I den allerførste udgave af Politiken Historie, som udkom tilbage i 2018, bragte vi på s. 67 en overskrift, som umiddelbart ikke er ældet med ynde.
’Kold krig? Glem det’, lød det selvsikre blikfang for en længere artikel om Danmark og det øvrige Vestens forhold til Rusland, som blev forfattet af ph.d. i historie og inspektør ved Koldkrigsmuseum Stevnsfort, Iben Bjørnsson.
Det bør retfærdigvis nævnes, at det er Politiken Histories redaktion og ikke Iben Bjørnsson, der er ansvarlig for selve overskriften, men der er nu ikke en uoverensstemmelse mellem den og selve artiklen.
Her betegner hun det som »forståeligt«, at man drager paralleller mellem den kolde krig og stemningen mellem Rusland og Vesten. Alligevel skriver hun efterfølgende:
»Men befinder vi os i en ny kold krig? Svaret er nej«.
Og i artiklen skriver hun videre.
»Den kolde krigs verden var bipolar, og de to blokke var allestedsnærværende, selv for lande, der forsøgte at holde sig udenfor. Det var en verdensomspændende kamp mellem modstridende ideologier om folks ’hjerner og hjerter’. I dag er verden multipolar, og USA var selv før Trump ved at miste positionen som selvudnævnt vogter af den liberale verdensorden. Verden er nu på godt og ondt mere kompliceret«.
Artiklen har siden den russiske invasion af Ukraine rumsteret i baghovedet på undertegnede, og i denne uge bad jeg Iben Bjørnsson genbesøge sine ord. Og gæt engang: Hun mener stadig ikke, at vi kan tale om en kold krig mellem Rusland og Vesten. Læs hvorfor lige her.
Lyt og læs!
Podcast. Har du fået hørt Kongerækkens serie om Ukraines historie? Her får du sat den ulykkelige krig i historisk perspektiv, og der er kommet et nyt afsnit her til morgen. Lyt til serien her.
Artikel. I nat gik vi over til sommertid, men hvorfor egentlig? Læs her historien om menneskets forsøg på at tæmme tiden, så tingene kunne gøres en anelse mere effektivt. Drivkraften var naturligvis krig.
Artikel. Har du planlagt din årlige 1. april-prank, din lurifaks? Ellers kan du søge inspiration i denne artikel, som fortæller aprilsnarrens mere end 400 år lange historie. Læs historien her.
Slutreplikken.
Skal du på Historiske Dage i Øksnehallen i København i dag? Vi har sammen med Politikens Forlag en stand i den store hal, undertegnede interviewer historiker Dan H. Andersen om hans enorme Store Nordiske krig-dobbeltværk kl. 11.30 på Onkel Danny-scenen, og kl. 13.30 tager vi på samme scene en snak med historiker Vibe Termansen under overskriften: Blev Rusland snydt af Nato efter 1991?
Kig forbi, det bliver spændende! Se mere her.
Og så er vi også ude i byen tirsdag i forbindelse med filmfestivalen CPH:DOX. Her tager vi endnu engang en snak med Vibe Termansen om Ruslands besættelse af Krim og Ukraine. Det er som optakt til dokumentarfilmen ’The Tresures of Crimea’ om en samling af historiske genstande fra Ukraine, der strander på et museum i Amsterdam, da Rusland annekterer Krim. Det udvikler sig til et retssalsdrama. Se mere her.