Danske bøsser er historieløse

Da det i 2013 blev besluttet, at pladsen ud for Vartov i København, der i dag hedder Regnbuepladsen, skulle opkaldes efter det 20. århundredes største bøssepioner, Axel Axgil, var de fleste enige om, at det var en god idé. Vejnavnenævnet var med på ideen, og det meldtes ud med begejstring,

Men så gik revisionisterne i brechen.

Inden længe blev det ført frem, at Axel Axgil havde været pædofil, havde en dom for sex med mindreårige, og at han i næsten 50 år havde levet sammen med en tidligere nazist. Der gik ikke lang tid, før kommunens politikere med bekymrede miner trak navnet tilbage og satte en proces i gang for at finde et alternativ. Til sidst blev man enige om Regnbuepladsen. Som med alle kompromiser: lidt af det hele og derfor i princippet ikke rigtig noget. I 2016 fik Copenhagen Pride tilladelse til at opstille et permanent Regnbueflag på pladsen, som siden har vajet, og som dog forlener pladsen med et minimum af identitet.

Når vi bliver spurgt om, hvorfor vi har skrevet bøssernes historie, er Axel Axgils historie et godt eksempel at hive frem som svar. Vi, bøsserne, findes simpelthen ikke i den øvrige historieskrivning. Og når bøssernes historie længe ikke har haft en samlet fremstilling, findes der meget uvidenhed, og hændelser bliver ofte blandet sammen.

Det var tilfældet med Axel Axgil. Ham vender vi tilbage til.

Forsøger man at foretage et lille stykke privat researcharbejde ind i indholdsfortegnelserne på danmarkshistorien, er der meget få steder, hvor der findes ord som ’bøsse’, ’homoseksuel’, ’homofil’ eller blot ’minoritet’.

MED LIDT HELD vil der måske være en bemærkning om, at danske bøsser og lesbiske i 1989 fik ret til at gifte sig – i øvrigt en fejlagtig henvisning til det diskriminerende udtryk registreret partnerskab, som nok var med til at bane vejen for officielt anerkendte samkønnede relationer i en lang række lande over hele kloden, men som i Danmark samtidig blokerede vejen mod et reelt ægteskab i de næste 23 år.

Minoritetshistorie er også en del af fortællingen om Danmark som land og som samfund.

For hvordan man i løbet af historien har valgt at behandle minoriteter, er også fortællingen om, hvordan majoritetssamfundet har forholdt sig til det anderledes. Ganske enkelt er det fortællingen om, hvordan Danmark udviklede sig til et mere humant samfund. Bøssehistorien bør ikke ligge og samle støv i kategorien minoritetshistorie eller smal historieformidling, men skal over i kassen med de bredest mulige penselstrøg i portrættet af, hvem vi er som nation.

Ofte bliver amerikansk historie forvekslet med vores egen. Selv om vi både historisk set og i dag er og har været stærkt påvirket af udviklingen i USA, ligger der en lang og unik fortælling om danske bøsser (og andre under LGBTI+-akronymet) forud for det såkaldte Stonewall-oprør i New York i 1969, da politiet foretog en razzia mod det homoseksuelle miljø på Stonewall Inn, og hvor de seksuelle minoriteter slog tilbage mod politiet.

En for tæt kobling mellem den danske og den amerikanske fortælling giver ikke megen forståelse af udviklingen herhjemme. På nogle punkter er vi langt foran USA, mens vi på andre sakker håbløst bagud.

Også fremover vil der være kampe om retten til at være, og kun hvis vi sikrer os en generation af unge, som ved, hvilke skuldre de står på, og hvilken historie de er en del af, vil de have de fornødne rødder til at holde sig opretstående, når oppositionens vinde blæser. Det er ikke deres ansvar.

Foto: Philip Davali/DAVALI PHILIP

Som et par jeronimusser kunne vi nemt beklage ungdommens dårskab og manglende viden og samtidig forholde dem adgangen til samme. Vi, der kan huske fortiden, eller som har adgang til kilderne og kan formidle dem, har ansvar for at gøre det. Den viden, der ikke er blevet formidlet, kan man ikke bebrejdes ikke at have. Og i en tid, hvor man kan finde hvad som helst med en enkelt Google-søgning, og hvor sandheden synes at blive mere subjektiv, er det endnu vigtigere at nedfælde et bud på noget, som er om ikke sandheden, så dog et bevidst, velfunderet og kurateret valg.

BØSSER ER TIL ALLE TIDER blevet erklæret utroværdige vidner til vores egne liv. Læger, jurister, psykologer, politikere, medier og andre med magt, som har defineret os og tildelt os rettigheder, efter hvad de fandt rimeligt. Når vi bøsser selv har forsøgt at komme til orde, er vi blevet mødt med den holdning, at vore vidnesbyrd var uvederhæftige, eftersom vi jo indlysende havde et incitament til at fremstille os selv positivt, hvorfor vi jo ikke kunne stoles på.

Nu genindskriver vi bøssen i historien.

Vi gør ham til førstehåndsvidnet til sit eget liv, og vi giver ham mæle og agens. Det kulturelle og historiske folkemord, bøsser har været udsat for af alle tiders skrivende faghistorikere, er hermed bragt til ende. Nu er det os, der definerer vores historie og de historier, der fortælles om os.

Som ung mand indledte Axel – da hed han Lundahl Madsen til efternavn – sin aktivisme, da han i 1948 sammen med nogle homoseksuelle venner fejrede sankthans i Østre Anlæg i Aalborg.

Båltalerne handlede om den nys vedtagne menneskerettighedserklæring, et emne, som også optog den politisk vakte Axel. Han bemærkede dog, hvordan seksuelle minoriteter var fuldkommen fraværende i dokumentet, og det førte til beslutningen om at stifte en forening, som kunne forene bøsser og lesbiske. Kort efter stiftede han Forbundet af 1948, åbnede en postboks og sendte tusindvis af breve ud i sit netværk.

Ret hurtigt bredte rygtet sig om den homofile forening, og Aalborg Stiftstidende afslørede i tre spalter Axel Lundahl Madsen som personen bag denne forening. Det kostede ham jobbet, han blev sagt op i sit pensionat og smidt på porten af Retsforbundet, et parti, han havde lagt et kæmpe arbejde i.

Axel Lundahl Madsen forlod Aalborg og flyttede til København og mødte her sin livspartner, Eigil Eskildsen. De to blev langt senere, i 1989, verdens første officielt anerkendte samkønnede par, da de indgik registreret partnerskab på Københavns Rådhus.

De to åbnede en kiosk i Herluf Trolles Gade nær Nyhavn, hvor de også fra baglokalet drev International Modelfoto Service, som tog kunstbilleder af unge mænd iført teposer eller i hvert fald med slappe pikke, som markedsførtes som modelbilleder for kunstnere og dermed ikke kom i konflikt med forbuddet mod billedpornografi.

De fleste medlemmer af Forbundet af 1948 var interesseret i foreningen for de sociale aktiviteter, som de håbede kunne ske under diskrete former. Imidlertid var det ikke Axels stil, så i begyndelsen af 1950’erne forlod han foreningens ledelse og helligede sig sine private initiativer.

I 1955 blev aktiviteterne i kiosken og modelfotoforretningen i Herluf Trolles Gade for meget for politiet, og efter en razzia blev både Axel og Eigil anklaget for at have overtrådt pornografiloven og sigtet for at have haft sex med nogle af de mindreårige modeller. På det tidspunkt gjaldt der ikke samme seksuelle lavalder for homo- og heteroseksuelle, for heteroseksuelle var lavalderen 15 år, mens den for homoseksuelle relationer var 18 år.

I hvert fald to af de unge, som parret havde haft sex med, var mellem 15 og 17 år gamle.

Nu rullede den såkaldte Pornografiaffære, og ved hjælp af Axel Lundahl Madsens og Eigil Eskildsens forsendelseslister kunne politiet optrævle et netværk af homoseksuelle pornokunder, som sigtedes og hentedes ind til forhør. For nogles vedkommende førte det til ubehagelige afsløringer af deres største hemmelighed, og et ukendt antal personer endte med at begå selvmord.

Axel og Eigil blev idømt henholdsvis et og halvandet års fængsel, idet Axel Lundahl Madsen kun kendtes skyldig i et af de to forhold, nemlig seksuel relation til en 17-årig mand, mens de begge blev dømt for såkaldt ’spekulation i sanselighed’.

Forbundet skulle ikke have noget klinket og forsvarede ikke stifteren, men arkitekten og samfundsrevseren Poul Henningsen latterliggjorde i Socialdemokraten politiets nidkærhed:

»Det er dog kolossalt, som politiet er pornografisk for tiden, selvom der i tidens løb er fældet domme, som få år efter viste sig at være tåbelige. Når det drejer sig om ballet og malerkunst, må der godt spekuleres i sanselighed. Hvorfor må fotograferne ikke følge efter? I dag konfiskerer politiet billeder af nøgne unge mennesker, som ikke foretager sig andet end at være nøgne«.

I fængslet fik parret ideen til at tage et fælles efternavn, og af deres fornavne konstruerede de Axgil. Da de blev løsladt, blev de ekskluderet af Forbundet, som, mens Pornografiaffæren havde stået på i 1955-1956, var skrumpet fra 1.600 til 62 medlemmer. Forfatteren Martin Elmer gik så langt som til at anklage Axel og Eigil for mord, idet han hævdede, at de havde ansvaret for de selvmord, der var fulgt i kølvandet på affæren.

De tog alligevel fat på ny, producerede stadig billeder og drev kiosk, indtil de i 1968 rykkede til Midtsjælland, hvor de åbnede Danmarks første bøssehotel, Axelhus, med swimmingpool og fri nøgenhedskultur. I 1973 tog Forbundet også omsider de to til nåde, ophævede eksklusionen og gjorde endog Axel til æresmedlem.

MED BILLEDPORNOGRAFIENS FRIGIVELSE i 1969 og en mere liberal holdning til seksuelle spørgsmål dannede også de pædofile i Danmark efter amerikansk forbillede en forening, som skulle arbejde for en afkriminalisering af forhold mellem børn og voksne. Gruppen, som primært bestod af homoseksuelle pædofile, blev i 1984 officielt optaget i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL), som Forbundet nu hed.

Mens det var ulovligt at være sammen med drenge under 15 år, så man ikke noget ulovligt i at arbejde for, at den seksuelle lavalder blev sat ned. Man havde jo allerede arbejdet for at få en lige seksuel lavalder for alle på 15 år.

Pædofiligruppens optagelse i foreningen vakte stor utilfredshed, især blandt lesbiske. Efter både en ordinær og en ekstraordinær generalforsamling i 1985 vedtog et knebent flertal at smide Pædofiligruppen ud af LBL.

Axel Axgil så ikke sig selv som pædofil, men havde på egen krop oplevet, hvad det ville sige at blive forfulgt for at arbejde for noget, som de fleste fandt umoralsk og forkert. Han stod fast på, at én seksuel minoritet ikke burde udelukke en anden seksuel minoritet, så i solidaritet meldte han sig ind i Pædofiligruppen som støttemedlem, men forstod ganske hurtigt, at den støtte kunne blive misforstået, og han meldte sig snart ud igen.

Siden fortsatte han som aktivt medlem af LBL, blandt andet med rådgivning, og i 1989 var han og Eigil Axgil altså det første par i verden, der indgik registreret partnerskab – efter knap 40 års forlovelse.

Da en biografi om Axel Axgil udkom i 2012, kom det frem, at hans livspartner, Eigil Axgil, i 1943-45 havde været medlem af Waffen-SS og også var blevet dømt for det. Det skabte stor virak og førte til, at den årligt uddelte Axgil Award, som hædrer indsatser i LGBTI+-miljøet, skiftede navn til Danish Rainbow Awards.

Og så er vi tilbage ved navngivningen af Regnbuepladsen.

For på den ene side kan man fortælle historien om den kompromisløse aktivist Axel Axgil, som trods hån, forfølgelse, politichikane, domme og udstødelse af sine egne fastholdt sin tro på homoseksuelles rettigheder, og som til slut stod på toppen af sine bedrifters tinde og sammen med Eigil Axgil kunne lade sig hylde af verdenspressen og danskerne på rådhustrappen i København.

Eller man kan fortælle om den opportunistiske Axel Axgil, som uanset moral eller lovgivning aldrig lod en god forretning gå fra sig, en mand, som fik dom for sex med mindreårige, var medlem af Pædofiligruppen, blev smidt i fængsel for spekulation i sanselighed og ud af den forening, han selv havde stiftet.

Foto: Andreas Merrald

Begge versioner vil på sin vis være sande. Eller ingen af dem.

Man fremhæver ofte, hvad der tjener ens eget ærinde. Når man fortæller, at Axel Axgil blev dømt for sex med en mindreårig, er det sandt. Når man fremhæver, at han var medlem af Pædofiligruppen, er det sandt.

DET BLIVER PROBLEMATISK, når man på sætter de to ting i forbindelse med hinanden og dermed gør Axel til pædofil og glemmer hans bevæggrunde for at melde sig ind i gruppen og udelader, at den seksualpartner, han dømtes for at have haft sex med, var 17 år, og at forholdet ikke ville have været ulovligt i dag – og heller ikke i samtiden, hvis der havde været tale om et heteroseksuelt forhold. Og at Axel Axgil i sin tid mødte en partner med en dyster fortid, bør vel ikke lægges ham til last.

I et menneskeliv er der så mange nuancer, og tager man hændelserne ud af deres kontekst, opstår der nemt misforståelser. Vi ønsker ikke at gøre os til dommere over fortidens mennesker, men at forklare deres bevæggrunde og sætte dem ind i en samtidig kontekst. Vi vil ikke dølge slette sider af dem, men heller ikke gøre dem værre, end de var. Efter vores opfattelse har man dog gjort Axel Axgil uret. At han ikke fik sin plads, er en skam og resultat af eftertidens ureflekterede dom over hans liv og gerninger og en urimelig sammenstilling af hændelser, som hver især var virkelige, men som ikke stod i forbindelse med hinanden.

Vi skriver ikke historie, men historier. For naturligvis har vi ikke kunnet fortælle hele historien, som den var, for alle, alle steder, i én bog. Vi har foretaget valg og fravalg, som alle historikere gør.

Vores bud på bøssernes danmarkshistorie, som den kan se ud og fortælles i 2021, er skrevet af en halvgammel bøsse og en dragqueen. Havde andre fortalt den, var den givet blevet anderledes, og måske der endda er nogle, som vil mene, at de kan gøre det bedre.

Det håber vi. For vi har ønsket at give bolden op.