Tre kilder om Valdemar den Store
Tre næsten samtidige kilder til Valdemar den Store beretter om kongens ry
Sven Aggesen
Skøn og grusom
Sven Aggesen tjente både Valdemar den Store og Knud 6. som kriger og tilhørte kongernes følge. Han var med i krigene mod venderne i anden halvdel af 1100-tallet.
Hans karakteristik af Valdemar indeholdt rosende ord:
»Han var skøn af Aasyn, vittig, taktfuld, overmaade skarpsynet i Raad, kraftig i Handling, udmærket som Kriger, opfyldt af alskens Finhed i sit Væsen, sejrrig, afholdt af alle, altid i rigt Maal fulgt af Lykken«.
Helt ukritisk er Aggesen dog ikke. De rosende passager efterfølges af en bemærkning om, at Valdemar havde været for grusom over for sine egne, hvilket sandsynligvis er en henvisning til hans fremfærd over for ambitiøse slægtninge, der ville have del i magten.
Illustration: Creative Commons/British Library, Royal MS 14 E III
Saxo Grammaticus
Valdemars død
Det var næsten ikke til at tro det, da Valdemar, enekongen gennem et kvart århundrede, i 1182 var afgået ved døden. I hvert fald ikke, hvis man skal tage Saxo Grammaticus’ ord for gode varer. Han beskriver det således, da det står klart, at Valdemar efter en kort sygdomsperiode ligger død i Vordingborg:
»Da kongens venner næste morgen kom i kammeret og fandt hans lig, så han fuldkommen ud som om han stadig var i live: hans ansigt havde bevaret sit tidligere udseende, var hverken stivnet eller fortrukket af smerte og havde røde kinder der gav indtryk af at det var et levende menneske man stod over for. Det virkede næsten usikkert om han virkelig var død, eftersom hans krop overalt havde bevaret sin gamle farve«.
Saxo beretter, at en voldsom sorg bryder ud som følge af kongens død. Gifte kvinder græder og slår håret ud, bønderne lader deres »klage lyde over agerlandet«, og ærkebiskop Absalon er selv så berørt, at han er ved at dø af sorg under sjælemessen.
Illustration: Creative Commons/Det Kgl. Bibliotek
Ukendt forfatter
Brændte sten
I Valdemar den Stores grav i Sct. Bendts Kirke i Ringsted fandt man i 1800-tallet to inskriptioner i en blyplade, der berettede om Valdemars virke som konge. Den mest omfattende af de to er fra omkring 1202, da Valdemar 2. Sejr er blevet konge. Derfor omtales Valdemar den Store som »den Første«:
»Her hviler danernes konge, Valdemar den Første, den hellige Knuds søn, slavernes mægtige erobrer, det undertrykte fædrelands udmærkede befrier, fredens genopretter og bevarer. Han undertvang lykkeligt rygboerne, ødelagde deres afgudsbilleder og omvendte dem som den første til troen på Kristus. Han anlagde også som den første til hele rigets beskyttelse en mur af brændte sten, som i almindelighed kaldes Danevirke, og byggede et tårn på Sprogø. Han døde i det herrens år 1182 i sit 26. regeringsår, den 12. maj«.
Omtalen af de »brændte sten« henviser til den såkaldte Valdemarsmur på Danevirke, som består af teglsten, mens man stadig på Sprogø kan se fundamentet af det tårn, Valdemar fik opført for at kunne kontrollere Storebælt.
Illustration: Creative Commons/Nationalmuseet