»Jeg vil så gerne ud til havet«: Russernes længsel efter halvøen Krim gik i opfyldelse med Putins annektering

I en musikvideo fra 2018 af de russiske kunstnere Stas More og Shoo med titlen ’Tog til Jevpatorija’ (’Poezd v Evptaroriju’) ses sangeren Stas More vandre omkring i et gråt og koldt Moskva. På videoens lydspor hører man hele tiden ordene »Jeg vil så gerne ud til havet«. Pludselig som ved et trylleslag sidder manden i et tog, der bringer ham ned til Sydens sol og varme. Snart befinder han sig på en strand med usandsynlig hvidt sand under en usandsynligt blå himmel, hvor han spiller musik sammen med en kvinde i farverigt tøj – forsangeren i gruppen Shoo.

Mandens brændende ønske – »Jeg vil så gerne ud til havet« – er gået i opfyldelse i kystbyen Jevpatorija på halvøen Krim.

Videoen giver et godt indtryk af den betydning, Krim har som genstand for mange russeres længsler: Halvøen er lig med varme, ferie og antik middelhavsstemning a la Grækenland.

Duetten mellem Stas More og Shoo vidner om, at Ruslands internationalt omstridte annektering af Krim i marts 2014 også har fundet vej til landets popkultur. Derudover har alle meningsmålinger siden 2014 samstemmende bekræftet, at et overvældende flertal af befolkningen billiger Ruslands ’genforening’ (en forskønnende omskrivning for den langt mere dækkende betegnelse annektering) med halvøen.

Grafik: Jens Herskind

Præsident Vladimir Putin sikrede sig med dette skridt en markant popularitetsstigning i den russiske befolkning. Det var vigtigt, da hans opbakning tidligere havde lidt under den restriktive politik over for modstandere af de olympiske vinterlege i Sotji og den brutale fremfærd over for oppositionen. Først fra midten af 2018 er harmonien i præsidentens forhold til folket igen blevet forværret på grund af den nødvendige, men blandt russere højst kontroversielle hævning af pensionsalderen.

De fleste russere har efter Sovjetunionens opløsning aldrig accepteret Krims tilhørsforhold til Ukraine, der fik sin selvstændighed i 1991. Krim blev som følge af generalsekretær Nikita Khrusjtjovs (1894-1971) såkaldte ’gave’ en del af den ukrainske sovjetrepublik i 1954, mens det før havde været en del af Rusland.

En af de vedholdende kritikere af et ’ukrainsk Krim’ var nobelpristageren i litteratur i 1970, Aleksandr Solsjenitsyn (1918-2008), der i et interview i 1998 betegnede tabet af Krim som en personlig »smerte«. Han følte, sagde han, inderligt med Krims russiske befolkning, der led, »fordi de var afskåret fra deres hjemland, Rusland«. Han appellerede til, at de standhaftigt skulle forsvare den russiske arv på Krim.

At Rusland med sin annektering af Krim i 2014 ifølge mange ikke-russiske eksperter i folkeret og østeuropæiske forhold skulle have begået en uret, har de fleste russere uanset politisk ståsted ikke megen forståelse for. Det beror ikke mindst på, at de fleste russere ikke kun betragter Krim som et solrigt mål for deres længsler, men også som et sted, der spiller en særlig rolle i erindringen og har fået en næsten hellig betydning. Netop det forhold har ikke mindst Vladimir Putin henvist til i talrige taler siden foråret 2014. I sin årlige tale til det russiske overhus, Forbundsrådet, i december 2014 erklærede han for eksempel, at »optagelsen« af halvøen Krim var en begivenhed, der spiller en ganske særlig rolle for nationen.

På Krim, sagde Putin, »lever vort folk, og halvøen er for Rusland af strategisk betydning og en spirituel kilde til udviklingen af en mangfoldig, men robust russisk nation og en centraliseret russisk stat. Det var på Krim, i oldtidsbyen Chersonesos eller Korsun, som de gamle russiske krønikeskrivere kaldte den, storfyrst Vladimir (død 1015, ses ofte som grundlægger af det første russiske rige, Kijev-Rus, red.) blev døbt, inden han indførte kristendommen i Rus«. Krim skulle derfor, som præsidenten videre sagde, spille en lige så vigtig rolle for russerne som Tempelbjerget for jøder og muslimer. Han henviste til en hændelse, der omtales i den berømte oldslaviske Nestorkrønike, som den dag i dag er den vigtigste kendte kilde til udforskning af det oldslaviske Kijev-Rus.

Ifølge denne kilde gik netop denne Vladimir i år 988 over til kristendommen ikke langt fra vore dages Sevastopol.

Selv om det formentlig er en kendsgerning, at storfyrsten befandt sig på halvøen i forbindelse med et felttog, er det ud fra et historisk synspunkt stadig et åbent spørgsmål, om hans dåb virkelig fandt sted på Krim. Det samme gælder den hyppigt udbredte historie om, at apostlen Andreas på en vandring fra Det Hellige Land til vore dages Rusland skulle have opholdt sig på Krim. Men som det ofte er tilfældet med nationale myter, der henlægges til en fjern fortid, er den kollektive følelse stærkere og mere effektfuld end hårde historiske kendsgerninger.

Faktum er, at et stort flertal af Ruslands befolkning tager det for gode varer, at Krim har været et russisk område siden gammel tid, og at det er uløseligt forbundet med det russiske kerneland og andre områder gennem en fælles kultur og en fælles heroisk historie.

Uden for Rusland forundres man omvendt over det skridt, Moskva tog i 2014. For mange mennesker var og er det uforståeligt, at Rusland satte sit internationale omdømme på spil for et område på kun 27.000 kvadratkilometer, hvor der kun bor godt 2 millioner mennesker. Når forbløffelsen i Vesten var så stor, skyldes det nok også, at de færreste europæere (og endnu færre amerikanere) formentlig indtil for nylig ville have været i stand til at udpege Krim på et landkort, og at selv historieinteresserede næsten intet vidste om stedets befolkning og kultur.

Man kan således ikke alene forklare den russiske fremfærd på Krim som en magtdemonstration, der havde til formål at få et område under Moskvas kontrol, som man havde mistet i forbindelse med Sovjetunionens opløsning. Halvøen spiller en vigtig rolle i den russiske befolknings (og i andre af det tidligere Sovjetunionens indbyggeres) kollektive bevidsthed. Årsagerne til russernes kollektive og stærkt emotionelle tilknytning til denne halvø på Sortehavets nordlige bred er mange, og historien (og dens myter) spiller en vigtig rolle.

Da Rusland i marts 2014 indlemmede Krim i sit rige, var det anden gang, en russisk stat annekterede halvøen. Katarina den Stores (1729-1796) russiske imperium var i 1783 det første, der tog dette dristige skridt. Baggrunden for denne erobring af Krim var udelukkende magtpolitiske overvejelser. I slutningen af det 18. århundrede kunne halvøen endnu ikke opfattes som et sted, der historisk og kulturelt var nært knyttet til det russiske kerneland, for indtil da havde kontakten mellem halvøen og den russiske stat været sporadisk og overvejende af krigerisk natur. Det er først senere tiders effektfulde nyfortolkning af historiske fakta, der har kunnet påvise langvarig forbindelse mellem de russiske kerneområder og Krim.

Foto: Marty Lederhandler/AP

Det russiske imperiums annektering af Krim var kulminationen på Katarina den Stores knap 10 år lange eksperiment, der forsøgte at øve indirekte indflydelse på Krims muslimske khanat (betegnelse for fyrstens, khanens, område). Området, der siden 1400-tallet havde været under osmannisk overhøjhed, havde med sine horder af ryttersoldater i lang tid udgjort en trussel mod Ruslands åbne sydlige grænse. Osmannernes og Krim-khanatets årlige skatteinddrivninger og røvertogter belastede statskassen alvorligt. Især tilfangetagelsen af slaver og det dermed forbundne tab af mennesker var en økonomisk byrde, og dertil kom, at de frugtbare steppeområder ikke kunne koloniseres og administreres effektivt på grund af den stadige trussel sydfra.

Fra slutningen af det 17. århundrede sakkede både Krim-khanatet og Det Osmanniske Rige teknologisk bagud i forhold til det stadig mere moderne Rusland, og de repræsenterede ikke længere nogen reel trussel. Annekteringen i 1783 var derfor i virkeligheden en kolonisering. Annekteringen handlede ikke længere om at sikre grænsen, men skal ses som led i en vidtrækkende og i sidste instans ikke realiseret plan, nemlig tsarrigets drøm om at erobre Istanbul (Konstantinopel) og skabe et dynastisk monarki forbundet med Sankt Petersborg – det såkaldte Græske Projekt. Krim var med russiske øjne endnu ikke blevet et særligt sted – det var snarere områdets strategiske betydning, der blev betonet i samtiden.

Foto: Alexander Zemlianichenko/AP

Det skulle imidlertid snart ændre sig, hvilket allerede den militært ansvarlige for annekteringen, fyrst Grigorij Potjomkin (1739-1791), Katarina 2.s begunstigede og livslange fortrolige, måtte erkende. Han lovpriste omgående halvøens sydkyst for dens landskabelige skønhed, betonede nyerhvervelsens handelsmæssige betydning for riget med dens blomstrende vindyrkning og opdræt af silkeorme, der skulle bidrage til Ruslands voksende velstand. I den forbindelse gjorde allerede han sig overvejelser om et Krim uden den muslimske befolkning, der bar stedets navn: krimtatarerne. Uden dem ville halvøen være »så meget bedre«.

Visionen om et Krim uden krimtatarer skulle under alle omstændigheder først blive til virkelighed langt senere, i 1944 under ’den røde tsar’, Josef Stalin (1879-1953). Han lod i foråret 1944 hele den muslimske befolkning deportere til Centralasien på grund af dens påståede massekollaboration med den tyske værnemagt. Det var en rejse, som mange ikke overlevede, og som den dag i dag er en belastning for det russisk-krimtatariske forhold.

Selv om de store økonomiske forventninger i 1783 kun blev indfriet i begrænset omfang og først senere (ikke mindst inden for vindyrkning), spredtes rygtet om den smukke og klimatisk begunstigede halvø sig temmelig hurtigt i hele Europa.

Krim blev et yndet rejsemål: Videnskabsfolk, russiske tsarer og snart mange andre medlemmer af overklassen henlagde deres sommerresidens til halvøen, og fra 1920’erne sendte Sovjetunionen pionerer, som havde udmærket sig, til ungdomskolonien Artek, der stadig findes. Fra begyndelsen af 1960’erne tilbragte millioner af rekreationstrængende ’arbejdere’ deres ferie på den smukke halvø, enten på rejser, der var organiseret af virksomheder eller faglige organisationer, eller som led i den mere uorganiserede masseturisme. Krim blev hurtigt berømt i tsarriget, og i Sovjetunionens dage var halvøen sovjetrepublikkernes foretrukne feriemål. Allerede i begyndelsen af 1920’erne udråbte Lenin (1870-1924) Krim til »hele unionens sanatorium«. At så mange borgere i Sovjetunionens dage rejste til det smukke Krim, har bidraget til, at mange russere den dag i dag føler sig så nært knyttet til stedet.

Allerede i det 19. århundrede søgte mere eller mindre berømte russere af begge køn, som var trætte af civilisationen eller havde bragt sig i politisk uføre, et fristed på Krim. Og mange fandt kunstnerisk inspiration i området. En af de mest kendte er formentlig Anton Tjekhov (1860-1904), som forgæves søgte lindring for sin tuberkulose på sin landejendom ved Jalta, og i stedet endte med at finde den fjernt fra sit elskede Krim, nemlig på det tyske kursted Bad Badenweiler. Men han gav feriemålet på sydkysten et verdensberømt litterært eftermæle i sin novelle ’Damen med hunden’. Også hos den russiske nationaldigter Aleksandr Pusjkin (1799-1837) skildres Krim. Digtet ’Fontænen i Bakhtjisaraj’ handler om den umulige kærlighed mellem en krimtatarisk fyrste, fremstillet som en vild og uciviliseret mand, og en blid kristen polsk grevinde ved navn Maria Potocka. Historien er henlagt til det stadig eksisterende khanpalads i Bakhtjisaraj, hvor fontænen også i dag tiltrækker turister.

Pusjkin, som opholdt sig få uger på Krim under sin forvisning i 1820’erne, er ligesom Lev Tolstoj (1828-1910), Aleksandr Grin (1880-1932), Maksimilian Volosjin (1878-1932), maleren Ivan Ajvasovskij (1817-1900) og mange andre forfattere og malere ansvarlig for, at Krim indgår i den kollektive russiske bevidsthed som en vigtig del af russisk kultur. Allerede i det 18. århundrede henviste man stolt til Krims oldtidshistorie. Halvøen blev igen og igen identificeret med oldtidens Tauris, der i kraft af den klassiske kulturs sagnverden, Ifigenia-myten om kong Agamemnons villighed til at ofre datteren Ifigenia, spillede en vigtig rolle for den dannede europæiske overklasse. Med annekteringen i 1783 havde det russiske kejserrige fået del i den prestigefulde klassiske oldtid.

Illustration: Carlo Bossoli, 1857

I den eksisterende fortælling om det russiske Krim blev og bliver ikke-russiske eller ikke-slaviske befolkningsgrupper, som i årtusinder prægede halvøen, enten ignoreret, omtalt på en distanceret måde eller betegnet som fremmede eller farlige. Således forholder det sig med navnlig krimtatarerne, der indtil det 19. århundrede udgjorde befolkningsflertallet på Krim.

I mange russiske fremstillinger af halvøen enten nævnes de ikke eller betragtes som farlige og illoyale undersåtter.

Under Krim-krigen 1853-56 og under Anden Verdenskrig betragtede mange russere krimtatarerne som en slags femte kolonne for de militære modstandere, og det fik vidtrækkende konsekvenser. Efter Krim-krigen, som fik et skidt udfald for det russiske kejserrige, tilskyndede regeringen ganske vist til en tatarisk masseudvandring fra Rusland til Det Osmanniske Rige, dog uden de store praktiske konsekvenser. Men efter Den Røde Hærs tilbageerobring af halvøen i 1944 efter to års tysk besættelse kom det som nævnt til omfattende etniske udrensninger.

Den ’drøm’, der havde eksisteret siden det 18. århundrede om en halvø, som var befriet for sin muslimske befolkningsgruppe og dermed ægte russisk, syntes således i nogle årtier at være gået i opfyldelse. Men efter indledningen af Gorbatjovs ’perestrojka’ (reformpolitik) i midten af 1980’erne og navnlig efter Sovjetunionens opløsning kunne mange krimtatarer lettere vende tilbage til deres gamle hjemegn, så deres andel af befolkningen atter steg til cirka 13 procent. Det er ikke muligt at fastslå, hvor stor krimtatarernes andel af befolkningen på Krim er i dag. Det må formodes, at deres antal er faldet igen, især da krimtatariske aktivister flere gange har udtalt sig kritisk om den russiske annektering og derfor er kommet i de russiske myndigheders søgelys.

Det problematiske russisk-krimtatariske forhold skyldes ikke kun religiøse forskelle, som ikke burde have spillet nogen rolle i et Sovjetunionen, der opfattede sig selv som ateistisk, og heller ikke kun deportationen. Det er af langt ældre dato. Afstanden mellem de to befolkningsgrupper bygger blandt andet på mange russeres historisk begrundede overbevisning om, at de fleste krimtatarer under Krim-krigen og Anden Verdenskrig samarbejdede med henholdsvis osmannerne og den tyske værnemagt. Og ganske vist støttede tatarerne delvis Ruslands modstandere i disse og andre krige, men nogen massekollaboration kan man ikke tale om. Tværtimod: Under Anden Verdenskrig indlagde soldater af krimtatarisk oprindelse sig store fortjenester.

Krim-krigen og Anden Verdenskrig er vigtige årsager til, at halvøen spiller så vigtig en rolle i Ruslands militære erindringskultur. Især havnebyen Sevastopol står som hjemsted for den højtbesungne, men ikke specielt sejrrige Sortehavsflåde for mange russere som en ’helteby’, der vækker stærke følelser. I 1854-55 holdt byen trods alt stand mod belejrerne fra Storbritannien, Frankrig, Det Osmanniske Rige og Piemonte i 342 dage, og i 1941-42 modstod byen den tyske værnemagt i mere end 200 dage. Der er – siges det i hvert fald – opsat mere end tusind monumenter og tavler i byen til minde om dette heltemodige forsvar, men ingen har formentlig gjort sig den ulejlighed at tælle efter.

Foto: Det Kongelige Bibliotek

Den russiske befolknings bånd til Krim bygger på et komplekst net af kollektive erfaringer og historiske fortællinger og begivenheder og de personlige oplevelser, som utallige feriegæster af russisk oprindelse har haft på halvøen.

Turisterne forbinder halvøen med smuk natur og ukomplicerede feriedage. Det skal også bemærkes, at præsident Putin har forstået at skyde skylden for tabet af Krim, der opleves som en national skændsel, på det uafhængige Ukraine og dermed lindre den smerte, mange russere føler over tabet af imperiet.

Kommentatorer af musikvideoen ’Tog til Jevpatorija’ har i hvert fald givet udtryk for deres begejstring over, at Krim også i popkulturen nu atter tilhører Rusland. En af dem beklagede sig over, at der ikke findes noget tog til Jevpatorija. Men det kan måske ændre sig. I sommeren 2018 indviede Rusland i hvert fald vejdelen af en dobbeltbro fra Kertj på halvøens østlige side til det russiske fastland ved Taman. Og jernbanedelen er ved at være færdig.

• Kopiér link