VEN ELLER FJENDE?

Da Rusland i februar 2022 invaderede Ukraine, blev Tyrkiet sat i et vanskeligt dilemma: Hvilken side skulle man stå på?

De seneste år har den tyrkiske folkestemning været mest på ukrainernes side. Det tyrkiske folk har en historisk forbindelse til de såkaldte Krim-tatarer, og sidste år var Tyrkiet den største udenlandske investor i Ukraine og har blandt andet solgt militære droner til landet, som nu er et effektivt våben mod de invaderende russere.

Men det betyder ikke, at Tyrkiet kan stille sig entydigt på den ukrainske side. Rusland er tyrkernes næststørste handelspartner efter Tyskland, og landet er afhængigt af russisk olie og gas såvel som af de mange turister fra både Rusland og Ukraine. Sidste år kom der 4 millioner russiske og 2 millioner ukrainske turister til landet. Indtægterne fra de mange besøgende har været tiltrængt, ikke mindst fordi den tyrkiske økonomi de seneste år er endt i dyb krise og har givet præsident Recep Tayyip Erdoğan dårlige meningsmålinger.

Måske var det derfor, Erdoğan var hurtig til at melde sig som neutral mægler, da Ukraines og Ruslands udenrigsministre i marts ad flere omgange mødtes i forsøg på at opnå våbenhvile.

Helt neutral kan Tyrkiet dog ikke siges at være.

De seneste år har Ankara flirtet med Moskva og påkaldte sig i 2019 amerikanernes store vrede, da Tyrkiet på trods af sit medlemskab af Nato købte det russiske missilsystem S-400 – et system, der er udviklet med henblik på nedskydning af netop Nato-missiler og -fly.

Ifølge aftalen skal missilsystemet ovenikøbet serviceres på tyrkisk territorium af russiske teknikere, der dermed kan få indsigt i følsom Nato-teknologi.

Handlen var formentlig hævn for USA’s støtte til de syriske kurdere og deres manglende udlevering af imamen Fethullah Gülen, der ifølge den tyrkiske regering var hjernen bag det mislykkede kupforsøg mod Erdoğan i 2016. Men den amerikanske regering nægter at udlevere Gülen, der er i eksil i USA.

Foto: Ukrainian Institute of National Remembrance, Creative Commons

Tyrkiets stilling i forhold til den aktuelle krig i Ukraine er altså temmelig kompliceret, og de seneste års skiftevis uoverensstemmelse og samarbejde skal ses i lyset af århundreder med krig, alliancer og geopolitiske strategier i området omkring Sortehavet.

I MIDDELALDEREN VANDREDE tyrkisktalende folk fra Centralasien til det nuværende Tyrkiet. Her grundlagde man Osmannerriget i 1299, og det var resterne af dette rige, der i 1923 blev til republikken Tyrkiet.

Også Krim er historisk forbundet med Tyrkiet.

I adskillige hundrede år boede Krim-tatarerne, hvis rødder går tilbage til Djengis Khans barnebarn Batu Khans plyndring af Østeuropa og Krim-halvøen i 1200-tallet, på Krim. Men da russerne begyndte at indvandre til Krim i 1800- og 1900-tallet, blev Krim-tatarerne efterhånden en minoritet på halvøen. Efter at Krim i 1944 kom på russiske hænder efter Nazitysklands besættelse, blev Krim-tatarerne tvangsdeporteret til Usbekistan.

Rusland og osmannerne havde i århundreder kæmpet om halvøen i den nordlige del af Sortehavet, der efter den russisk-osmanniske krig 1768-1774 blev en del af det russiske tsarrige. Halvøen blev igen i 1853 centrum for en krig, der blev kendt som Krim-krigen.

Frankrig og Storbritannien støttede i den konflikt osmannerne af frygt for russisk ekspansion videre ud i Middelhavsområdet, og året efter krigsudbruddet gik de i land på Krim og belejrede den strategisk vigtige flådehavn Sevastopol.

Efter knap et års belejring kastede russerne håndklædet i ringen, og krigen sluttede officielt i 1856 med en fredskonference i Paris, hvor russerne blandt andet måtte acceptere Sortehavets neutralitet. Det var et kæmpe nederlag for russerne, fordi det betød, at havet blev lukket for alle landes krigsskibe, og der kun var adgang for handelsskibe. Osmannerne skulle til gengæld love reformer på Balkan, hvor de havde flere kristen-ortodokse kolonier.

MEN TRODS SEJREN i Krim-krigen var det ellers stærke Osmannerrige præget af splittelse og blev efterhånden svækket. Efter en ny russisk-osmannisk krig i 1877-1878 mistede det tyrkiske rige de områder, der i dag er Rumænien, Serbien, Montenegro, Bosnien-Herzegovina og Bulgarien.

Mange af indbyggerne i disse områder var kristne, som med deres russiske trosfællers hjælp formåede at løsrive sig fra det muslimske Osmannerrige. Hermed var en tredjedel af osmannernes territorium og en femtedel af befolkningen væk.

Efterhånden bestod riget kun af Anatolien og provinser mod øst.

Den russiske tsar Aleksander 2. ønskede at erobre Konstantinopel (i dag Istanbul) tilbage til den ortodokse kirke efter fem århundreders muslimsk styre og at få kontrol over de stræder, der forbinder Sortehavet med Middelhavet.

For russerne var det vigtigt at holde de osmanniske søveje åbne for den russiske skibsfart fra Sortehavet, fordi 50 procent af Ruslands eksport, heraf 90 procent af korneksporten, blev sejlet igennem tyrkiske stræder ud i Middelhavet. Osmannerne havde kun få stumper tilbage af det tidligere mægtige rige og var efter flere krige begyndt at frygte russerne.

EFTER IGEN AT VÆRE tørnet sammen i Første Verdenskrig faldt begge riger. Osmannerriget faldt i 1923, hvorefter den nye republik Tyrkiet så vidt muligt undgik konfrontationer med Rusland, da tyrkerne historisk har været »bange for Moskva«, som den tyrkiskamerikanske forsker Soner Cagaptay har formuleret det i sin bog ’Erdogan’s Empire’.

Stalins Sovjetunion nærede ikke samme frygt for tyrkerne og gav åbent husly til millioner af kurdiske flygtninge fra Tyrkiet, og mens det kurdiske sprog var forbudt i Tyrkiet, blomstrede den kurdiske kultur i Sovjetunionen. Den første kurdiske film samt ditto roman og radio blev produceret i sovjetrepublikken Armenien i 1920’erne og 30’erne. Armenske og russiske universiteter havde en kurdologi-afdeling. Kurdere i Tyrkiet hørte på hemmelig vis kurdisk radio fra Armeniens hovedstad, Jerevan – til stor irritation for de tyrkiske magthavere.

Da Stalin i 1946 ønskede tre provinser i Østtyrkiet tilbage og at oprette baser i de tyrkiske stræder, gik tyrkerne i panik. De meldte sig i 1952 ind Nato – 3 år før Vesttyskland og 30 år før Spanien. Tyrkerne hjalp USA med 25.000 soldater under Korea-krigen, hvor de kæmpede imod det sovjetiskstøttede kommunistiske Nordkorea.

MED SOVJETS OPLØSNING i 1991 kunne regeringen i Ankara åbent tilnærme sig de nye tyrkisktalende republikker Usbekistan, Turkmenistan, Kasakhstan, Kirgisistan, Aserbajdsjan.

»Det er vores tyrkiske brødre, som vi i lang tid har været adskilt fra«, sagde Tyrkiets daværende præsident, Turgut Özal, i den forbindelse.

Foto: Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix

De islamistiske regimer i Iran og Saudi-Arabien forsøgte at påvirke de nye muslimske republikker i retning af deres egen strenge fortolkning af islam. Men årtiers sovjetisk ateisme havde sat sit præg, og landenes præsidenter insisterede på at være sekulære stater på linje med det Tyrkiet, som Atatürk havde udråbt i 1923.

Sovjets arvtager, Rusland, frygtede radikal islam og så med velvilje på, at centralasiaterne valgte den tyrkiske model. På det punkt var tyrkerne og russerne nu enige, og i maj 1992 besøgte en tyrkisk premierminister for første gang siden 1923 Moskva.

Med udbruddet af borgerkrigen i Syrien i 2011 forværredes forholdet mellem Rusland og Tyrkiet igen. Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan, støttede oprørerne imod den syriske præsident, Bashar al-Assad, mens den russiske præsident, Vladimir Putin, gav luftstøtte til Assad og sikrede regimets overlevelse.

En af de grupper, som mange tyrkere identificerede sig med, var de tyrkisktalende turkmenere i Syrien. Da Tyrkiet i efteråret 2015 skød et russisk jagerfly ned, var en af flere årsager turkmenerne. Erdoğans regering var vred over, at Rusland bombede Bayirbucak-regionen, hvor turkmenske anti-Assad-oprørsgrupper, støttet af Tyrkiet, opererede.

Nedskydningen af det russiske fly skabte en krise i det tyrkisk-russiske forhold, og Moskva gjorde gengæld ved at sende tropper til Armenien. Dermed var Tyrkiet på tre sider omgivet af russiske soldater, i Syrien, i Armenien og på Krim-halvøen. Russerne chikanerede desuden tyrkerne med cyberangreb, militærøvelser og efterretninger. Og mange af de 4 millioner russiske turister, der plejede at komme, blev hjemme. Russerne truede også med at skyde tyrkiske fly i Syrien ned, hvilket ville betyde, at Tyrkiet ikke kunne gribe ind over for militante kurdere i Syrien.

ERDOGAN SENDTE I JULI 2016 et forsonende brev til Putin, hvor han beklagede nedskydningen af det russiske fly.

Og da Tyrkiet samme sommer blev udsat for et kupforsøg, ringede Putin som den første statsleder til Erdoğan og udtrykte sin støtte. USA ringede først flere dage efter. Erdoğan kvitterede ved 9. august at besøge Rusland som det første land efter kupforsøget.

Med russisk accept gik Tyrkiet kort efter ind i det nordlige Syrien og forhindrede de militante kurdiske gruppers ekspansion. Til gengæld accepterede Erdoğan russernes og det syriske regimes angreb på Aleppo i efteråret 2016. Ligeledes trak Ruslands luftforsvar sig i efteråret 2018 ud af den kurdiske by Afrin, hvorefter Erdoğan rykkede ind og nedkæmpede de kurdiske militante.

Erdoğan er blevet sammenlignet med sit russiske modstykke. Måske fandt de to ud af, at de har en hel del tilfælles på trods af århundreders stridigheder. Såvel Putin som Erdoğan er autokratiske ledere, der har fængslet kritiske journalister og oppositionspolitikere, og begge har en mission om at gøre »deres nationer store igen«, som Soner Cagaptay skriver i sin bog.

Når Tyrkiet nu er mægler mellem krigens parter, befinder landet sig dog i en prekær situation.

Godt nok har Erdoğan og Putin nærmet sig hinanden de seneste år, men i den aktuelle konflikt støtter Tyrkiet Ukraine i forsøg på at hindre russerne i at få mere magt i Sortehavsområdet. Kort før invasionen solgte Tyrkiet Bayraktar TB2-droner til det ukrainske militær, og så sent som 3. februar 2022 var Erdoğan i Kyiv for at lave en aftale med Volodymyr Zelenskyj, så de sammen kan producere flere droner.

Men samtidig er Tyrkiet imod de hårde sanktioner, EU og USA har indført over for Rusland, og da Europarådet i slutningen af februar valgte at suspendere Rusland, stemte man blankt i Ankara.

Særligt efter Erdoğans indkøb af et russisk missilsystem er Vesten blevet mere skeptisk over for Tyrkiets Nato-medlemskab.

Måske håber Erdoğan som mægler at kunne bevise sin geopolitiske relevans.