Republikken Firenze faldt for en magtsyg bankslægt

DET ØVERSTE MAGTORGAN var byens Signoria, et ni mand stort råd, der blev valgt hver anden måned til at lede republikken. Det var et fuldtidsjob, og de ni mænd flyttede ind i Palazzo della Signoria, Firenzes statelige rådhus (i dag Palazzo Vecchio), og blev der i hele deres embedsperiode.

Man havde opført bygningen samme sted, hvor de foragtede aristokrater tidligere havde haft deres palæer. Det var et bevidst stykke propaganda, men når republikkens midlertidige magthavere flyttede ind i bygningen, tog de deres hverdagstøj af, iførte sig kostbare røde pelskåber og nød aristokratiske luksusspiser såsom fasan og kylling.

Den politiske debat i Firenze var livlig, og enhver borger forventedes at stemme i overensstemmelse med sin overbevisning. Selv om der ikke eksisterede politiske partier, som man kender dem i dag, fandtes der rivaliserende grupper, og i 1420’erne havde en elite af gamle familier og rige købmænd sat sig på regeringsmagten.

En af disse familier var Medicierne, der havde tjent en formue som købmænd og ikke mindst som bankierer for paven i Rom. Den forretning havde sikret familien enorm velstand og ikke mindst indflydelse, der rakte langt ud over Firenzes bygrænse. Succesen nærede familiens ambitioner, og patriarken Cosimo ’Il Vecchio’ (den ældre) Medici (1389-1464) tog snart de første forsigtige skridt til at konsolidere sin plads i toppen af Firenzes politiske hierarki – uden om republikkens love.

I sine erindringer mindedes Pius 2., der var pave fra 1459 til 1464, at have spurgt biskoppen i Orte, hvad han mente om Firenze. Biskoppen svarede, at det var en skam, at så smuk en kvinde ingen ægtemand havde.

»Jovist«, indvendte paven, »men hun har jo en elsker«.

Hermed hentydede paven til, at Firenze stod i et utugtigt forhold til sin hersker, og ser man bort fra historiens sexistiske undertoner, siger den på humoristisk vis en del om Cosimo Medicis tvetydige position som Firenzes leder.

For udlændinge, der var vant til fyrsters enevældige magt, var han med pave Pius 2.s ord »ikke så meget borger i byen som dens egentlige hersker, om end ikke af navn«, og sådan opfattede Cosimo Medici utvivlsomt også sig selv.

Men i selve byen kunne den slags ikke accepteres, så han måtte omhyggeligt iføre sig republikanernes klædedragt, når han trådte ud i offentligheden, så han kunne forsikre florentinerne om, at han blot var en borger som alle andre.

COSIMO MEDICI VAR dog i fuld gang med at undergrave republikken i en proces, der for alvor kom til at udvikle sig dramatisk under hans barnebarn Lorenzo ’il Magnifico’ (den prægtige) Medici (1449-1492). Med sin pengestærke bank i ryggen købte Cosimo Medici sig loyalitet gennem forskellige vennetjenester.

Det kunne være lån til billige renter, job i Mediciernes bank eller ligefrem et giftermål med en af kvinderne i familien til gengæld for stemmer, når der skulle tages beslutning i sager på rådhuset. Han var klar over, at det var ulovligt, og lagde den største diskretion for dagen, når han hvervede sine støtter.

Flere borgere i Firenze anede snart uråd og smed i 1433 Cosimo på porten. Cosimo havde dog været forudseende og havde bragt størstedelen af sin bankformue i sikkerhed uden for byen.

Fra sit eksil i Venedig planlagde han tålmodigt sin tilbagevenden til Firenze. Ved valget til Firenzes Nimandsråd i august 1434, hvor Medici-støtterne fik flertal, slog Cosimo til.

I løbet af de næste par måneder blev de fleste Medici-modstandere smidt ud af byen – godt hjulpet på vej af Cosimos private hær af lejetropper. Efter et triumferende indtog i byen 6. oktober fik Cosimo gennem sine støtter vedtaget en lov, der gav ham kontrol over, hvem der blev valgt til Firenzes Nimandsråd og øvrige råd – et åbent brud med byens republikanske principper.

Som pave Pius 2. bemærkede, var han nu byens hersker i enhver henseende »bortset fra af navn«. Han var også langt den rigeste borger i byen. Det chokerede mange, at han tjente så godt på de renter, han forlangte for sine lån til regeringen, og over størrelsen af hans palæ, som tydeligt viste, hvor rig og magtfuld han var.

»Hvem ville ikke bygge så prangende, hvis de kunne gøre det for penge, der ikke var deres«, som en af Cosimos kritikere sarkastisk bemærkede.

DA COSIMO DØDE i 1464, sørgede selv hans fjender over den drevne leders bortgang, men der var klar modstand mod tanken om, at embedet skulle gå i arv til hans søn Piero (1416-1469). Hans politiske modstandere fik afskaffet den lov, der gav Medicierne magt over regeringsdannelsen, og mange var enige med republikaneren Marco Parenti, som satte sin lid til, at man snart kunne skrive »historien om en fri og uafhængig by«.

Men optimismen varede ikke ved. Det lykkedes Piero at så splid mellem sine modstandere, og i 1466, da Firenze var på randen af borgerkrig, gik hans private hær på 8.000 mand ind i byen for at knuse oprøret og tog magten.

Men Piero fik ikke lov at nyde sin position som Firenzes leder længe. Tre år senere døde han – ligesom sin far af komplikationer som følge af livsstilssygdommen podagra – hvorefter magten uden videre blev overdraget til sønnen Lorenzo Medici (1449-92). Republikaneren og Medici-modstanderen Parenti var knust: »Jeg ventede på, at friheden skulle komme, og den var tæt på, men den udeblev«.

Lorenzo Medici forsøgte på ingen måde at lægge skjul på sine ambitioner. Da hans far døde, var han kun 20 år og havde næsten ingen politisk erfaring. Han var blevet opdraget til selskabslivet ved hoffet snarere end til at deltage i republikkens debatter: Han skrev digte, læste ubesværet latin og spillede musik. Men familiens vigtige bankvirksomhed interesserede han sig kun for, når den finansierede hans ødsle livsstil.

Pave Sixtus 4. (1471-84) bestemte, at Medicierne skulle beholde privilegiet som pavens bankier, men Lorenzos manglende erfaring som bankmand skulle få katastrofale følger. Da paven bad om et lån på 40.000 dukater til at erhverve sig den lille bystat Imola, hvor han håbede at indsætte sin nevø som hersker, afviste Lorenzo ham, fordi han selv havde ambitioner om at blive områdets ejer.

Paven straffede da Lorenzo ved permanent at flytte den lukrative pavelige konto fra Medici-banken til Pazzi-familiens bank, også i Firenze. Pazzi-familien var ikke kun Mediciernes kommercielle konkurrenter, men også deres politiske modstandere, og i Firenze, hvor mange blev mere og mere utilfredse med Lorenzos styre, fik de konstant flere tilhængere. Pazzierne foranstaltede nu en sammensværgelse for at tage magten med støtte fra Sixtus 4.s magtfulde nevøer og pavens stiltiende opbakning.

Nogle sammenlignede det med, da Julius Cæsar 1.500 år tidligere i strid med det antikke Roms forfatning udråbte sig selv til diktator. Selv kronikøren Benedetto Dei, der tidligere havde været en af Mediciernes overbeviste støtter, redegjorde for de »fælder, snarer og forræderier«, hvormed Lorenzo havde fået kontrol over tingene for at »danne sin egen regering, som er mere tyrannisk end republikansk«.

De fleste holdt dog deres tanker for sig selv. Lorenzo var hensynsløs, når det drejede sig om at bringe sine fjender til tavshed. De blev underkastet hemmelige forhør og dømt til døden af Halvfjerdsmandsrådet. Dei selv var en af mange, der valgte helt at forlade Firenze.

Lorenzos foragt for republikkens love var til at tage og føle på. Lorenzos bedstefar Cosimo havde fremstillet sig selv som en loyal borger og hengiven husherre, som spillede skak efter aftensmaden og nøjsomt selv beskar sine egne vinstokke hvert år i februar.

LORENZO TILLAGDE SIG omvendt manerer og vaner som en aristokratisk fyrste, et rigt overhoved for en magtfuld stat. Som den eneste borger i byen var han ikke underlagt den lov, der forbød florentinere at bære våben, og han omgav sig med en livgarde af banditter bevæbnet med sværd og armbrøster.

Han brugte store summer på antikke ædelstene og vaser af halvædelsten og understregede, at de var hans ejendom, ved at lade dem indgravere med initialerne LAV.R. MED. Eksperterne er uenige om, hvorvidt R står for Rex (konge) eller noget andet. Han opbyggede et stutteri med væddeløbsheste, hvilket allerede på den tid var en aristokratisk og voldsomt dyr hobby. Arabiske væddeløbsheste kunne koste helt op til 100 floriner stykket, svarende til to års løn for en velstillet håndværksmester.

Lorenzo var fast indstillet på, at hans børn skulle op ad den sociale rangstige. Efter pave Sixtus 4.s død knyttede Lorenzo stærke bånd til efterfølgeren Innocens 8. (1484-92) og beseglede alliancen gennem et giftermål mellem sin datter Maddalena og pavens søn Franceschetto Cibó.

Men det vigtigste sociale spring var, at Lorenzos anden søn, Giovanni (1475-1521), som blot 14-årig fik titel af kardinal, efter at store summer var blevet brugt til at bestikke medlemmer af kirken. Der var nu mulighed for, at et medlem af Medici-familien i fremtiden kunne blive valgt til pave.

»Det er det største, der nogensinde er sket for vores familie«, som Lorenzo med vanlig beskedenhed udtalte.

Det glamourøse ydre var dog svindel og bedrag. Lorenzos overdådige levevis, fra væddeløbshestene til de bestikkelsespenge, han måtte betale for at opnå tjenester i Rom, overgik langt bankens svindende ressourcer. I Firenze svirrede det med (sande) rygter om udbredt korruption, der blev forsøgt affejet som fake news. En mindre glorværdig side af Mediciernes historie, som ofte forbigås i tavshed i slægtens annaler.

DA LORENZO HAVDE Firenzes Nimandsråd i sin hule hånd, kunne han omgå den lov, som afskar personer, der skyldte i skat, fra at bestride offentlige embeder. Faktisk fritog han ligefrem sig selv for overhovedet at betale skat. Han tvang Nimandsrådet til at bevilge 100.000 floriner af Firenzes offentlige kasser til at finansiere sin kampagne for at gøre sønnen Giovanni til kardinal, og han omdirigerede store summer fra forskellige ministerier til personlig brug.

Flere skrivere, der følte sig frastødt af hans manglende respekt for republikken, fik luft for deres væmmelse i regnskabsbøgernes margin, hvor forskere, der senere har besøgt Firenzes arkiver, har kunnet læse dem.

Modstanden mod Lorenzos fyrstelige ambitioner voksede dag for dag.

I 1491 var den karismatiske dominikanermunk Girolamo Savonarola begyndt at holde flammende prædikener i Firenze, vendt mod elitens ødsle og ugudelige levevis. Med henvisning til Bibelen indledte Savonarola et hårdt angreb på Medici-styrets hemmelighedskræmmeri og korruption.

Det var noget af et lykketræf for republikken, at Lorenzo Medici i 1492 uventet døde af komplikationer som følge af podagra. Han blev afløst af sin arrogante søn Piero ’Lo Sfortunato’ (den uheldige; 1472-1503), der kun var 20 år gammel og lige så naiv, som Lorenzo selv havde været engang.

TO ÅR SENERE begik Piero en katastrofal fejltagelse, da Frankrigs konge invaderede Italien med en stærk hær for at underlægge sig kongedømmet Napoli. Da franskmændene nærmede sig Firenze, besluttede Piero sig for at forhandle direkte med kongen uden først at gøre sig den ulejlighed at rådføre sig med byens Nimandsråd.

Selv Mediciernes støtter var forargede. Situationen blev ikke bedre af det faktum, at Pieros forhandlingsforsøg endte i en total ydmygelse af Firenze, der måtte afgive territorium til franskmændene. Selv om Piero forsøgte at kamuflere nederlaget med et triumftog, havde han mistet al troværdighed som politisk leder.

9. november 1494 måtte Piero flygte fra byen med sine støtter, da en bevæbnet menneskemængde nægtede ham adgang til rådhuset. Republikken havde genvundet sin magt. Da det blev jul, var alle Medici-støtter fordrevet fra Firenze, og byen havde fået en ny republikansk forfatning uden alle de snedige mekanismer, der havde sikret Medicierne magten over byen.

GENOPRETTELSEN AF REPUBLIKKEN kunne tydeligt ses overalt i byen, hvor Mediciernes våbenskjold blev hugget af bygningernes facader, familiens ejendomme solgt på auktion og Cosimos mindetavle fjernet fra hans grav i San Lorenzo-kirken efter ordre fra Nimandsrådet. Efter en længere offentlig debat blev Michelangelos statue ’David’ i 1504 opstillet foran rådhuset som et stærkt symbol på republikkens sejr over tyranniet.

Men at det i sin tid var lykkedes Lorenzo at skaffe sin søn posten som kardinal, skulle vise sig at give republikken dødsstødet. Kardinal Giovanni Medici var en dreven politiker, der fik indflydelse i kraft af sine gode forbindelser med pave Julius 2., og i 1512 kunne Medicierne vende tilbage til Firenze efter 18 års eksil.

Seks måneder senere blev Giovanni Medici kåret til pave Leo 10. – og ved endnu et lykketræf for Medicierne blev hans fætter Giulio Medici i 1523 pave under navnet Clemens 7. Det var Clemens 7., der indgik en alliance med den tysk-romerske kejser Karl 5. om at indsætte sin egen søn Alessandro som den første hertug af Firenze. Den republikanske æra var forbi.

Nok var det lykkedes Firenzes borgere at modstå de udspekulerede metoder, de tidligere Medicier havde brugt til at underminere republikken, men de viste sig ude af stand til at modstå den overmægtige kejserlige hær, og 6. juli 1531 blev Signoria, Nimandsrådet, der havde været republikkens stolthed siden 1200-tallet, opløst ved kejserligt dekret.

Herefter var Firenze et fyrstendømme på linje med så mange andre i Europa, men som følge af Medici-hertugernes inkompetence dalede byens indflydelse voldsomt. På trods af volden var republikken Firenzes guldalder.