Uden biskoppen
intet Danmark

»Folket skal lystre herrerne, ikke herrerne folket«.

Således belærte ærkebiskop Eskil den store kong Valdemar om forholdet mellem monark og undersåt. Måske var det i virkeligheden den myndige Eskil snarere end den mere berømte Valdemar, der i middelalderen sørgede for Danmarks uafhængighed, selv om Valdemar i romantisk historieskrivning fik status som national helt. Under alle omstændigheder var Eskil en medvirkende faktor for, at Valdemar aldrig kom til at regere enerådigt. At kende ærkebiskoppens politiske rolle er afgørende for at forstå den periode, Valdemar levede i, og de politiske og religiøse udfordringer, han kæmpede med i både ind- og udland.

Da Eskil døde i 1181, var det som en anonym cisterciensermunk, oldgammel og gebrækkelig. Men tidligere havde han været Nordens største kirkefyrste, en international berømthed, kongers og kejseres ven eller ærkefjende. Eskil var med andre ord en paradoksal skikkelse. Han var en hård realpolitiker, men også en from kristen, som kunne græde af bevægelse over Jomfru Marias frelsende nåde.

Eskil blev født omkring år 1100 og var af dansk stormandslægt, den mægtige Thrugot-familie, som havde store ejendomme i Jylland, og som i generationer havde nydt et tæt forhold til de danske konger. Krigere, biskopper, et par ærkebiskopper og en enkelt historiker hørte til familien, som vi i øvrigt ikke ved så meget om. I alle fald var Eskil vokset op med sin stands faste overbevisning om at være højt hævet over alle andre, akkurat som den indledende belæring af kong Valdemar vidner om.

Foto: Wikimedia Commons

Om Eskil helt fra barndommen var tiltænkt en rolle i kirkens tjeneste, er uklart. Men Thrugot-familien ydede under alle omstændigheder den økonomiske støtte, der skulle til for at finansiere en uddannelse, der kunne forberede den begavede unge mand på en kirkelig karriere.

Den slags eliteuddannelse skulle man dog til udlandet for at få. Da universiteterne først for alvor opstod en generation senere, blev Eskil som teenager sendt til den berømte skole ved domkirken i Hildesheim i Sachsen. Det blev på mange måder et skelsættende ophold.

Under et slemt sygdomsforløb, hvor lægerne havde opgivet ham, lå han i febervildelse: Han drømte, at han blev grebet af flammer og trukket ind i et hus omspundet af ild, og at han selv var begyndt at brænde. For enden af en smal sti i flammehavet så han Jomfru Maria på himmeltronen og bad hende om hjælp og lovede at betale rigeligt.

Maria ålede ham for at tro, at han kunne købe sig til frelse, og forlangte, at Eskil såede fem slags korn og høstede fem mål af dem. Så ville han få lov at slippe for ilden, men af nåde og ikke for penge. Eskil vågnede og lå i lang tid og kunne udelukkende gentage ordene: »Tak Gud, at jeg ikke skal brænde«.

Foruden det chokerende drømmesyn modtog Eskil også grundig undervisning. Lærerne ved domskolen i Hildesheim udbredte især ideen om den katolske kirkes særlige status og uafhængighed af den tysk-romerske kejser. De religiøse aspekter ved uddannelsen var tæt forbundet med de politiske.

Den middelalderlige samfundsorden hvilede kort sagt på to magtsøjler: den gejstlige i form af den katolske kirkes pave og biskopper, og den verdslige i form af konger og kejser. De to søjler var tæt forbundne, for de verdslige og gejstlige ledere blev rekrutteret fra de samme stormandsslægter og var således ofte i familie med hinanden.

Som i alle familier formåede de to søjler af og til at samarbejde, mens de andre gange var i konflikt med hinanden. Især fordi de var dybt uenige om, hvilken af de to søjler der havde det sidste ord. Eller sagt på en anden måde: Hvem havde ret til at udpege kirkens biskopper, kirken selv eller kongemagten? Denne konflikt blev også betegnet investiturstriden og martrede hele middelalderens Europa. Eskil var efter sin grundige uddannelse ikke i tvivl: Den universelle internationale kirke besad den øverste autoritet, og det syn på tingene kom til at præge hans videre karriere.

Allerede som ung student kom Eskil i kontakt med tidens to åndelige kraftcentre inden for munkevæsenet i Frankrig, Clairvaux og Cluny med deres mægtige og berømte abbeder, Bernhard af Clairvaux og Peder. Der har sikkert været tale om oprigtig gensidig og personlig sympati mellem især Eskil og Bernhard af Clairvaux, men Eskil har også været interessant for de franske munke, fordi han kom fra det fjerne nord med udstrakte missionsmarker.

Vesteuropa var inde i en voldsom ekspansionsfase med korstog og religiøs mission overalt, som Clairvaux og Cluny var drivende kræfter i. Her kunne Eskil blive en nøglefigur. »I kom fra Jordens yderste grænser, men fuld af tro og hengivenhed«, skrev cistercienserne i Clairvaux i 1153 til Eskil. Med disse kontakter havde Eskil allerede i en ung alder sikret sig et umådelig stærkt internationalt netværk.

Efter at være vendt hjem til Danmark i begyndelsen af 1130’erne blev Eskil domprovst i Lund og blev muligvis også gift på dette tidspunkt. Det var, før kravet om cølibat rigtig slog igennem blandt kirkens folk, og Eskil fik i alle fald en datter. Den politiske situation var efter mordet på hertug Knud Lavard i 1131 usikker, men uroen endte i første omgang med at komme Eskils karriere til gode.

I 1134 blev han biskop i Roskilde. Det var efter det store slag ved Fotevik, hvor Erik Emune kæmpede imod kong Niels og sønnen Magnus. Her måtte fem biskopper og måske så mange som tres gejstlige lade livet. Det blodige slag banede vej for yngre kræfter som Eskil i det kirkelige hierarki. Allerede i 1137 blev han ærkebiskop af Lund og gik straks i gang med at befæste sit bispedømmes stilling, midt i det kaos, der var opstået i stormandsslægternes kamp om tronen.

Lund var blevet ærkesæde i 1103 og udskilt fra Hamburg-Bremen, som ihærdigt prøvede at få Lund tilbage. Eskil indkaldte derfor til et kirkemøde for alle Nordens kirker, som skulle bekræfte selvstændigheden. Domkirken i Lund var stadig under ombygning, men i 1145 kunne Eskil endelig markere afslutningen med en overdådig gudstjeneste og indvielse af det nye højalter med deponering af store mængder relikvier. Bispesædet i Lunds status som ærkebispedømme var dermed konsolideret.

Men Eskil var langtfra færdig. Meget forskellige munkeordener kom til Danmark i Eskils tid og med hans støtte, måske inspireret af feberdrømmen i Hildesheim om de fem slags korn, han havde lovet Jomfru Maria at så. Kirken var tæt knyttet til den generelle samfundsudvikling, især fordi de bedst uddannede mennesker som regel var gejstlige. Tilstrømningen af innovative munkeordener bidrog til at sikre samfundets vækst.

Cistercienserne var entreprenante landbrugere og altid klar til at række den verdslige magt en åndelig hånd. Præmonstratenserne kombinerede et indadvendt meditativt liv med aktiv mission. Karteuserne var en sammenslutning af eneboere og levede helt uden at tale; de holdt kun få år i Danmark. Johanniterne var kæmpende munke, en militær orden ligesom tempelherrerne, men på langt sigt meget mere effektive. Disse forskellige religiøse ordener sikrede, at Vesteuropas rivende teknologiske udvikling inden for landbrug og byggeteknik også nåede Danmark, sammen med tanken om Europa og kristenheden som en samlet kultur.

Samtidig rasede magtkampene videre i Danmark mellem de tre kongsemner Svend Grathe, Knud og Knud Lavards søn Valdemar – og Eskil tog aktivt del i dem. Hans forhold til de forskellige fraktioner ændrede sig konstant. Men det var især forholdet mellem kongemagten og kirken, der havde hans opmærksomhed.

I 1145 protesterede han eksempelvis, da Svend Grathe og den unge Valdemar ville helgenkåre Valdemars far, Knud Lavard, for den slags var pavens område, mente Eskil, helt i tråd med de tanker om kirkens overhøjhed, han var blevet undervist i i Hildesheim. Men nogle få år senere mæglede han mellem Svend Grathe og kong Knud Magnussen, så de i 1147 tog på et fælles korstog mod venderne. Det førte dog ikke til noget, og alliancen mellem de to konger kollapsede snart.

Sideløbende med de interne stridigheder i Danmark blev der også smedet rænker internationalt. Det magtfulde ærkebispesæde Hamburg-Bremen forsøgte atter, denne gang med støtte fra den tysk-romerske kejser Konrad 3., at få Lund og Skandinavien lagt under sig igen, men forgæves. For Eskil mobiliserede med stor succes hjælp fra sin gamle ven Bernhard, den magtfulde (og aldrende) abbed i cistercienserklostret i Clairvaux, der var gammel mentor for pave Eugenius 3. og dennes nære allierede.

Da den tysk-romerske kejser Konrad døde i 1152 og med den stærke pavelige modstand, måtte ærkebispesædet i Hamburg-Bremen se langt efter at underlægge sig det nordiske ærkebispedømme. Eskil fik sikret sin kirkeprovins, men måtte dog reorganisere området. I 1152/53 blev Trondheim (også kendt som Nidaros) udskilt som selvstændigt ærkesæde for hele Norge og øerne i Nordatlanten. Eskil fik nu titel af primas over Norden, altså den vigtigste af de to og senere tre ærkebisper, efter at Uppsala i 1164 blev ærkesæde for Sverige og Finland.

I 1153 foretog Eskil en stor rejse, først til Clairvaux for at besøge og måske takke Bernhard for hjælpen i kirkestriden – Bernhard var efterhånden svagelig og døde da også kort efter besøget. Dernæst drog Eskil til Rom, hvor han i 1154 fik foretræde for den nye pave, Hadrian 4.

Eskil stod nu på toppen af sin magt med stærke allierede. Men på hjemrejsen fra Rom til Danmark blev det dog klart for enhver, at han også havde skaffet sig stærke fjender på halsen. I 1156 et sted i Burgund blev Eskil nemlig taget til fange af den nye tysk-romerske kejser Frederik Barbarossa og anklaget for at have begrænset kejserens magt.

Investiturstriden var brudt ud i lys lue, og Eskil stod i centrum af konflikten. Han skrev fra sit fangenskab en manende opfordring til hele Danmarks kirke og folk og erklærede, at »det var hans opgave og hans ønske at lide, og at han hellere ville dø for sit land end regere i det«.

Der må altså have været forhandlinger om at opgive noget af Nordens eller Lund-ærkesædets selvstændighed mod at slippe Eskil fri, men det nægtede Eskil: »Jeg vil hellere sætte livet på spil, end at den almindelige kirkelige frihed for min skyld skal trædes under fode«. Til sidst fik Eskil lov at rejse og var hjemme igen i 1157/58.

I Danmark stod Valdemar tilbage som enekonge, efter at hans to rivaler, Knud og Svend, var ryddet af vejen. Svend Grathe havde indtil da været kejser Frederik Barbarossas mand i Danmark. Eskils forhold til den nye kong Valdemar skulle vise sig at blive næsten lige så kompliceret som forholdet til den tysk-romerske kejser. For Valdemar sværgede kejser Frederik Barbarossa troskab, og dermed blev det danske kongerige underlagt kejseren.

Allerede i 1161 måtte Eskil forlade Danmark og gå i eksil, fordi han holdt på en anden pavekandidat, Aleksander 3., end kong Valdemar. For ikke at miste kejserens støtte var Valdemar tvunget til at støtte den samme kandidat som kejseren, nemlig pave Victor 4. Skismaet med de to konkurrerende paver kom til at vare hele 18 år.

Eskil tog under sit eksil på pilgrimsfærd til Jerusalem og tilbragte de næste syv år ved pave Aleksander 3.s kurie, mest i Frankrig, i øvrigt sammen med flere andre markante biskopper i eksil, blandt andre den engelske Thomas af Becket, der i 1170 blev myrdet efter en konflikt med den engelske konge. I 1167 vendte Eskil dog tilbage til Danmark.

Gradvist kom kirkefyrsten Eskil og kong Valdemar til at nærme sig hinanden. Valdemars stadige korstog mod venderne kronedes i 1168 endelig med held med erobringen af Arkona på Rügen, Nordeuropas vigtigste hedenske kultcentrum og med en stærk borg. Eskil deltog og havde tidligere støttet missionskrigene ved at true alle med bandlysning, hvis de ikke fulgte Valdemars bud om at komme med og kæmpe.

Pave Aleksander 3.s belønning til Valdemar for Arkona var at helgenkåre hans far, Knud Lavard. Det skete ved en stor og festlig ceremoni i Ringsted 1170. Eskil spillede en hovedrolle, ikke alene i den højtidelige handling at flytte Knuds knogler til et pragtfuldt skrin, som blev placeret på hovedalteret, men også ved at krone og salve Valdemars lille søn, som var opkaldt efter farfaren og også hed Knud. Samarbejdet mellem kongemagt og kirke fremstod nu harmonisk.

Kort efter begyndte Eskil at lægge planer for at trække sig tilbage og tilbringe sine sidste år i Frankrig, men først i 1177 nedlagde han sit embede. Ifølge Saxo havde Eskil fået særlig pavelig tilladelse til at træde tilbage som ærkebiskop samt selv udpege sin efterfølger, hvilket alt sammen var usædvanligt. Han pegede på kong Valdemars nære allierede, biskop Absalon af Roskilde, og alt fremstår som den rene fryd og gammen i Saxos gengivelse. Hvilket det ikke var. Saxos fremstilling er et skønmaleri.

Eskil trak sig tilbage af mange grunde, men blandt andet, fordi hans to dattersønner havde været indblandet i en sammensværgelse mod Valdemar og var blevet afsløret. Han havde heller ikke forestillet sig Absalon som efterfølger, men sådan blev det, og Eskil kunne nu rejse tilbage til Frankrig og der tilbringe sine sidste år i fred og fordragelighed efter en lang og dramatisk tilværelse som Nordens stærkeste gejstlige skikkelse.

Eskil har altid stået i skyggen af Valdemar og Absalon, selv om han egentlig nok var den største og mest betydningsfulde af de tre. Men Valdemars væbner Absalon ansatte en genial historiker, Saxo, hvis fremstilling har farvet senere tiders syn på perioden og måske lettere misvisende nedtoner Eskils rolle. Den, der skriver om fortiden, behersker fremtiden; den, der behersker nutiden, definerer fortiden. Sådan var det også på Valdemars, Absalons og Eskils tid.