Den Grusomme? Valdemar den Store mødte massiv modstand under hans brutale styre

Valdemar den Store (enekonge 1157-1182) er en af danmarkshistoriens mest berømte konger.

Under ham blev magten samlet i kongens og hans nærmestes hænder. Danmark havde hidtil været et valgkongedømme, men Valdemar fik sin 3-årige søn, Knud (6.), hyldet som medkonge og gjorde dermed i praksis riget til et arvekongedømme.

Valdemar er blevet fejret som en stor konge, der bragte riget ud af kaos og borgerkrig. Under ham og hans to sønner, Knud 6. (1182-1202) og Valdemar 2. Sejr (1202-1241), blev Danmark større. Valdemar den Store underlagde sig Rügen, mens hans sønner erobrede Estland og Nordtyskland helt til Hamburg. Det var også en kulturel blomstringsperiode, hvor Saxo Grammaticus skrev sin Danmarkskrønike, der hyldede Valdemars nærmeste rådgiver, ærkebiskop Absalon, Saxos arbejdsgiver. Men er berømmelsen og tilnavnet fortjent?

Når man ser nærmere på, hvad der egentlig hændte i Valdemar den Stores regeringstid, tegner der sig et mere tvetydigt billede. Valdemars nyskabelser skabte massiv modstand, ikke kun hos forsmåede slægtninge, der selv havde ambitioner om kronen, men også i de bredere lag af stormænd og bønder, der blev frarøvet retten til at øve indflydelse ved de kongevalg, hvor nye konger hidtil var blevet valgt på semidemokratisk vis.

Udadtil var Valdemars ambitioner meget anderledes, end myten om den danske landsfader og korsfarer har gjort dem til. Snarere end at sikre dansk uafhængighed bekræftede Valdemar Danmarks stilling som en del af Det Tysk-romerske Kejserrige og brugte sine alliancer med tyske fyrster til at underkue modstandere hjemme i Danmark. I Østersøen gjorde han til tider brug af kristen korstogspropaganda, men hans fokus var på at indgå alliancer med de slaviske fyrster, ligegyldigt om de var hedninge eller ej.

Valdemar var søn af Knud Lavard (1096-1131), hertug af Slesvig og søn af kong Erik Ejegod (1055-1103). Men en uge før Valdemars fødsel blev Knud Lavard myrdet af sine rivaler i den danske kongeslægt. Det fandt sted i Fjenneslev Skov 7. januar 1131. Valdemars mor, Ingeborg, var på det tidspunkt på besøg i Kyiv, hvor hendes slægt, rurikiderne, regerede. Med en usikker situation i Danmark valgte Ingeborg at satse på Kyiv-riget. Hendes søn fik derfor ikke et traditionelt dansk kongenavn som Erik, Knud eller Svend, men blev opkaldt efter sin oldefar, storfyrst Volodymyr Monomakh. På dansk: Valdemar.

Valdemars barndomsår i Kyiv-riget var præget af borgerkrig. I 1130’erne brød det gamle Kyiv-rige sammen i konflikter mellem forskellige grene af fyrsteslægten. Ingeborg og Valdemar rejste derfor tilbage til Danmark omkring 1137. Her kom Valdemar i pleje hos den sjællandske stormandsslægt Hviderne, fik en grundig uddannelse og knyttede venskab med de jævnaldrende Hvide-sønner Esbern Snare (1127-1204) og Absalon (1128-1201).

OGSÅ VALDEMARS UNGDOM I DANMARK var præget af borgerkrig, hvor mordet på Valdemars far havde udløst voldsomme stridigheder. Selv om Valdemar selv var af kongeslægt, var der andre mere oplagte tronkandidater: kong Erik Emunes søn, Svend, samt Knud, der var barnebarn af kong Niels. Med lige dele militær snilde og kynisk diplomati og hjulpet godt på vej af sine allierede i Hvide-slægten lykkedes det Valdemar at blive hertug af Slesvig, siden medkonge sammen med Knud, der også var Valdemars grandfætter. Valdemar skiftede behændigt alliancepartner efter behov og havde inden da været allieret med Svend.

9. august 1157 mødtes Valdemar og Knud 5. Magnussen med deres modstander, Svend 3. Grathe, for at slutte fred med et gilde i Roskilde. Det gik gruelig galt. Svends mænd angreb hans rivaler, Knud blev dræbt, og Valdemar flygtede til Jylland. 23. oktober 1157 mødtes Valdemar og Svend i det endelige Slaget på Grathe Hede. Svend tabte og blev dræbt. Valdemar var enekonge af Danmark.

I det første tiår efter borgerkrigen regerede Valdemar i samarbejde med resten af kongeslægten. Den vigtigste allierede var hans grandfætter Buris Henriksen, hertug af Slesvig. Buris var med, da Valdemar i 1161 besøgte den tysk-romerske kejser Frederik Barbarossa. Her sværgede Valdemar troskab mod kejseren, der til gengæld kronede Valdemar til konge af Danmark, der på den måde sikrede sig kejserlig opbakning i tilfælde af kriser. På vejen hjem indgik Valdemar desuden en alliance med den mægtige Henrik Løve, hertug af Sachsen. De aftalte, at de ikke fremover ville give hinandens fjender husly, men straks sende dem tilbage over grænsen.

Besøget var pinligt for Saxo, der skrev på et tidspunkt, hvor danske konger søgte uafhængighed af det tyske rige. Men for Valdemar var det et diplomatisk kup. Alliancen gav ham, og Henrik Løve, frie hænder i forhold til deres egne besværlige stormænd.

FIRE ÅR SENERE, i 1165, havde det givet Valdemar albuerum til at begå et regulært statskup. Under et hærtog i Østersøen lod han – med støtte fra Hviderne – sin 3-årige søn, Knud (6.), hylde som medkonge og arving. Hidtil var konger blevet valgt på tinge efter den gamle konges død. Det var kun kongeslægtens mandlige medlemmer, der kunne kandidere til tronen, men det stod stormænd og bønder frit, hvem af dem de ville støtte. Ved at lade sin lille søn vælge i sin egen levetid havde Valdemar sikret sine efterkommere magten – og berøvet sine slægtninge muligheden for selv en gang at blive konger.

Grandfætter Buris var med på togtet og forblev ildevarslende tavs under hele forløbet. Efter togtet forlangte Valdemar, at alle danske stormænd skulle møde op i Roskilde og sværge den lille Knud troskab. Buris nægtede at deltage i en ceremoni, der var »i strid med fædrelandets skik«. Efter yderligere forhandlinger lykkedes det Valdemar at få Buris til at sværge Knud troskab, mod indrømmelser i Jylland. Men de to grandfætre blev ved med at lure på hinanden.

Buris giftede sig ind i en af de nordtyske familier, der stod i opposition til Henrik Løve. På begge sider af Ejderen blev grænserne trukket op mellem magtfuldkomne fyrster og deres forsmåede stormænd. Valdemar slog først. Henrik Løve havde angiveligt opsnappet nyt om Buris’ oprørsplaner og delt dem med kongen. I 1166 indkaldte Valdemar på skrømt Buris til et rigsmøde, hvor han i stedet lod ham arrestere og senere lægge i lænker i fængselsborgen Søborg i Nordsjælland.

Anslaget mod Buris gav efterdønninger i hele riget. At lægge en hertug, der desuden var medlem af kongeslægten, i lænker, og det uden at have givet ham mulighed for at svare for sig og fremføre vidner, var et brud på almindelig ret og skik. I Jylland og Nordtyskland hævdede man, at Buris desuden var blevet kastreret og blændet. Det stærkeste vidnesbyrd om, hvad man i ledende kredse mente om Valdemars handlinger, er dog, at hans slægtninge, kongefrænderne, fra nu af ikke længere er at finde blandt vidnerne til Valdemars gaver og andre dokumenter. De havde i tavshed trukket deres og deres egne lokale netværks støtte fra kongen.

Fra 1166 stod Valdemar derfor politisk isoleret i Danmark. Ud over Henrik Løve var det efterhånden kun Hviderne, der stod ham virkelig nær. Det er næppe tilfældigt, at Hviderne, Esbern Snare og Absalon, netop det år begyndte at opføre borge i Kalundborg og København. Valdemar selv opførte en borg på Sprogø, midt i Storebælt, og udvidede Søborg. Vi ved ikke præcis hvornår, men det er sandsynligt, at det er foregået i koordination med fosterbrødrene.

Borgene skulle beskytte mod sørøvere, gentog Valdemar og Hviderne ofte. Men sørøvere havde Danmark døjet med i årtier. At byggeriet af Kalundborgs og Københavns borge blev påbegyndt, netop som Valdemar brød med sine slægtninge, sandsynliggør, at de først og fremmest var beregnet til at afskrække indre fjender. København værnede sammen med Søborg imod Skåne-landene, hvor Valdemars grandfætre Knud og Karl Karlsen og deres bedstefar ærkebiskop Eskil, der var mildt sagt kritisk indstillet over for Valdemar, sad på magten. Sprogø vogtede overgangen til Fyn, hvor Valdemars fætter Magnus Eriksøn sad, mens Kalundborg sikrede den nemmeste overgang til Jylland, hvor den fængslede Buris’ venner ventede.

I 1167 FORETOG VALDEMAR ET FELTTOG imod Norge. Det gik ikke godt, og hæren var ved at løbe tør for proviant. De jyske bønder forlangte, at man skulle vende om. Valdemar lod forklædte spioner infiltrere deres rådsmøder, arresterede de ledende problemmagere og lod dem korporligt straffe. De blev kastet i vandet, og når de stak hovedet op over bølgerne, blev de tævet med stokke. Lige meget hjalp det dog. Nu protesterede de jyske stormænd også. Valdemar gav efter, men fornemmede, at der lå mere bag end manglende forsyninger. Absalon mente, at protesterne var oprørsplaner. Det forstås, for samme år havde Buris’ svigerfamilie forsøgt sig med et oprør imod Henrik Løve.

Valdemar havde brug for et prægtigt projekt, der kunne få danskernes tanker væk fra hertugen i Søborgs fangekælder. Valget faldt på den mægtige hedenske østat Rügen i Østersøen. Valdemar havde i årevis med svingende held forsøgt at få rygboerne til at anerkende ham som overherre, nu forsøgte han sig med noget mere ambitiøst. Rygboerne skulle med magt omvendes til kristendommen, og deres templer rives ned. Vievand og hedningeblod skulle vaske skammen over Buris af Valdemars hænder.

Hvis det skulle lykkes, havde Valdemar brug for hjælp. Gennem Henrik Løve tog han kontakt med de kristne slaviske fyrster i Pommern og Mecklenburg – som han ellers havde brugt de sidste mange år på at bekrige. Og det ofte sammen med rygboerne. Nu foretog Valdemar en diplomatisk kovending og lancerede i 1168 en hellig krig imod rygboerne.

Erobringen af Rügen fejres som en rent dansk bedrift. Men der var faktisk aldrig tale om nogen erobring – og i de kampe, der fandt sted, var det ikke danskerne, der gik forrest.

Den dansk-slaviske hær lagde Rügens hovedby, Arkona, i belejring og fik held til at sætte ild til forsvarsværkerne. Da rygboerne forsøgte at slukke branden, forhindrede pommeranerne det med et angreb på porten. Her kæmpede de, indtil de brændende forsvarsværker faldt sammen omkring dem. Rygboerne var klar til at forhandle – og fik en god aftale. De skulle lade sig døbe og lade deres templer rive ned, tempelskattene skulle tilfalde erobrerne. De skulle fremover betale skat og igen stille tropper til Valdemars krige. Men blev ellers lempeligt behandlet. Pommeranerne forlangte, at rygboernes fyrste Tetislav skulle afsættes, men det afviste Valdemar. I vrede rejste pommeranerne bort, og Valdemar kunne gøre krav på hele skatten.

Sejren på Rügen var blevet vundet med diplomatisk snilde. Ved først at alliere sig med pommeranerne for så at droppe dem til fordel for en ny aftale med rygboerne havde Valdemar styrket sin stilling i Østersøen. Rygboerne var fra da af og et århundrede frem trofaste allierede og partnere i Danmarks krige.

DANSKERNE BETALTE DOG EN HØJ PRIS. I de følgende år plyndrede de forsmåede pommeranere med fornyet iver de danske øer. På en markedsdag i Mecklenburg, fortæller en tysk krønike, kunne man købe ikke mindre end 300 danske slaver. Men for kongen var det en triumf. Han fik nu pavens velsignelse ikke bare til at lade sin søn krone, men også til at få sin far, Knud Lavard, anerkendt som helgen. Det blev fejret i Sct. Bendts Kirke i Ringsted 25. juni 1170.

Den store fest i Ringsted ser dog ikke ud til at have ændret noget afgørende ved Valdemars forhold til rigets stormænd. Valdemar og hans slægtninge lurede fortsat på hinanden. I en samtale med Absalon beklagede kongen sig over sin situation. Selv om han var sikker på, at hans frænder var ude efter ham, kunne han ikke slå først. Gjorde han det, ville folket kalde ham slægtsmorder og vende sig imod ham.

I 1176 vendte Valdemar sig alligevel mod sine slægtninge. Han lod sine husriddere vide, at han havde hørt rygter om et komplot, og da rygtet sivede, flygtede Magnus Eriksøn til Sachsen og Knud og Karl Karlsen til Skåne. Nu havde Valdemar for alvor fordel af sin alliance med Henrik Løve. Magnus blev udleveret og Knud og Karl besejret, da de forsøgte at angribe Halland. De overlevende oprørere røg i fængsel i Søborg ligesom Buris før dem. Men Valdemars ambitioner rakte videre: Han satte Knuds og Karls bedstefar, ærkebiskop Eskil af Lund, under pres og fik ham til at træde tilbage som ærkebiskop. Eskil gik herefter i eksil i Frankrig. I hans sted fik Valdemar indsat sin fosterbror Absalon.

Hviderne var nu ikke bare de mægtigste mænd på Sjælland, men havde fået kongens støtte til at underkue Skåne-landene og befandt sig nu også i toppen af det kirkelige hierarki.

VALDEMARS INDGREB I SKÅNE FIK VOLDSOMME KONSEKVENSER. I 1100-tallet var de danske landsdele, Jylland og Fyn, Sjælland og Skåne-landene, stadig meget selvstændige. Selv om man opfattede sig som dansker, var man først og fremmest jyde, sjællænder eller skåning og stolt af sine egne traditioner. For eksempel havde sjællænderen Saxo Grammaticus ikke meget tilovers for danskere, der ikke kom fra hans elskede hjemø. Så da Absalon, med kongens velsignelse, indsatte sine egne sjællandske fogeder og lod Hviderne erstatte ærkebiskop Eskils gamle netværk, provokerede det skåningene. Absalon og hans mænd blev drevet på flugt og måtte søge hjælp hos Valdemar.

Kongen stod over for et vanskeligt valg: Enten lyttede han til oprørerne og gik på kompromis, eller han fortsatte med at støtte Hviderne, hvilket ville føre til borgerkrig. Skåningene stod ikke alene. Fra Frankrig skrev den magtfulde kirkemand Peter af Celle, en ven af ærkebiskop Eskil, et kritisk brev til Absalon. Han sammenlignede Valdemar med Antiokus 4. (død 164 f.Kr.), en græsk tyran, der havde søgt at fordærve det jødiske folk med nye skikke, og erklærede sit håb om, at en ny tids makkabæer – de jødiske frihedskæmpere, der havde kæmpet mod Antiokus 4. – ville rejse sig imod Valdemar, hvis han ikke forbedrede sig.

På middelalderkringlet vis fik Peter leveret en meget hård anklage: Valdemar opførte sig som en djævelsk tyran, hvis nye skikke havde knægtet rigets gamle love. At kæmpe mod ham var en hellig sag. Brevet giver et sjældent indblik i, hvad Valdemars modstandere mente om ham i hans sidste år.

Jyderne erklærede sig enige med skåningene og opfordrede til forhandlinger. Alligevel greb Valdemar til våben. Ved Dysjøbro blev en oprørshær besejret, og det lykkedes at stable en fredsaftale på benene, om end oprøret blev ved med at ulme – og brød ud igen året efter.

Bekymringerne over udviklingen sled på Valdemar, og i vinteren 1182 blev han alvorligt syg. Han havde kaldt danskerne i leding for at angribe Pommern, men måtte overlade ledelsen til Knud 6. og Absalon, mens han selv forblev i Vordingborg. Dårligt vejr forsinkede afrejsen og hæren, især jyderne begyndte at brokke sig og forlangte, at togtet blev aflyst. Da en af mytteristernes ledere blev lagt i lænker, forstærkede det bare vreden. Knud 6. blev så bekymret over, hvad jyderne kunne finde på, at han til sidst gik ind på deres krav og sendte dem hjem.

MYTTERIET BLIVER NÆSTEN fuldstændig ignoreret i moderne fremstillinger af Danmarks historie – det passer ikke rigtig ind i fortællingen om de store Valdemarer; men dem, der – som Absalon – havde været med, forstod, hvor tæt på katastrofen de var kommet. Til Saxo fortalte Absalon, at de i hærledelsen frygtede, at jyderne ville gøre, ligesom de havde gjort 100 år forinden – hvor oprørske jyder dræbte Knud 4. den Hellige (død 1086), da han straffede dem for at desertere fra hans store englandsflåde.

Da Knud 6. og Absalon fortalte Valdemar, hvad der var sket, gjorde bekymringerne sygdommen værre. Hvis jyderne var klar til kongemord, og skåningene stadig parat til oprør, kunne Valdemar og Hviderne hurtigt blive de små. For at gøre ondt værre var hans gamle allierede Henrik Løve blevet væltet fra magten af sachsiske stormænd, og nu så det ud til, at det samme kunne ske i Danmark. 12. maj 1182 døde Valdemar. Det var ikke helt ubelejligt. Knud 6. greb lejligheden til at klinke skårene. Begravelsen var knap ovre, før han drog til det gamle kongeting Viborg og lagde grunden for et bedre samarbejde med jyderne.

Med større kompromisvilje lykkedes det Knud 6. at sikre tronen. Han lagde afstand til faderen. I Saxo Grammaticus’ og historikeren Sven Aggesens værker, der blev fremstillet i Knud 6.s og hans bror Valdemar 2.s tid, fik Valdemar en blandet medfart. Man anerkendte hans styrker, men beklagede, at han – med Sven Aggesens ord – havde været »for grusom mod sine egne«.

Det var først i senmiddelalderen og tidlig moderne tid, hvor de lærde havde fået smag for almægtige monarker, at Valdemar for alvor begyndte at blive hyldet som landsfader. Historikeren Mogens Madsen (død 1611) er den første, der kalder ham ’den Store’. Navnet hang ved.

Er det fortjent? Det kommer an på, hvad man mener, en konges rolle er. Under enevælden og op i moderne tid fejredes Valdemar som kongen, der lagde grunden for den stærke centraliserede stat. I det 21. århundrede er historikerne blevet mere tilbøjelige til at pege på omkostningerne og på, hvad der gik tabt i overgangen fra et decentralt valgkongedømme til et autokratisk monarki. Under alle omstændigheder var Valdemars regeringstid præget af massiv modstand mod hans brutale styre. At han aldrig helt mistede balancen, skyldes delvis held samt hans effektive opportunistiske stil.