Maddiken fra Italiens gravkammer rehabiliteret

Katarina af Medici var en af sin tids største mæcener, ene kvinde i en kreds domineret af mænd: Hun opførte prægtige paladser og villaer, som hun lod indrette med kostelige gobeliner og kunstværker, og som var omgivet af skønne haver og parker med parterrer, statuer, orangerier, lysthuse og springvand. Hun involverede sig personligt i projekterne, bidrog med egne ideer, og hun havde en instinktiv forståelse for kunstens propagandaværdi.

Hun samlede på kort og bøger og etablerede en kolossal samling portrætter af sine børn og venner, ofte i form af blyantskitser, som snarere forsøgte at indfange modellens personlighed end vedkommendes status, sådan som de mere formelle portrætmalere sigtede efter.

Hun var også lattermild; hun elskede smukke klæder og god mad, herunder is, som hun sikrede stor udbredelse ved det franske hof. Hun var yderst intelligent, en fortræffelig skakspiller og usædvanlig veloplyst om så vidt forskellige emner som geografi, fysik og poesi. Hun var ingen tudeprinsesse, men satte pligterne i første række, også når det hele blev besværligt, og hun bevarede sin værdighed på trods af ægtemandens næsten demonstrative utroskab.

KATARINA AF MEDICI var blot 14 år gammel, da hun i 1533 kom fra Firenze til Frankrig og blev gift med Henrik, kong Frans 1.s anden søn. Hun var datter af den florentinske fyrste Lorenzo de’ Medici og den franske prinsesse Madeleine de la Tour d’Auvergne, men allerede inden hun var en måned gammel, døde hendes forældre af syfilis og barselsfeber.

Som det gjaldt for mange andre piger med en magtfuld baggrund, var hendes ægteskab politisk motiveret, en slags lokkemad, som skulle sikre Frans 1. støtte fra pave Clemens 7. (et medlem af Medici-familien) i hans langvarige kamp mod den tysk-romerske kejser Karl 5. Godt nok endte paven med at dø, før alliancen kunne gøre gavn, men ikke desto mindre blev Katarina Medici to år senere, takket være kongens førstefødte søns overraskende død, forfremmet til kronprinsesse.

Hun blev inden længe sin svigerfar Frans 1.s yndling. Han var en karismatisk leder, som elskede jagt og kvinder, især dem, der forstod sig på at nyde jagtens glæder, sådan som Katarina lærte at gøre. Hans hof var det prægtigste i Europa, men også en giftig bedragerisk hvepserede, som var splittet af fjendskab mellem de to førende adelige slægter, Montmorency og Guise. For Katarina, der fulgte med i kampen fra sidelinjen, blev rivaliseringen en lærerig lektion i magtens væsen og i den altafgørende betydning, loyalitet over for kronen havde.

Hun gjorde sin pligt i ægtesengen, selv om hendes mand kun ekstremt modvilligt delte den med hende. Hun fødte 10 børn, hvoraf 7 overlevede til voksenalderen, og hendes status voksede i takt med antallet af mandlige tronarvinger, hun producerede.

Hun blev dronning i 1547 og bar kronjuveler i gemakkerne på de kongelige paladser, men hendes rolle var først og fremmest ceremoniel. Hun fungerede ganske vist kortvarigt som regent under kong Henriks fravær, når han skulle på slagmarken, hvor kampene mod kejseren fortsatte, men hendes beføjelser blev begrænset af kongens rådgivere. Hoffet var undergået radikal forandring siden den gamle konges død, og Henrik havde skiftet farens foretrukne folk ud med sine egne favoritter. Brødrene Guise var dem, der først og fremmest nød godt af det, og deres triumf blev kronet med ægteskabet mellem deres niece Maria Stuart og Katarinas søn kronprins Frans.

For Katarina var disse år en vanskelig tid. Hun var nok blevet dronning af navn, men i virkeligheden var det hertuginden Diane de Poitiers, der som kongens elskerinde udfyldte hendes position. I hoffet svirrede det også med rygter om, at Henriks inderkreds gik klædt i de Poitiers-familiens sort-hvide farver; og at Henrik 2.s monogram, HD (Henri Deuxième), faktisk skulle fortolkes som ’Henrik og Diane’.

Katarina fortsatte dog med at opføre sig med anstand over for sin rivalinde, og hun beklagede sig aldrig, selv ikke da hun hørte, at hertugindens befalinger fremover ville veje tungere end hendes egne i de kongelige børneværelser. I stedet bønfaldt hun blot vemodigt guvernanten om at overbringe nyheder »så ofte som muligt« og bestilte en række blyanttegninger af børnene, der voksede op uden hende.

Men som 40-årig fik Katarina af Medici i 1559 endelig lejlighed til at træde ind i det politiske rampelys.

Dette år afsluttede Henrik 2. og kejser Karl 5.s søn Filip 2. af Spanien deres fædres krig ved at underskrive Cateau-Cambrésis-freden og beseglede den ved ægteskab mellem de to kongehuse, da Henrik 2. og Katarinas datter Elisabeth blev gift med spanske kong Filip 2.

Men glæden over freden og ægteskabsalliancen blev overskygget af en tragisk ulykke. Under fejringen af brylluppet var Katarina af Medici tilskuer ved en turnering og så forfærdet til, da Henrik blev smidt af sin hest og fik boret splinter fra en flækket lanse ind i øjet. Han døde 10 dage senere af sine kvæstelser.

Dronningen var utrøstelig over tabet af sin mand og bar sorg resten af sine dage. Hun opgav det regnbueemblem, hun havde valgt som dronning, til fordel for et med tårer, et krakeleret spejl, en le, en flækket lanse og en indskrift med mottoet ’Tårerne heraf, heraf smerten’ – eller lidt mere elegant på latin: Lacrymae hinc, hinc dolor.

Overvældet af sit tab overhørte hun de politiske konsekvenser af sin tragedie, som efterlod et tomrum i magtens hjerte. Henrik havde været en høj, velbygget og modig soldat og havde som sådan præcis de egenskaber, man i det 16. århundredes Europa forventede af en leder. Men hans 15-årige søn, Frans 2., havde hverken sin fars fysiske styrke eller sin farfars udstråling. Men han var over 14 og i samtidens øjne derfor gammel nok til at regere.

Ulykkeligvis lå han i den grad under for familien Guise, hoffets intrigemagere, der iværksatte et statskup og fik Katarina til at flytte ind på Louvre hos den nye konge og dronning for at give deres regime troværdighed. Den nye konge døde dog allerede året efter grundet en byld i øret, og kronen overgik så til hans umyndige 10-årige bror, der blev kendt som Karl 9. af Frankrig.

DENNE GANG spildte Katarina ikke tiden. Dagen efter sønnens død stod det klart, at hun havde udmanøvreret sine modstandere ved hoffet, og hun blev selv udråbt til regent.

Nu fungerede hun som statsoverhoved for et af de mægtigste lande i Europa, men der ventede hende skræmmende store problemer, ikke mindst en tom statskasse og et stadig mere indædt fjendskab mellem katolikker og tilhængerne af den ny protestantiske trosretning.

Splittelsen delte ikke bare kongeriget i to, men rakte også helt ind i hoffet, hvor skruppelløse personager udfordrede Katarinas autoritet for at forfølge egne mål. De gamle politiske rivaler – familierne Guise og Montmorency – valgte nu side i den religiøse konflikt: Brødrene Guise tog katolikkernes parti, mens eksempelvis admiral Coligny, der tilhørte Montmorency-familien, konverterede til protestantismen.

Skønt Katarina selv var katolik, var hun velvilligt stemt over for protestanternes sag. Der var desuden konvertitter blandt hendes venner ved hoffet og blandt dem, der var beskæftiget i hendes kunstneriske projekter. Fra begyndelsen af sin regeringstid gjorde hun sig derfor umage for at vise sin støtte til den nye trosretning, hvilket blev bakket op af moderate kræfter ved hoffet, men det gjorde til gengæld yderliggående katolikker rasende.

Folk, der var under anklage for at være protestanter, blev løsladt fra fængslet, hun satte en stopper for retssager om kætteri og tog imod protestantiske adelige og deres hustruer ved sit hof. For at berolige katolikkerne gik hun dagligt til messe, men sørgede også for at kritisere de gejstlige, der prædikede imod protestantismen, og anklagede dem for at være illoyale over for kronen.

Hun indbød til forhandlinger i Poissy i 1561 for at give begge sider lejlighed til at tale om deres uoverensstemmelser, men de endte i fiasko på grund af grundlæggende uenighed om nadveren, men også fordi ekstremister i begge lejre optrådte uforsonligt.

Trods modstanden blev hun ved med at søge en fredelig løsning, og i januar 1562 udstedte hun et edikt, der lovliggjorde protestantismen og for første gang anerkendte dens tilhængeres ret til fredeligt at udøve deres tro, noget, parlamentet i Paris noterede med den største modvilje.

Men hun havde undervurderet, hvor voldsom modstanden mod hendes beslutninger var, og i begyndelsen af marts måned myrdede hertug Henrik 1. af Guise, en af dronningens modstandere ved hoffet, sammen med sine mænd mere end 40 protestanter, der var samlet i bøn i en lade i byen Wassy i det nordøstlige Frankrig.

Samtidig benyttede de religiøse fanatikere enhver anledning til at lægge pres på dronningen. Da hun eksempelvis havde den pavelige gesandt i audiens, blev de afbrudt af hendes børn, der havde klædt sig ud som kardinaler og biskopper og spankulerede rundt i salonen i et fjollet optog. Både dronningen og gesandten lo højt, men historien stødte mange katolikker, der så det som en fornærmelse mod deres tro.

HUN BEDYREDE FORGÆVES igen og igen, at det bare var »de små børns narrestreger«, men episoden fandt vej ind i diplomatiske breve til Rom og Madrid som bevis på, hævdede ambassadørerne, at deres værste anelser var blevet til virkelighed, og at hun i hemmelighed var konverteret til protestantismen. Det var hun ikke.

Det var hendes dilemma. Hun havde indset, at protestantismen var for solidt rodfæstet i Frankrig til, at man kunne rykke den op med rode uden at gøre stor skade: en borgerkrig, der ville splitte kongeriget ad og føre til en uafhængig protestantisk stat i syd, revet løs fra det katolske nord, eller, værre, en krig mod den katolske supermagt Spanien, der rådede over den mægtigste hær i Europa.

Massakren i Wassy udløste den krig, hun havde frygtet, og den sommer faldt mange landområder i hænderne på den protestantiske hær. Trods manglende midler afslog hun et paveligt tilbud om et lån, der blev fremsat med den betingelse, at hun standsede al dialog med protestanterne. Hun insisterede på forhandling og gik direkte imod ordrer fra Rom om at undlade at gøre indrømmelser.

Men ingen af parterne var i stand til at påberåbe sig den definitive sejr, og til sidst satte et mislykket attentat på den katolske hertug af Guise gang i fredsforhandlingerne. Katarina udstedte ediktet fra Amboise, der garanterede protestanterne den trosfrihed, hun tidligere havde forsøgt at gøre gældende.

Hun havde afsluttet krigen, men hun vidste godt, at det – i bedste fald – var en spinkel sejr.

For at gøre det tydeligt, hvor alvorligt hun tog sit edikt, tog hun ud på en større rejse i Frankrig sammen med kong Karl 9., en tur på fire et halvt tusind kilometer, der var tilrettelagt for at samle riget bag den unge konge, der nu var blevet myndig. De fulgte en nøje planlagt rute, der indbefattede både katolske og protestantiske byer, hvoraf mange havde lidt under krigen.

Som et bevis på sit eget engagement bad hun udtrykkeligt om personligt at lytte til klager fra begge sider. Endnu en gang blev hun mødt med modstand fra paven, sin svigersøn Filip 2. af Spanien og andre yderliggående katolikker. Uheldigvis vakte hun også protestanternes vrede, da hun, uklogt, indvilligede i at udelukke deres ledere fra det møde, hun holdt med Filips udsending, hertugen af Alva, i Bayonne i juli 1565.

DET VAR EN LILLE FEJLTAGELSE, men den skulle få store konsekvenser, ikke mindst i form af et rygte om, at hun havde tilsluttet sig planer om at udrydde landets protestantiske befolkning.

I efteråret 1567 udbrød der igen krig, denne gang efter et fejlslagent protestantisk forsøg på at kidnappe kongen. Synet af den kongelige familie, der flygtede fra oprørerne af frygt for deres liv, var stærk propaganda for den katolske sag og blev også brugt til at ramme moderate og kompromissøgende katolikker som Katarina og hendes støtter.

Da de yderliggående fløje i begge trosretninger voksede, vendte hun tilbage til sit grundlæggende princip: For at opretholde kronens autoritet måtte hendes vigtigste prioritet være freden. Eftersom ingen af parterne havde midlerne til at besejre den anden, lykkedes det igen at få dem til at enes om at holde fred – i slående kontrast til det samtidige blodbad i Nederlandene, hvor calvinistiske protestanter blev slagtet af den spanske hær.

Traktaten fra Longjumeau, der blev underskrevet i marts 1568, bekræftede de rettigheder, der var blevet garanteret protestanterne i Amboise i 1563. Men samtidig pålagde den begge parter at opgive erobringer fra krigen, og det var ingen af dem parat til.

Aftalen var blevet forhandlet af de moderate, men blev afvist på det bestemteste af de radikale på begge sider, hvilket førte til opstande, massakrer og grove plyndringer over hele kongeriget. Endnu en gang var den skrøbelige fred for spinkel til at holde, og i 1569 udbrød der atter krig.

Igen var ingen i stand til at få et afgørende overtag, og endnu en gang førte forhandlingerne, hvori Katarina spillede en ledende rolle, til betydelige indrømmelser til protestanterne, og det gav dem for første gang mulighed for at integrere sig i det franske samfund.

De dogmatiske katolikker skummede af raseri.

Da først freden var bekendtgjort, lagde Katarina en ambitiøs plan for at forene de to stridende religioner bag kronen: et ægteskab mellem hendes katolske datter Marguerite og den protestantiske prins Henrik af Navarra.

Festlighederne skulle finde sted i Paris i august 1572, men da dagen nærmede sig, voksede spændingerne i hovedstaden, hvor den kongelige familie, prinserne og de adelige, katolikker såvel som protestanter, skulle samles for første gang i mange år. Stigende priser havde fået vrede folk på gaden, og i byens kirker holdt de katolske præster flammende prædikener, hvori de betegnede fredstraktaten, der var underskrevet i Saint-Germain, som blasfemisk.

Truslen om vold blev ikke mindre af florerende rygter om, at Karl 9. var parat til at sende franske tropper til Nederlandene for at hjælpe de protestantiske oprørere mod Spanien.

OG SÅ SKETE DET, der fik det hele til at eksplodere.

Fredag 22. august, fire dage efter brylluppet, mens fejringerne endnu var i fuld sving, var den protestantiske konvertit admiral Coligny på vej hjem til fods, da han blev skudt af en snigskytte. Han blev ikke alvorligt såret, og man regnede med, at han ville komme sig, men to dage senere brød kongelige soldater ind i hans hus tidligt om morgenen og myrdede ham og de øvrige protestantiske ledere.

Kun få officielle optegnelser om de diskussioner, der fandt sted i kongens råd, har overlevet, men ét faktum bestrider ingen: Angrebet på de protestantiske ledere var nøje planlagt og med rådets vidende. Det forbliver dog ubesvaret, hvem der tog den endelige beslutning. Katarina var medlem af kongens råd, og dette har været medvirkende til, at mistanken blev rettet mod hende. Hendes handlinger både før og efter massakren i august 1572 indikerer dog, at hun ikke har været tilhænger af beslutningen. Den blev i sidste ende taget af kongen selv, og han tog også formelt ansvaret på sig i dagene, der fulgte.

Hvad kongen og folkene omkring ham dog tilsyneladende ikke havde forudset, var, at det planlagte angreb skulle føre til det orgie af blodsudgydelse og grusomhed, som er blevet kendt som Bartholomæusnatten. Den historie, Louvre udsendte, var, at det havde været nødvendigt at slå de protestantiske ledere ihjel for at forhindre et komplot mod kongen og hans familie.

Det, der har betydning i denne sammenhæng, er ikke, hvad der faktisk skete, men hvad man troede, der skete.

Mange havde svært ved overhovedet at fatte, hvor uhyrligt det gik for sig, og ledte efter nogen at skyde skylden på. Katarina var på mange måder den ideelle skurk, hun var upopulær hos mange franskmænd, udlænding og kvinde. For mange protestanter var det på dette tidspunkt, rygterne om mødet mellem Katarina og hertugen af Alva i Bayonne begyndte at få et skær af sandhed over sig. De mente, at hendes hænder var vædet af blodet fra uskyldige mænd, kvinder og børn. En beskyldning, der virkede så meget desto mere overbevisende, efter at pave Gregor 13. lykønskede hende hjerteligt med det, han så som en sensationel katolsk sejr.

Det er slående, hvor hurtigt Gregor 13.s og Filip 2. af Spaniens begejstring for massakren døde ud. Inden året var omme, stod det klart for dem, at Katarina på ingen måde var i færd med at tilintetgøre det protestantiske kætteri, men fortsat afviste pavelige krav om at opgive sit mål om fredelig sameksistens mellem religionerne. Nu var hun også en hadet skikkelse blandt katolikker.

Krigen brød ud igen i slutningen af året. Igen havde ingen af de to sider tilstrækkelig styrke til at besejre den anden, og Katarina tilbragte en stor del af både 1578 og 1579 i den sydlige del af landet, hvor hun forhandlede med Henrik af Navarra. Det mønster, der havde tegnet sig før Bartholomæusnatten, gentog sig mange gange de næste to årtier, og det samme gjorde Katarinas bestræbelser på at sikre freden.

Heller ikke hendes død som følge af lungehindebetændelse i januar 1589 var enden på historien.

DET VIRKER KUN LOGISK, at en personlighed som Katarina skulle fortsætte med at øve indflydelse på Frankrigs politiske skæbne fra graven. Syv måneder efter hendes død blev kong Henrik 3. myrdet af en katolsk fanatiker, og da han ingen sønner havde, blev hans lovformelige arvtager Henrik af Navarra. Han gjorde krav på tronen, men måtte kæmpe om den med de ortodokse katolikker og deres indflydelsesrige allierede.

Henrik af Navarra – der var Katarinas grandfætter og en dreven politiker såvel som en dygtig soldat – blev i 1593 kronet som Henrik 4. af Frankrig. Godt nok måtte han genindtræde i den katolske tro for at få tronen. Denne i fleres øjne hykleriske optræden forsvarede han med det berømte citat: »Paris er vel en messe værd«. Fem år senere kunne han i Nantes-ediktet endda fastlå huguenotternes rettigheder og afsluttede dermed årtiers franske religionskrige.

Det var i høj grad takket være Katarina af Medicis utrættelige indsats for at bevare kongeriget, at det land, Henrik 4. arvede, stadig var et forenet rige. Det var en imponerende bedrift og i høj grad hendes fortjeneste, at Frankrig i betragtning af vægten af den modstand, der samlede sig mod hende, og trods traumerne efter borgerkrigene bevarede sin position som en af de førende magter på Europas politiske scene.