Apotekerne stod for at proviantere vin, og rigeligt af den, når kongen kom rundt i landet

Da Tjæreborg-præsten Eilif Krogager 3. juli 1950 kørte sin første bus med gæster ind over Francos nyåbnede spanske grænser, og de rejselystne danskere smagte på den billige bordvin, blev vores forhold til vin for altid forandret!

I dag bliver der serveret vin i alle socialklasser og alle afkroge af Danmark, men sådan har verden ikke altid set ud.

I renæssancen var vin ikke en drik for menigmand. Langt hovedparten af rigets indbyggere drak tyndt øl, der til højtiderne for nogle blev suppleret med kraftigere øl og sidenhen brændevin, hvis man rigtig skulle slå sig løs. Men hos lensmændene, hos enkelte velhavende købmænd samt på kongens borge og slotte blev der drukket vin. Og der blev drukket meget vin!

Skal man tro udenlandske diplomater, var renæssancen én lang drukfest: »De fleste danskere, især af adelen, er overordentligt hengivne til drik og kunne tilbringe dag og nat med at tømme Bægre«, skrev Christian 3.s tyske livlæge og fortsatte: »De, der ikke holder af drik, er til nar for Alle«.

Den efterfølgende konge Frederik 2. levede fuldstændig op til denne beskrivelse, og ved hans tidlige død i 1588 forlød det: »Mange mener, at dersom hans Naade havde haft lov for fremmede fyrsters og legaters og andre sine gode mænds daglige omgængelse til at holde sig fra den almindelige, skadelige drik, som nu over alverden iblandt fyrster, adel og menigmand alt for gængse er, da synes det for menneskelige øjne og tanker, at hans Naade kunne have levet mangen god dag længere«.

Frederik 2. forsøgte ellers i 1586 at få styr på de ustyrlige fester og beordrede gæsterne til at vente med at springe over bordene, til maden var båret ud. Bekymrede renæssance­kvinder skrev til hinanden med ængstelighed, hvorvidt deres sønners omgang med vin mon blev lige så slem som deres mænds.

Vores yndlingskonge, Christian 4., videreførte sin far Frederik 2.s tradition. Der blev drukket tæt og ofte og ved de store kongelige fester, for eksempel ved den udvalgte prins Christians bryllup i 1634 våndede de udenlandske diplomater sig – de havde aldrig set noget lignende:

»Der blev forbrugt en saadan Masse Øl og Vin, at baade Spisesale, Sovegemakker, Forstuer og Forhaller ligefrem svømmede … thi ikke blot de adelige Herrer, men ogsaa de Tjenere og Drabanter, som stod paa Post for Gesandternes og Fyrsternes Forgemakker, skyllede store Masser i sig af de dyreste Vine«, noterede den franske førstesekretær Ogiers beskæmmet i sine optegnelser.

Af renæssancens vine var rhinskvinen den mest afholdte. Gerne med lidt sukker eller søde frugter i, da man siden middelalderen havde foretrukket den søde smag. Derfor blev den sødmefyldte Malvasier-vin fra Sydeuropa særligt populær, og den krydrede spanske vin fra Alicante og den såkaldte Muscatel-vin fra Middelhavsregionen blev importeret til Danmark allerede omkring 1500.

Vinen kom hertil med skib i store vinfade, tønder, ofte på 149,75 eller 231 liter – en amme eller et oxehoved, som de to mål hed dengang. Men rhinskvinene kunne ankomme i endnu større fade. Og da korkproppen endnu ikke var opfundet, og glasflaskerne var uhyre kostbare, måtte tønden tømmes, før vinen blev fordærvet. Det kan være en del af forklaringen på renæssancens uhæmmede druk. Man drak, til fadet var tømt.

Et apotek skal have en vinkælder

De danske konger var ustandselig på farten rundt i riget. Tvister skulle udredes på kongens retterting, som indtil 1661 var den øverste domsenhed. Borge skulle besigtiges, krige skulle forhindres eller føres. Dette rejsende kongedømme krævede sin vin. Lensmændene sørgede for at slagte fedekalven eller oksen, men taflerne krævede vin, og det var svært at transportere rundt.

Her kom apotekerne til at spille en central rolle. Ved Reformationen i 1536 blev de katolske munke smidt ud af klostrene, og de møjsommeligt anlagte klosterhaver med helbredende urter groede til i ukrudt. Ingen tog sig længere af købstædernes syge og gamle. København havde både apotek og enkelte læger, men provinsen manglede nu den sygdomspleje, som klostrene havde udført. Derfor bestemte Christian 3., at riget skulle forsynes med apoteker. Odense fik rigets første provinsapotek i 1549, og herefter fulgte Haderslev i 1557, Viborg i 1573, Helsingør i 1581 og Kolding i 1585.

Et af kravene til de nyoprettede apoteker blev, at apotekeren »maa holde Vinkælder ved sit Apothek, hvilken han skal holde forsynet med god Vin, saa Kongens Folk og andre Gæster i Byen kunne faa Vin til en rimelig Pris«.

Det var vigtigt, at man kunne få god vin, hvor i riget kongen og hans mænd end rejste. Og var vinkvaliteten eller -mængden ikke i orden, kunne majestæten fratage apotekeren bevillingen. Derfor kom apotekerne til at spille en stor rolle i vinens udbredelse.

Alt skal være fransk

En af de prægtigste kilder til den danske vinhistorie er Øresundstolden. Siden 1472 har tolderne i Helsingør med præcision nedfældet i deres protokoller, hvilke vine – og siden andre varer – der med skib blev ført ind og ud af landet via Øresund, efter at kaptajnen havde betalt sin afgift til kongen. Over 1,7 millioner skibslaster er registreret frem til 1857, og er man tålmodig, er der guld at finde i disse lister.

Mens renæssancens vin hovedsagelig nåede de danske kyster via Amsterdam, skete der en forandring i anden halvdel af 1600-årene. Rhinskvinene, der havde været de mest eftertragtede, fik nu i stadig stigende grad konkurrence fra franske vine, direkte eksporteret fra for eksempel Bordeaux, Nantes og Rouen.

En stor del af forklaringen er sandsynligvis, at den franske kultur, der strålede ud fra Ludvig 14.s ekstravagante hof på Versailles, fra 1650-60’erne bredte sig som en steppebrand overalt i Europa. Arkitektur, tøjmode, frisure, litteratur, ja, alt skulle være fransk. Således også vinen.

Og importen af fransk vin overhalede fra 1685 rhinsk- og moselvinene. Det viser min gennemgang af Øresundstoldens 465 skibslaster af vin til Danmark fra 1660 til 1700.

Nogenlunde samtidig indtraf en anden forandring. Renæssancens tynde drikkeglas, der ved en konges skål blev knust i titusindvis, blev nu afløst af mere fornemme tykvæggede glas. Den glastype egnede sig fortrinligt til at blive indgraveret med våbenskjolde, kongekroner, tremastede skibe eller idylliske landskaber, og forgyldte låg fremhævede glassenes – eller pokalernes – højde. Den slags kostbare glas smed man ikke i gulvet, og skikken uddøde før 1700.

Danmark som tedrikkerland

Endnu en enestående kilde til vinens danmarkshistorie fra 1732 ligger i Rigsarkivet. Danske Kancelli, der var det øverste centrale forvaltnings- og regeringsorgan i landet, krævede, at samtlige danske købstæder registrerede hver eneste købmands krambodsbeholdning og redegjorde for import- og toldforholdene. Byens øvrighed blev derfor sendt rundt til pakhuse, ned i købmændenes salt-, øl- og vinkældre, ind langs krambodernes bugnende tekstilhylder og skuffer med krydderier, forbi tønde­vis af saltede sild, kul, krudt og ruller med tobak.

Det er lister med de opgørelser, der findes i Rigsarkivet, og de viser som noget af det mest opsigtsvækkende, at Danmark var et tedrikkerland i 1732 – på lagrene fyldte kaffebønner kun knap en tiendedel af pladsen i forhold til tebladene. Desuden fandtes chokolade kun uhyre sjældent i kramboderne og blev mest solgt af jøder fra Fredericia. For vinens vedkommende viser listerne, at man i de fleste købstæder kunne købe vin, men også, at der var et utrolig stort spænd mellem de købstæder, der havde henholdsvis mindst og mest vin på lager: som Ringsted og Nykøbing Sjælland med henholdsvis 30 og 57 liter og store handelsbyer med mange søfarende som Aalborg (82.782 liter), Odense (76.780 liter) og Aarhus (39.179 liter) – Københavns krambodslagre fremgår desværre ikke af opgørelserne.

Endnu en optælling blev foretaget i 1750, og her kan man se, at Helsingør var vinbyen over alle. 264.980 liter vin fandtes hos byens købmænd i 1750.

Og hvem købte så vinen? Det kan købmandslisterne ikke fortælle, men det kan til gengæld skifter – boopgørelser – over afdøde personer. Alt af værdi skulle gøres op af hensyn til arvens fordeling, og efterladte genstande som i dette tilfælde kaffe- og tekander, chokoladekopper og vinglas fortæller, hvilket nydelsesmiddel der blev benyttet i netop denne familie.

Jeg har gennemgået skifter efter cirka 1.000 afdøde danskere – fra bønder og præster over købstædernes håndværkere til købmænd og fattige, herregårdsejere og københavnske embedsmænd i hele landet – i tidsrummet 1650-1800, og fæstebøndernes husgeråd og indbo var ikke overraskende sparsomt.

De havde kun det allermest nødvendige køkken- og bryggersgrej, men man finder ikke skyggen af te- eller kaffeudstyr før sidst i 1700-tallet. Dog med den lille undtagelse, at flere bønder under Schackenborg i Møgeltønder havde teudstyr, fordi de store selvejede marskgårde solgte stude og derfor havde en økonomi, der gav grobund for tedrikning, inspireret af friserne.

Vinglas leder man også forgæves efter i de fleste danske bondehjem. Få familier havde dog enkelte skårede brændevinsglas sat til skue i pyramiden – den hylde, der i dag kendes som amagerhylden – hvor de stod ved siden af lysestager, sukkerdåser og siden kaffekopper. Men 80 procent af den danske befolkning, som bønderne udgjorde, havde ikke vin som nydelsesmiddel.

Hos præsterne derimod var vinglassene allerede til stede før midten af 1700-tallet, dog ikke så talstærkt som tekopperne – præsterne havde været firstmovers i teens udbredelse over hele landet allerede før 1700. Men vinglassene kom til, da porcelænstallerkenerne rykkede ind i fadeburene, og man havde typisk 4, 6 eller 8 glas. Altervinen kendte præsten jo godt – den blev skænket hver søndag – men hans eget vinforbrug var vel et resultat af præstegårdens samlede økonomi. Det var som regel den største gård i sognet, og var der gode enge og dermed et stort dyrehold, blev der råd til både te og vin.

Købstædernes og Københavns velhavende købmænd havde et nært og fortroligt forhold til at drikke vin. Mange købstæder havde offentlige vinkældre, hvor de, der havde råd, kunne sætte sig og drikke et glas vin, eller kokkepigen kunne købe en kande vin med hjem. Og apotekerne fortsatte med at holde åbne vinkældre.

Holberg skriver i sine komedier fra 1700-tallets første årtier om de københavnske vinhuse og -klubber, hvor punchebowlerne fristede mange især ældre mænd, der ved midnatstid »af 4re Vægtere maa lade sig slæbe drukken hjem«. Men Holberg selv kæmpede med næb og kløer for at undgå at blive optaget i tidens klubber med vindrikning »eller en Pibe Tabac, som aldeles ikke er min Ragout. Udi Fruentimmer-Selskab derimod faar jeg Thee, Café og jævn Pølsesnak, hvilket accomoderer mig best udi mine ledige Timer«.

Og i ’Barselsstuen’ lader Holberg den forstandige nabo Jeronimus sige til barselskonens mand, der mener, at al den kaffedrikning er ved at ruinere ham: »Tænk en Gang, hvordan det gik til i gamle Dage, Nabo! Da Fruentimmeret drak Koldskaal om Sommeren og Spansk Vin om Vinteren; da kunde de ikke giøre mange Besøgelser, uden at de maatte lave sig en halv Rus«. Koldskål var en populær suppeagtig spise af øl, vin, sukker og krydderier, serveret med tvebakker til.

Pietismen satte proppen i hoflivet

Da den tyskinspirerede fromhedsbølge pietismen piblede frem i København i 1700-tallets begyndelse, blev det danske hof stille og roligt tørlagt. Frederik 4.s dronning Louise og især deres søn Christian 6. og hans dronning, Sophie Magdalene, var stærkt optaget af de pietistiske strøm­ninger, hvor fromhed og afholdenhed fulgtes ad, og maskeballer, store tafler og teaterforestillinger døde hen.

Visse vinhuse fortsatte velsagtens med udskænkningen, men annoncerne for dem forsvandt stort set fra aviserne, og København blev sikkert en mere stille by i de sene aftentimer. At beruse sig var ikke længere så moderne. Nu skulle man hellere sidde rundt om et lille tebord og stilfærdigt have samtaler om Brorsons nyeste salmer eller tidens strømninger inden for litteraturen. København blev en tedrikkerby.

Selv om den pietistiske fromhedsbølge ikke bredte sig meget ud over resten af riget, skete der nogle årtier senere noget vigtigt på landet. Efter landboreformerne blev bøndernes økonomi forbedret, og bønderkonerne begyndte så småt at drikke kaffe – deres mænd tog efter 1800-tallet den samme skik til sig, dog gerne med lidt brændevin i.

Den københavnske stadslæge Heinrich Callisen noterede i 1807 i sine optegnelser om den københavnske sundhedstilstand:

»Upaatvivlelig drak vore Forfædre mere Vin end deres Afkom. Ved Giæstebuder var en høiere eller mindre Grad af Drukkenskab blandt Giæsterne temmelig almindelig, nu er saadant en meget stor Sieldenhed i de dannede Cirkler«.

Han fortsætter og påpeger: »at man vil finde det Stødende mod god Orden og Levemaade, at opmuntre nogen til at spise eller drikke; enhver har sin fulde Frihed til at nyde saa lidet eller saa meget, som han lyster«. Man havde mange fine vine til rådighed, men drak mindre.

En af den florissante tids mest velforsynede vinkældre tilhørte overhofmarskal A.G. Moltke, rigets øverste embedsmand. Ved sin død i 1792 efterlod han sig i sine hvælvede kældre under Amalienborg-palæet samt under herregårdene Bregentved og Glorup i alt 2.734 flasker vin samt 7 oxehoveder vin på fad, hvilket svarer til 1.617 liter. Moltke havde yppige vine på lager – parat til den mest delikate taffelservering: sydafrikanske, tyrkiske, græske, portugisiske, spanske, italienske, franske samt navngivne vine fra Cypern, Samos, Firenze, Malaga, Calabrien, Capri, De Kanariske Øer og andre sydeuropæiske vinlokaliteter.

Skildpaddesuppe og Madeira-vin

Dagbøger, erindringer, breve, malerier og sidenhen vinhandlernes kundeprotokoller viser os, at vinen op gennem 1800-tallet var en fast del af det højere borgerskabs bord- og spisekultur. På herregårdene hos rigets embedsmænd var vin til maden også en fast bestanddel. En god middag blev ofte ledsaget af 5-8 forskellige slags vin, og til den særligt populære skildpaddesuppe skulle der bruges Madeira-vin i anseelige mængder.

I mere jævne borgerhjem, hos håndværkere og handlende, kom vin ikke på bordet. Og landets største befolkningsgruppe, bønder og landarbejdere, drak også fortsat øl og brændevin. De store migrationer, der fra 1850 og frem bragte fattige landarbejdere ind til byerne, hvor de blev industriarbejdere, ændrede ikke på denne gruppes mad- og drikkekultur. De brede sociale lag holdt sig til øl, brændevin og kaffe, og her ligger forklaringen på, at Danmark nu er et land, hvor de fleste er kaffedrikkere.

Bondekulturens kaffe sejrede over teen, der ligesom vin hovedsagelig blev udskænket på herregårde og i byernes belæste embedsmandshjem. Samt hos præsterne.

Hos den brede befolkning blev der kun serveret vin ved højtiderne, bl.a. til julemiddagen, og ved sølvbrylluppet og de runde fødselsdage.

Indtil det store gennembrud kom, da Eilif Krogager i 1950 kørte den første bus mod Sydens sol.

Kilde: Annette Hoff: Den Danske Vinhistorie (2018)