Mere end veninder?

Verdens første diagnosticerede homoseksuelle menneske var en kvinde.

Det var den anonyme frøken N., som i 1864 blev indlagt på afdelingen for sindssyge på Charité-hospitalet i Berlin og behandlet af professor Carl Westphal.

Sammen med sin søster drev den 35-årige N. et pensionat i byen, og her havde hun forelsket sig grænseløst i en af de unge kvindelige pensionærer, men da hun havde gjort tilnærmelser til hende, var hun blevet afvist så kraftigt, at det havde medført nervesammenbrud.

Professor Westphal anmodede frøken N. om at fortælle sin livshistorie. Den blev tilrettelagt efter samme drejebog, som det sidenhen blev tilfældet med mange livshistorier med seksuelt tema: Allerede som barn vidste jeg dit, og hele mit liv har jeg følt dat.

Det blev en fortælling, som forstærkede oplevelsen af, at den følelse, der blev talt om, var uforanderlig, ja, ligefrem medfødt, og at den ikke kunne ændres. Frøken N. kunne berette, at hun aldrig havde følt sig tiltrukket af mænd og udelukkende nærede følelser for kvinder.

Samtidig tilføjede hun, at hun som barn kun ville lege med drenge og ofte havde klædt sig i drengetøj. Hun følte sig som en mand og ville ønske, at hun var en mand.

Disse to kendetegn ved frøken N., at hun altid havde været tiltrukket af kvinder – det vil sige, at hendes begærsretning var medfødt – samt at hun følte sig som en mand, med andre ord havde en kønsidentitetsforvirring, blev nu koblet sammen som symptomer på det nye fænomen, professor Westphal her havde observeret, og som han benævnte ’Die conträre Sexualempfindung’.

UNDER DENNE TITEL offentliggjorde han i 1869 i Archiv für Psychiatrie und Nervenkrankheiten frøken N.s sygehistorie, og året efter blev den genfortalt på dansk i Bibliothek for Læger under titlen ’Den kontrære Seksualfornemmelse’.

Denne diagnose (som siden blev kaldt homoseksualitet) kom således til Danmark i 1870, men blev udelukkende kendt i lægekredse.

Det vakte forbløffelse, at den slags følelser kunne næres af kvinder. Seksuelle handlinger mellem mænd havde man altid kendt til, men de blev ikke opfattet som udtryk for en sindstilstand. Det var en lastefuld handling og ikke noget, der bemægtigede sig hele personen og gjorde ham til et særligt menneske.

Hvad mænd foretog sig med hinanden seksuelt, blev opfattet som ’omgængelse mod naturen’, fordi de ikke anvendte deres forplantningsorgan i forplantningens tjeneste, men derimod til tilfredsstillelse af en pervers lyst.

Sådanne handlinger havde altid været omfattet af straffeloven, i borgerlig straffelov af 1866 kundgjorde §177, at »Omgængelse mod Naturen straffes med Forbedringshusarbejde«, og denne paragraf angik udelukkende mænd.

Som professor i retsvidenskab Carl Goos skrev i Den danske Strafferet fra 1895, »vilde utugtige Forhold mellem Kvinder kun kunne betegnes som Uterlighed, ikke som Omgængelse mod Naturen, og derfor ikke nu være strafbar«..

VILLE LÆGER SÅ kunne støde på en dansk frøken N. her i slutningen af 1800-tallet? Det er som altid et spørgsmål om social klasse. De kvinder, som fra 1874 havde kunnet lade sig indskrive som ’offentlige fruentimmer’, altså ernære sig lovligt ved prostitution, skulle gå til kontrol for kønssygdomme på Vestre Hospital. Her var Rudolph Bergh overlæge, og i 1902 udgav han i Hospitalstidende artiklen ’Om Tatoveringer hos Fruentimmer af den offentlige og hemmelige Prostitution’.

Det foregående år havde næsten 700 offentlige og hemmelige fruentimmer gået til kontrol for kønssygdomme på hospitalet, og han havde observeret, at 200 af kvinderne havde haft tatoveringer.

De hyppigste figurer var et flammende hjerte, et par foldede hænder eller en rose, men mange af kvinderne havde tillige navne som pynt, og heraf havde 13 et kvindenavn tatoveret.

En af kvinderne havde 5 forskellige kvindenavne tatoveret, mens en anden, som Rudolph Bergh skrev, »paa tre forskellige Legemsdele med seks Indristninger mindedes den samme Elskerinde«.

Selv om disse fruentimmer så åbenlyst gav udtryk for deres samhørighed med en anden kvinde, er det ikke sikkert, at de opfattede følelsen som medfødt og uforanderlig. Det er heller ikke sandsynligt, at de opfattede sig selv om en mandssjæl fanget i en kvindekrop.

FOR BORGERSKABETS KVINDER blev begær og lyst forvaltet anderledes.

I 1887 holdt frøken Elisabeth Grundtvig i Dansk Kvindesamfund foredraget ’Nutidens sædelige Lighedskrav’. Det var et indlæg i den aktuelle sædelighedsfejde, og hun hævdede, at kønsdriften ikke var uimodståelig, men at den stod under fornuftens og viljens herredømme.

»Hidtil har Samfundsbevidstheden fordret dette af Kvinden og ikke af Manden: dette maa forandres. Manden maa blive som Kvinden«.

Her berørte hun den dobbeltmoral, som var gældende i borgerskabet, nemlig at mænd havde ret til at tilfredsstille deres begær før ægteskabet, hvorimod kvinder skulle holde sig kyske. En såkaldt ’falden kvinde’ ville blive udstødt af det gode borgerskab.

Nu kom frøken Grundtvig så og krævede, at mænd skulle lære at beherske deres kønsdrift og holde op med at opfatte den som en trykkoger, der ville eksplodere, hvis den ikke blev tilfredsstillet.

Samme år havde frøken Grundtvig stiftet bo sammen med en anden ugift kvinde, litteraturhistorikeren Ida Falbe-Hansen, og de boede sammen indtil dennes død i 1922. De var begge engageret i Kvindelig Læseforening og i Dansk Kvindesamfund, og de var en del af en større kreds af ugifte veluddannede kvinder, som her i slutningen af 1800-tallet dannede par for livet.

Foto: Kungliga biblioteket, Sveriges nationalbibliotek

MEN HVIS DISSE KVINDER havde læst artiklen om den kontrære seksualfornemmelse, ville de så have tænkt: »Frøken N., det er lige mig!«? Det ville de næppe, men det er ikke til at vide, for de har ikke efterladt sig kilder, der ville kunne afgøre det. Det var stadig lægerne, som gav sig af med at beskrive det, de opfattede som homoseksuelle forhold. Psykiateren Knud Pontoppidan, som var overlæge på Kommunehospitalets sjette afdeling, holdt i 1890 en klinisk forelæsning for de medicinstuderende over emnet ’Pervers Seksualitet’. Det var første gang, en dansk læge beskæftigede sig med emnet, og forelæsningen blev året efter offentliggjort i Bibliothek for Læger.

Ligesom Westphal hævdede Pontoppidan, at homoseksualitet viste sig i føle- og tænkemåden, således at man hos de mandlige homoseksuelle kunne påvise noget sentimentalt, »hos de kvindelige derimod en paafaldende Mandhaftighed, noget af det determinerede i Væsen og Fremtræden, som vinder Sejr over Kvindehjertet«.

Men, sagde Pontoppidan, det var ikke sikkert, at den slags unaturlige forhold mellem to mennesker af samme køn førte til en seksuel akt.

Dog anmodede han sine tilhører om at granske i deres hukommelse og mindes de gamle kavalerer, der altid samlede kønne unge mænd omkring sig.

»Eller findes der ikke i Deres Omgangskreds en eller anden Dame med et vist karleagtigt Ydre, som altid har en Veninde, der fuldstændig absorberer hende; erindrer De ikke, hvorledes disse Veninder paa deres Side forgude hende, og hvorledes det giver Anledning til hele Dramaer af Jalousi og Fortvivlelse, hver Gang Genstanden for hendes Tilbøjelighed skifter?«. Jo, det kunne de lægestuderende sikkert godt genkende, men kunne det betegnes som homoseksualitet? Det gav Pontoppidan ikke et endeligt svar på.

Historievidenskaben, hvis den overhovedet har interesseret sig for sådanne kvindepar, har været tilbøjelig til at affærdige dem som gamle indtørrede pebermøer. Det ændrede sig i 1970’erne, hvor især amerikanske kvindeforskere begyndte at studere kærlige kvindevenskaber. I 1975 udgav Carroll Smith-Rosenberg den banebrydende artikel ’The Female World of Love and Ritual: Relations between Women in Nineteenth-Century America’.

Efter at have læst utallige breve og dagbøger kunne hun vise, at gifte kvinder af borgerskabet ofte havde nære venskaber med andre kvinder, sov sammen, længtes efter hinanden, men ikke gav udtryk for erotiske følelser. Fordi kønslivet blev opfattet som noget, mænd påførte kvinder, tænkte disse kvinder tilsyneladende ikke på sig selv som erotiske væsner. Hvad de derimod værdsatte, var den hjertets kærlighed, de følte for deres veninde.

NU BLEV FLERE KVINDEFORSKERE, også jeg, ansporet til at se nærmere på den slags forhold mellem kvinder og undersøge, hvordan de kom til udtryk, og hvordan kvinderne indrettede sig. Det store spørgsmål, vi diskuterede til internationale konferencer, var: Did they or didn’t they? Altså: Havde disse kvinder seksuelle forhold til hinanden? Det var dog særdeles vanskeligt at finde kildemateriale, der kunne sige noget endegyldigt.

Selv satte jeg mig i 1985 for at skrive min konferensafhandling om kvindekærlighed og året efter at udgive den i omskrevet form under titlen ’Hvad hjertet begærer. Kvinders kærlighed til kvinder 1825 til 1985’.

I bogen skriver jeg om disse samfundsengagerede ugifte kvinder og leder efter udsagn, der kan kaste lys over deres følelser. En af disse kvinder var lærerinden Augusta Fenger, som i 1927 begyndte at skrive sine erindringer, der blev udgivet posthumt i 1932.

Her fortæller hun, at hun ganske vist havde været forlovet med en mand, men da han ikke interesserede sig for skolearbejdet, gled forlovelsen ud. Glad blev hun derfor, da hun i begyndelsen af 1880’erne i 40-års alderen lærte Marie Topsøe at kende, og »vi blev snart rigtig gode Venner«, fordi de havde fælles interesser.

Frøken Fenger boede hos sin familie, og frøken Topsøe flyttede ind hos dem, men efter to år ønskede de at bo alene sammen. »Frøken Marie Topsøe blev min Husfælle (...) Hun og jeg dannede et lille beskedent, men saare lykkeligt Hjem til hendes Død. (...) Vi satte Bo i største Beskedenhed – en ret stor Stue + et lille Sovekammer – i Rosenvænget«.