tyske fodboldlandshold kunne nu integrere tidligere østtyske topspillere som Andreas Thom, Ulf Kirsten og Matthias Sammer. Genforeningen kunne emotionelt hjælpes på vej af, at det lykkedes Vesttyskland at vinde VM i Italien i 1990. Sammen kunne tyskere fra øst og vest, der tidligere var adskilt af en mur, omfavne hinanden i Berlins gader for at fejre den tyske triumf.

Den sportslige eufori fortsatte ved de første olympiske lege efter den kolde krigs ophør. Det var i Barcelona i 1992, hvor tyskerne for første gang siden 1936 kunne stille op som en samlet nation. Sovjetisk sport var inde i en overgangsfase, og næsten samtlige republikker i det tidligere USSR stillede op som ’Det Forenede Hold’ (SNG), der ovenikøbet blev placeret højest på medaljeranglisten.

Dertil kom, at tyskerne ved ’genforeningens VM’ på hjemmebane i 2006 holdt en af de største og mest glædesrige internationale folkefester i nyere tid. Tyskerne kunne nu for første gang siden Anden Verdenskrig ånde helt frit under et fodbold-VM og begive sig ud i en uhæmmet national glædesrus over den vellykkede afvikling af VM samt bronzemedaljer til landstræner Jürgen Klinsmann og hans spillere. Især blev der fokuseret på ’multi-kulti-holdet’, der integrerede spillere fra ikke mindst tyrkiske indvandrerfamilier på det tyske landshold.

Efter Murens fald kunne man tro, at sportens totalisering ville gå på hæld, men det er endt lige omvendt: I dag har alle industrialiserede nationer – og også Danmark – etableret et totaliseret idrætssystem, men tilsyneladende og forhåbentlig er det kun Rusland, der gennem det sidste årti har genintroduceret statsdoping, som en arv fra sovjettiden.