Således belærte ærkebiskop Eskil den store kong Valdemar om forholdet mellem monark og undersåt. Måske var det i virkeligheden den myndige Eskil snarere end den mere berømte Valdemar, der i middelalderen sørgede for Danmarks uafhængighed, selv om Valdemar i romantisk historieskrivning fik status som national helt. Under alle omstændigheder var Eskil en medvirkende faktor for, at Valdemar aldrig kom til at regere enerådigt. At kende ærkebiskoppens politiske rolle er afgørende for at forstå den periode, Valdemar levede i, og de politiske og religiøse udfordringer, han kæmpede med i både ind- og udland.
Da Eskil døde i 1181, var det som en anonym cisterciensermunk, oldgammel og gebrækkelig. Men tidligere havde han været Nordens største kirkefyrste, en international berømthed, kongers og kejseres ven eller ærkefjende. Eskil var med andre ord en paradoksal skikkelse. Han var en hård realpolitiker, men også en from kristen, som kunne græde af bevægelse over Jomfru Marias frelsende nåde.
Eskil blev født omkring år 1100 og var af dansk stormandslægt, den mægtige Thrugot-familie, som havde store ejendomme i Jylland, og som i generationer havde nydt et tæt forhold til de danske konger. Krigere, biskopper, et par ærkebiskopper og en enkelt historiker hørte til familien, som vi i øvrigt ikke ved så meget om. I alle fald var Eskil vokset op med sin stands faste overbevisning om at være højt hævet over alle andre, akkurat som den indledende belæring af kong Valdemar vidner om.
Om Eskil helt fra barndommen var tiltænkt en rolle i kirkens tjeneste, er uklart. Men Thrugot-familien ydede under alle omstændigheder den økonomiske støtte, der skulle til for at finansiere en uddannelse, der kunne forberede den begavede unge mand på en kirkelig karriere.
Den slags eliteuddannelse skulle man dog til udlandet for at få. Da universiteterne først for alvor opstod en generation senere, blev Eskil som teenager sendt til den berømte skole ved domkirken i Hildesheim i Sachsen. Det blev på mange måder et skelsættende ophold.
Under et slemt sygdomsforløb, hvor lægerne havde opgivet ham, lå han i febervildelse: Han drømte, at han blev grebet af flammer og trukket ind i et hus omspundet af ild, og at han selv var begyndt at brænde. For enden af en smal sti i flammehavet så han Jomfru Maria på himmeltronen og bad hende om hjælp og lovede at betale rigeligt.
Bliv abonnent på Politiken Historie
...og få adgang til hele artiklen og meget mere!
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her
