Poul Andræ – en homoseksuel pionér

Til trods for de så godt som daglige tropiske fristelser holdt Poul stand i forhold til mændene, hvorimod han herude for prøvede at have havde samleje med en kvinde. Det ved vi kun, fordi han mange år senere i et brev til wienerprofessoren Richard von Krafft-Ebing fortæller, hvordan han »i Vestindien har lidt skrækkeligt. Jeg var fuldstændigt afholdende over for de mig så bedårende, unge mulatter og negre, og højst to gange forsøgte jeg coitus med en negerinde fra en plantage. Det skete af sundhedshensyn efter en læges råd på grund af mine hyppige erektioner og pollutioner. Lægen henviste mig da til coitus feminæ, og min opfyldelse af dette forklares kun ved, at en sådan sort skabning med sine store, kalløse [hårdhudede] arbejdshænder og plumpe ydre let for min fantasi kunne forestille en mand«.

Da Poul Andræ i sommeren 1872, knap 30 år gammel, igen var tilbage i København, havde han således haft sin seksuelle debut med både mænd og kvinder, og det havde kun bestyrket ham i, at han udelukkende tændte på sit eget køn.

FOR POUL GEORG ANDRÆ blev født i 1843 i København som søn af ingeniørofficeren Carl Andræ og hustruen Hansine Schack. Det gik familien godt. Carl Andræ blev i 1848 medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling og kort efter Folketingets første formand. Fra 1854 til 1858 var han finansminister og endda i et par år også landets konseilspræsident, hvorefter han helt frem til sin død i 1893 var medlem af datidens danske overhus, Landstinget.

Det var en stræbsom borgerlig familie, og selv var Poul Andræ superflittig og intelligent og ikke mindst i besiddelse af gode sprogkundskaber, som gjorde ham internationalt orienteret. Han blev student og senere cand.jur. fra Københavns Universitet med årgangens næsthøjeste karaktergennemsnit. Hurtigt blev han ansat i Finansministeriet som assistent og senere fuldmægtig, indtil han i 1889 forfremmedes til amtsforvalter i Skanderborg, hvor han blev i fem år, inden han søgte sin afsked og flyttede tilbage til København. Her tilbragte han resten af livet som velstillet privatmand, helliget sit historiske forfatterskab først og fremmest om faderens politiske virksomhed.

Men der var dog én ting, der ikke var så godt; det, som han kaldte sin »ulykkelige kærlighed«. Allerede i drengeårene havde han opdaget, hvordan drømmene og de seksuelle fantasier udelukkende kredsede om drenge og mænd, men det var først, da han i Metropolitanskolens græsktimer læste Platons klassiske værk ’Symposium’, at han blev klar over, at han ikke var den eneste i hele verden, der havde det sådan.

I 1875 BLEV KØBENHAVNS KOMMUNEHOSPITAL udvidet med en ny 6. Afdeling for »patienter med sindssygdom, nervesygdom, akut forgiftning og kighoste«, og som overlæge ansattes her den 53-årige Carl Georg Gædeken, der året før også var blevet professor i retslægevidenskab ved Københavns Universitet. Der gik ikke lang tid, før Poul aflagde ham sit første besøg, og det blev begyndelsen på et livslangt venskab med den »fordomsfrie og velvillige« overlæge, som allerede hurtigt blev fuldt informeret om Pouls seksuelle orientering og om, hvor meget han især tændte på maskuline arbejdertyper.

Foto: Ukendt/Det Kgl. Biblioteks billedsamling

Poul Andræ havde ordet i sin magt, og han udtrykte sig ganske ugenert og åbent, ikke kun i sine dagbøger, men også i de breve, han sendte til vennerne og Gædeken, og da overlægen talte med ham første gang, troede han dårligt sine egne ører. Naturligvis vidste han som retsmediciner godt, at visse liderlige mandfolk nu og da kunne finde på at bedrive utugt med hinanden, og at det som regel – i hvert fald ifølge lærebøgerne – kunne afsløres ved anus- og penisundersøgelser, men at nogle mænd fra fødslen skulle være indrettet således, at hele deres følelses- og sexliv udelukkede rettede sig mod deres eget køn, var ganske nyt for ham.

Poul Andræ havde på intet tidspunkt nogen forventning om, at Carl Gædeken kunne helbrede eller hjælpe ham på anden måde end ved venligt at lægge øre til hans fortællinger, og det havde også i sig selv en stor og beroligende virkning. Derudover fik Poul også nu og da brug for Gædekens lægeerklæringer. Det skete første gang i 1882, hvor den lød sådan:

»Efter ønske af Poul Andræ, som i en længere årrække (siden 1875) har søgt min bistand mod nervøse onder, skal jeg ikke tilbageholde den udtalelse, at efter hvad jeg har haft lejlighed til at kende ham, lider han i en høj grad, og på en hans helbred væsentlig forstyrrende måde, af en medfødt, sjælelig abnormitet (kontrær seksualforstyrrelse), som det ved de hidtil forsøgte midler ikke er lykkedes at bekæmpe«.

I midten af 1870’erne begyndte Poul Andræ også at orientere sig i den udenlandske litteratur, og da han beherskede tysk, fransk, latin, græsk og i et vist omfang også italiensk, var der nok at vælge imellem. Snart stødte han på den tyske jurist Karl Heinrich Ulrichs, der i 1864 havde udsendt sin første lille bog »om udforskningen af den gådefulde kærlighed mellem mænd«.

EN AF DEM, der også havde læst Ulrichs’ småskrifter, var den berlinske psykiatriprofessor Carl Westphal, og han formulerede det i 1869 på den måde, at homoseksuelle havde »en medfødt, modsatrettet kønsdrift, som af de pågældende opfattes som sygelig«. Den kaldte han »den kontrære seksualfornemmelse«, ligesom han døbte de mennesker, der led af denne sygdom, »kontrærseksuelle«. Termen var de næste 30-40 år den gængse betegnelse for homoseksuelle, og det blev også det ord, Poul fra nu af brugte om sig selv hele livet igennem.

Det forhindrede ham dog ikke i også at være den første herhjemme, der i 1892 introducerede ordene ’homoseksuel’ og ’heteroseksuel’ på dansk.

I 1889 flyttede Poul Andræ til Jylland som amtsforvalter, men han opgav ikke kontakten med den københavnske og internationale scene, og derfor opdagede han også med det samme den lille artikel ’Pervers Seksualitet. En klinisk Forelæsning’, som i 1891 stod at læse i det lægefaglige tidsskrift Bibliothek for Læger.

Forfatteren var en af tidens kendte psykiatere, Knud Pontoppidan, der få år før havde efterfulgt Carl Gædeken som overlæge på 6. Afdeling. Pontoppidan tilhørte den nye generation af videnskabeligt fokuserede nervelæger, der stod på spring til at føre psykiatrien frem til nye sejre. Som led i denne offensiv publicerede han i 1891 en forelæsning, han kort forinden havde holdt, og hvorunder han havde fremvist en 37-årig homoseksuel urtekræmmer for auditoriet af medicinstuderende. Den pågældende var kort tid før, som arresteret for uterlighed med drenge og unge mænd, blevet indlagt til observation på 6. Afdeling.

Foto: Budtz Müller & Co. og Müller

Næppe havde Poul Andræ læst Knud Pontoppidans artikel, før han gik til skrivepulten og greb pennen, for det stod ham med det samme klart, at der her bød sig en chance for, at han selv kunne komme til orde. Og det ovenikøbet i en lægefaglig debat, hvor han meget gerne ville gøre sig gældende:

»Jeg sidder oppe til kl. 4 om natten for at studere«, betroede han Gædeken i et brev fra denne tid, og året efter barslede han med den store artikel ’Den kontrære Sexualfornemmelse. Fragmenter til Oplysning’, der udkom over to numre i Bibliothek for Læger.

DEN TRYKTES IKKE UNDER HANS EGET NAVN, men under pseudonymet Tandem, der betyder ’omsider’. Omsider kunne man nu herhjemme begynde at tale åbent om den indtil da hemmelighedsfulde og ubeskrevne kærlighed mellem mænd.

Poul Andræ lagde ud med at rose Knud Pontoppidan, »fordi han har fremhævet den kontrære seksualfornemmelse, som en i mange tilfælde medfødt, af individets vilje og handlemåde ganske uafhængig abnormitet«. Men næppe var dette sagt, før han fastslog, at den homoseksuelle urtekræmmers livshistorie absolut ikke var »skikket til at stille sygdomsfænomenet i et rent lys«.

Manden havde nemlig udelukkende interesseret sig for pubertetsdrenge, og det var efter Pouls mening bestemt ikke det typiske for mandeelskere.

»Det er jo netop en særdeles pinlig vildfarelse, at den kontrære seksualitet som en art raffineret vellystfølelse mere end den normale, skulle være rettet mod kønsligt umodne. Intet kan være mere fejlagtigt; den kønslige modenhed er en grundbetingelse ikke mindre for den homoseksuelles attrå end for den normalseksuelles«.

SAMME TRÅD tog Poul op senere i artiklen, da han slog fast, »at den homoseksuelle tilbøjelighed i dens typiske fremtræden er et lige så oprindeligt og lige så dybt og eksklusivt indgribende fænomen som den heteroseksuelle tilbøjelighed er det for det normale menneske«.

Poul afviste også påstanden om, at homoseksuelle mænd primært dyrkede analsex; for efter hans egne erfaringer var langt det mest almindelige, at de unge mænd ensidigt betjente de ældre, og at »der under den stærke kønslige ophidselse kun behøves så overordentlig lidt for at fremkalde en satisfaktion [seksuel udløsning]«.

Når det gjaldt spørgsmålet om medfødthed, var de to skribenter derimod rørende enige. I Pouls sind herskede ingen tvivl om, at alle homoseksuelle fra naturens hånd var skabt med en »seksualitetskaraktér som medfødt, og at den kærlighed, hvormed den homoseksuelle føler sig hendragen til sin udkårne, ingenlunde er at anse som en følelse, der kun bunder i sanselighed, men kan være lige så stærk og inderlig – lige så opofrende og uegennyttig – som den mellem de forskellige køn«.

MEN KNUD PONTOPPIDAN ikke så meget som værdigede Poul Andræ et svar på Tandem-artiklen. Psykiaterne var nu blevet magtfulde aktører, der suverænt herskede over de seksuelle ’sygdomme’ og helt og holdent bestemte, hvad der skulle menes om dem. Høfligt, men bestemt henviste de deres tidligere homoseksuelle samarbejdspartnere til venteværelset, hvor de fleste af dem sikkert glædede sig over, at deres gådefulde lidelse nu var blevet en accepteret sygdom.

Det gjaldt langt hen ad vejen også Poul, selv om han ikke følte sig overbevist om, at der var tale om noget sygeligt fænomen.

»Naturens eget gådefulde forgodtbefindende«, kaldte han det nok så poetisk i Tandem-artiklen.

I stedet for en korrespondance med Knud Pontoppidan satsede Poul på et bredere oplysningsarbejde, og derfor meldte han sig også omgående ind i Wissenschaftlich-humanitäire Komitee, som den kendte berlinske læge og ligestillingsforkæmper Magnus Hirschfeld havde oprettet i 1897. Faktisk var Poul i en årrække komiteens danske repræsentant, men så langt som til at få stiftet en københavnsk underafdeling nåede han aldrig.

Parallelt med foreningsarbejdet opbyggede Poul Andræ også i årene omkring Første Verdenskrig en række gode kontakter med journalister og pressefolk, og her var den vigtigste venskabet med Politikens chefredaktør Valdemar Koppel og dennes hustru, historikeren Elise Koppel. Ved Pouls Andræs død i sommeren 1928 bragte avisen en stor nekrolog, hvor Koppel blandt andet fremhævede den afdødes indsats på seksualoplysningsområdet:

»Han skjulte sig jo ikke. Han var den første herhjemme, der vovede offentligt at tage til orde for homoseksualisters ligeberettigelse i offentligt omdømme«.

Poul Andræ fik et langt liv; han blev næsten 85 år, og han oplevede at gøre rejsen med fra en tid, hvor sex mellem mænd var et gådefuldt tabuiseret fænomen, til det blev en regulær sygdom på linje med mange andre skrøbeligheder. I kraft af det, han gjorde og tænkte, blev han også selv en betydningsfuld homoseksuel pionér, der først nu har fået den anerkendelse og respekt, han fortjener.